Vejleder eller vildlejer IT- og Telestyrelsen, når de inviterer forbrugerne inden for hos it-borger.dk med lokkemidlet ”Få det bedste abonnement med teleguiden”? På webstedet tilbydes et overblik over de allerbedste tilbud ud fra borgerens konkrete forbrug inden for mobiltelefoni, bredbåndsinternet, modem-adgang til internettet, fastnettelefoni, bredbåndstelefoni, udlandstelefoni med videre.
Lige nu kigger jeg selv efter ”Bredbånd med telefoni” – kategorien findes ikke, selv om både TDC, Cybercity og Fullrate reklamerer på fulde drøn for kombinationen lige nu. Dog viser det sig, at under bredbåndstelefoni, er det ikke kun telefonien, det gælder.
Jeg kigger også på Internet-telefoni, jævnfør mine tidligere beskrevne bestræbelser på at få halveret mine tele- og bredbåndsudgifter, men jeg savner nogle nye aktører på området. Men modem-adgangen? Jamen er der mon stadig nogen, som sidder og skal vælge mellem, hvem de billigst kan få 56 Kbit-adgang til nettet hos.
Jeg har talt med tre forskellige gutter med forskellig ekspertise på teleområdet, og alle tre kritiserer IT- og Telestyrelsen for at udgive deres portal for at være STEDET, der hjælper borgerne.
De har forskellige angrebspunkter. En påpeger, at styrelsen i lang, lang tid benægtede, at der var fejl i deres data, men så tilsidst måtte krybe til korset og igangsætte en kæmpemæssig opdatering af deres data. En anden siger, at styrelsen reflekterer behovene, som de så ud for lang tid tiden. At styrelsen slet ikke kan følge med, for eksempel hvad angår internettelefoni. En tredje siger, at teleselskaberne blot ”tuner” eller sammenskruer deres tilbud, så de ender øverst på listen over billigste, fordi telestyrelsens valgfaktorer er for overfladiske.
Værst af alt er måske, at hvad der umiddelbart kommer ud som det billigste, kan vise sig at være dyrt, når der også tages højde for mærkelige betingelser og/eller forskellige skjulte omkostninger, lyder vurderingen fra to af mine kilder. Oveni kommer, at IT- og Telestyrelsen slet ikke har øje for, om for eksempel mobildækningen for en given ”vinder” måske er den operatør, som udløser flest klager over dækningen.
IT- og Telestyrelsen, der hører under Videnskabsministeriet, har postet seks millioner kroner i it-borger.dk. Umiddelbart er min holdning, at skal staten ind på et sådant område, så bør resultatet være kvalitetsvurderinger af såvel pris, som det der står med småt, som dækningsgrader med videre. Ikke bare en gang overfladisk indsamling og gengivelse af leverandørinfo.
Men netop prisportaler er emnet for min klumme på bagsiden af Berlingske business i morgen. Den indledes sådan:
Scoop og skidt på prisportaler
Stakkels banker, bilforhandlere, boligsælgere og butikker. Forbrugerne rustes bedre og bedre til at forhandle om priser takket være nettets portaler, hvor priser sammenlignes. Men der er også portaler, som svigter. Jeg blev selv skuffet over itborger.dk, som staten har postet seks millioner kroner i.
Her følger en række links, til websteder og portaler, med relevans for klummen.
Oversigt over danske portaler med prissammenligning: Forbrugerstyrelsens forbrug.dk
IT-prissammenligning (i dette tilfælde dog en computerrygsæk): edbpriser.dk
Bred prisportal: Kelkoo.dk
Priser fly, hotel med videre: Expedia , Farecast.com, Farecompare.
Priser mobiltelefoni: TelePrisTjek
Priser telefoni/bredbånd: it-borger.dk
Priser biler: Bilbasen.dk
Priser boliger incl. oplysinger om prisfald: Boliga.dk
Priser banker: Mybanker.dk
Listen har kun fokus på, hvad jeg skriver om i klummen. Hvilke er dine favorit-prisportaler i øvrigt, og hvilke erfaringer har du alt i alt med prisportaler?
Viser opslag med etiketten Forbrugerstyrelsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forbrugerstyrelsen. Vis alle opslag
2.9.07
Abonner på:
Opslag (Atom)