19.4.07

Nu går det galt. Virginia Tech medieefterspil.

Alle går efter "15 minutes of fame", sagde Andy Warhol, og eksplosionen i internettet og web2.0-værktøjer har gjort det langt lettere end den gang.

Udviklingen gavner desværre også mordere, der tænker i evig berømmelse. Ved at myrde berømtheder. Ved at begå massakrer.

Den unge morder og selvmorderen, Cho Seung-Huio, sikrede sig yderligere års berømmelse ved at fremsende sine budskaber i syge videoindslag og rablende tekster på papir til tv-stationen NBC. Virginia Tech mareridtet er eskalleret.

Den næste sindsyge sjæl vil gøre alt for at overgå Cho Seung-Huio i spektakulær iscenesættelse af massakre. Seung-Huio nævnte selv at indsatsen også var til ære for de to unge mordere bag Columbine High massakren. Han vil blive æret i næste massakre.

Hold især øje med april. Columbine High massakren fandt sted i april 1999. Virginia Tech-massakren i april 2007. Og der er tidligere afværget en række angreb på læreanstalter netop i april, fortæller Jan Karlsberg i Vancouver en kommentatorer til mit første blogindlæg om Virginia Tech.

Nu vil de syge videoklip blive set og set og set. På officielle tv-stationer, som CNN, på YouTube og alle de andre steder, hvor alverden uploader videoer.

Syge sjæle vil tænke i, hvorledes det kan overgås. Live transmission - via tidligere opsatte webcams - mens folk mejes ned? Selvmordet effektfuldt henvendt til rette kamera? Gidsler trukket tæt på kameraet og derefter slagtet? Den slags film har der jo allerede vist sig god afsætning for i visse kredse. Vi har jo også set masser af glorificeringsvideoer af morderiske selvmordere før. Og det vil smitte.

Det hænder en sjælden gang, at jeg ønsker mig tilbage til tider med mediers strenge selvcensur af, hvad der vises. Dette øjeblik er et af disse. Ikke at det nytter, men alligevel.

Tilføjet kl. 16.18. Jeg ser, at min holdning er helt i modstrid med, hvad to af internet/blogverdenens ikoner, Dave Winer og Doc Earls mener. Winer anmoder alle med gode forbindelser om at lægge pres på NBC, så samtlige videoer frigives.

Tilføjelse kl. 22.22: Et tankevækkende indlæg hos Reuters om de udfordringer traditionelle medier har, når de drager nytter af sociale medier som blogs, Facebook, fotostedet Flicr med videre. Overskriften er "Virginia Tech and social media: some questions for newsrooms."

Magt til at ændre verden

Hvad er det, der er så spændende med computere og "computer science", der i Danmark er døbt datalogi? Det er ikke lykkedes for mange at fortælle det, så hvorfor i alverden skulle knægten og teenagetøsen kigge den vej, når de kan blive studievært på tv, forfatter, filmskaber, psykolog, professionel fodboldstjerne og den nye Britney Spears, nu hvor den gamles friskhed hænger i laser. Men har du en af de unge drømmere i huset, så læs blot videre.

I forbindelse med mit indlæg "Danske kvinder skyer i ekstrem grad datalogien" kom der et væld af interessante kommentarer om, hvorfor datalogien er spændende, foruden tanker om, hvorfor piger holder sig væk. Der blev også beskrevet, hvorledes man via hvervekampagner forsøger at få de unge kvinder i tale, og så var der selvfølgelig også indlæg, der gik på, at det jo var kvindens natur at undgå de hårde fag, og det var helt o.k. Har du tid og interesse, så tjek de mange kommentarer.

En af de få kvinder, der er i gang med datalogiuddannelsen, Therese Hansen, peger på sin blog på en række gode videoer om emnet på YouTube. Jeg har valgt at "bringe" en af dem her. Det er en video med overskriften "Power to change the world", og den er produceret af University of Washingtons institut for "Computer Science & Engineering". Videoen varer godt 5 minutter. Kig den nu, please. Man bliver helt glad over, at her er der studerende og professorer, der har taget sig tid til at fortælle på fængende vis om, hvorfor datalogi er spændende. Og en del af dem nærmest "snublede" ind i den studieretning.

