Det var et erhvervsdrama i sig selv, at HP's bestyrelse for få år siden fjernede den karismatiske kvindelige topchef Carly Fiorina og erstattede hende med Mark Hurd, som ikke mange kendte. Hurd har efterfølgende stået for en dramatisk vending af selskabet, men desuden har han trukket en ekstra kanin op af hatten.
Hurd var i forvejen kendt som en driftssikker mand, der kunne skære og skifte kurs, så virksomheder kommer tilbage på sporet. Men han har desuden sikret HP’s entre på et helt nyt og sandsynligvis meget profitabelt område.
Desværre går det så ud over en anden virksomhed, som han tidligere forestod en helbredende operation på – en virksomhed, der hedder Teradata, og som i øvrigt har en stor kunde i det danske, nemlig FDB/Coop. Det handler om en teknologi, der kaldes Data Warehouse, og HP’s bud hedder Neoview.
Begrebet Data Warehouse? Tænk blot på et "datavarehus", hvor hylderne bugner af al den aktuelle og historiske information, en ledelse nogensinde kan have brug for til at konstatere tendenser, spore tegn på snyd og træffe beslutninger. Alskens analyseprogrammer kan slippes løs for alle disse data, være det sig for eksempel varer, kundernes købsmønstre, butiksplaceringer, tid og meget, meget andet.
Mark Hurd har ladet HP gå direkte ind på Teradatas territorium og allerede nu er en tredjedel af alle kontrakter, der vindes, sket i direkte konkurrence med Terata. Det hørte jeg i dag i Barcelona på HP’s softwarekonference, der har samlet 4.000 kunder og partnere heraf flere fra Danmark.
Datavarehuset bygges på nogle muskelbundet af computere, optimeret teknisk til analyseformål, og så forsynet et ordentligt lag software til styring af de underliggende computere. Teradata var, så vidt jeg erindrer, tidligere det eneste firma, hvis Data Warehouse-produkt omfattede både hardware og software og ikke blot software.
Det er typisk detailkæder og banker, der med deres enorme datamængder bruger disse datavarehuse for at kunne analyse på kryds og tværs. Og HP kan allerede nu pynte sig med, at verdens allerstørste detailkæde, amerikanske Wal-Mart har åbnet dørene for Neoview. Dog står Teradata stadig ved siden af og summer, men der er ligegodt sket noget af en imponende udvikling hos HP på lynende kort tid. Takket være især Mark Hurd, der kendte Teradata som sin egen bukselomme.
Oprindeligt var Teradata et selskab under NCR, som er en stor leverandør inden for kasseterminaler til supermarkeder samt pengeautomater (Kontanten), men selskabet er siden udskilt som selvstændigt. Teradatas teknologi har altid været bemærkelsesværdig god, men det tog altså en Mark Hurd at få virksomheden til at udvise en sund drift. Da det var sket, blev han sat i spidsen for moderselskabet NCR. Men så nuppede HP ham.
Det bliver spændende at se, om Teradata overlever angrebet, anført af sin tidligere topboss.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar