Viser opslag med etiketten Vista. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vista. Vis alle opslag

22.10.07

Læren af, at Apple nu sælger r.... ud af bukserne også af Mac


Hvad der sker med Apple lige nu, kommer til at præge fremtidens pensum på alverdens Business Schools, tror jeg. Apple har jo nærmest for evigt produceret computere, Mac-computerne, men det har også nærmest for evigt knebet med markedsandelen. Nu eksploderer den imidlertid.

Apple er blevet den tredjestørste leverandør af personlige computere i USA. I årets tredje kvartal, hvor den generelle vækst på pc-markedet var på blot 4,7 procent, forventer analysefirmaet Gartner, at Apples vækst ender på 37 procent.

Især i fokus salgsmæssigt i 2007 er de bærbare. Faktisk overstiger det bærbare salg for første gang salget af stationære personlige computere, men New York Times citerer Apple-stifteren Steve Jobs for, at to ud af tre Mac’er, der sælges, er bærbare.

Den høje vækst hos Apple tilskrives i høj grad den succes, som Apple har haft på helt andre områder, nemlig med sin musikafspiller iPod, der nu også er videoafspiller, og med den helt nye iPhone, der også har fået tilnavnet Jesus-phone, takket være den ekstreme opmærksomhed, som lanceringen gav.

Det bliver spændende at se, om Apple også får ændret sin situation i Danmark. I mange år lå markedsandelen vist nede på to procent, hvilket blandt andet bevirkede, at mange firmaer ikke ville investerer i også at sikre, at deres websteder kunne benyttes med en Mac.

Jeg hørte selv forleden om to knægte i bekendtskabskredsen – den ene i 1 G, den anden i 9. klasse – hvis hedeste ønske er en Mac bærbar.... Hum, hum. Der er vist noget, der rykker, også herhjemme. De har ellers siddet med snotten dybt inde i pc-verdenens spil.

Læren af Apple? Der er håb forude for alle I gamle virksomheder, der nok har et godt ry for et produkt, som dog aldrig rigtig slog igennem. I skal "bare" opfinde helt nye ekstraordinære produkter til forbrugersegmentet, og så trækker det mere med sig:-)

Ser jeg på trafikken på denne it-blog, der jo har mest fokus på business, så kommer 5 procent af de besøgende via en Mac. Og det er faktisk lidt mere, end jeg havde regnet med. Windows XP vægter med sine 82 procent meget tungt, men det nye Windows, Vista, ligger helt nede på 4 procent. Open source-styresystemet Linux ligger på 2 procent (tallet er garanteret højere især hos Version2, der har en meget levende debat om open source's velsignelser, men sikkert også Computerworld, hvor der jo også flere teknisk orinterede besøgende). Men jeg kan så tilføje, at hele 24 procent af de besøgende på Bizzen bruger Firefox-browseren - altså et stykke open source-software.

Tilføjelse den 23.10. Her er Wall Street Journals præsentation af, hvor godt det går.
Apple's net income surged 67% as sales jumped to $6.22 billion. The company sold 1.1 million iPhones during the quarter, and iPod shipments topped 10 million. Sales of Macintosh computers were also strong.
PS: På fredag begynder Apple at sælge sin seneste version af sit OS X styresystem med kælenavnet Leopard... bliver spændende at se, hvor hurtigt folk skifter over til det, a pro pos den ekstreme træghed, der hersker over for Windows Vista. Det forekommer mig, at skift af OS-version i Mac-verdenen sker noget mere smidigt (og det er jo hyppigere), men stemmer det?

15.10.07

Microsoft går bag din ryg med opdateringer

Selv om du manuelt har slået automatiske opdateringer af din Windows XP eller Vista fra, så holder Microsoft alligevel ikke nallerne væk. Der er flere meldinger om, at Microsoft alligevel downloader rettelser på din pc, uden at du anmodes om lov dertil, og uden at du adviseres. Det skriver Infoworld her.

Umiddelbart virker den praksis ejendommelig. Kan man ikke stole på, at Microsoft holder sine løfter? Men softwaregiganten forklarer hændelserne med, at de konkrete opdateringer, der har været tale om, udelukkende vedrørte Winkdows Update, altså selve den funktion, som holder øje med om der er behov for opdatering af din pc og varsler om det. Ifølge Microsoft ville Update ikke fungerer godt nok fremover uden opdateringerne.

