13.11.07

De hykleriske klynkende it-virksomheder

IT-branchens virksomheder har masser af penge, tid og arbejdskraft, uanset hvor højlydt de end klynker over de alvorlige konsekvenser af manglen på it-kyndig arbejdskraft. Anden forklaring kan der vel ikke være på, at de tillader deres to organisationer, IT-Branchen og Dansk Industris ITEK, at - hver især - køre sololøb om nøjagtig det samme, nemlig at få fristet unge til at begive sig ind på IT-området.

Begge organisationer er i gang med at finde frem til egne rollemodeller, som skal lokke de unge over. Begge har hver for sig sat gang en lang række andre initiativer på området. IT-Branchen har for eksempel også fået Undervisningsministeriet ind som sponsor af en dokumentarfilm, der især skal påvirke folkeskolens piger.

Det er imidlertid hinsides enhver tvivl, at denne alvorlige sag ville tjene på om kræfter, kroner og kreativitet blev forenet, men det sker altså ikke, og det må være medlemmernes skyld. Nok har organisationer også typisk et stort ego, men det er jo normalt styrbart af medlemmerne.

Så hvad er forklaringen på, at IT Branchen (ITB) og ITEK end ikke kan finde sammen på dette område? Har den ene organisation vist sig stærkere til lobbyisme end den anden? Eller er det bare rart for de allerstørste it-leverandører at have to heste at spille på, når politikere og embedsmænd skal påvirkes? De store sidder jo tungt både i ITEK's bestyrelse og ITB's bestyrelse.

Tag et kig i sektionen ITinnovation i dagbladet Børsen i dag og se, hvorledes de to foreninger snakker om nøjagtig det samme på samme opslag. ITEK er jo også ude med en pressemeddelelse, der fortæller, at manglen på it-arbejdskraft koster Danmark fire milliarder kroner om året i tabt produktionsværdi, og at tallet stiger til 10 milliarder inden for de næste ti år, hvis altså ikke der gøres noget.

Så igen: Hvorfor går de to organisationer ikke sammen om at løse dette store problem? Hvad er det så, der virkelig tæller for medlemsvirksomhederne?

Hvad tæller mon for Jørgen Bardenfleth, administrende direktør for Microsoft Danmark, bestyrelsesmedlem i ITB? Hvad tæller mon for Klaus Holse Andersen, administrerende direktør for Microsofts udviklingscenter i Danmark, og bestyrelsesmedlem hos ITEK? Ville det ikke være klogere at gå sammen i denne sag?

5 kommentarer:

Mogens Hessellund sagde ...

HEr det ikke mestendels spin fra de 2 organisationer? Dygtige nyuddannelse/ældre/erfarne folk går ledige. Det er da simpel empiri.

Alligevel forsøger brancheorganisationer at udråbe et behov. Måske er det ønsket om lettere adgang til billig udenlandsk arbejdskraft, måske er det bare en del af branchens selvforståelse, måske er det ønsket om at have +100 kandidater pr. stilling så der er nok at vælge imellem.

Det skriger da vist på en hustandsomdeling ;-)

trolden sagde ...

Jeg har også svært at tage det med at der mangler så også mange folk i IT-verden alvorligt. IT folk er et meget vidt begreb, så den dag de præcisere hvad det er for nogen folk der er mangel på, kan de få svar på tiltale.

Jeg er tæt ved 60år og har prøvet at søge mange job, så hvis jeg ikke var selvstændig, havde jeg været arbejdsløs. Og jeg føler mig bestemt ikke udbrændt, jeg føler mig en del mere progressiv end mange af mine yngre kollegaer. Men sådan en som mig har firmaerne ikke brug for. Jeg er ikke blevet kaldt til en eneste samtale.

Så hver gang jeg høre det om mangel, så tager jeg det med et gran salt, for når de ikke vil bruge dem der tilbyder sig, så kan man ikke sige, at der er mangel.

Da jeg startede i IT - branchen var der ingen ingen direkte uddannelser i IT. Jeg syntes altså, jeg er for gammel til at begynde at læse til ingeniør, bare for at få en titel.
I dag er der en form for eksamens snobberi og det specielt i blandt de yngre, så det er også en måde man kan skubbe os gamle ud, selv om vi læser de samme bøger, som de gør, og har mindst den samme viden.

Jeg har forøvrigt prøvet, at uddanne mig til datamatiker tror jeg det hed. Men jeg har virkelig svært ved at koncentrerer mig om noget hvor jeg vidste mere end læren.

Man har jo også en forudindtaget mening om at et 60 årig går på pension om 2 år, men jeg vil ikke gå på pension, hvis jeg kan undgå det. Og en anden opfattelse er at vi er udbrændte, og det tror jeg ikke på.

Jeg tror bare der er mange flere mig'er ude i det virkelige liv, som ikke udnyttes.

Anonym sagde ...

www.it-natten.dk/Website/Om+it-natten

Dorte Toft sagde ...

Først en undskyldning til IT-Brancheforeningen/ITEK: Jeg ser af tredje kommentar her, at it-natten repræsenterer et fælles initiativ, så noget samarbejde er der altså.

@ Mogens og trolden.
Der er ingen tvivl om, at der er it-kyndige, der går ledige, og at der er ældre, som fravælges blot på grund af alder. De, der ansætter, er typisk nervøse for at ansætte nogen der er ældre (og måske tilmed klogere:-) end dem selv.

Men jeg har i øvrigt to bemærkninger: Fordi man er it-kyndig på ét område, er det jo ikke sikkert, at ens evner er brugbare på området, hvor der er en skrigende efterspørgsel efter kyndige.

Opgaver og specialer rækker jo lige fra konfigurering af SAP-system til at holde lokale installationer kørende og sikre til opbygning. Fra at tegne den fremtidssikrede it-infrastruktur til at planlægge og styre SOA-baseret udvikling. Fra at udvikle et avanceret websted til også at sikre, at designet af brugergrænsefladen/arbejdsprocesser er optimal. etc.etc.

Og faktisk synes jeg, at det ville være rart om it-folk og deres fagforeninger selv undlader at skære alt over en kam. Det tjener ikke andet end til at sprede forvirring.

Hver branche har sine egne specialer, hvad enten det er journalistikken, lægegerningen eller it-gerningen. Og har man huller ét sted, kan man ikke blot pr. automatik proppe hullet med noget fra et andet sted.

Vil du måske have foretaget en hjerteoperation af hudlægen? Vil du bryde dig om at se den kändiskyndige Se & Hør journalist dække finansstoffet i Børsen?

Der skal jo først og fremmest videreuddannelse til, hvis man skal skifte ekspertområde, og derpå nogle års erfaring. Men oveni kommer, at ikke alle har evnerne til at gå ind på mere komplekse områder. At påstå det modsatte er ren og skær manipulation/løgn.

Mogens Hessellund sagde ...

Jeg mener forsat at det er spin, som lidt undersøgelse hurtigt kunne gennemhulle.

Der er meget sensationsjournalistik inden for it-journalistikken f.x. historier om kæmpe sign-on fees og strandvejsvillaer til låns. Det harmonerer ikke med den oplevede virkelighed og f.x. lønstatistikker fra CW.

Speciallægeanalogien er iøvrigt ikke særlig god. Ved et fyrværkeriuheld er der selvfølgelig ikke tid og råd til at omskole en hudlæge, men ved sygehusomlægning kan det være en anden sag. Speciallægeuddannelsen foregår jo også on-the-job.

Det udelukker selvfølgelig ikke at der er særlig hotte områder såsom sap, sharepoint mm.