18.4.07

Skrot PowerPoint som krykstok

Der findes gudsbenåede formidlere, som kan formidle udelukkende via tale og tekst. Hvis fremmende for forståelsen supplerer de også med illustrationer - billeder, grafer med videre.

Og så findes der alle dem, der straks bestiller en PowerPoint-præsentation med deres foredrag i bulletform nede i informationsafdelingen, når de skal optræde. Hvis de da ikke selv sidder og nørkler præsentationen sammen.

Foredrag! Lav PowerPoint! En pavlovsk reaktion, der ikke har noget som helst hold i kunsten af formidle, men som på ejendommelig vis er blevet et tegn på en professionel præsentation. Især hvis der er noget, der bevæger sig på storskærmen.

Nu er der såmænd en forsker, der har fundet frem til, hvad vi alle har oplevet. Det fremmer sgutte forståelsen af ordene, at foredragsholderne både viser dem på "tavlen" og siger dem. Tværtimod. Det hæmmer forståelsen.

Historien har jeg fra Ingeniøren. Sjovt nok kommer det australske forskningsresultat frem nogenlunde samtidig med, at Google - som længe ventet - varsler at firmaets lille webbaserede Office-pakke, Google Docs and Spreadsheets snart udvides med et præsentationsværktøj.

Den af mine egne præsentationer, jeg SELV mindes som den bedste formidlingsmæssigt? Det var måske da Dansk Databehandlingsforening - nu Dansk IT - ved et jubilæum for en del år siden bad mig holde et it-historisk indlæg. Den internationale og den danske. Jeg havde vist hele 40 minutter til det:-)

Jeg fokuserede på fem emner, heriblandt Grace Hopper (tidlig nørd, der opfandt begrebet bug) og Niels Ivar Bech (der stod i spidsen for Regnecentralen). Jeg fik Computerworlds daværende markedsføringsildsjæl til at lave illustrationerne. Det blev til fem stærke "portrætter" lidt i Andy Warholstil. Ikke et ord.

Så vidt jeg evnede at vurdere, så virkede kombinationen af de fem små historiske fortællinger og de markante portrætter godt.

Men selvfølgelig er der tidspunkter, hvor ord ikke kan undværes. For eksempel når man tager en rundvisning i alle de ord, der udløser en Bullshit-Bingo:-) Hele bizz-buzz-slanget. Og i øvrigt viser forskningen selvfølgelig også, at når et billede/graf kan sige mere end 100 ord, så SKAL det da op i PowerPointen, være det sig Microsofts eller Googles.

17.4.07

Virginia Tech: Hvor var megafonerne og højtalerne?

Der sprøjtes ud med blogindlæg om, hvorledes moderne teknologi såsom mobiler, blogs og internetfællesskaber bidrog til dækningen af tragedien på Virginia Tech, hvor en syg sjæl skød i alt 32. Også i de elektroniske nyhedsmedier og traditionelle medier, fortæller om, hvorledes den nye teknologi tages i brug til at informere masserne.

Men hvor var den gamle varselsteknologi til at informere dem, det kunne gå ud over. Hvor var manden og kvinden med megafonerne - dem, der kunne have advaret alle unge mod at nærme sig undervisningslokalerne. Hvor var højtalerne i diverse "dorms", der kunne have sendt nødsendinger og forbudt de unge at nærme sig. Ifølge for eksempel New York Times' overbliksartikel var der unge studerende, der intetanende forlod deres kollegieværelser så sent som klokken 10.

Universitetets ledelse sendte godt nok advarsler ud via e-mails, da den store massakre var påbegyndt (ikke efter de indledende to mord tidligere på morgen). Men emails! Den asynkrone meddelelsesform, som man ikke bør bruge som andet en supplerende medie, når det virkelig brænder på!

Hvorfor er det, at blogs og e-nyhedstjenester er så vilde med at berette om de nye bidrag til mediedækningen? Er der ikke langt væsentligere spørgsmål at beskæftige sig med.

Tilføjelse den 18. april: Der er fokus på, hvordan man bedst muligt kan varsle så mange, i en artikel fra Associated Press.