Burde Microsoft have varslet på traditionel vis, altså her er en opdatering, vil du acceptere den eller ej? Og så selvfølgelig fortalt, hvor vital netop denne opdatering er for, at den automatiske opdatering (som jo faktisk udgør en stor hjælp, min konstatering) er?

Og hvad så med de folk, der stadig siger nej? Det er sgutte så let, fordi konsekvensen af, at nogen undlader at holde deres XP eller Vista helt ajourført, bliver, at deres pc'er er mindre sikre og dermed i den sidste ende måske kan blive et våben for kriminelle rettet mod andre.

Men a pro pos kommentarer på et tidligere indlæg om nogle megahøje regninger for at benytte bredbånd via mobilnettet, så kan jeg have forståelse for, at nogen vælger en opdatering fra her og nu. Læs bare indlægget "28.000 kroner for en Vista opdatering."

Der kan dog være andre årsager til at sige nej til automatisk opdatering uden advis. For eksempel vil visse virksomhedskunder være stensikre på, at det nye ikke kommer til at udløse uheldige samspilsproblemer, hvorfor de først vil teste opdateringens holdbarhed i et afgrænset miljø.

27.8.07

Windows Vista har problemer

Om en måneds tid skal jeg have købt mig en bærbar pc, men jeg står i et klassisk dilemma på den front - et teknologiskifte. Pc'erne i detailhandlen er forsynet med Microsofts seneste styresystem Windows Vista, men som med al ny software er der børnesygdomme. Jeg kan imidlertid via lidt krumspring finde en ny bærbar med det ældre, Windows XP på. XP er for længst blevet stabilt og også ganske udmærket sikkerhedsmæssigt.

Vista, der kom på markedet i starten af året, får faktisk ret så meget på puklen i disse uger. Vista er ustabil, tager en evighed at starte og slukke og æder diskplads, computerkraft og batterier. Det er blot nogle af de mange kritikpunkter, som fremhæves, og det er emnet for min klumme på bagsiden af Berlingske Business i dag.

Hvad ville dit råd til pc-købere være? Det sikre valg i dag, altså XP? Eller Vista, vel vidende, at Microsoft sandsynligvis har fået udbedret skavankerne inden årsskiftet.

PS: Og nej, jeg personligt vil ikke at skifte til Mac ej heller til en pc med Linux.

26.8.07

Microsoft afviste ægte Vista og XP som falske

Microsoft fik i fredags gjort livet noget svære for de købere/brugere af Windows XP og Windows Vista, som skulle have en blåstempling fra Microsoft Genuine Advantage på, at softwaren virkelig var ægte - genuine - og ikke en piratkopi.

Folk, der netop havde købt en legitim version, blev fortalt, at de ikke - som krævet - kunne registrere den hos Microsoft, da den var falsk. Folk der ville anvende Microsofts egne patches (udbedring af sårbarheder i kode) fik også ballade, da den obligatoriske test af kundens styresystem mod tjenesten blev udført.

De konstante tjek mod Microsoft Genuine Advantage er et af mange våben, som softwaregiganten har sat ind mod piratkopieret software.

Webstedet Ars Technica fortæller om nogle af problemerne, der opstod,og årsagen syntes at ligge i alvorligt nedbrud for de servere, der håndterer Genuine-tjekket.

Microsoft oplyser nu på bloggen Windows Genuine Advantage at problemet synes at være løst. Kunder, der fik forkert afvisning anmodes om at klikke ind på en ny validering:
Customers who received an incorrect validation response can fix their system by revalidating on our site (http://www.microsoft.com/genuine). We encourage anyone who received a validation failure since Friday evening to do this now. After successfully revalidating any affected system should be rebooted to ensure the genuine-only features are restored.


Men som den vilde fantasi kan udfolde sig på baggrund af en sådan hændelse, der efter al sandsynlighed blot skyldes et uheldigt sammentræf af forskellige hændelser. Tænk, hvis det nogensinde skulle lykkes for hackere at sætte valideringstjenesten ud af spil. Så kunne ingen jo patche deres systemer mod seneste opdagede sårbarheder.

20.4.07

Folket talte: Dell tager igen XP ind i varmen igen

Dell tager igen det gamle Windows styresystem XP ind i varmen til privatkunder, efter i en periode at have forsynet de nye privatpc’er udelukkende med det nye Windows Vista. Dell har dog ikke problemer med Vista, men har blot lyttet til kunderne.

