31.8.06

Bankkunde - pas på

Nordeas kunder er endnu en gang udsat for phishing. Det er forsøg på - via en mail, der ser ud til at være afsendt fra Nordea - at få folk til at klikke sig ind på en web-side, der ligner Nordeas, og aflevere fortrolige oplysninger. Svenske kunder er målet for angrebet, der fandt sted i går eftermiddags.

I tidligere forsøg har mails været skrevet på et noget ubehjælpsomt svensk, men denne gang er det noget bedre. Og skræmmende! De autoritetstro blandt Nordeas kunder kan måske falde i.

ComputerSweden har bragt hele teksten, og den følger her, for den viser hvor meget, der manipuleres med folks angst og autoritetstro. Det kaldes "social engineering" - altså at hackerne ikke hacker direkte, men udnytter viden om menneskers klassiske svagheder til at få dem til at falde i. I brevet fortæller "Nordea" at næste måned er udset til at stå i bedrageribekæmpelsens tegn, og i den anledning indføres et nyt kontosikringssystem, som man SELV skal aktivere.

CITAT FRA PHISHING MAIL (OBS: Fraud = bedrageri)
God dag, bäste kund!

För Nordea har sommar 2006 blivit en av de mest fulla med illegala operationer. Det blir allt oftare att den konfidentiella informationen om våra kunder intresserar svindlare. Det är rätt många som vänder sig till oss för att vi skyddar deras konto mot förlust av pengar.

På grund av det förklarar Nordea nästa månad för månaden av fraudkamp. Fram till 1 September skall alla våra kunder aktivera den nya kontosäkerhetssystemet. Vi har genomfört ett stort arbete för att förbättra det. Systemet har blivit kontrollerat av ledande specialister inom e-betalningssytemen och alla oberoende expeterter har redan bekräftat dess fullvärdighet vad gäller fraudbekämpning. På grund av att dessa uppgifter kan användas av kriminella, piblicerar vi inte dem i öppna källor.

Du har blivit slumpmässigt vald som deltagare i systemets avslutningsprov. För tillfället föreslår vi att Du klickar på länken http://app.nordea.se/login/security.html och genom en vanlig inloggning till Internet-banking aktiverar det nya säkerhetssytemet. För tillfället kan Du märka vissa förbiseenden medan Du arbetar. Vi vet att de finns, och ber Dig därför att inte ge oss någon tillägginformation om problem som har uppståt, vi skall lösa dem på egen hand.

Vi skall uppmärksamma Dig att från och med september blir Du tvungen att använda det nya säkerhetssystemet i alla fall, annars kommer Dina konton bli blockerade tills Din fulla personliga identifikation är klar. Därför föreslår vi att Du så snart som möjligt börjar tillämpa de nya säkerhetsstandarderna.

Med vänliga hälsningar,
Nordea fraudkampavdelningen

CITAT SLUT

Hop aldrig på den slags mails, uanset om de en dag ville komme på formfuldendt dansk. Bankerne anmoder ALDRIG deres kunder pr. mail om sådanne ting.

ComputerSwedens artikel om phishingforsøget findes her.

PS: Ved et tidligere phishing-forsøg mod svenske Nordea-kunder var det - så vidt jeg husker - omkring 15 kunder, der faldt i. Banken erstattede tabene. Også Nordeas finske og norske kunder har været udsat for phishingforsøg. Nogle af forsøgene er identificeret som kommende fra Sydkorea.

Gratisaviser: Flere tyverier? Mobiler: Mere støj!

2 x uf. Dørnøgler/gratisaviser samt mobiltelefoner.

1. gang uf. Den kommende gratisavis Nyhedsavisen skal ind hos 500.000 husstande. Dato og 24timer går også til en helvedes masse. I lejlighedskomplekser skal der en hoveddørsnøgle til. Overmåde svært at få arbejdskraft til avisomdeling. Importeres allerede fra Østeuropa. Kontanthjælpsmodtagere "tvangsudskrives". Er det kun mig, der frygter, at det her kan ende galt... med alle de hoveddørsnøgler, der kommer i omløb?

2. gang uf. Ryan Air vil give alle adgang til at bruge deres mobiltelefoner i luften. Ak, ak, ak. Håber, at de som plaster på såret også udleverer gratis ørepropper.

30.8.06

Fordobling af batteri-kapacitet

Batterierne i din bærbare og i din mobiltelefon kører garanteret træt lang tid før dig. Jeg selv har haft svært ved at fatte, hvorfor batteriers kapacitet øges så lidt, når der sker en eksplosiv udvikling på så mange andre områder, men en batteriforsker på MIT giver en rigtig god forklaring på det i en artikel. Her bebuder han også, at batterier fordobler deres kapacitet inden for 10 år.

Artiklen How Future Batteries Will Be Longer-Lasting and Safer bringes på MIT's tidsskrift-websted, Technology Review.

I øvrigt er der jo allerede sket en udvikling, for jeg ser flere og flere pc-leverandører, der vover sig ud over at love de omkring 3 timer, der typisk vel kun dækkede for godt 2 timer. Jeg skal selv til at købe en bærbar - så holder de løfterne om mange flere timer nu?

29.8.06

Rehabiliteringen af Carly Fiorina

Da Carly Fiorina blev fyret som topchef for Hewlett-Packard, havde mange for længst fortalt, at hun var inkompetent. Nu er rehabiliteringen af hende imidlertid i fuld gang. Det var alligevel ikke så tosset, at hun opkøbte Compaq, hedder det nu. En beslutning hun ellers er blevet svinet til for.

Rehabiliteringen skal ses i lyset af, at hendes efterfølger, Mark Hurd, nu byder på god profit, og Wall Street løfter hatten og sender kurserne op igen. Hurd alene bør nemlig ikke krediteres for, at hæderkronede HP, der en overgang havde det så svært, har fået sit andet liv. Fiorina gjorde meget af forarbejdet.
Her skriver News.com sin version af fortællingen, og artiklen er blandt de mest læste.