Også Wired har fokus på katastrofevarslingen. Her fortælles blandt andet om et nationalt varslingsinitiativ, der skal ses på baggrund af tidligere katastofer. Wired skriver:
In its own slow way, the federal government has responded to lessons learned from Sept. 11 and Hurricane Katrina and in the fall, Congress passed the Safe Port Act that lassos cell-phone companies into becoming a nationwide SMS alert system.
The system is one of many relying on the Common Alerting Protocol, or Cap, that allows officials to write an alert once in a specially designed format and then send it out through multiple distribution technologies.

16.4.07

Verdens dyreste programmeringsfejl

Ingeniøren fortæller , at en programmeringsfejl har taget livet af en Marssonde til 920 millioner kroner. Mon ikke det er verdens dyreste programmeringsfejl?

Nasa mistede kontakten til sonden Mars Global Surveyor i november, og nu foreligger redegørelsen for årsagen dertil.

Hele historien får mig til at mindes al den jubel, der opstod, da Nicolas Carr i 2003 offentliggjorde artiklen "IT doesn't matter" i Harvard Business Review, hvor han var tilknyttet som Editor at Large (betegnelsen bruges typisk om en skribent, der svæver lidt over vandene og skriver hvad denne selv har lyst til). Carr mente godt nok kun, at it ikke længere kunne ses som en afgørende konkurrencemæssig faktor virksomheder imellem. Men han sagde også følgende ord til Computerworld:
"IT management should, frankly, become boring."
Gad vide, hvad Nasa mener om det synspunkt.

Årsagen til jublen den gang? Jeg tror, at den skyldtes, at mange i topledelsen har et horn i siden på it-afdelingerne, måske på grund af at direktørne ikke selv fatter en dyt, måske på grund af de store udgifter til it, måske på grund af arrogante it-chefer, forsinkede projekter etc. etc.

Men udsagnet "IT doesn't matter" blev også elsket og dyrket af pressen. Måske fordi så mange erhvervsjournalister/-redaktører ikke fatter meget mere end en dyt om it:-)Det er heller ikke ligetil.

Tilføjelse den 17. april: OBS. Det er blevet til verdens næstedyreste programmeringsfejl. Læs venligst kommentarerne, hvor jeg korrigeres.

15.4.07

Dyrt at få indbrud i databasen

Endnu har vi i Danmark været forskånet for, at kriminelle har suget mængder af fortrolig data ud af databaser – så vidt jeg ved. Vi kender vel kun til den snabel, som kriminelle har haft nede i kassen hos omkring 50 danske netbankkunder:-) Og så er der jo ex-ansatte visse steder, der har kigget lige lovligt intenst i for eksempel kundedatabasen hos deres gamle arbejdsgiver for at øge deres egen værdi hos deres nye arbejdsgiver.

Men alt i alt peanuts i det danske. Jeg er imidlertid en ud af 45,7 millioner personer, der er ramt af et indbrud i en amerikansk database, hvor hackerne scorede kreditkortdata og andre fortrolige data.

Databasen ejes af TJX, som står for en række discount detailkæder, heriblandt Mashall, hvor jeg i november gjorde et scoop af et mærkevareindkøb.

Hos PBS hører jeg, at omkring 1000 danskere har fået sat deres kreditkortnumre under ekstra overvågning efter det indbrud. Et par håndfulde konstaterede forsøg på misbrug af danske kort er det blevet til, men ikke mere. Om mit kreditkortnummer er på listen, kan jeg ikke få at vide.

Min klumme på bagsiden af Berlingske Business i morgen handler om indbrudet i TJX-databasen og konsekvenserne deraf. Titlen er ”Dansk Offer for rekord i datatyveri”.

Konsulenthuset Forrester har i øvrigt netop regnet på, hvad den ”normale” omkostning er for et firma, hvis database-sikkerhed brydes. Der er tale om, et ”educated guess”, og tallet ligger på mellem 90 dollar og 305 dollar for hver tabt personkonto (record). NeworkWorld har historien her.

Bag studiet ligger erfaringer fra 28 firmaer, der har haft indbrud i databaserne. Omkostningerne dækker udgifter til juridisk assistance, travlhed hos call centret, tabt produktivitet hos de ansatte, lovbetingede bøder, tab investor-tillid og kundetab.