Kunderne har nemlig benyttet Dells nye åbenhed til at ytre deres ønsker. Dell har jo tidligere lanceret webstedet IdeaStorm, hvor kunderne opfordres til at fortælle, hvad de ønsker, og hvor ønskerne gives ”karakter” af de andre kunder på Ideastorm. Tag i øvrigt et kig på stedet. Godt at få ideer om nye former for kunderelationer af.

Ønsket fra kundernes side om det gammelkendte XP fik høje karakterer, fortæller nyhedstjenesten Cnet. Dog har resultatet langt fra overgået ønskerne om at få Dell til at levere pc’er, som er forudinstalleret med det alternative styresystem Linux.

Men også her udviser Dell åbenhed. Visse modeller vil kunne bestilles med Linux-preinstalleret, men hvilken eller hvilke ”desktop-versioner” af Linux (der er mange) er vist ukendt endnu. Et fingerpeg kan måske være, at Michael Dell himself lige har fortalt, at han har fået sig en pc med den netop lancerede Ubuntu 7.04 (Linux-version til Desktop) med kaldenavnet Feisty Fawn.

I gamle dage havde Dell sandsynligvis stået til repressalier for tage et ældre Microsoft-styresystem til nåde. Microsoft var kendt for at stille ultimative krav for at få pc-leverandørerne til at makke ret, altså straks forsyne alle nye pc’er med nyeste version af styresystemet, men softwaregiganten er blevet lidt mildere med årene og monopolretssagerne. Microsoft har i øvrigt sagt, at man i januar 2008 ophører med at levere XP til pc-producenterne.

Dell havde allerede tidligere givet mindre virksomheder muligheden for XP, men sagde da, at det ikke ville ske over for privatbrugerne. At virksomheder pressede på for at få XP skyldtes, de foretrak at holde sig til det gammelkendte styresystem, som man vidste var driftssikkert. Nyt software rummer jo typisk en vis portion børnesygdomme.

I forbindelse med Vista har der været problemer med visse programmer (applikationer), og der har været savnet ”drivere” for visse produkter. En driver er den software, der bygger bro til et givent produkt, være det sig printer, ekstern harddrive eller noget helt tredje. Vista kræver også en kraftigere og dermed dyrere computer (processor og RAM)end XP.

I en anden boldgade:
Jeg ser artikel fra Børsen citeret for, at TDC nu sælger den del af firmaet, der kører drift af Microsoft Dynamics økonomisystemerne(de tidligere Navision-produkter) for kunder til Deloitte. Mon TDC så småt er ved at trække sig ud af sin vist ikke særligt vellykkede karriere som IT-serviceleverandør? Hvis det er tilfældet sælger TDC jo nok også sin online-backuptjeneste.

22.3.07

Samsungchip: Hurtig pc-start, programstart og laaang batteritid

Nu pibler det frem, og det er ikke foråret, jeg tænker på. Det er derimod en hybrid-teknologi, der bliver det bedste Kinderæg overhovedet for nogen pc-ejer: Hurtigere start af pc'en, af programmer samt en væsentlig forøgelse af batteritiden.

Det gælder datalagring, som kommer til at ske på en blanding af harddisk og de små hukommelseschip (flash), der f.eks. bruges i iPod og USB-dimser. Jeg har tidligere skrevet en smule om det her, men nu er produkter så småt på vej ud i pc'erne. Samsung har foreløbig sendt sin hybriddrive på markedet i to versioner, 128 megabytes og 256. Og Samsung, Intel og visse andre har annonceret, at nu er det omsider blevet muligt inden for en fornuftig økonomisk ramme at skabe kombiproduktet med flash chips fra 128 megabytes til 8 gigabytes.

Jeg læste om det i en god artikel fra MIT's Technology Review. Hvad jeg ikke vidste var, at Samsung har arbejdet sammen med Microsoft. Der er indbygget en funktionalitet i det nye styresystem, Windows Vista, så softwaren selv opdager, hvis der også er en flashchip tilknyttet harddisken. Fordelen er flash er, at det er langt hurtigere at lagre og læse fra chip, da der ikke skal mekanik til som med harddisken, der dels skal snurre rundt dels har en bevægelig læse/skrive-arm. Teknologien kan for eksempel betyde, at den bærbare kun sætter gang i den strøm-ædende harddisk, når flash-memory'en er ved at være fuld, og så smides det hele over på disken.

Intel har i øvrigt gang i udviklingen af en flash-drive, der skal klare arbejdet helt alene (uden harddrive) til mindre computere, der har behov for under 8 gigabyte data. Og Fujitsu har ifølge artiklen bebudet et system med op til 32 gigabyte flash.

