En helt ny type britiske krigsskibe, The Type 45 Destroyer, forsynes med et styringssystem, der er baseret på gamle Windows 2000 fra Microsoft. Allerede eksisterende krigsskibe og ubåde, der rummer atomvåben, vil også blive styret via Windows. Den udvikling belyses af den skarpe britiske it-nyhedstjeneste The Register, der bringer en længere artikel om sagen med overskriften "Windows for Warships nears frontline service".
Artiklen er skrevet af en Lewis Page, der selv har 11 års erfaring fra marinen, først og fremmest med fokus på undervandsbomber, og som tidligere har udgivet en vel sælgende bog om spild og graverende fejldispositioner i det britiske militær.
Windows er kendt for "The screen of death" - den blå skærm, der dukker op, når systemet er brudt sammen. Artiklen spiller på det udsagn, mens der stilles spørgsmålstegn ved operativsystemets pålidelighed og brugervenlighed. Det faktum, at hackere har et langt større fokus på Windows end på alle andre styresystemer, drages også frem.
Er du militærinteresseret - eller som jeg blot it-interesseret og civil - så læs artiklen. Af den fremgår, at Windows-brugen på ubåde med atomvåben er langt mindre risikabel end på destroyerne.
Tag også en visit over på sikkerhedsguruen, Bruce Schneiers blog, der flyder med galgenhumoristiske kommentarer om kombinationen krigsskib/Windows.
Og trænger du til mere om militær og it, så tjek desuden historien om US Air Forces nyeste kampfly, F-22 "Raptor", der mistede orienteringen totalt, når en datolinie blev passseret. Der var tale om en softwarefejl i navigationssystemet, men den er dog for nylig udbedret. Igen er historien fra the Register.
27.2.07
Guru-Jakob om skolens it-forpligtelser
Den danske datalog Jakob Nielsen, der er kendt som guru inden for brugervenlighed, har nogle gode forslag til, hvad folkeskolerne bør koncentrere sig om, når det gælder it og eleverne. Nielsen, der er fast bosat i USA, skriver om skoler og elever på sit websted useit.com.
Ifølge ham bør skolerne ikke fokusere på at lære børnene at bruge særlige produkter (såsom Microsoft Excel og Google-søgemaskinen), men i stedet skal fokus være på at forstå koncepterne, der ligger bag f.eks. regnark og søgning. Eleverne skal også lære at vurdere lødigheden af informationer på nettet, og lære metoder til at holde informationsoverfloden stangen. Desuden skal de lære, hvorledes de kan bruge it-baserede præsentationsteknikker, samt hvorledes de undgår museskader og andre problemer som følge af dårlig ergonomi og arbejdsdisciplin. Og endelig skal de i en vis grad lære at "debugge" - altså finde fejl. Jakob Nielsen nævner det kendte faktum med, at der er fejl i masser af de formler, som folk putter i deres regneark, og sådanne fejl bør man lære børnene at være på vagt overfor.
Så a pro pos min tidligere artikel, voila, Bertel Haarder. Her har vi et bud på, hvad en test i folkeskolen af it-kompetencer kunne gå ud på.
Andre bud?
Tilføjelse kl. 16.20: Svenske ComputerSweden fortæller om et universitetshospital, der vil undersøge i hvilket omfang børn udsættes for sexuelle krænkninger på nettet (mobning, udhængning med fotos, pædofile tilnærmelser) og efter kontakt skabt via nettet. Hospitalet har brug for mere viden derom, idet der kommer et stigende antal børn i behandling efter sådanne problemer. Måske også en viden, børn bør kende til via skolen.
Ifølge ham bør skolerne ikke fokusere på at lære børnene at bruge særlige produkter (såsom Microsoft Excel og Google-søgemaskinen), men i stedet skal fokus være på at forstå koncepterne, der ligger bag f.eks. regnark og søgning. Eleverne skal også lære at vurdere lødigheden af informationer på nettet, og lære metoder til at holde informationsoverfloden stangen. Desuden skal de lære, hvorledes de kan bruge it-baserede præsentationsteknikker, samt hvorledes de undgår museskader og andre problemer som følge af dårlig ergonomi og arbejdsdisciplin. Og endelig skal de i en vis grad lære at "debugge" - altså finde fejl. Jakob Nielsen nævner det kendte faktum med, at der er fejl i masser af de formler, som folk putter i deres regneark, og sådanne fejl bør man lære børnene at være på vagt overfor.
Så a pro pos min tidligere artikel, voila, Bertel Haarder. Her har vi et bud på, hvad en test i folkeskolen af it-kompetencer kunne gå ud på.
Andre bud?
Tilføjelse kl. 16.20: Svenske ComputerSweden fortæller om et universitetshospital, der vil undersøge i hvilket omfang børn udsættes for sexuelle krænkninger på nettet (mobning, udhængning med fotos, pædofile tilnærmelser) og efter kontakt skabt via nettet. Hospitalet har brug for mere viden derom, idet der kommer et stigende antal børn i behandling efter sådanne problemer. Måske også en viden, børn bør kende til via skolen.
25.2.07
Mails, chat og SMS slipper bæstet løs
"En misforstået mail eller chatbesked har endnu ikke startet en verdenskrig, men det kommer måske. Dels misforstås tonen i en mail hyppigt, dels er der for kort fra tanke til tast."
Sådan indleder jeg morgendagens klumme på bagsiden af Berlingske Business. Klummen, har overskriften "Bæster i løsdrift på nettet". Jeg fortsætter således:
Og jo, vi har læst om problemet mange gange før, men det vil tage mange tiår, før vi har fået den nødvendige etik i disse kommunikationsformer på rygraden - hvis det nogensinde sker. Men hvad kan du og jeg selv gøre for ikke at falde i? I klummen skriver jeg følgende:
Tilføjelse, 26. febr. kl. 12.15: Desværre er klummen, grundet tekniske problemer, stadig ikke lagt på business.dk. Men her er lidt supplerende kildemateriale: Undersøgelsen, der viser, at der er 50 procents chance for, at tonen i en email misforstås, blev foretaget af University of Chicago og New York University, og gengivet i ”Journal of Personality and Social Psychology”, men der er ikke fri adgang til artiklen. Jeg læste blandt andet om den iWired, artiklen "The Secret Cause of Flame Wars". Der har også været noget om den i "Monitor on Psychology"og en række andre steder.
PS: Der er i øvrigt netop udkommet en bog om mailkommunikation, Ifølge bogens forfattere Line Pedersen og Anette Grønning, handler bogen om "....forståelsen for og tilrettelæggelsen af den eksterne e-mail-dialog med kunder/borgere, samarbejdspartnere, leverandører mv." Her gælder det næppe bæster i løsdrift:-)
Sådan indleder jeg morgendagens klumme på bagsiden af Berlingske Business. Klummen, har overskriften "Bæster i løsdrift på nettet". Jeg fortsætter således:
"Internettet er en gave til enhver, der mener, at urgamle instinkter ofte vinder over både dannelse og sund fornuft. Se blot kommunikationen via nettet og på nettet. Folk, hvis sjælesuppe bobler med nid og nag, plumper så let i. Også ganske harmoniske borgerdyr falder rask væk i, når den socialt disciplinerende og krævende øje-til-øje kontakt er væk. Der er for kort fra tanke til tast.Citat slut. Jeg fortæller i klummen om forskning, der viser, at der er en fifty-fifty chance for at modtageren egentlig forstår den tone, man har brugt i mailen. Og altså fifty-fifty chance for at tolke tonen stik modsat. Og jeg fortæller om fyringer og andre ubehagelige beskeder, der på fej vis formidles elektronisk.
Jo, det er emails, det gælder. Og chat. Og gruppediskussioner. Og blogindlæg. Og kommentarer til disse. Det er kommunikationen, som starter bag en tryg skærm og slutter langt væk foran en anden skærm. Mobilnettet hører faktisk med her, for SMS-muligheden sender også bæstet i løsdrift.
Og jo, vi har læst om problemet mange gange før, men det vil tage mange tiår, før vi har fået den nødvendige etik i disse kommunikationsformer på rygraden - hvis det nogensinde sker. Men hvad kan du og jeg selv gøre for ikke at falde i? I klummen skriver jeg følgende:
... jeg tror, der er to nogenlunde enkle tjekpunkter, der kan holde dit og mit indre bæst nogenlunde i ave: Kan dit budskab holde til, at der er 50 procents risiko for, at tonen misforstås? Og ville du give samme budskab øje til øje?Har du andre bud på at tæmme det indre bæst?
Tilføjelse, 26. febr. kl. 12.15: Desværre er klummen, grundet tekniske problemer, stadig ikke lagt på business.dk. Men her er lidt supplerende kildemateriale: Undersøgelsen, der viser, at der er 50 procents chance for, at tonen i en email misforstås, blev foretaget af University of Chicago og New York University, og gengivet i ”Journal of Personality and Social Psychology”, men der er ikke fri adgang til artiklen. Jeg læste blandt andet om den iWired, artiklen "The Secret Cause of Flame Wars". Der har også været noget om den i "Monitor on Psychology"og en række andre steder.
PS: Der er i øvrigt netop udkommet en bog om mailkommunikation, Ifølge bogens forfattere Line Pedersen og Anette Grønning, handler bogen om "....forståelsen for og tilrettelæggelsen af den eksterne e-mail-dialog med kunder/borgere, samarbejdspartnere, leverandører mv." Her gælder det næppe bæster i løsdrift:-)
24.2.07
Haarder m.fl. forstår ikke betydning af it-viden
Advarsel: Dette blogindlæg er meget langt og fyldt med overdrivelser om politi, skoler, chefredaktører og....
Bertel Haarder er en klog og modig mand, som jeg på mange punkter har dyb respekt for, men han dumper i min anseelse på ét punkt, nemlig hans gammelmands afvisning af it-viden som en nødvendighed for skolebørn. Man engagerer sig som bekendt i, hvad man måles på.
Problemet er, at Haarder er nærsynet. Han ser alt klart på kort hold, mens alt bag er tåget. Jeg vil derfor anmode Bertel Haarder om at tage et kig på to ting, som jeg selv er faldet over de sidste 24 timer.
Det er hændelser, der måske kan åbne hans øjne for, hvad uvidenhed om it i værste tilfælde kan føre til hen ad vejen. Det er godt nok ekstreme amerikanske eksempler, men kan undervisningsministeren ikke tage et tankespring ud fra disse eksempler, vil jeg vil gerne gå videre. Jeg vil gerne finde danske eksempler frem på, hvad it-uvidenhed i værste fald fører med sig, og jeg er overbevist om, at mange gerne vil hjælpe mig med det forehavende. (Kom blot med eksempler som kommentarer til dette indlæg).
På fredag afgøres i en amerikansk retssal, om en skolevikar, Julie Amero, skal idømmes op til 40 års fængsel, fordi der på en pc i et klasselokale med børn pludselig poppede porno-billeder op i lynets hast. Jeg baserer især min referat på en artikel i US Today.
Da vikaren tidligere havde fået en fastansat lærer til at tænde og logge sig på pc’en, så hun kunne bruge den i undervisningen, havde hun fået besked på, at hun ikke måtte slukke den igen, hvis hun ville på igen.
Vikaren var en kort stund var ude af lokalet, og skolebørnene havde imens surfet rundt på nettet, og herunder ramt et sted, der fik downloaded en såkaldt trojansk hest. Denne åbnede pc’ens ”bagdør” for ”adware” – en stump software, der resulterede i, at pornobillede efter pornobillede poppede op som reklame for pornosteder, og intet kunne standse det.
Da USA ikke kun er mulighedernes land, men desværre også hysteriets land, har forældre kørte sagen op i en spids.Datalogens datter
Lad mig spole tiden nogle få år tilbage til en dansk arbejdsplads. Chefredaktøren, der er datalog/kommunikationsuddannet fra RUC, kommer på job. Han er træt og pissefrustreret, for han har kæmpet i timevis for at få fjernet porno-pop-upper på sin lille datters computer. Han anede ikke, fra hvilket websted ”smitten” var kommet, men det havde været tæt på umuligt at få taget livet af pop up’erne.
I USA-sagen kom smitten i øvrigt fra et websted, der fremviser smarte frisurer. Prøv bare Bertel Haarder! Gå på new-hair-styles.com på en pc, der kører på lidt gammel software, og som ikke er beskyttet godt nok – som det var tilfældet for pc’erne på den amerikanske skole.
Aldrig i Danmark?
Selvfølgelig ville det aldrig kunne gå så galt i Danmark, men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. Og godt står det sgu’ ikke til herhjemme.
Kære forældre derude. Hvad ved skolelærere om it? Det har jo i årtier ikke været på programmet på seminarierne, og vel med Haarders og andre gammelmænds (m/k) velsignelse.
Politiet ved alt for lidt om it, og dem, der endelig får lært noget, forsvinder til private job. Sager trækkes i langdrag, falder mellem stole, droppes. Politiet inddrager ”sikkerhedseksperter”, der har nul teoretisk viden på området, men sans for PR og dog en vis erfaring.
Politiet selv har i øvrigt i årevis selv kørt på forældet software, og deres værktøjer er endnu fra den it-mæssige stenalder.
Jurister? Justitsministeriet? Der, hvor der i toppen er mere status i bruge gule konceptblokke end pc? Forhåbentlig har det ændret sig på det seneste.
Journalistskandalen
I nat så jeg filmen ”Shattered Glass” fra 2003. Den fortæller historien om, hvorledes en ungt journalistisk fyrtårn, Stephen Glass, i 1998 skrev en historie i The New Republic, baseret på 100 procent opspind.
Historien med overskriften ”Hack Heaven” går på følgende: Et stort softwarefirma var blevet så chokeret over, at en 15-årig hacker havde brudt ind i systemerne og afsløret hemmelige løntal, at hackeren ansættes som sikkerhedskonsulent til høj hyre. Glass får tilmed lov til at være med på sidelinien i forhandlingerne mellem hackeren, hans forældre, firmaets direktør og firmaets jurist. Og han giver også en øjenvidneskildring af, hvorledes hackeren går lige fra mødet og fejres på en hackerkonference få bygninger derfra.
Det bliver en journalist af datidens få online-nyhedssatsninger, Forbes Digital, som afslører sagen. Journalisten Adam Penenberg, der kender til hackermiljøet, undrer sig. Han forsøger at finde det store softwarefirmaets web-sted, men forgæves. Og så ruller sagen. Glass har omtalt hackerorganisationer, der ikke eksisterer, lovforslag på området, der ikke eksisterer etc.etc. Det viser sig senere, at løgnehistorien ikke repræsenterede en undtagelse.
Find filmen, se filmen og bliv klogere. Også på, hvorledes gammelmands-ignorance over it i de klassiske medier – ukyndighed – spiller ind.
Aldrig i Danmark?
De gamle brede medier herhjemme har været nøjagtig lige så ignorante over it-området, som i USA. Det er stof, der som hos Bertel Haarder, hører til langt nede i hierarkiet. Som typisk dækkes af praktikanter og så nogle ganske få entusiaster. Lavstatus’en er vel medvirkende til, at mange af de bedste it-journalister ”flygter” over på de klassiske status-områder, når muligt.
Når de gamle medier igennem 1990'erne endelig har haft stoffet fremme har det været for at fejre (beklager, men det er altså ordet) unge hackere – ædt deres ord råt for usødet, inviteret dem indenfor – i bedste sendetid – eller på forsiden.
De gamle medier har også typisk ukritisk viderebragt sikkerhedsfirmaers ”Ulven kommer” etc.etc. Og så har de gamle medier ret så ukritisk holdt mikrofonen frem over for leverandørerne en dag om ugen. It-selskaberne ligger nenlig typisk blandt top 3 på listen over mest annoncerende brancher, og aviserne, der fik nedlagt it-tillægget fik en afklapsning ved kasse 1.
Jeg overdriver
Min mening her repræsenterer selvfølgelig en overdrivelse, da overdrivelse ... Men der er store elementer af sandhed i dette.
De gamle medier, med deres halvgamle chefredaktører og redaktører, og deres halvgamle journalister har ikke haft lyst til dette stof, som man så let føler sig dum i. Nogle af de unge journalister har haft mere blod på tanden, men man interesserer sig mest for, hvad man måles på, og på et tidspunkt er hackerhistorier ikke længere nok.
At medierne så i disse år - gennem sorte skærme og lammede web-steder - på den hårde måde lærer, hvor afgørende it fra f.eks. danske SAXO er, er en anden sag.
Retur hos Haarder
Og så er jeg retur ved Bertel Haarder på denne lange rejse. Da jeg for herrens mange år siden gik i skolen, lærte jeg at bruge en regnestok, og jeg blev jo på indirekte vis målt på, om jeg evnede det. Lærdommen kom mig til nytte senere i livet, da jeg skulle lave layout og beskære billeder. Og i mit univers svarer en pc til helvedes masse ”regnestokke”, som man bør kunne drage nytte af (og undgå fælderne i) umiddelbart og ikke mindst for at have et trin, som man kan træde videre fra.
Hele skolesystemets holdning til gennem tiderne har groft sagt været ud fra parolen,
Svigtet pædagogik
En tradition, der har ladet hånt om, at billeder opklistret på en paptavle, ikke når en interaktiv multimediefremvisning til sokkeholderen i formidlingsevne. En tradition, der fortsat lader læreren være ”den altvidende” og eleverne tomme kar, der skal fyldes. En tradition, der på ubarmhjertig vis har ladet svage børn – om det er i læsning, regning eller via ordblindhed – i stikken, ved at ignorere de beviser, der foreligger for, hvor meget hjælp børn faktisk får via støttende pc-programmer.
Overfor it har skolesystemet været at ligne med de tre aber. Ser intet, hører intet, siger intet. Havde det ikke været for børnenes forældre og børnene selv, var det gået helt a.h.t.
Eller hvad mener du, kære tålmodige læser, der har orket turen igennem hele historien?
Bertel Haarder er en klog og modig mand, som jeg på mange punkter har dyb respekt for, men han dumper i min anseelse på ét punkt, nemlig hans gammelmands afvisning af it-viden som en nødvendighed for skolebørn. Man engagerer sig som bekendt i, hvad man måles på.
Men folkeskolens elever skal ifølge ham ikke måles på deres it-kyndighed. På husgerning, hvis de vil. På sløjd. Ja, men ikke på it.Bertel Haarder mener ikke, at behovet er der. Han ser ifølge Computerworld hardwareindustrien som spindoktorer for det pres, der er for at få it-kompetencen målt. Han mener også, at det er alt for let at snyde med en sådan måling, og at skolerne slet ikke har nok pc’er og internetforbindelser.
Problemet er, at Haarder er nærsynet. Han ser alt klart på kort hold, mens alt bag er tåget. Jeg vil derfor anmode Bertel Haarder om at tage et kig på to ting, som jeg selv er faldet over de sidste 24 timer.
Det er hændelser, der måske kan åbne hans øjne for, hvad uvidenhed om it i værste tilfælde kan føre til hen ad vejen. Det er godt nok ekstreme amerikanske eksempler, men kan undervisningsministeren ikke tage et tankespring ud fra disse eksempler, vil jeg vil gerne gå videre. Jeg vil gerne finde danske eksempler frem på, hvad it-uvidenhed i værste fald fører med sig, og jeg er overbevist om, at mange gerne vil hjælpe mig med det forehavende. (Kom blot med eksempler som kommentarer til dette indlæg).
Det ene amerikanske eksempel er aktuelt. Det handler om, at manglende basal it-kompetence hos en række spillere, kan ende med at koste en kvinde, en vikar i "folkeskolen", 40 års fængsel.Uskyldig vikar fældes på porno
Det andet eksempel er fra 1998. En ung, lovende journalist, fik ført et højt respekteret tidsskrift bag lyset med en opdigtet historie om hackere. Ingen på det ”gamle” medie havde interesse eller viden nok om nettet til at se de tændte advarselslamper.
På fredag afgøres i en amerikansk retssal, om en skolevikar, Julie Amero, skal idømmes op til 40 års fængsel, fordi der på en pc i et klasselokale med børn pludselig poppede porno-billeder op i lynets hast. Jeg baserer især min referat på en artikel i US Today.
Da vikaren tidligere havde fået en fastansat lærer til at tænde og logge sig på pc’en, så hun kunne bruge den i undervisningen, havde hun fået besked på, at hun ikke måtte slukke den igen, hvis hun ville på igen.
Vikaren var en kort stund var ude af lokalet, og skolebørnene havde imens surfet rundt på nettet, og herunder ramt et sted, der fik downloaded en såkaldt trojansk hest. Denne åbnede pc’ens ”bagdør” for ”adware” – en stump software, der resulterede i, at pornobillede efter pornobillede poppede op som reklame for pornosteder, og intet kunne standse det.
Da USA ikke kun er mulighedernes land, men desværre også hysteriets land, har forældre kørte sagen op i en spids.Datalogens datter
Lad mig spole tiden nogle få år tilbage til en dansk arbejdsplads. Chefredaktøren, der er datalog/kommunikationsuddannet fra RUC, kommer på job. Han er træt og pissefrustreret, for han har kæmpet i timevis for at få fjernet porno-pop-upper på sin lille datters computer. Han anede ikke, fra hvilket websted ”smitten” var kommet, men det havde været tæt på umuligt at få taget livet af pop up’erne.
I USA-sagen kom smitten i øvrigt fra et websted, der fremviser smarte frisurer. Prøv bare Bertel Haarder! Gå på new-hair-styles.com på en pc, der kører på lidt gammel software, og som ikke er beskyttet godt nok – som det var tilfældet for pc’erne på den amerikanske skole.
- Vikaren, der jo ikke måtte slukke for pc’en, glemte – eller vidste måske ikke – at hun kunne havde slukket for skærmen alene. Hendes uvidenhed kan koste hende fremtiden.
- Politiets egen interne it-ekspert gav i retten udtryk for, at når browserhistorikken viste, at der havde været besøgt pornosteder, så betød det, at nogen bevidst var gået på disse steder. Men adware kan selv åbne sådanne steder. Politiets ukyndighed kan koste en kvinde fremtiden.
- Skolens it-ansvarlige lod pc’erne kører på forældet Windows-styresystem og browser, altså dårligt sikrede produkter. Licensen på antivirussoftwaren er udløbet, og der var ikke installeret antispyware. Den it-ansvarliges laden stå til kan koste en kvinde fremtiden.
- Anklageren nægte vikaren at tilkalde en sikkerhedsekspert som viden – en, der kunne bekræfte, hvorledes den trojanske hest var kommet ind, og at hele porno-plagen var sket pr. automatik. Anklageren kan koste den kvinde fremtiden.
Aldrig i Danmark?
Selvfølgelig ville det aldrig kunne gå så galt i Danmark, men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. Og godt står det sgu’ ikke til herhjemme.
Kære forældre derude. Hvad ved skolelærere om it? Det har jo i årtier ikke været på programmet på seminarierne, og vel med Haarders og andre gammelmænds (m/k) velsignelse.
Politiet ved alt for lidt om it, og dem, der endelig får lært noget, forsvinder til private job. Sager trækkes i langdrag, falder mellem stole, droppes. Politiet inddrager ”sikkerhedseksperter”, der har nul teoretisk viden på området, men sans for PR og dog en vis erfaring.
Politiet selv har i øvrigt i årevis selv kørt på forældet software, og deres værktøjer er endnu fra den it-mæssige stenalder.
Jurister? Justitsministeriet? Der, hvor der i toppen er mere status i bruge gule konceptblokke end pc? Forhåbentlig har det ændret sig på det seneste.
Journalistskandalen
I nat så jeg filmen ”Shattered Glass” fra 2003. Den fortæller historien om, hvorledes en ungt journalistisk fyrtårn, Stephen Glass, i 1998 skrev en historie i The New Republic, baseret på 100 procent opspind.
Historien med overskriften ”Hack Heaven” går på følgende: Et stort softwarefirma var blevet så chokeret over, at en 15-årig hacker havde brudt ind i systemerne og afsløret hemmelige løntal, at hackeren ansættes som sikkerhedskonsulent til høj hyre. Glass får tilmed lov til at være med på sidelinien i forhandlingerne mellem hackeren, hans forældre, firmaets direktør og firmaets jurist. Og han giver også en øjenvidneskildring af, hvorledes hackeren går lige fra mødet og fejres på en hackerkonference få bygninger derfra.
Det bliver en journalist af datidens få online-nyhedssatsninger, Forbes Digital, som afslører sagen. Journalisten Adam Penenberg, der kender til hackermiljøet, undrer sig. Han forsøger at finde det store softwarefirmaets web-sted, men forgæves. Og så ruller sagen. Glass har omtalt hackerorganisationer, der ikke eksisterer, lovforslag på området, der ikke eksisterer etc.etc. Det viser sig senere, at løgnehistorien ikke repræsenterede en undtagelse.
Find filmen, se filmen og bliv klogere. Også på, hvorledes gammelmands-ignorance over it i de klassiske medier – ukyndighed – spiller ind.
Aldrig i Danmark?
De gamle brede medier herhjemme har været nøjagtig lige så ignorante over it-området, som i USA. Det er stof, der som hos Bertel Haarder, hører til langt nede i hierarkiet. Som typisk dækkes af praktikanter og så nogle ganske få entusiaster. Lavstatus’en er vel medvirkende til, at mange af de bedste it-journalister ”flygter” over på de klassiske status-områder, når muligt.
Når de gamle medier igennem 1990'erne endelig har haft stoffet fremme har det været for at fejre (beklager, men det er altså ordet) unge hackere – ædt deres ord råt for usødet, inviteret dem indenfor – i bedste sendetid – eller på forsiden.
De gamle medier har også typisk ukritisk viderebragt sikkerhedsfirmaers ”Ulven kommer” etc.etc. Og så har de gamle medier ret så ukritisk holdt mikrofonen frem over for leverandørerne en dag om ugen. It-selskaberne ligger nenlig typisk blandt top 3 på listen over mest annoncerende brancher, og aviserne, der fik nedlagt it-tillægget fik en afklapsning ved kasse 1.
Jeg overdriver
Min mening her repræsenterer selvfølgelig en overdrivelse, da overdrivelse ... Men der er store elementer af sandhed i dette.
De gamle medier, med deres halvgamle chefredaktører og redaktører, og deres halvgamle journalister har ikke haft lyst til dette stof, som man så let føler sig dum i. Nogle af de unge journalister har haft mere blod på tanden, men man interesserer sig mest for, hvad man måles på, og på et tidspunkt er hackerhistorier ikke længere nok.
At medierne så i disse år - gennem sorte skærme og lammede web-steder - på den hårde måde lærer, hvor afgørende it fra f.eks. danske SAXO er, er en anden sag.
Retur hos Haarder
Og så er jeg retur ved Bertel Haarder på denne lange rejse. Da jeg for herrens mange år siden gik i skolen, lærte jeg at bruge en regnestok, og jeg blev jo på indirekte vis målt på, om jeg evnede det. Lærdommen kom mig til nytte senere i livet, da jeg skulle lave layout og beskære billeder. Og i mit univers svarer en pc til helvedes masse ”regnestokke”, som man bør kunne drage nytte af (og undgå fælderne i) umiddelbart og ikke mindst for at have et trin, som man kan træde videre fra.
Hele skolesystemets holdning til gennem tiderne har groft sagt været ud fra parolen,
”hvad jeg som minister eller skolelærer ikke forstår en dyt af, det skal børnene heller ikke forstå en dyt af”.Der har været lidt lavstatus-reservater, hvor engagerede lærere har forsøgt at gøre en forskel, men it er aldrig blevet taget alvorligt i landet, hvor vi ellers praler til brækpunktet med vores store pædagogiske tradition.
Svigtet pædagogik
En tradition, der har ladet hånt om, at billeder opklistret på en paptavle, ikke når en interaktiv multimediefremvisning til sokkeholderen i formidlingsevne. En tradition, der fortsat lader læreren være ”den altvidende” og eleverne tomme kar, der skal fyldes. En tradition, der på ubarmhjertig vis har ladet svage børn – om det er i læsning, regning eller via ordblindhed – i stikken, ved at ignorere de beviser, der foreligger for, hvor meget hjælp børn faktisk får via støttende pc-programmer.
Overfor it har skolesystemet været at ligne med de tre aber. Ser intet, hører intet, siger intet. Havde det ikke været for børnenes forældre og børnene selv, var det gået helt a.h.t.
Eller hvad mener du, kære tålmodige læser, der har orket turen igennem hele historien?
23.2.07
Fredagsgyset: Brugte Microsoft beskidte tricks?
Microsoft kom på min lystavle på to måder i dag. Den mindst opsigtsvækkende i mit univers er, at Microsoft er blevet idømt en erstatning på 1,52 mia. dollar, altså godt 8,5 mia. kroner, for krænkelse af MP3-patenter, ejet af Alcatel-Lucent. Det handler om teknologi til afspilning af musik i Windows Media Player.
Den mest opsigtvækkende for mig handler om forhistorien i en anden sag om patentkrænkelser - en sag, hvor der i marts 2005 blev indgået forlig uden for retten på 60 millioner dollar. Her er det igen Windows Media Player, der er i centrum. Firmaet Burst.com havde sagsøgt Microsoft for krænkelser af et patent, som gælder video-on-demand, plus for monopolmisbrug. Jeg har læst, at Microsofts første tilbud om erstatning lå på 1 million dollar - ifølge en Burst.com-direktør.
At jeg falder over den sag i dag, skyldes at jeg "abonnerer" på en blog skrevet af "Robert X. Cringely", og han henviser i en anden historie til sine gamle links om sagen.
Robert X. Cringely er oprindelig et berømt pseudonym, der dækkede flere skribenter som i mange år sammen skrev en flittigt læst øret-til-vandrøret klumme hos Computerworld US. Men navnet blev sidenhen shanghajet af en af skribenterne og gjort til hans eget (hvilket gav en del ballade).
Cringely har betydning og manges øre. Han stod blandt andet bag bogen og dokumentarfilmen "Triumph of the Nerds: The Rise of Accidental Empires", der samlede alskens berømte stiftere af nutidens store it-selskaber og formidlede historieskrivningen på forbilledlig vis. Og Cringely får tip på tip om alskens ting, lang tid før de dukker op andre steder, hvis overhovedet.
Men han har også fået ét tip, der selv om han skrev om det, aldrig er braget igennem lydmuren - det om burst.com. Hvis tippet holder, har Microsoft virkelig benyttet sig af beskidte tricks.
Det gælder retssagen mellem Microsoft og Burst.com, anlagt i 2002. Sagsøgeren har beviser i form af mails for, at der er afholdt en række indbyrdes møder. Møderne handler blandt andet om prisen, som Microsoft skal give for at anvende video-teknologien.
Microsoft har ikke sine mails om møderne, og siger i retten, at det en næsten uoverkommelig stor opgave at finde frem dem, men dommeren giver en lodret ordre.
Ifølge det tip, som Cringely fik fra en ansat hos en tidligere Microsoft "subcontactor" (serviceyder), var der på daværende tidspunkt fuldt ud styr på, hvilke back up tapes, der rummede mails fra den pågældende periode. Microsoft havde faktisk fået dem hentet og placeret i en særlig bygning. Men nogle måneder senere....
Pludselig er alle disse tapes forsvundet fra jordens overflade. "Nogen" har smidt dem ud. Microsoft klandrer HP Service (Hewlett-Packards), som opgaven er outsourcet til. HP påtager sig skylden, men der synes ikke at komme noget retsligt efterspil. OG der indgås forlig med Burst.com, altså uden for retten.
Kilden, som Cringely kender navnet på og har talt med adskillige gange, mener, at det er en Microsoft-ansat, der fik fjernet disse tapes, hvis indhold kunne skade softwaregiganten i retten. Og at HP af en eller anden årsag blot indvilgede i at være syndebukken.
Sand historie eller falsk? Det er spændende stof, som Cringely har skrevet under overskriften: "Microsoft dirty tricks that were never revealed", part I og part II. Der er i øvrigt flere detaljer i sagen, såsom at Microsoft også bevidst via et teknologisk snuptag havde undladt at få taget back up af visse emails.
Alt i alt er det et erhvervsdrama, men om det hører til fiktion eller faglitteratur, har jeg ingen chance for at vurdere. Jovist har Microsoft flere gange krænket patenter - tyvstjålet andres exceptionelle teknologier - det foreligger der jo domme for. Men er Bust.com-historien helt ude i hampen?
Robert Cringely får i blogkommentarer ros fra nogle, men også på puklen af mange andre. Han beskyldes for at være en dårlig journalist, der bare er alt for glad for vennerne hos Burst.com. Altså partisk.
Han opfordres til selv at rejse sagen over for det amerikanske justitsministerium for at vise, at han ikke blot bringer rygter til torvs. At han mener det alvorligt. For er det sandt, er det ulovligt, og HP vil heller ikke kunne klare frisag.
Hvorfor jeg bringer sagen, når jeg ikke ved, om den er sand? En af årsagerne kan være denne, at jeg indimellem også er i knibe selv. Der er historier, som jeg aldrig kan skrive på officiel vis, fordi kilder - som jeg stoler fuldt ud på - af angst for deres videre karriere ikke vil stå frem. Historier, der egentlig bør fortælles, fordi det gælder moral og mangel på samme. Historier om mål, der for aktørerne helliger midler af enhver art. Inklusive krav til chefredaktøren om at fyre mig, selv om jeg blot har kunnet skrabet overfladen, af hensyn til kilderne. I øvrigt en ret brugt fremgangsmåde til at få lukket "kæften" på en ubekvem journalist.
God weekend:-)
Den mest opsigtvækkende for mig handler om forhistorien i en anden sag om patentkrænkelser - en sag, hvor der i marts 2005 blev indgået forlig uden for retten på 60 millioner dollar. Her er det igen Windows Media Player, der er i centrum. Firmaet Burst.com havde sagsøgt Microsoft for krænkelser af et patent, som gælder video-on-demand, plus for monopolmisbrug. Jeg har læst, at Microsofts første tilbud om erstatning lå på 1 million dollar - ifølge en Burst.com-direktør.
At jeg falder over den sag i dag, skyldes at jeg "abonnerer" på en blog skrevet af "Robert X. Cringely", og han henviser i en anden historie til sine gamle links om sagen.
Robert X. Cringely er oprindelig et berømt pseudonym, der dækkede flere skribenter som i mange år sammen skrev en flittigt læst øret-til-vandrøret klumme hos Computerworld US. Men navnet blev sidenhen shanghajet af en af skribenterne og gjort til hans eget (hvilket gav en del ballade).
Cringely har betydning og manges øre. Han stod blandt andet bag bogen og dokumentarfilmen "Triumph of the Nerds: The Rise of Accidental Empires", der samlede alskens berømte stiftere af nutidens store it-selskaber og formidlede historieskrivningen på forbilledlig vis. Og Cringely får tip på tip om alskens ting, lang tid før de dukker op andre steder, hvis overhovedet.
Men han har også fået ét tip, der selv om han skrev om det, aldrig er braget igennem lydmuren - det om burst.com. Hvis tippet holder, har Microsoft virkelig benyttet sig af beskidte tricks.
Det gælder retssagen mellem Microsoft og Burst.com, anlagt i 2002. Sagsøgeren har beviser i form af mails for, at der er afholdt en række indbyrdes møder. Møderne handler blandt andet om prisen, som Microsoft skal give for at anvende video-teknologien.
Microsoft har ikke sine mails om møderne, og siger i retten, at det en næsten uoverkommelig stor opgave at finde frem dem, men dommeren giver en lodret ordre.
Ifølge det tip, som Cringely fik fra en ansat hos en tidligere Microsoft "subcontactor" (serviceyder), var der på daværende tidspunkt fuldt ud styr på, hvilke back up tapes, der rummede mails fra den pågældende periode. Microsoft havde faktisk fået dem hentet og placeret i en særlig bygning. Men nogle måneder senere....
Pludselig er alle disse tapes forsvundet fra jordens overflade. "Nogen" har smidt dem ud. Microsoft klandrer HP Service (Hewlett-Packards), som opgaven er outsourcet til. HP påtager sig skylden, men der synes ikke at komme noget retsligt efterspil. OG der indgås forlig med Burst.com, altså uden for retten.
Kilden, som Cringely kender navnet på og har talt med adskillige gange, mener, at det er en Microsoft-ansat, der fik fjernet disse tapes, hvis indhold kunne skade softwaregiganten i retten. Og at HP af en eller anden årsag blot indvilgede i at være syndebukken.
Sand historie eller falsk? Det er spændende stof, som Cringely har skrevet under overskriften: "Microsoft dirty tricks that were never revealed", part I og part II. Der er i øvrigt flere detaljer i sagen, såsom at Microsoft også bevidst via et teknologisk snuptag havde undladt at få taget back up af visse emails.
Alt i alt er det et erhvervsdrama, men om det hører til fiktion eller faglitteratur, har jeg ingen chance for at vurdere. Jovist har Microsoft flere gange krænket patenter - tyvstjålet andres exceptionelle teknologier - det foreligger der jo domme for. Men er Bust.com-historien helt ude i hampen?
Robert Cringely får i blogkommentarer ros fra nogle, men også på puklen af mange andre. Han beskyldes for at være en dårlig journalist, der bare er alt for glad for vennerne hos Burst.com. Altså partisk.
Han opfordres til selv at rejse sagen over for det amerikanske justitsministerium for at vise, at han ikke blot bringer rygter til torvs. At han mener det alvorligt. For er det sandt, er det ulovligt, og HP vil heller ikke kunne klare frisag.
Hvorfor jeg bringer sagen, når jeg ikke ved, om den er sand? En af årsagerne kan være denne, at jeg indimellem også er i knibe selv. Der er historier, som jeg aldrig kan skrive på officiel vis, fordi kilder - som jeg stoler fuldt ud på - af angst for deres videre karriere ikke vil stå frem. Historier, der egentlig bør fortælles, fordi det gælder moral og mangel på samme. Historier om mål, der for aktørerne helliger midler af enhver art. Inklusive krav til chefredaktøren om at fyre mig, selv om jeg blot har kunnet skrabet overfladen, af hensyn til kilderne. I øvrigt en ret brugt fremgangsmåde til at få lukket "kæften" på en ubekvem journalist.
God weekend:-)
22.2.07
Svaghed ved Googles firma-Office
Vil du acceptere en tekstbehandler, som du kun kan bruge, hvis du er på nettet? Vil du acceptere, at du kun kan få fat i dit notat, hvis du er på nettet? Altså nul arbejde på flyet, i toget, på færgen eller bare i fred for de evindeligt indtikkende e-mails. Unplugged.
Midt i nyhedsverdenens begejstring over, at Google - som længe ventet - kommer med en samlet softwarepakke rettet mod erhvervslivet, glemmes den vinkel. Alle har fokus på, at det er Microsoft, der nu får konkurrence på det profitable Office-område. Google Apps Premier koster kun firmaet knap 300 kroner pr. medarbejder inkl. support pr. år.
Pakkens pris omfatter mail, instant messaging, kalender, tekstbehandler, regneark og hele 10 gigabyte lagringsplads på nettet pr. medarbejder. Der er noget blogger-software på vej, og vel også noget Power Point-lignende (er opkøbt af Google), og måske får man også Sketchup (3D-tegneprogram) med tiden. Men.
Kan man acceptere at være helt død på alle fronter, hvis linien er død?
Berettiger de mange sparede penge til software, til mailserver, til opgraderinger og måske også til kraftigere pc'er og mere lagerplads ulempen?
Vil Google, hvis support i dag stort set udgøres af FAQ (ofte stillede spørgsmål og svarene derpå) samt brugergrupper på nettet, kunne yde virksomhedssupport?
Vil virksomheder acceptere, at have deres data liggende hos Google, der jo også har haft sikkerhedsproblemer?
Hvad mener du?
Som man kan se af kommentarfeltet til min forrige post har nogen for eksempel savnet at have en lokal kopi af deres mange mails i Gmail liggende på pc'en, så folk har nørklet forskellige løsninger sammen.
Hvad jeg venter på, er at Google får nørklet en eller anden løsning frem, så man kan køre programmer på sin pc, når nødvendigt. Måske bare med begrænset funktionalitet. Det er da heller ikke for ingenting, at nettet gang på gang rummer rygter om et "Google OS" et operativsystem (til at bære programmerne og sikre, at de kan tale med printer, disk etc.).
Men mon mindre kan gøre det? I kloge nørder derude:
Kan man forestille sig en slags Google Virtual Machine til at køre f.eks. tekstbehandleren, eller er det helt i skoven? (En virtuel maskine er kode, der kan gøre det muligt at køre et stykke software på en hvilken som helst maskine - altså uanset om Windows, Linux eller noget fjerde. Eller direkte på det "rå jern" - altså en maskine uden operativsystem.)
PS: Googles tekstbehandler findes vist IKKE på dansk, og ej heller regnearket (jeg kan tage fejl, men en hurtig research på nettet efter den danske side af sagen var forgæves). Dansk stavekontrol har Google godt nok. Jeg hører også, at Google kræver et 10-cifret telefonnummer fra virksomheder, der vil have firmaløsningen. Lidt svært, hvis man er dansk:-)
Midt i nyhedsverdenens begejstring over, at Google - som længe ventet - kommer med en samlet softwarepakke rettet mod erhvervslivet, glemmes den vinkel. Alle har fokus på, at det er Microsoft, der nu får konkurrence på det profitable Office-område. Google Apps Premier koster kun firmaet knap 300 kroner pr. medarbejder inkl. support pr. år.
Pakkens pris omfatter mail, instant messaging, kalender, tekstbehandler, regneark og hele 10 gigabyte lagringsplads på nettet pr. medarbejder. Der er noget blogger-software på vej, og vel også noget Power Point-lignende (er opkøbt af Google), og måske får man også Sketchup (3D-tegneprogram) med tiden. Men.
Kan man acceptere at være helt død på alle fronter, hvis linien er død?
Berettiger de mange sparede penge til software, til mailserver, til opgraderinger og måske også til kraftigere pc'er og mere lagerplads ulempen?
Vil Google, hvis support i dag stort set udgøres af FAQ (ofte stillede spørgsmål og svarene derpå) samt brugergrupper på nettet, kunne yde virksomhedssupport?
Vil virksomheder acceptere, at have deres data liggende hos Google, der jo også har haft sikkerhedsproblemer?
Hvad mener du?
Som man kan se af kommentarfeltet til min forrige post har nogen for eksempel savnet at have en lokal kopi af deres mange mails i Gmail liggende på pc'en, så folk har nørklet forskellige løsninger sammen.