Et slag på tasken anvendt på TJX: Lad os sige tabet ligger i midten. Omkring 200 dollars pr. record. Det bliver til at samlet tab på over 9 milliarder kroner! Nå, så slemt står det næppe til. De seneste kvartalstal fra TJX viser, at kunderne ikke har mistet appetitten på at handle der. Salget er steget seks procent.

Har jeg overset store dataindbrud herhjemme? Er du nervøs for dine kreditkortdata? (OBS: Langt strengere krav til opbevaring af kreditkort i DK end i USA. Og kun få får lov til at opbevare disse, siger PBS. Mere om det i klummen). Mon tilliden til kreditkortsystemet kan overleve det stigende antal angreb?

13.4.07

Google: Afslører dansk satsning. Køber Doubleclick

Omsider vil Google fortælle om, hvad selskabet er i gang med i sit Århus-center. Google åbner dørene i IT-huset den 20. april, og så skulle sløret blive løftet.

Google selv fortæller, at i forbindelse med arrangementet vil senior softwareingeniør Robert Griesemer fra Mountain View-hovedkontoret i Californien fortælle om programmeringssproget Sawzall. Jeg anede ikke umiddelbart, hvad det gik ud på, og Wikipedia yder ingen hjælp. Heldigvis har vi Google:-) Læs definitionen her hos Google Research. Det er lidt langhåret for mig, men handler om en effektiv måde at håndtere analyser af kæmpe datamængder på pr. automatik.

Der er jo gået mange rygter om, hvad Google ville i Århus, og det mest stabile rygte gælder en dansk indsats i relation til den berømte søgemaskine. Jeg selv har jo luftet lidt vidtløftige drømme om en slags Google OS (styresystem), der sikrer, at Googles egne programmer og andre web-baserede programmer også kan køre offline. Tankerne blev inspireret af rygter om, at det berømte firma har ansat et par overmåde dygtige danskere inden for objektorienteret udvikling og såkaldte virtuelle maskiner. Tjek også kommentarerne til mit blogindlæg, for her korrigeres lidt.

Jeg hører i øvrigt også, at VMware, der arbejder med virtualisering (en server kan fungere som flere servere, hvilket sikrer langt højere udnyttelse), også har etableret sig i Århus med en anden af de dygtige OO-gutter på lønningslisten. Og tænk hvis så Google og VMware laver et eller spændende sammen.

Nå tankerne flyver. Men spændende bliver det at høre.

Tilføjelse 14.4.07: Jeg ser lige, at Google har været på reelt storindkøb, og det drejer sig om en slags mæglerfirma i formidling af onlineannoncer, Doubleclick. Købsprisen er på omkring 17 milliarder kroner!Her er varslet jeg fik fra Wall Street Journal:
Google agreed to purchase Internet ad services company DoubleClick for $3.1 billion in cash, marking one of the search giant's biggest acquisitions. Microsoft and others had been vying for DoubleClick, which is controlled by private-equity firm Hellman & Friedman.

12.4.07

Harddisken: Emma Gad for bloggere?

Harddisken på P1 ser i aften (kl. 20.03) på, om der er behov for en slags Emma Gad for bloggere og helst også dem, der kommenterer på blogs. Det kan jo gå grueligt galt, som jeg tidligere har fortalt i indlægget Dødstrusler i blogsfæren.. Der berettes om andre grimme eksempler her.

Debatten om behovet for en slags "mærkat" til brug for blogs og bloggere, der håndhæver og kræver en vis pli, kører for fulde drøn i USA, netop i kølvandet på sagen om dødstrusler mod den kendte kvindelige erhvervsblogger, Kathy Sierra.

Det er Henrik Føhns, der lægger op til debat i P1, og som udgangspunkt tager han fat en dansk sag. Han har talt med Nyhedsavisens gode journalist og blogger Leny Malacinsky, der har lukket for kommentarer på sin blog efter at være blevet svinet til over et godt, skarpt indlæg om Ungerns "velfærdsautome". Nogle fandt frem til at hun var jøde, og hun generede de autonome, fordi hun vidste de var antizionister ... og der var meget andet grumt.