Jeg selv selv glæder mig til at læse den bog, hun om kort tid får udgivet. Efter fyringen fik den tidligere så succesrige erhvervskvinde jo pludselig tid. Men bare bogen ikke bliver for diplomatisk. Man lærer jo mest, når en spade kaldes for en spade, selv hvis spaden spadserer rundt de bonede gulve. Bogen "Tough Choices - A Memoir" udkommer den 9. oktober.

28.8.06

Google bag softwarepakke til virksomheder

Google sætter nu yderligere ind i konkurrencen om at erstatte Microsoft hos erhvervslivet. Firmaet, hvis søgemaskine allerede tilbydes i en særlig version til virksomheders eget web-sted, har lanceret en gratis firma-pakke bestående af mail, kalender, instant messaging (øjeblikkelige beskeder - chat) og software til at skabe web-steder. Senere kommer - til større virksomheder - ekstra lagring online samt teknisk support til. Om Google også vil inkludere sin tekstbehandlinger og sit regneark står endnu ikke klart.

Virksomhedernes udbytte? De slipper for selv at købe, installere og opdatere software. Alt kører via nettet. Men de må finde sig i den type små tekstannoncer, som Google-produkter kører med. Om det nogensinde kommer på dansk? Aner det ikke. Mere om det her.

27.8.06

Livsvigtig forskning for filantroper

Herhjemme synes det især at være de ældre firmaer, der giver donationer til forskning. Firmaer som Lundbeck, Novo Nordisk, A.P.Møller-Mærsk Gruppen, Grundfos, og Danfoss. Privatpersoner... ganske få, og jeg har vel aldrig set nogle af de nyrige - såsom IT- og telemillionærerne - give en ordentlig donation.

Anderledes er det jo i USA, hvor der i bedste amerikanske ånd deles penge ud af folk som Bill Gates, Larry Ellison, Andy Grove og Michael Dell, og de er jo også stinkende rige. Men dem skriver jeg om i morgen i min mandagsklumme på bagsiden af Berlingske Business.

Det offentlige er jo ikke så gavmildt i USA, så der er behov for ekstra penge. IT-milliarderne går i øvrigt i høj grad til bekæmpelse af sygdomme i hjernen og til bekæmpelse af AIDS.

Men tag så et kig på de danske forskningsmiljøer. Her slås forskerne om offentlige småpenge, og ansøgningerne om sjatterne tager masser af kostbar tid fra forskningen. Det er som om forskningsmiljøerne forventes at leve på besværgelser om bedre tider.

Hvad angår IT- og teleforskningen: I Danmark poster det offentlige og det private kun halvdelen af de penge i pr. indbygger, som man gør i USA og Japan. Men Danmark er jo også et landbrugsland :-)

I min klumme stiller jeg i øvrigt spørgsmålet, om man mon ikke bliver mere nærig, når det er så svært at samle en formue. Det kunne jo være forklaringen på, at de nyrige danskere ikke bidrager (omend visse af dem giver lidt penge til iværksættere). Hvad tror du?

Lænker:
"Bill and Melinda Gates Foundation" her.
"The Ellison Medicial Foundation" her.
"Allen Brain Atlas" her.
XVI International AIDS Conference her.

Klogere på blogverdenen?

Nysgerrig over for blogverdenen? Lyst til at gøre egen blog bedre? Så sæt et kryds i kalenderen på søndagen, den 8. oktober. Det er datoen for arrangementet Blogforum, som finder sted i Islands Brygges Kulturhus. Endnu ligger intet fast for arrangementet. En helt åben invitation blev startskuddet for første møde, der blev afholdt i dag. En halv snes mennesker mødte op og tog den første snak om, hvad der ville være godt. Om ET PAR DAGE vil enhver kunne bidrage med forslag på en særlig blog, der sættes op til forum. Det bliver på blogforum.dk, der eksisterer som domænenavn, men som lige skal have nyt hjemsted registreret officielt, før man med udbytte kan klikke sig ind.

Her lidt ideer, som kom på bordet i dag:
Der bør måske være et blogværksted – et sted, hvor man kan få hjælp til de tekniske problemer, med sprog, med design, med viden om, hvorledes man trækker trafik, hvis det er ønsket. Men også med”kom-godt-igang” hjælp til den, der overvejer en blog.
På programmet kommer måske også: Hvad får ”jeg” ud af min blog, og hvad får omverden ud af min blog? Kan man være med til at gøre ”verden” bedre med bloggen, uanset hvilken verden, der er tale om.

Og hvad risikerer man i bloguniverset – at blive hængt med navn ud for et sidespring eller fordi en studerende har set sig sur på en. Kan man værne sig mod det? Hvorledes tackler man i øvrigt spørgsmålet om habilitet – kan man blive inhabil blot ved at blogge? Bør man blogge anonymt? Og hvor går egentlig grænsen for, hvad en corporate blogger kan skrive?

Der er også hele spørgsmålet om adfærd – etikette – i dette relativt nye univers. Hvad er god tone, og hvad lægger man op til øretæver ved at gøre? Hvordan forholder man sig til dem, der blot planker, og hvorledes nærer man sin blogs miljø, så folk får lyst til at bidrage med kommentarer. Og hvad stiller man op den dag, hvor man blot klynges op i en ”lygtepæl” af dem, der kommenterer ens indlæg, og de bliver ved og ved. Jovist, der er nogen, der har oplevet at blive svinet massivt til.

Prisen for arrangementet? Jo flere, der vil med, jo billigere. De faste udgifter (lokalleje) ligger på under 4.000 kroner, og det er alt, der skal dækkes. Om der kommer 50 eller 200, så bliver det under alle omstændigheder billigt for at blive klogere og møde gode folk.

Blogforum har i øvrigt været afholdt en gang før – for tre år siden. Læs mere om det på Trine-marias hovedetpaabloggen og på Thomas Madsen-Mydals bootstrapping.