Hvad jeg venter på, er at Google får nørklet en eller anden løsning frem, så man kan køre programmer på sin pc, når nødvendigt. Måske bare med begrænset funktionalitet. Det er da heller ikke for ingenting, at nettet gang på gang rummer rygter om et "Google OS" et operativsystem (til at bære programmerne og sikre, at de kan tale med printer, disk etc.).
Men mon mindre kan gøre det? I kloge nørder derude:
Kan man forestille sig en slags Google Virtual Machine til at køre f.eks. tekstbehandleren, eller er det helt i skoven? (En virtuel maskine er kode, der kan gøre det muligt at køre et stykke software på en hvilken som helst maskine - altså uanset om Windows, Linux eller noget fjerde. Eller direkte på det "rå jern" - altså en maskine uden operativsystem.)
PS: Googles tekstbehandler findes vist IKKE på dansk, og ej heller regnearket (jeg kan tage fejl, men en hurtig research på nettet efter den danske side af sagen var forgæves). Dansk stavekontrol har Google godt nok. Jeg hører også, at Google kræver et 10-cifret telefonnummer fra virksomheder, der vil have firmaløsningen. Lidt svært, hvis man er dansk:-)
21.2.07
Godt redskab fra Google til research
Endnu en gang har Google fået sneget sig ind i min værktøjskasse, fordi værktøjet med navnet Google Notebook var let at komme i gang med, dækkede et klart behov og er gratis. Jeg bruger det konsekvent, når jeg er i gang med journalistisk research på nettet om interessante vinkler på et givent emne. Og jeg bruger det også lige nu til rejseplanlægning af en lille ferie, som måske kommer til at gå til Amalfi i april.
Gennembrudet for min brug af Notebook skete, da min laserprinter gik død. Normalt er jeg "storprinter", når jeg researcher via nettet. Frås, det ved jeg, men tekst på papir... det er, hvad der fungerer bedst for mig.
Og så kom situationen med en laserprinter, der gik død på mit kontor, plus en "privatprinter", der koster urimeligt dyrt i blækpatroner.
Med Google Notebook er min praksis ændret (selv efter jeg har fået gang i laserprinteren igen). Når jeg ser noget interessant på en web-side, markerer jeg netop den interessante del af teksten. Så trykker jeg på højre museknap, der åbner for en lille menu, som slutter med "Noter denne side (Google Notebook)". Når jeg klikker, ryger den markerede tekst ind i min notesbog, ledsaget af den netadresse (URL) som den kommer fra, og jeg kan selv tilknyttet kommentar, hvis ønsket. Det hele foregår i et lille hjørne af skærmen, så man forstyrres ikke i tankerne af et skift af skærmbillede.
OBS: Forudsætningen for brug af Notebook er dog, at du en gang for alle forinden downloader et lille stykke Notebook-software, men alt det sker ganske smidigt, første gang du er på Notesbook-stedet. Du kan dog tjekke dine notebooks også fra pc'er uden det lille stykke software.
Når jeg nogle timer/dage senere synes, at nu har jeg nok baggrundsviden til at kunne begynde at ringe rundt eller skrive, så har jeg i min notebook alle de passager, jeg fandt interessante, og alle tilhørende adresser. Jeg klikker notebook'en (en lille skærmmarkering i højre hjørne) op og under "Action" klikker jeg til fuld skærm (Go to full page View). Her bestiller jeg så under "Action"-menuen et print. Så jeg får koncentratet samlet, og sparer en helvedes masse print. Eller jeg kan selvfølgelig blot nøjes med, at læse koncentratet igennem på skærmen:-)
OBS: At bruge Notebook forudsætter, at man er registreret bruger af et andet Google-værktøj såsom gratis-mailen Gmail. For et par uger siden åbnede Google for, at alle kan bruge Gmail (tidligere var det kun efter invitation fra anden Gmail-bruger), så du kan blot åbne en mailkonto på skrømt, hvis du er tilfreds med din nuværende mail.
Man opretter selvfølgelig en notesbog pr. emne, man er i gang med. Min Amalfi-notesbog rummer lige nu fire hoteller, et rejsebureau (fly København-Napoli), en rejseoplevelse fra området (fra en blog), og jeg er blot startet (men det bliver dyrt!!!! Nok for dyrt).
Notebook-tjenesten foreligger ikke på dansk endnu, men teksterne (også hjælpeteksterne med svar på typiske spørgsmål om, hvordan.....) er ret ligetil.
I øvrigt vil jeg meget gerne vide, om denne slags tip om værktøjer er af værdi for dig, eller ej. Giv gerne en kommentar under Comments.
PS: Googles gratis Gmail har jeg brugt som arbejds/privat-mail i 14 måneder. Om min postkonto fortæller Google: "Du bruger i øjeblikket 426 MB (15 %) af din kvote på 2819 MB." Altså, jeg har næsten 3Gb - en sand fryd for en person, der tidligere gang på gang blev afkrævet sletning af mails, når "din mailboks er nået over max.kapacitet"...
PPS: Nogle mener, at Google er en BigBrother ud over alle grænser. Ved alt om os, og vil - på et tidspunkt - misbruge den viden. De kritiske dukker måske op i kommentarfeltet, og så tager jeg den derfra.
Gennembrudet for min brug af Notebook skete, da min laserprinter gik død. Normalt er jeg "storprinter", når jeg researcher via nettet. Frås, det ved jeg, men tekst på papir... det er, hvad der fungerer bedst for mig.
Og så kom situationen med en laserprinter, der gik død på mit kontor, plus en "privatprinter", der koster urimeligt dyrt i blækpatroner.
Med Google Notebook er min praksis ændret (selv efter jeg har fået gang i laserprinteren igen). Når jeg ser noget interessant på en web-side, markerer jeg netop den interessante del af teksten. Så trykker jeg på højre museknap, der åbner for en lille menu, som slutter med "Noter denne side (Google Notebook)". Når jeg klikker, ryger den markerede tekst ind i min notesbog, ledsaget af den netadresse (URL) som den kommer fra, og jeg kan selv tilknyttet kommentar, hvis ønsket. Det hele foregår i et lille hjørne af skærmen, så man forstyrres ikke i tankerne af et skift af skærmbillede.
OBS: Forudsætningen for brug af Notebook er dog, at du en gang for alle forinden downloader et lille stykke Notebook-software, men alt det sker ganske smidigt, første gang du er på Notesbook-stedet. Du kan dog tjekke dine notebooks også fra pc'er uden det lille stykke software.
Når jeg nogle timer/dage senere synes, at nu har jeg nok baggrundsviden til at kunne begynde at ringe rundt eller skrive, så har jeg i min notebook alle de passager, jeg fandt interessante, og alle tilhørende adresser. Jeg klikker notebook'en (en lille skærmmarkering i højre hjørne) op og under "Action" klikker jeg til fuld skærm (Go to full page View). Her bestiller jeg så under "Action"-menuen et print. Så jeg får koncentratet samlet, og sparer en helvedes masse print. Eller jeg kan selvfølgelig blot nøjes med, at læse koncentratet igennem på skærmen:-)
OBS: At bruge Notebook forudsætter, at man er registreret bruger af et andet Google-værktøj såsom gratis-mailen Gmail. For et par uger siden åbnede Google for, at alle kan bruge Gmail (tidligere var det kun efter invitation fra anden Gmail-bruger), så du kan blot åbne en mailkonto på skrømt, hvis du er tilfreds med din nuværende mail.
Man opretter selvfølgelig en notesbog pr. emne, man er i gang med. Min Amalfi-notesbog rummer lige nu fire hoteller, et rejsebureau (fly København-Napoli), en rejseoplevelse fra området (fra en blog), og jeg er blot startet (men det bliver dyrt!!!! Nok for dyrt).
Notebook-tjenesten foreligger ikke på dansk endnu, men teksterne (også hjælpeteksterne med svar på typiske spørgsmål om, hvordan.....) er ret ligetil.
I øvrigt vil jeg meget gerne vide, om denne slags tip om værktøjer er af værdi for dig, eller ej. Giv gerne en kommentar under Comments.
PS: Googles gratis Gmail har jeg brugt som arbejds/privat-mail i 14 måneder. Om min postkonto fortæller Google: "Du bruger i øjeblikket 426 MB (15 %) af din kvote på 2819 MB." Altså, jeg har næsten 3Gb - en sand fryd for en person, der tidligere gang på gang blev afkrævet sletning af mails, når "din mailboks er nået over max.kapacitet"...