Der er dog et aber dabei ved flash, fortæller Technology Review, nemlig en tendens til, at flash-enheden med tiden slides ud. Grænsen skulle vist ligge ved 100.000 genskrivninger pr. celle, og hvad det er omregnet til daglig brug, aner jeg ikke.

20.3.07

OBS: Vista-bøvl med den danske digitale signatur

De, der er gået over på Microsofts nye generation af Windows, Vista, kan ikke bruge den digitale signatur til visse tjenester. Hvor det går galt, ville man - for at kunne bruge den digitale signatur – blive nødt til at slå en sikkerhedsanstaltning i browseren Internet Explorer fra, hvilket absolut må frarådes, da den digitale signatur jo netop handler om sikkerhed. Løsningen er foreløbig at installere Mozilla Firefox-browseren og bruge den, og der er ingen problemer med at have begge browsere på pc’en.

Jeg blev klar over problemet via en kommentar til min blogpost om mølkugle-testen. Afsenderen var Kasper Hyllested, der skrev:
”Ud over de kendte problemer [med TDC’s digitale signatur], så kan jeg tilføje, at det ikke virker i Windows Vista. Hurra for TDC!”

Den digitale signatur
bruges i to sammenhænge. Det er typisk som login til en digital tjeneste (applikation), men også som en underskrift, der beviser, at personen er, hvem han/hun udgiver sig for at være. Signaturen bruges foreløbig af 500 offentlige tjenester, når borgerne/firmaer vil have adgang, og også af visse arbejdspladser internt og eksternt rettet.

Jeg tog kontakt til IT- og Telestyrelsen under Videnskabsministeriet, da det er her, den digitale signatur er forankret. Det viste sig, at der er flere om at dele ansvaret for, at det går galt med den danske signatur.

Microsoft og TDC arbejder med problemet

Fuldmægtig Nikolas Triantafyllidis oplyser, at Microsoft er i gang med at se på problemet sammen med TDC, der jo har det endelige ansvar for den tekniske implementering af den offentlige digitale signatur. TDC vandt opgaven i 2003 efter en udbudsforretning.

Nikolas Triantafyllidis påpeger imidlertid, at det IKKE er alle digitale tjenester, hvor man logger sig ind med den digitale signatur, som er ramt. Forklaringen på, hvorfor der opstår problemer, er kompliceret og teknisk, men hermed mit bud.

1. De tjenester, der bruger en standard SSL-loginprocedure (Secure Socket Layer) har INGEN problemer under Vista.

2. Men en del tjenester bruger ikke SSL-login. De bruger i stedet alternativ måde at lade brugeren logge ind på, og det skyldes ønsket om at gøre det lettere for denne. Har en person for eksempel to forskellig certifikater – et personcertifikat (bundet til cpr-nummeret) og et medarbejdercertifikat (bundet til arbejdsgiverens cvr-nummer) vil den alternative løsning guide brugeren igennem, så det rette certifikat i den givne sammenhæng vælges. Brugeren vil således ikke risikere at bruge medarbejdercertifikatet, hvor det burde være personcertifikatet, og omvendt.

3. Den hjælpe-funktionalitet kræver lidt ekstra arbejde bagved. Der skal kaldes kode ind til håndteringen af dette, men det forhindres af Internet Explorer 7, der jo leveres som del af Vista.

4. Som standard leveres browseren nemlig således, at den arbejder på beskyttet vis – i ”protected mode”. Det betyder, at browseren ikke tillader kald af de bagvedliggende applikationer. Formålet med beskyttelsen er blandt andet at forhindre, at ondsindet kode bliver installeret og køres.

5. De alternative løsninger, der bruges i stedet for SSL-login, er enten skræddersyede i den givne sammenhæng, eller også er der brugt en standardkomponent fra Open Source-verdenen – Open Sign. Komponenten er udviklet i samarbejde med organisation SLLUG (Skåne Sjælland Linux User Group ).

6. Hvis Microsofts og TDC’s drøftelser munder ud i, at det kan blive for kompliceret eller tage for lang tid at rette i Vista, kan der måske blive tale om, at Open Sign ændres. Og det vil også blive nødvendigt for de skræddersyede løsninger.

En tak til Nikolas Triantafyllidis for at guide mig igennem og en undskyldning, hvis forklaringen er blevet for populariseret.