Nyhedsavisen, som desuden tillader kommentarer til artikler, er desværre også blevet en magnet for tågehorn, der nedgør andre og promoverer egne kæpheste massivt. Dermed spredes der gift for en frugtbar debat efter både artikler og blogindlæg, og Nyhedsavisen er i gang med at se på, hvad der kan ændres.

I P1-studiet har Henrik Føhns bloggeren Claus Dahl, der står bag classy.dk, og jeg er med pr. telefon fra Samsø, som jeg p.t. har som arbejdsramme (svært i det her vejr!). Ingen af os tror dog på en Emma Gad for bloggere. Men anonymiteten i blogverdenen får desværre visse båtnakker til at miste kontrollen.

Harddisken genudsendes søndag kl. 14.30.

Tilføjelse: Punktet indleder harddisken, men så er der andet på programmet en times tid, og derefter vendes der tilbage til emnet. Debatten med Dahl og mig ligger tæt på programmets afslutning.

Kun hårde stoffer er dyrere end printerblæk

Computersweden har en spøjs artikel, der dog rammer lige i centrum. Blæk til printere koster uforskammet meget. Printproducenten sælger jo også printeren dødbilligt, fordi man ved, at der dermed skaber "afhængighed" af de dyre blækpatroner. Faktisk koster en blækprinter til hjemmet ofte kun småpenge mere end, hvad nye patroner koster.

Ifølge artiklen i Computersweden, koster en liter printerblæk mange gange mere end Systembolagets allerdyreste champagne. Og man kan få 0,2 kilo tyrkisk heroin for prisen på 1 liter blæk.

Der er jo mange, der tilbyder opfyldning af printpatroner og alternative blækpatroner, men HP, Epson, Lexmark og de andre printerfabrikanter tordner jo om, at det ødelægger printerne, så mange skræmmes nok væk. Hvorledes er erfaringer i øvrigt med "kopiblæk"?

Jeg selv er lykkelig for en gammel sort/hvid laserprinter. Den går mange, mange kilometer på en printpatron, mens min inkjet-printer gnasker i sig fra patronen, så jeg får nervøse trækninger, hver gang jeg skal udskrive en større ting. Og er der vigtige komplekse farvegrafer i, hvad der skal ud, er der ingen alternativer. Og jo, jeg anerkender, at der går hulens meget forskning i at få gjort printer og printpatroner bedre, men alligevel. Det er Gilette-business det her (sælg skraberen billigt, men bladene hundedyrt).

Jeg læste i øvrigt en artikel om, at HP nu vil have folk til i højere grad at printe websider ud. Unge især har vænnet sig til ikke at printe, og desuden bruges der relativt meget papir/blæk på websider og alligevel med et tvivlsomt resultat. Nu vil HP se på software til at få passet websider ind på størrelsen af normalt printpapir.

11.4.07

Kampen mellem smartphone, "pc-fon" og iPhone

To af dagens nyheder fik mig endnu en gang til at fundere lidt over, hvem der mon bliver vinder af mobilmarkedet, eller rettere sagt markedet for de små hjælpere, der rummer både mobil, adresselister, kalender, browser, tekstbehandling, regneark, musik- og videoafspiller etc. etc. (en dag kommer de nok også med indbygget tandstik!).

Jeg selv har jo svoret til Palm-produktet, som jeg begyndte at bruge tilbage, da det blot var en såkaldt PDA (Personal Digital Assistant), men en ekstrem hjælpsom en - så let at bruge. Nu bruger jeg en Palm Treo, der har indbygget telefon, men nørder finder den garanteret håbløs altmodisch i disse tider med iPhone-hype, hvor Nokia, Samsung og Sony Ericsson desuden som altid snubler over hinanden i deres konstante nylanceringer.

Palm hoppede jo på Windowsvognen med en version for at få fat i businessmarkedet, men i går fortalte man så, at et Linux-baseret styresystem ville blive lanceret i slutningen af året, og her ville der blive taget højde for os, der kørte på det gamle Palm-styresystem. "For lidt nyt fra Palm og alt, alt for sent," lød vurderingen fra gadgetnyhedsstedet, Engadget.


Palm-konkurrenten hed tidligere især PocketPC - et begreb, der dækkede PDA'er med Windows på. Jeg læste imidlertid, at Dell lige så stille holdt op med at markedsføre sin lille Axim - en lille PocketPC. Den nåede aldrig at få telefonfunktionalitet.

HP har forlængst fået telefonen med i sin PocketPC iPaq, og der pakkes alt muligt andet i. Det var faktisk iPaq'en, der især fik foden inden for i erhvervslivet.

Men kom jo bastarden BlackBerry, der bare blev den amerikanske erhvervsmands (M/K) darling i så høj en grad, at der i dag findes en tommelfingerskade, der forbindes med BB'en (hvor man med tomlen ruller et lille hjul for at komme igennem emails, funktioner).

Stærke er imidlertid alle konkurrenterne fra den rene mobilside. De unge sværger til dem, uanset hvilken tasteekvillibrisme, der end kræves for at bruge alle funktioner.

Men hvad mon der sker, når Apple får sin dyre iPhone færdig og på markedet? Og kunne det ikke være interessant, hvis for eksempel Google gik i kompagniskab med en mobilproducent, om en superenkel, superbillig, superfunktionel alt-i-en-telefondims?

Mange havde spået, at kampen mellem smartphones og "pc-fonen" for længst var afgjort, men så let er det alligevel ikke gået.

Og jeg er bekymret, for nu begynder gemalen at kaste lystne blikke på min gamle Palm Treo med minitastaturet, fordi hans oldnordiske Nokia-mobil er flækket, og hans lille Palm Vizor med kalenderen med videre ikke er særlig modtagelig over for pen-inputtet længere. Han er nærmest professionel anti-tech efterhånden, så det er ikke ham, der går på udkig efter det bedste nye valg nu om dage. Snart skal jeg altså tage stilling, og det tænder jeg sgutte på. Ting skal bare fungere og forny sig selv:-)

9.4.07

Danske kvinder skyr i ekstrem grad datalogi

Arbejdsgivere lover guld og grønne skove til dataloger, men danske kvinder gider ikke datalogi. Sidst jeg tjekkede var kvindernes andel på de rene datalogistudier på tre universiteter nede på 5 procent. I datalogiens barndom i starten af 70’erne lå andelen på hele 25 procent.

På forskersiden ser det også skidt ud. Århus Universitet, der har flest Ph.D-stipendiater, nemlig omkring 50, byder på tre Q’er, hvoraf kun 1 er fra Danmark.

Danmark ligger faktisk tæt på bunden i OECD-divisionen, hvad angår kvinderepræsentation på datalogistudierne. En undersøgelse foretaget for få år siden ved to amerikanske universiteter, viser, at i kun fem lande ud af i alt 21 står det dårligere til end i Danmark, når det gælder kvindernes deltagelse på datalogistudiet i forhold til repræsentationen på alle studier generelt.

Undersøgelsen kommer jeg nærmere ind på i klummen ”Sidste kvinde lukker og slukker”, der bringes i morgen på bagsiden af Berlingske Business.

Problemet er ikke kun dansk, omend ekstremt i Danmark. EU er ude med en generelt advarsel. Her påpeges, at der i 2010 vil mangle 300.000 kvalificerede it-folk i Europa, og man anbefaler, at der skal sættes initiativer i gang, der skal trække flere kvinder til sektoren.

Antallet af kvinder, der forlader uddannelsessystemet i Europa med en ”it-grad” er faldende i Europa. Nu er det nede på 22 procent, mens tallet for USA er 28 procent og for Sydkorea er det 38 procent.

Og jo, jeg ved at det lysner en smule – også for mændenes interesse – når datalogien tages med som et krydderi til andre fag, være det sig økonomi, design, sundhed, kommunikation eller noget helt femte, men det forslår stadig kun som en skrædder i helvede.

I øvrigt så jeg i forbindelse med undersøgelsen om forholdene i de 21 OECD-lande, at jo mere overflod, der er i et samfund, jo mere vælger kvinderne typiske kvindejob. Så skal vi have vendt søgningen til datalogi, skal mor Danmark altså noget så grusomt på røven:-)

Et lille skridt for robotten

Når vi mennesker først har lært det, tænker vi jo aldrig over, hvor kompliceret det er at holde balancen, omend påskefrokoster og lignende udskejelser i sjældne tilfælde kan have udfordret selvfølgeligheden:-) Jeg er blevet imponeret over en robot, hvis software gør, at den hele tiden foretager alle de beregninger/korrektioner, der skal at holde balancen. Også, når en anden robot ter sig, som den fik for meget indenbors, og skubber.

Bag robotten Dexter står firmaet Anybots. Filmens kvalitet kunne være bedre, men lad blot fantasien løbe til de grovpixlede bevægelser. Du trykker blot på den lille pil i nederste venstre hjørne.

5.4.07

Lindring af langskriverens dårlige samvittighed

Denne gang kun en ganske kort bemærkning, da jeg ofte skriver for langt på bloggen. En ny undersøgelse viser følgende:
"Myten om, at folk kun vil have korte tekster på nettet er forkert. Netlæsere skimmer ganske rigtigt meget, men når de først går i gang med en tekst, læser de mere af teksten end avislæsere gør." Citat slut
Læs mere hos DR-nyhedsredaktør Ernst Poulsen, der refererer fra en undersøgelse foretaget på Poynter Institute - et formidabelt efteruddannelsessted for journalister.

2.4.07

Peter Forchhammers indavl: Commendo

Det børsnoterede it-sikkerhedsselskab Comendo, der har finansmanden Peter Forchhammer i ryggen via dennes investeringsselskab Synerco, køber Telsome, hvor Synerco også er medejer. Prisen oplyses ikke, så de mennesker, der i december 2006 bed på Comendos børsprospekt, må gætte sig til, om det er en god handel eller ej.

Telsome, der leverer IP-telefoni - altså telefoni via internettet - kom ud af sidste regnskabsår med et underskud på knap 11 millioner kroner. Fra revisionspåtegningerne ser man, at der har været regnskabsrod og en lovovertrædelse. Desuden blev over halvdelen af anpartskapitalen tabt i årets løb. Bestyrelsen oplyser dog, at der nu er styr på alt, og at der blandt andet tilføjes ny kapital ved at eftergive en gældspost på 6,5 mio. kroner.

Jeg lægger dog mest mærke til Peter Forchhammers kendte fodaftryk.
Jeg fulgte i mange år, hvorledes han solgte egne selskaber ind til it-sikkerhedsselskabet Eurotrust, hvor han også var aktionær, og hvorledes han også købte ud af Eurotrust. Det var i øvrigt et bemærkelsesværdigt Nasdaq-noteret selskab, der akkumulerede underskud på langt over en halv milliard kroner og dermed en lang, lang næse for flertallet af aktionærer. Ingen af de oprindelige stiftere, herunder Aldo Pedersen og Peter Forchhammer, led dog på nogen måde nød:-).

Comendo blev startet af folk fra Eurotrusts Virus112 og med Forchhammer-penge i ryggen. Siden købte Comendo-selskabet Virus 112 ud af Eurotrust. Senere var det Virus112 i Sverige, det gjaldt. I marts købte Comendo dog et firma, som jeg ikke tror, at Forchhammer var med i, nemlig Lindhardt Datasikkerhed – en ganske almindelig forhandler af it-sikkerhedssoftware (Panda). Commendo udstedte nye aktier i den forbindelse.

For få uger siden udsendte Comendo så en fondsbørsmeddelelse om en ordre på tre års drift af it-systemer for firmaet Meetyourmessenger. Nogle fortæller mig, at Forchhammer også har penge i det selskab, men jeg har ikke set det skrevet sort på hvidt. Ordren opgives til at være på fire millioner for hele perioden.

Men der bygges altså løs på et lille serviceimperium, via opkøb af kunder og teknologier. Comendo startede blot med udvikling af særlig software til overvågning af mails – software, som især Virus112 brugte. Så overtog man med Virus112-købet også selve mail-overvågningstjenesten for en lang række firmaer. Derefter overtog man via Lindhardt-købet et pænt antal antiviruskunder og vel retten til fortsat at forhandlingen af Panda’s produkter. Comendo kører desuden drift for diverse virksomheder, og herunder web-hoteller, og den seneste udvikling med købet af Telsome bringer så IP-telefoni på hylderne. I forbindelse med det opkøb er der garanteret tale om en totrinsraket, for med telefoni over internettet følger også problemer med ondartet kode og spam, så det lægger jo op til endnu en overvågningstjeneste.

Måske lykkes det for Forchhammer denne gang at få opbygget et kombineret it-sikkerheds- og servicefirma, der også evner at sikre at almindelige aktionærer får noget ud af det. Eller?

Gad i øvrigt vide, om hundeslagsmålet mellem Telsome og datterselskabet/konkurrenten IP Danmark er afsluttet. Oprindeligt forhandlede Telsome et softwarebaseret ”omstillingsbord” til IP-telefonien udviklet af IP Danmark. Balladen begyndte ifølge dagbladet Børsen, da Telsome holdt op med det. Ifølge IP Danmark havde Telsome imidlertid piratkopieret omstillings-softwaren og solgt den videre, og politiet gennemført en razzia hos Telsome for at finde beviser. Den razzia klagede Telsome forgæves til retsvæsenet over, og siden er IP Danmark blevet politianmeldt for at have haft snablen inde i Telsomes data. Den lokale politimester har dog afvist sagen som grundløs.

Mangler jeg mon noget i Commendo-sagaen?

PS: Der henvises til ”konkurrencemæssige årsager” som forklaring på, at ingen må vide, hvad Comendo giver for Telsome. Men når der er samme aktionær i spil... bør der så ikke være et uvildigt tjek ind over? I hvert fald, hvis Forchhammer er hovedaktionær i begge, og det ved jeg ikke om er tilfældet.
Hjælpen ville dog være nær, for i sådanne tilfælde inddrages typisk en investeringsbank. Også der er Forchhammer jo leveringsdygtig som aktionær i Capinordic:-) Der i øvrigt førte Comendo på First North.

Tilføjelse den 5.4.: Den administrerende direktør for Comendo, Martin Sundahl, har i en mail dateret den 3.4.07 skrevet, at ovenstående rummer visse fejl. Han ønsker ikke at korrigere disse fejl her på bloggen, ej heller pr. mail, men ønsker et møde. Så det varer altså en tid, inden eventuelle fejl her kan korrigeres.

Netbackup-pionerers forgæves kamp

Sidste uges nyhed om, at TopNordic købt DMsave af IBM og de to ildsjæle bag firmaet, rummer lag på lag af historier. Om Ib Kunøe, om IBM og om et par stiftere, der bare ville successen.

Historie nr. 1. Hovedaktionæren bag pc-forhandleren TopNordic, Ib Nordic, tager endnu et skridt ind i den langt mere profitable servicebranche gennem opkøbet af selskabet, der tilbyder virksomheder backup af deres data via internettet. I forvejen har Kunøe en lille driftsbutik, hvor man "hoster" - driver it-systemer for andre, og jeg tror, at vi snart ser ham købe en lidt større butik på det område. Et alternativt driftscenter med fokus på mindre og mellemstore virksomheder på dette område må hilses velkommen, for konsolideringen af markedet gør, at vi stort set kun står med driftsgiganterne IBM, CSC og KMD. Der er dog også NNIT, men heller ikke her er det vist de mindre, man helst vil have.

Historie nr. 2. IBM, der ejede 50 procent af DMsave, tilbyder også alskens backuptjenester via koncernens egen Global Services, og så vidt jeg ved noget dyrere. Nu er DMsave fyret af, og der er rent bord. I øvrigt synes historien endnu en gang at bevise, at IBM ikke har en god hånd med små, opkøbte selskaber med stærk iværksætterånd. DMsave kom da også blot med i købet, da IBM købte DMdata af A.P.Møller-Mærsk Gruppen og Danske Bank.

Historie nr. 3. De to ildsjælde bag DMsavne må være meget trætte. Det er anden gang, det er mislykkedes for Michael Mark og Poul Bærentsen at beholde foden under eget bord. Jeg tror nemlig ikke på, at de gik efter pengene, så salget må have gjort ondt, og det er hvad min klumme på bagsiden af Berlingske Business i dag handler om. I min research til klummen fandt jeg imidlertid også ud af, at DMsave havde mistet noget af konkurrenceevnen med IBM i ryggen. Men læs klummen. Det bliver for udførligt at beskrive den del af historien her.