Blogs i vælten

Lige nu er der jo en kolossal opmærksomhed over for begrebet weblog eller blog herhjemme (og omsider, må man sige). Nye bloggere dukker op hver dag. Privatpersoner med vidt forskellige interesser og mål med bloggen. Virksomheder, der tænker i markedsføring og kommunikation. Medier, hvor mantraet lige nu er ”so ein ding müssen wir auch haben”, og hvor man vil have læserne til selv at bidrage med artikler og fotos.

Så der er altså ”hype” over det at blogge – ovenpå en stille start herhjemme for vel en fem-seks års tid. Men en dag, når nogen fortæller, at de blogger, vil svaret måske blive et ”Gaaaaabbbbb. Det gør alle jo.”

Jeg tror det dog ikke. Bloggere vil for altid vil være/komme på dagsordenen. Selvfølgelig ikke alle og altid – men den, der bryder igennem med noget, som nogen har behov for, om som de typisk ikke kan få andre steder uden videre. Være det sig underholdning, erhverv, politik, journalistik, porno eller noget helt sjette. Og der er tale om mange-vejs kommunikation, hvis man som bloglæser selv ønsker det. Kommentarer kan læses af alle.

Bloguniverset er enestående. En talerstol i hvert ”hjem”. Er man heldig/dygtig, taler man ikke blot ud i den blå luft, men får modspil - der, fordi debatten ikke sker øje til øje, i visse tilfælde kan blive mere frugtbar, end når vi har travlt med at forberede eget modangreb.

Som bloglæser er universet også en guldgrube af mangfoldige holdninger, af viden (og en tidsmæssig faldgrube for visse såsom jeg).

Man bliver desuden let viklet ind i givende netværk (hvis man vil), og det hvad enten debatten drejer sig om informationsteknologi, muhammed, diabetes eller madopskrifter. Dertil kommer, at de, der blot vil blogge for sig selv og måske en eller to andre indviede, KAN holder det helt privat .. (dog skal man så vidt jeg ved holde sig væk fra at have feeds på sin blog – altså den funktion, der varsler de såkaldte feedlæsere om, at der er skrevet nye indlæg siden sidst).

PS: Har du ideer til et programpunkt og vil du af med dem nu, så tryk bare på Comments og skriv ind. Jeg sikrer, det kommer i rette hænder.

PPS: Det angivne tidspunkt for dette indlægs placering på bloggen (9.51) er helt hen i vejret. Jeg er jo ikke synsk. Det skyldes blot, at jeg i morges havde åbnet indskrivningsfeltet for at skrive et indlæg, men fortrød. Og så måtte jeg afsted til mødet.

25.8.06

Efterlyses: Back up for dummies/travle folk

Microsoft synes at være på vej med 2 gigabyte gratis lagringsplads på nettet, som et af mange led i de såkaldte Windows Live satsning. Det er satsningen, skal tage konkurrencen op mod Google, som jo tilbyder mere og mere gratis software til brug på nettet (foreløbig mail, kalender, tekstbehandler, regneark, diagramsoftware og mere til).

Microsofts lagringsplads på nettet, kodenavn Live Drive, skulle komme samtidig med operativsystemet Vista (altså i starten af 2007), der er forsynet med særlig funktionalitet til at styre forbindelsen mellem pc'en og onlinelagringen.
Google pusler selvfølgelig også med onlinelagring (foruden de gratis næsten 3 gigabyte, som brugere af Googles mailtjenestse Gmail allerede har i dag). Og jovist, vil det være rart at have alle sine dokumenter, fotos og hvad ved jeg på nettet, i stedet for bundet på pc'en. Så kan man jo komme til sine data, hvor man end er.

Spørgsmålet er, om det er løsningen på et af de problemer, som jeg slås med, nemlig at sikre back up af, hvad jeg end laver og har på pc'en. Hvor rart det ville være, om man slet ikke skulle tænke over det. Om der blev lavet back up for alt nyt og for alt ændret pr. automatik. Uden at man skal finde og installere særligt software til det, uden man skal i forhandling med back up serviceudbydere, uden man bliver malkeko med endnu et abonnement.

Blot at lægge alt på nettet i stedet for på pc'ens harddisk er jo ikke løsningen, for der er jo tider, hvor man er uden for netrækkevidde, og hvor man alligevel skal arbejde.

Og nej. Jeg kræver ikke at alt er gratis. Blot let.Og i øvrigt er det jo typisk sådanne med it-gratisydelser, at de ekstra behov som virksomheder og privatpersoner måske får udover standardtilbudet, ja, det betales der for.

Q-bloggere dominerer i Sverige

På ComputerSweden online læste jeg, at den typisk svenske blogger nu er en kvinde, og hun foretrækker at læse blogs om mode! Gylp. Man siger jo, at det ville gøre en forskel, hvis kvinderne kom til magten....

I øvrigt er der et lille overtal af venstreorienterede blandt bloggerne. Artiklen "Nu har kvinnorna tagit över bloggandet" findes her.

23.8.06

IBM betaler 8 mia. kr. for it-sikkerhedsfirma

Whauv for et opkøb. Verdens største it-selskab, IBM, køber et af verdens største it-sikkerhedsfirmaer, Internet Security Systems, for 1,3 mia. dollars altså næsten 8 mia. kroner.

Så nu overtager elefanterne også sikkerhedsdansen. Lagringsgiganten EMC købte for nylig RSA Security for 2,3 mia. dollar, som jeg skrev om her. Microsoft har opkøbt sikkerhedsfirmaer og har lanceret sikkerhedssoftware.

Men hvad med Hewlett-Packard?

På markedet er vel kun tilbage af de store it-sikkerhedsselskaber firmaet Symantec, der til gengæld for nylig købte sig ind på giganternes profitable lagringsområde gennem opkøbet af softwareselskabet Veritas. Og så har vi det mget mindre firma Trend Micro... og Check Point og..... De skal nok blive opkøbt.

Konsolidering i fuld fart. Nærmere om IBM-købet på
Reuters.

And what's next. Der er jo vækst i markedet for it-sikkerhedsprodukter, og det er der også i markedet for såkaldt business intelligence (beslutningsstøtte, ledelsesinformation etc.). Lur mig, om elefanterne ikke går på storopkøb i den sektor også. I hvert fald går der rygter om, at IBM har set sig varm på et af disse firmaer.

Tættere på mysteriet Nyhedsavisen

Morten Lund, der er investor i den kommende gratisavis Nyhedsavisen, bebuder i en kommentar til mit indlæg om avisinvestoren Bill Gates, at der kommer en pressemeddelelse på fredag, som vil løfte lidt af røgsløret omkring Nyhedsavisen. Den frygtede gratisavis, som islandske Dagsbrún står bag, har som bekendt allerede resulteret i modangreb - to andre gratisaviser 24timer (fra Politiken/JP-huset) og Dato (Berlingske).

Jeg var godt i gang med at svare Morten, der jo har iværksætterild i røven, i en kommentar. Men så kom jeg vil at vikle mig ud i noget mere principielt om den danske mediesituation, så det bliver altså til et nyt indlæg.

Morten mener, at jeg burde være klogere end at hoppe på al snakken om økonomiske problemer for Dagsbrún, men skriver også, at kommunikationen fra det islandske måske ikke har været optimal. Så mon ikke pressemeddelelsen fredag både handler om, hvornår første avis kommer på gaden og hele finansieringssiden. Morten skriver også, at Business ikke er en absolut størrelse...og så løber tankerne jo - især fordi han er investor. Morten har øjnene på vid gab for det sociale aspekt ved alt på nettet, altså der er masser af hente fra den "anden side", fra bred deltagelse og en egen separat verden.

Men mit problem med den snak - retorikken - som der fyres fra "gratisterne" og de andre medier - inklusive fra alfahannen, Nyhedsavisens chefredaktør, David Trads (tak til bloggen Mediehack for betegnelsen), at jeg frygter endnu mere uvedkommende journalistik, end vi allerede har i dag.

Jeg frygter flere afsløringer af såkaldte skandaler for avisernes egen skyld alene. Mere pseudojournalistik. Mere gossip. Mere hånlig nedgøring. Mere "ugens glade krøbling og forfulgte indvandrer". Flere fremprovokerede politikerkonflikter, mere "Det er for dåååårliiiiiigt", mere testeronstinkendee Jack-Ass-agtigt skriveri. Mere "krigsjournalistik" - altså at alt med vold og magt og ord skal sættes op som en krig.

Jeg frygter endnu mindre plads til begejstring, til reflektion, til sund fornuft, til erkendelse af, at der findes flere sandheder end en (altså mere kompleksitet), til behovet for konstruktivitet, til anerkendelse af også de 2 pct. af mennesket, der adskiller det fra rovdyrerne. Og selvfølgelig frygter jeg, at der bliver mindre afdækning af de reelle, mindre spektakulære skandaler. Dem, der ikke er læsere i, men sand alvor i.

Når Trads bebuder Cavling-nomineringer, dåner jeg ikke af respekt. Cavling er en alt for mager pris
- god journalistik er langt, langt mere, end hvad der typisk reflekteres af den pris.

Men værst af alt i hele aviskrigen er, at Danmark er et forbandet lille sprogområde, så det er så svært at få økonomi i medierne Også derfor er det svært at fastholde diversitet i pressen. Den har været på retur i mange år, og kampen lige nu forværrer situationen. Det kan faktisk gøre forslaget fra de Radikale om, at vi skal have engelsk som andet sprog til et nødvendighed. For vi kan blive nødt til at søge diversiten uden for landets grænser - uanset at Danmark der er en fluelort på udenlanske mediers radar (bortset fra, når vi får krænket fintfølende mennesker).

Jeg er enig i, at de gamle, brede medier har svigtet (arrogancen i de høje haller var en overgang på niveau med en arrogance, som også blev set/ses på universiteterne). Aviserne flyttede sig ikke, selv om læserne for længst havde gjort det (på den måde ligner de faktisk politikerne). Aviserne stak hovedet i sandet, da nyheder på nettet bragede frem, og serverede alle samme færdiglavede junkfood, da de endelig åbnede for netaviserne.

Og lad mig så slutte af med at putte lidt it og naturvidenskab på alt det her, nu hvor det er en blog om it og business. Hvem i alverden kan undres over, at det kun er "to ludere og en lommetyv", der søger ind på de tekniske og naturidenskabelige uddannelser, når medierne bruger 100 gange så meget spalteplads på den unge prosadebutant, den gamle forfatterrunkador, bandet, der står lige foran at slå igennem internationalt (lige ved og næsten....), psykologen og coach'en, skuespilleren, stand up-gutten, fodboldstjernen og fotomodellen. De udspørges om alt mellem himmel og jord, selv om det ofte vil være helt andre mennesker, der kender det "luftrum".

Hvorfor i alverdens har pressen været så afvisende over det, der kan give Danmark mere smør på brødet? Mit bud på et svar: Medieledelsens komplekser over, at d'herrer selv ikke fattede en dyt på området. Hvad man ikke forstå, skubber man fra sig. Hvis man er fej, bekvem eller kronisk besserwisser.

PS: Opdateret version af PS'et (jeg bommede i første version). Det har været bøvlet at læse nyheder på farten på de bittesmå bærbare "pc'er" (SmartPhones, Blackberrys etc.). Men Dave Winer, en guru i blogverdenen og udenfor, har skruet noget software sammen til læsning af New York Times og BBC, der gør det langt enklere, om som roses til skyerne. Læs her på hans blog Scripting News om resultatet. Betydning: De unges verden vil være ELEKTRONISK bårne nyheder på farten (hvis de overhovedet er interesseret i nyheder) - og den vane tager de med sig op i alderen. Men også visse ældre vil tage sådanne muligheder til sig.

22.8.06

God artikel om kortsvindel på Comon

Kortsvindel er blevet hverdagskost, skriver nyhedstjenesten Comon. Mindst otte danskere er i løbet af de sidste måneder blevet ramt. Artiklen findes her.

Nul bærbar i håndbaggagen?

Rejser du fra Københavns Lufthavn er der ingen ændring i, hvad du må have med i håndbagagen, men flyver du fra London (eventuelt efter en mellemlanding, hvor du igen skal igennem sikkerhedskontrol) må du ikke have din bærbare med i håndbagagen (og heller ikke en masse andre ting). De nye regler blev indført efter den nylige afsløring i Storbritannien af planlagte terrorangreb.

Jeg har én gang pakket en bærbar ned i den baggage, der blev checket ind (til transport i fragtrummet). Kufferten med den bærbare nåede aldrig frem! Aldrig nogensinde.

På Techweb så jeg en række anbefalinger til folk, der er tvunget til at lægge den bærbare i kufferten. De handler om fysiske låse, om back up, om kopier, om sikre passwords etc. Artiklen er her.

På positiv-siden er så, at de rejsende uden dårlig samvittighed igen kan tage flyrejsen som et frirum til at tænke - eller sove. (Må mobiltelefoni ALDRIG blive tilladt på fly).


PS: I forbindelse med sagen om Dell-computere, hvis batterier brød i brand, har der været spekulationer om, hvorvidt bærbare overhovedet bør "flyve". Men den amerikanske flymyndighed FAA (Federal Aviation Administration) har testet løs på, hvor svært det er at slukke batteriebrande, og ud fra disse tests vil man ikke "grounde" bærbare, fortæller denne artikel.

Det bedste software nogensinde

For mig er softwareudvikling en verden for sig selv - en, hvor man udfordrer sig selv - en, hvor man virkelig kan gøre en forskel. Nok satte jeg blyanten på kodeblokken for allersidste gang i slutningen af 70'erne (ja, det var hulkorttiden), men min fascination har aldrig fortaget sig.

Har du det som jeg, vil du måske også finde en glæde ved at læse om det bedste software, der nogensinde er udviklet. Her er lænken til Infoweeks artikel What's The Greatest Software Ever Written? Skribenten, Charles Babcock, kommer med sin egen personlige holdning, støttet også af andre kloge mænd, og artiklen er velskrevet.

PS: Måske skal man være halvgammel eller gammel for at tænde på den.

IT-chefen god til forretning - omvendt kniber det

It-cheferne er gode til at forstår forretningens behov, siger deres chefer. Men rosen går ikke omvendt i samme grad. Det viser Rambøll Managements årlige undersøgelse IT i praksis, og det er, hvad jeg umiddelbart har hæftet mig mest ved.

Ifølge undersøgelsen er det kun hveranden it-chef, der mener, at toplederne deltager på kompetent vis i diskussionen af teknologiske og it-mæssige muligheder. Pressemeddelelsen fra Rambøll findes her.

Underdirektør i Rambøll, Ejvind Jørgensen, siger, at svarene er tankevækkende også set i sammenhæng med, at it-cheferne i mange år har været presset for at blive bedre til at tænke forretningsmæssigt. Og jovist er det tankevækkende. Altså at folk på topposter ikke forstår, at "it takes two to tango".

I ugens Berlingske-klumme "Topchefer afklapser bestyrelser"" (ej gratis) kom jeg i øvrigt ind på, at også på bestyrelsesniveau kniber det alvorligt med it-viden. Nok i endnu alvorligere grad.

Af IT i praksis 2006 fremgår i øvrigt også, at danske virksomheder mangler visioner og forståelse for it som innovationsværktøj, samt at det offentlige glemmer/undlader at inddrage borgerne i udviklingen af de digitale tjenester

21.8.06

Officielt: Kontorlandskaber er en plage

Kontorlandskaber øger ikke medarbejdernes udveksling af viden eller produktivitet eller noget som helst andet, bortset fra at det øger irritation. Omsider er der kommet en officiel bekræftelse på det, og det fortæller Børsen om her. Arbejdstilsynet har taget et nærmere kig på 22 kontorbygninger, hvorfra der også kan fortælles om dårligt indeklima.

At arbejdsgivere har været så forhippede på at få indført kontorlandskaber, har jeg altid forklaret med to ting. Arbejdsgivere er nærige. Små kontorer koster nu en gang mere. Og arbejdsgivere er mistroiske. Det er sværere for medarbejdere at fise den af i et kontorlandskab. Oveni kan man så sige, at hvis medarbejdere tidligere har været uvillige til at dele viden, så er det nok den virksomhedskultur, som arbejdsgiveren har indført, der er årsagen, og ikke kontorvægge.

Det er langt vanskeligere at få udført tænkearbejde i et miljø, hvor støj afløser støj, og afbrydelser afløser afbrydelser, men det vælger arbejdsgiverne at ignorere.

Og jovist. Jeg er ganske inhabil på dette punkt. Har siddet stuvet sammen med 20 andre i et lummert kontorlandskab, hvor alle kan høre alle (og alles telefoner), og hvor den diskretion, som man som journalist også må udvise ind imellem, var en umulighed. Selvfølgelig var der tilfælde, hvor der var en fordel i, at man eller nogen anden overhørte nogen eller nogens diskussioner, så man måske kunne bidrage med egen viden, men ulemperne var langt større. Og ifølge Arbejdstilsynet er jeg altså normal. Hvem sku' ha troet det.

PS: Gad i øvrigt vide om Oticons medarbejdere fortsat kun har en "rullemarie" (lille rulleskab) som fast punkt i tilværelsen.

Gates investerer i rigtige aviser

Avisernes snarlige død bebudes hyppigt, og næppe stærkere end netop i disse tider, hvor nyheder på nettet brager frem. Alligevel ser vi, at verdens rigeste IT-nørd, Bill Gates, investerer i aviser trykt på ”træer”.