PPS: Nogle mener, at Google er en BigBrother ud over alle grænser. Ved alt om os, og vil - på et tidspunkt - misbruge den viden. De kritiske dukker måske op i kommentarfeltet, og så tager jeg den derfra.
19.2.07
Når giganterne sniffer til dansk teknologi
Selv om der gennem det seneste årti er uddannet alt for få dataloger herhjemme, så er det ikke fordi råstoffet mangler, at dømme efter de forrige årtier. Vi har nogle exceptionelt dygtige dataloger hist og pist, og selv om en del af disse er udvandret til USA, er vi så heldige, at nogle af dem kommer tilbage.
Det gælder blandt andet to dataloger, der forlod Sun Microsystems i USA og vendte hjem til Århus for at stifte et selskab i 2002 sammen med to andre dataloger. Det er selskabet OOVM - ObjektOrienteret Virtuel Maskine - og det er emnet for min mandagsklumme på bagsiden af Berlingske Business.
Firmaet har fokus på den teknologi, der skal til for at gøre produkter klogere, nemlig chips med, hvad der kaldes indlejret software. Den har typisk rummet funktioner, der blev lagt ind ved fødslen, og var der en fejl, var det blot at tilbagekalde varen eller betale erstatning til kunderne. Det var heller ikke muligt blot at lægge en ny, mere funktionsrig software på senere, men OOVM's teknologi vil sikre en masse fremskridt på disse områder.
Jeg har hørt, at Google har vist interesse for det lille firma, men en af ejerne, som det lykkedes mig at "finde", selv om han var på skitur i Østrig, afviser, at OOVM er blevet opkøbt. I øvrigt hører jeg også, at Microsoft har sniffet til firmaet.
Læs klummen, og jeg vil følge op her på bloggen, hvis jeg hører nyt, nu hvor vinterferien er slut, og man igen kan få kontakt med folk:-) I øvrigt er de fire stiftere uddannet på Århus Universitet, der er kendt som en pioneruniversitet inden for undervisning i faget objektorienteret udvikling. Og de fire er blandt de bedste til den disciplin, hører jeg.
Har du hørt noget om Google og OOVM?
Det gælder blandt andet to dataloger, der forlod Sun Microsystems i USA og vendte hjem til Århus for at stifte et selskab i 2002 sammen med to andre dataloger. Det er selskabet OOVM - ObjektOrienteret Virtuel Maskine - og det er emnet for min mandagsklumme på bagsiden af Berlingske Business.
Firmaet har fokus på den teknologi, der skal til for at gøre produkter klogere, nemlig chips med, hvad der kaldes indlejret software. Den har typisk rummet funktioner, der blev lagt ind ved fødslen, og var der en fejl, var det blot at tilbagekalde varen eller betale erstatning til kunderne. Det var heller ikke muligt blot at lægge en ny, mere funktionsrig software på senere, men OOVM's teknologi vil sikre en masse fremskridt på disse områder.
Jeg har hørt, at Google har vist interesse for det lille firma, men en af ejerne, som det lykkedes mig at "finde", selv om han var på skitur i Østrig, afviser, at OOVM er blevet opkøbt. I øvrigt hører jeg også, at Microsoft har sniffet til firmaet.
Læs klummen, og jeg vil følge op her på bloggen, hvis jeg hører nyt, nu hvor vinterferien er slut, og man igen kan få kontakt med folk:-) I øvrigt er de fire stiftere uddannet på Århus Universitet, der er kendt som en pioneruniversitet inden for undervisning i faget objektorienteret udvikling. Og de fire er blandt de bedste til den disciplin, hører jeg.
Har du hørt noget om Google og OOVM?
17.2.07
Ugens Rivejern: Præst om chefjob
En af de overmåde flittigt skrivende og talende Q-præster, Katrine Winkel Holm, bruger en klumme i Berlingske til at hævde, at det er ”primitivt snobberi”, der ligger til grund for, at diverse kendte mennesker betegner det som ”ressourcespil”, når kvinder ikke går efter chefstolen.
Jamen, kære Katrine. Få dog næsetippen op fra dine medkändisser i avisspalterne og kig ud. Tiden er, så der er langt større accept af kvinder, der vælger Kinder, samtalekøkken und Kirche/New Age, end i de foregående tre årtier. Faktisk vi vel tættere på ægte valgfrihed mellem familie, karriere og en både-og-tilværelse end nogensinde tidligere. Tænk at du ikke har opdaget det.
Du skriver blot: ”... det er det almindelige kvindeliv, der med den jargon (ressourcespildet m.v., min tilføjelse) stemples som en tabertilværelse.” Værsgo' og skyl.
Jeg har læst, at præster er stressede. Måske skyldes det, at de har for meget tid til at blande sig i alt.
Jamen, kære Katrine. Få dog næsetippen op fra dine medkändisser i avisspalterne og kig ud. Tiden er, så der er langt større accept af kvinder, der vælger Kinder, samtalekøkken und Kirche/New Age, end i de foregående tre årtier. Faktisk vi vel tættere på ægte valgfrihed mellem familie, karriere og en både-og-tilværelse end nogensinde tidligere. Tænk at du ikke har opdaget det.
Du skriver blot: ”... det er det almindelige kvindeliv, der med den jargon (ressourcespildet m.v., min tilføjelse) stemples som en tabertilværelse.” Værsgo' og skyl.
Jeg har læst, at præster er stressede. Måske skyldes det, at de har for meget tid til at blande sig i alt.
Trætte Dell inspireres af digg.com
Alle husker nok, hvorledes Dell blev en kæmpesucces ved at gå uden om de fordyrende mellemled ved at sælge direkte via internettet til kunderne, lidt billigere en konkurrenterne. Men pusten er så småt gået ud af successen, og Dell er vel blevet lidt kedeligt.
Nu kaster firmaet sig ud i et par aktiviteter, inspireret af tidens ånd, nemlig social software. Jeg synes bedst om Dell IdeaStorm. Brugerne inviteres til at give deres ideer til forbedring af Dells produkter og services, og alle brugere kan stemme om, hvilke ideer er bedst.
Mest interessant bliver det, om Dell virkelig lytter - og hvor meget konkurrenter inspireres. IdeaStorm-inspirationen hedder digg.com, hvor det gælder folks vurdering af nyheder og blogindlæg.
Nu kaster firmaet sig ud i et par aktiviteter, inspireret af tidens ånd, nemlig social software. Jeg synes bedst om Dell IdeaStorm. Brugerne inviteres til at give deres ideer til forbedring af Dells produkter og services, og alle brugere kan stemme om, hvilke ideer er bedst.
Mest interessant bliver det, om Dell virkelig lytter - og hvor meget konkurrenter inspireres. IdeaStorm-inspirationen hedder digg.com, hvor det gælder folks vurdering af nyheder og blogindlæg.
14.2.07
Rigmænd konkurrerer på størrelsen
Der synes at foregå en fejde mellem to af verdens rigeste mænd, der begge har scoret deres mange milliarder på it, nemlig Microsoft-medstifteren Paul Allen og Oracle-stifteren Larry Ellison. De konkurrerer på længden af deres yachts.
Jeg så, at Paul Allen netop har bestilt en ny yacht hos skibsbyggeren Lürssen i Bremen. En yacht på 140 meter. Den bliver dermed to meter længere end Larry Ellisons Rising Sun, som han i øvrigt lagde til med i Københavns havn i september 2005.
Om Rising Sun fortælles, at den oprindelig "blot" skulle have været på 120 meter, men så fik Paul Allen sig en på 126 meter med navnet Octopus, og så blev der lagt 18 meter til.
En tredje IT-rigmand, Charles Simonyi, nøjes med mindre. Hans båd "Skat" er "kun" 71 meter lang. Han har lagt til adskillige gange i Københavns Havn, og han har en vis tilknytning til Danmark.
Simonyi, der er født i Ungarn, blev tidligt meget fascineret af programmering, men mulighederne for at arbejde på avancerede maskiner i Ungarn var ikke eksisterende. Det lykkedes ham imidlertid at få lov til at tage til Danmark, hvor han blandt andet arbejdede for den legendariske it-pionér Niels Ivar Bech på Regnecentralen - en mand, som Simonyi sidenhen tilegnede mange rosende ord i en mindebog.
Fra Danmark gik Simonyis rejsen til USA og til Microsoft, hvor han blev en drivende kraft for softwareudviklingen - og naturligvis stenrig.
Alle tre rigmænd får i øvrigt deres både bygget samme sted, nemlig hos Lürssen i Bremen. Ejeren af verdens allerlængste yacht? Så vidt jeg har læst mig til går rekorden til "Sheik of Dubai", der byder på 160 meter fra stævn til agterstavn. Derefter kom et par andre arabere. Ellisons båd skulle p.t. være den fjerdestørste.