Investeringen sker via fondet Bill & Melinda Gates Foundation, der er med til at stille en garanti på næsten 600 millioner dollar – omkring 3,6 mia. kroner – til rådighed for MediaNews Group. Mediekoncernen er ved at købe to store kendte aviser i Californien, heriblandt den kendte San Jose Mercury News (der tager it- og e-stoffet overmåde alvorligt). Garantien skal ses i købssammenhæng, skrives der i en blog tilknyttet Seattle Weekly.

Måske skulle de islandske mediehus, Dagsbrún, som står bag den meget omtalte kommende gratisavis, Nyhedsavisen, fatte knoglen og ringe til Gates. Jeg læste jo, at Dagsbrún har fået ondt i pengepungen, og derfor vil have andre investorer med ind.
Men jeg læser også, at det er en avisand - det skriver for eksempel Nyhedsavisens chefredaktør David Trads på sin nye blog. Ifølge ham er der løn til de 100 journalister, der skal skaffe et par Cavling-nomineringer, og til alt det andet. Også idésprøjten Morten Lund, der har investeret lidt af sine Skype-millioner i Nyhedsavisen, skriver på sin blog, at hvad andre medier fortæller er "på kanten af sandheden".

Nå, tiden vil vise, hvad der er sandt. Og måske er det i virkeligheden Berlingske Tidendes nye ejer, Montgomery, der skal ringe til Bill. Han mangler jo også penge. Politiken står jo lidt bedre, lunet som man er af massageannoncerne (EkstraBladets).

WM-data også tabt for Norden

Et af de største nordiske ejede it-selskaber, WM-data, er ved at blive solgt til Britiske Logica for 11,9 mia. svenske kroner. Dermed tynder det igen ud i Norden, og det er måske o.k., men på den anden side synes jeg det er lidt beskæmmende, at netop nordiske selskaber ikke med fordel kan forblive nordiske. Vi er jo åh så langt fremme i Norden, men altså tilsyneladende ikke nok fremme til at kompensere for, at det nordiske område er småt. Eller er det blot aktionærerne, der vil se guld?
ComputerSweden bringer artiklen her.

Og what's next på "fremmede hænder". Finsk/svenske Tieto Enator? Danske KMD? Novo Nordisk IT? Mærsk Data og DMdata gik jo til IBM, Scandinavian Airlines' it-selskab gik til CSC, der jo bygger på opkøbet af den statslige Datacentralen. Amerikanske Tectura købte krympede Aston.....

Konsekvensen af WM-data-salget i Danmark? Well. WM-data er godt inde på EPJ-markedet - har ikke fået undersøgt, om det har Logica's interesse.

Topchefer afklapser bestyrelser

Min mandagsklumme på bagsiden af Berlingske Business handler om bestyrelser - eller rettere, om at der nok bør være et mere kritisk syn på bestyrelsers arbejde, end der er i dag. Jeg tager udgangspunkt i en artikel i Näringsliv (Svenska Dagbladet), som jeg læste i sidste uge. Den reflekterede en undersøgelse, som viste, at en del topchefer for Sveriges største virksomheder så kritisk på deres respektive bestyrelser. De vidste for lidt om branchen, og de brugte for lidt tid til strategiarbejdet. Artiklen kan ses her.

Jeg selv tilføjer, at netop hvad angår strategien, så udviser bestyrelser urovækkende lidt interesse for IT-siden. Og jeg henviser til en artikel i Harvard Business Review, der giver udtryk for det samme. Der er tale om en artikel, som kun kan ses mod betaling, men en kort introduktion til artiklen ses også på købsstedet.

Måske ser jeg for kritisk på bestyrelser, måske ikke. Tag gerne et kig på min klumme i Berlingske og giv din mening til kende her.

20.8.06

Computerworlds enkønnede samtaler

Hjemme igen fra det svenske sluger jeg den relancerede Computerworld 2.0. Selvfølgelig har jeg kort læst programerklæringen på nettet midt imellem klummeskrivningens arbejde og lidt turisteri i min gemals fødeby Stockholm, men nu ses helheden. Det ser spændende ud.

Jeg ser også, at der på bloggen hovedetpaabloggen kører en debat om de Computerworld-blogs, der udgør en del af CW-programerklæringen: "Computerworlds ambition er at være ramme om en samtale om vores digitale fremtid".

Og så kom jeg til at se nærmere på, hvem det er, der åbner op for samtalerne på CW, og resultatet skrev jeg lige ind på hovedetpaabloggen - og nu her på min egen blog.

8 herrer skriver blogs, 0 kvinder.
12 herrer skriver digitale kommentarer plus 2 kvinder (begge ansat i netværket Copenhagen Crossroads).
17 herrer er med i CW’s nye advisory Board plus 3 kvinder (heraf en af de to med digitale kommentarer).

Og i forrige nummer af CW print læser man så bekymringsartikler om, at kvinder holder sig væk fra it. He, he.

PS: Sure rønnebær? Mnjaaaneeeejjjj. Se hellere dette indlæg, som endnu et resultat af, at jeg altid har haft stor interesse for kvinders situation, herunder for forskellen mellem, hvad der siges om kvinders erhvervsmæssige uundværlighed i skåltaler kontra hvorledes man(d) handler. Området beskæftiger jeg mig ind imellem med på min mere PRIVATE blog Toften - som jeg i øvrigt forsømmer slemt.

18.8.06

Farlige stikkontakter ved flysäder

Ingeniören har en interessant artikel på nettet. Vi har jo hört en masse om, hvorledes passagerer nu forhindres i at tage en iPod med om bord, idet spändingen i batteriet kan bruges til at antände en bombe baseret på kemikalier. Men de strömstik til de bärbare computere, som business-passagerer langt om länge forkäles med - ja, de kan også udlöse en bombe. Tag et kig på artiklen her.
I övrigt har Ingeniörens läsere tilföjet et par "spis-nu-bröd-til-skräkken"-kommentarer, der viser, at selv Cola-dåser er farlige. Og Dell-computere, og....

17.8.06

Pressekort - hackerkort?

Bör de gode hackere - dem, der ligesom journalister - vil afslöre vigtige problemer, udstyres med et officielt hackerkort, ligesom journalister er forsynet med et pressekort? Det spörgsmål stilles af Gunnar Langemark i en kommentar til mit indläg Hackere hjälper kriminelle og terrorister.

Der körer faktisk en god, tankeväkkende debat under indlägget, hvor jeg er ude med riven efter hackerne. Mest skrivende er de, der ser hackerne som en hjälp til at få lukket sikkerhedshuller. Ifölge dem er der store problemer med at få software- og hardwareleverandörerne til at tage problemerne med usikre produkter alvorligt. De sender usikre produkter på markedet, og når der påpeges "huller" i produkterne, kan det tage alt for lang tid, för der göres noget ved det.

Hold op med at sende usikre produkter på markedet, lyder opfordringen, og umiddelbart kan vi vel alle väre enige, eller? Nej, jeg er det faktisk ikke. At garantere, at et stykke software, der fylder millioner af kode, ikke har en eller anden svaghed et sted! Et mindre stykke kode, jovist, men ikke de helt store komplekse systemer, og jeg tror heller ikke på, at forslag om at splitte de store op i en masse små moduler löser problemerne. Modul-sammenkoblingen kan vel også blive en gang spaghetti-kompleksitet. Men selvfölgelig kan man gennem planlägning og brug af kodetest-värktöjer nå langt.

Umiddelbart ville jeg önske, at jeg kunne träkke nogen af Computerworld onlines debattörer herover, for der er en masse dataloger i flokken. Men sidste gang jeg nävnte min blog på CW's debat blev jeg skäldt ud for det. Jeg skulle göre debatten färdig på CW, ikke blande bloggen ind.

Men altså - er det muligt at lave fejlfri kode, når der er tale om et stort system? Og vil noget produkt i verden, väre det sig bankbokse, biler, elevatorer eller noget helt fjerde, kunne klare frisag, om de blev kigget lige så nöje efter i alle kanter, som isär Windows-software bliver det?

Tilföelse kl. 12.10:
Sikkerhedseksperten Bruce Schneier, som jeg har dyb respekt for (omend jeg ikke er enig med ham på alle punkter)har på sin blog her fået sat gang i en omfattende debat om for og imod offentliggörelse af sårbarheder. Udgangspunktet er demonstrationen på Black Hat Briefing af sårbarheden, som gjorde at en Macbook kunne hackes (OBS: Pc'er rammes af samme sårbarhed)

13.8.06

Pentagon-paranoia eller?

Pentagon oplyser, at Kina synes at lægge betydelige bestræbelser i at få opbygget en stærk hackergruppe, hvis formål det er at hacke sig ind og lamme væsentlige systemer hos fremmede lande forud for et militært angreb. Paranoia eller?
I øvrigt har hackere for nylig været inde i det amerikanske indenrigsministeriums it-systemer en hel måned, før det blev opdaget. Umiddelbart ser det dog ud til, at hackerne ikke fik adgang til fortrolige data.
Emnerne berøres i netpublikationen Homeland Security Weekly (jeg tror ikke, at det er en publikation fra US Department of Homeland Security, da den er forsynet med annoncer, men netstedet ser halvofficielt ud). Artiklen er her.

Indbrudsopskrift på nettet

En eller anden idiot har lagt opskriften på at udnytte en nyopdaget alvorlig Windows-sårbarhed ud på nettet. Faktisk den selv samme sårbarhed som i onsdags resulterede i en yderst sjælden advarsel fra et amerikansk ministerium. US Department of Homeland Security anmodede alle om hurtigst muligt at få opdateret deres software med den rettelse – patch – som Microsoft kom med i tirsdags som løsning på problemet.

Microsoft oplyser, at den offentliggjort opskrift på indbrud i Windows-systemet virker på Windows 2000 og Windows XP, hvis denne kun er opdateret med Service Pack 1, men det er så vidt jeg ved kun relativt få. Service Pack 2, som kom for et par år siden, blev omtalt kraftigt for alle de sikkerhedsmæssige forbedringer, den indeholdt, og millioner af pc’er blev desuden opdateret pr. automatik.

Ifølge nyhedstjenesten Cnet vil sårbarheden kunne udløse et angreb af samme art som Blaster, der for tre år siden skabte omfattende skader med lammede systemer overalt i verden – og jovist, også i Danmark var der virksomheder, som blev lammet, herunder det Berlingske Hus. Artiklen kan læses
her.

Hackere hjælper kriminelle og terrorister

Jeg lægger op til at få øretæver i mandagsklummen på bagsiden af Berlingske Business med samme overskrift som dette blogindlæg. I klummen er jeg som altid overmåde kritisk over for hackersamfundet, og denne gang med udgangspunkt i den årlige hackerkonference Defcon, der i starten af august samlede 5.000 deltagere i Las Vegas. En anden konference, der fandt sted i samme by og lige før, Black Hat Briefings, kommenterer jeg også. Her er det typisk firmaer, der sælger it-sikkerhedstjenester, der afslører sårbarheder.

Resultatet af konferencer som disse er stor publicitet om de sårbarheder, der findes i hardware og software, og om hvorledes de kan udnyttes. Kan nogen forstille sig ÅBNE konferencer om, hvilke sårbarheder der er i fly, og hvordan de kan udnyttes? Eller hvilke sårbarheder, der er i de mest solgte alarmsystemer, og hvorledes de kan udnyttes? Hvem nytter det udover kriminelle og terrorister (og hackeren, for hvem omtale er ilt, og it-sikkerhedsfirmaet, der sikrer sig nye angste kunder i stalden).
Ja, jeg ved, at hackersamfundet ofte fremstiller sig som en frelsende engel med påstande som: ”Hvis vi ikke afslørede sikkerhedsbristerne, så ville it-selskaberne aldrig får gjort deres produkter bedre, og så ville alle it-brugere lide”. Sludder!
Som jeg ser det er den eneste farbare vej frem, at der sættes en stopper for it-selskabernes omfattende ansvarsfraskrivning (side op og side ned i licenskontrakterne). Skulle de bøde ved kasse et, fik vi nok mindre programmer og mindre funktionalitet, men mon ikke det ville slå til for 99 procent af os?

8.8.06

Manipuleret foto fra krigen - det bliver værre

En historie om billedmanipulation med nyhedstjenesten Reuters som den officielle udgiver er allerede gået verden rundt, men alligevel nogle ord.
Der er tale om en libanesisk pressefotograf, der sælger fotos til Reuters. Motivet for et af foto'ene var tunge røgskyer og meget ødelagte bygninger efter et israelsk angreb på formodede Hitzbollah mål i udkanten af Beiruth. På blogs blev rejst tvivl om, hvorvidt fotoet var manipuleret via programmet Photoshop til at se grovere ud end det faktiske billede. Røgskyerne var gjort langt større og bygningerne mere ødelagte, lød vurderingen, og det var faktisk tilfældet. Også et andet foto, taget af et israelsk kampfly var manipuleret, så angrebet så værre ud end det var.
Reuter har trukket billederne tilbage, undskyldt og fjernet samtlige 920 fotos taget af den libaneiske fotograf fra arkiverne.
En stor tak herfra til folkene bag de blogs, der pegede problemet. Hvis der overhovedet foreligger noget software, der udfra mønstre i et foto kan afsløre sådan billedmanipulation, må der være kunder i mediebranchen.
Et billede siger mere end 1000 ord. Mon et billede også snyder mere end 1000 ord kan? Det bliver et helvede at adskille mellem, hvad der er sandt og falsk på fotofronten, nu hvor digitale fotos og fotobehandlingsprogrammer er blevet så udbredte. Billedsiden er jo den allerstærkeste, når en part ønsker at påvirke - også almenheden. Billedet bliver det første indtryk, og der er et utal af eksempler på, at selv om et billede ikke repræsenterer sandheden, er det næsten umuligt at gendrive løgnen.
Reuters egen artikel om sagen kan ses her

6.8.06

Hængt ud på nettet

Det er aldrig rart at få smidt kritik i hovedet, men det er vederstyggeligt at vide, at kritikken teoretisk set kan tjekkes af over en milliard mennesker, hvis de altså kan dansk:-) Det var imidlertid, hvad jeg oplevede for nylig, og det skriver jeg om i min klumme på bagsiden af Berlingske Business i morgen.

En dag hvor jeg ”googlede” på mit navn, fik jeg fat i en evalueringsrapport, der gav mig dumpekarakter for et ordstyrerjob på en konference arrangeret af et ministerium.
Måske burde jeg trøste mig med, at der faktisk var to indlæg, der fik værre karakter, end den politiske paneldebat, jeg styrede, men det er nu lige godt en ringe trøst.

Umiddelbart blev jeg ret ked af at læse, hvad INGEN havde orienteret mig om, og derefter blev jeg småforbandet. Jovist, paneldebatten gik ikke særlig godt, og jeg bærer sandsynligvis en stor del af skylden for det. Men konsekvenser af ændringer foretaget af arrangøren, efter jeg sagde ja til opgaven, gjorde det heller ikke lettere. Jeg forklarer mere i min klumme, så få fat i den tak. Ud fra oplevelsen rejser den rejser spørgsmålet om konsekvenser af, at det bliver så let at lægge alskens ting ud på nettet. Den dag man ikke får et job, man er topkvalificeret til? Lå der noget på nettet, man ikke kendte til?

Evalueringen findes i øvrigt på www.oio.dk/files/Evalueringsrapport_ITA-konference_2006.pdf. Tjek side 12 for paneldebatten.

Min googling førte mig også til et andet indlæg vedrørende konferencen. Det lyder sådant:

IT er ikke sexet nok til politik

Submitted by Rasmus Knippel on 23/03 2006 17:49 — last modified 23/03 2006 17:49 — Generel
Hvad er den største barriere for den digitale forvaltning i Danmark?
Dorte Toft kom med et rigtigt godt spørgsmål til panelets politikere: Hvad er den største barriere for den digitale forvaltning i Danmark? Svarene var: - Reelt åbne standarder. - Større konkurrence, Politisk bevågenhed (og viden). - Organisatoriske forandringer, bedre systemer. - Alle borgerne med (alle skal have en PC). Svarende var desværre ikke så meget orienterede omkring barrierer, som de var omkring ”oplagte” områder der kan være med til at forbedre den digitale forvaltning – hvilket er noget helt andet. De områder der er nævnt på listen ovenfor vil kunne opnås ved hjælp af en eneste ting: politisk vilje. ”IT er ikke sexet nok til politik” er direkte citeret fra Folketingmedlem Michael Aastrup Jensen. Når det er sagt skal det tilføjes, at jeg er sikker på at den politiske vilje er til stede, men IT er et meget svært område at arbejde med. IT er komplekst, og dette ændres ikke med politisk vilje.
Citat slut.

Bizzen spammes - pas på

Lige for tiden udsættes denne blog for, at nogen (anonyme) lægger kommentarer på, der intet har med det pågældende indlæg at gøre. Formålet er garanteret at få folk, der læser i kommentarerne til også at klikke på den lænke, der er i indlægget, som typisk lyder "Here are some links that I believe will be interested". (sært sprog!)
Jeg har IKKE selv klikket mig ind, og jeg vil advare andre mod det. I bedste fald er det kommentarer, der skal skabe trafik på en anden blog, i værste fald er det det seneste nummer fra hackerside. Jeg har læst, at hackere i stigende omfang forsøger nu at få smugler deres ondartede kode ind på diverse pc'ere via blogkommentarer (altså klikker man på linken i kommentaren kommer man ind på en side, der vil downloade virus eller andet skidt).
Jeg sletter kommentarerne, lige så snart jeg opdager dem, men det er ikke ligetil at se, hvor der er kommet en kommentar til siden sidst. Desværre kommer der sandsynligvis flere, for jeg tror, der er sat noget i gang pr. automatik. Har lige fået tre kommentarer med to timers indbyrdes afstand.