Da den var i København, fik danske storkunder lov at komme ombord. Jeg fik desværre ikke oplevelsen, men en langt, langt bedre. Jeg fik nemlig lov til at sejle med som 18. mand med Ellisons kapsejladsbåd i en af de forberedende sejladser til Americas Cup. Det var ved sejladserne uden for Malmø.
Team BMW Oracle Racing ligger p.t. på andenpladsen i kampen om, hvem der i sommer skal udfordre den tidligere America's Cup-vinder Alinghi fra Schweiz. Emirates Team New Zealand har en svag føring, men det var faktisk båden, som vi:-) slog, da jeg var med om bord. Racet var tæt, men kiwierne førte, lige indtil et skøde brast.
Hvad en 18. mand m/k gør? Holder sin kæft. Rører intet. Holder hovedet under rælingen også på kryds. Krabber lynhurtigt til modsatte side under vendinger. Men selv om jeg havde drømt om at side sammen med gutterne med røven ud over rælingen på kryds, så blev det alligevel en storslået oplevelse af en sejlmaskine og et teamarbejde, som jeg aldrig vil glemme.
Finalen i Americas Cup ligger i juni/juli. Næste gang udfordrene mødes er i april, og semifinalen afvikles i maj.
Jeg så, at Paul Allen netop har bestilt en ny yacht hos skibsbyggeren Lürssen i Bremen. En yacht på 140 meter. Den bliver dermed to meter længere end Larry Ellisons Rising Sun, som han i øvrigt lagde til med i Københavns havn i september 2005.
Om Rising Sun fortælles, at den oprindelig "blot" skulle have været på 120 meter, men så fik Paul Allen sig en på 126 meter med navnet Octopus, og så blev der lagt 18 meter til.
En tredje IT-rigmand, Charles Simonyi, nøjes med mindre. Hans båd "Skat" er "kun" 71 meter lang. Han har lagt til adskillige gange i Københavns Havn, og han har en vis tilknytning til Danmark.
Simonyi, der er født i Ungarn, blev tidligt meget fascineret af programmering, men mulighederne for at arbejde på avancerede maskiner i Ungarn var ikke eksisterende. Det lykkedes ham imidlertid at få lov til at tage til Danmark, hvor han blandt andet arbejdede for den legendariske it-pionér Niels Ivar Bech på Regnecentralen - en mand, som Simonyi sidenhen tilegnede mange rosende ord i en mindebog.
Fra Danmark gik Simonyis rejsen til USA og til Microsoft, hvor han blev en drivende kraft for softwareudviklingen - og naturligvis stenrig.
Alle tre rigmænd får i øvrigt deres både bygget samme sted, nemlig hos Lürssen i Bremen. Ejeren af verdens allerlængste yacht? Så vidt jeg har læst mig til går rekorden til "Sheik of Dubai", der byder på 160 meter fra stævn til agterstavn. Derefter kom et par andre arabere. Ellisons båd skulle p.t. være den fjerdestørste.
Da den var i København, fik danske storkunder lov at komme ombord. Jeg fik desværre ikke oplevelsen, men en langt, langt bedre. Jeg fik nemlig lov til at sejle med som 18. mand med Ellisons kapsejladsbåd i en af de forberedende sejladser til Americas Cup. Det var ved sejladserne uden for Malmø.
Team BMW Oracle Racing ligger p.t. på andenpladsen i kampen om, hvem der i sommer skal udfordre den tidligere America's Cup-vinder Alinghi fra Schweiz. Emirates Team New Zealand har en svag føring, men det var faktisk båden, som vi:-) slog, da jeg var med om bord. Racet var tæt, men kiwierne førte, lige indtil et skøde brast.
Hvad en 18. mand m/k gør? Holder sin kæft. Rører intet. Holder hovedet under rælingen også på kryds. Krabber lynhurtigt til modsatte side under vendinger. Men selv om jeg havde drømt om at side sammen med gutterne med røven ud over rælingen på kryds, så blev det alligevel en storslået oplevelse af en sejlmaskine og et teamarbejde, som jeg aldrig vil glemme.
Finalen i Americas Cup ligger i juni/juli. Næste gang udfordrene mødes er i april, og semifinalen afvikles i maj.
OBS.OBS.OBS. En tilføjelse om et helt andet emne. Nogle engagerede bloggere har sat gang i at få undersøgt, hvorfor folk egentlig læser blog-stof. Har du lyst til at være med til at tegne billedet, så gå venligst til spørgeskema.
Avisers dumme sejr over Google
En snes belgiske aviser har vundet en sag mod Google, der derfor ikke længere må lænke til avisernes nyheder og som heller ikke må præsentere ældre nyheder, som var gemt i Googles mange midlertidige lagre. Google havde appelleret en tidligere dom, der gik samme retning, men altså forgæves.
Afgørelsen kommenteres vidt og bredt blandt bloggere, og jeg holder med mange afdem, der siger, at aviserne faktisk er taberen, ikke Google.
Men først lidt om Googles nyhedstjeneste (lænken går til det engelsksprogede sted). Google bruger en række softwarebaserede søgerobotter til at finde frem til, hvad der skrives i diverse aviser. Synes der at være pæn dækning af et emne, nupper Google lige overskriften og noget af indledningen og præsenterer resultaterne fra de forskellige medier sammen. Der findes ingen "menneskebaseret" vurdering sted.
Læserne får en mulighed for lynhurtigt at danne sig et overblik over døgnets nyheder samt at få en introduktion til en række avisers dækning, og så er det blot at klikke sig videre for at komme til den avis, der virker mest interessant.
Jeg bruger den typisk selv til lige at tjekke tech-nyheder for at se, om noget skulle være glippet fra min rundtur på nyhedssteder, fra blogkoncentrater og fra tjenesten digg.com, hvor det er læsere selv, der markerer, om de finder en nyhed interessant. Og selv om jeg går efter tech-delen, så ryger jeg hos Google news jævnligt ud af tangenter på andre områder.
Google startede denne tjeneste i USA, men er også gået videre til andre regioner, og i det aktuelle tilfælde vedrørte sagen artikler på fransk og tysk. De op mod 20 belgiske aviser kan godt nok se frem til en pæn erstatning (3,5 mio. Euro) for krænkelse af de intellektuelle rettigheder, men aviserne... ja, de har meldt sig ud af en sammenhæng, som læserne sætter pris på, og dermed vil der sandsynligvis også ende færre klik hos aviserne. Skulle Google fortsætte, så ville aviserne have del af Googles reklameindtægter.
De belgiske avisers organisation, Copiepresse, har nu bebudet, at man også vil kræve af Yahoo og MSN, at de ophører med at henvise til avisindholdet.
Google har tidligere opgivet at tilbyde danskerne en dansk nyhedstjeneste grundet modstand fra mediernes side. Der blev stillet krav om, at en avis selv skulle "melde" sig til, for at Google måtte gennemtrawle dens nyheder. Det nævnes i en artikel fra IDG News Service, som også fortæller, at EU måske tager et nærmere kig på ophavsretslove i Europa som følge af Google-dommen.
Avisverdenen har altså godt nok loven på sin side, når de kæmper for at få "førstegangsklikket" selv. Men når det gælder avisernes online-dele, så kan jeg undrer mig over mimoseattituden. Tag for eksempel et kig rundt på de danske nyhedssteder. Der er mange dage, hvor fællesstof (fra Ritzau m.v.) udgør majoriteten langt de fleste steder, så det enkelte "brands" nytteværdi for læseren nærmer sig nul.
Afgørelsen kommenteres vidt og bredt blandt bloggere, og jeg holder med mange afdem, der siger, at aviserne faktisk er taberen, ikke Google.
Men først lidt om Googles nyhedstjeneste (lænken går til det engelsksprogede sted). Google bruger en række softwarebaserede søgerobotter til at finde frem til, hvad der skrives i diverse aviser. Synes der at være pæn dækning af et emne, nupper Google lige overskriften og noget af indledningen og præsenterer resultaterne fra de forskellige medier sammen. Der findes ingen "menneskebaseret" vurdering sted.
Læserne får en mulighed for lynhurtigt at danne sig et overblik over døgnets nyheder samt at få en introduktion til en række avisers dækning, og så er det blot at klikke sig videre for at komme til den avis, der virker mest interessant.
Jeg bruger den typisk selv til lige at tjekke tech-nyheder for at se, om noget skulle være glippet fra min rundtur på nyhedssteder, fra blogkoncentrater og fra tjenesten digg.com, hvor det er læsere selv, der markerer, om de finder en nyhed interessant. Og selv om jeg går efter tech-delen, så ryger jeg hos Google news jævnligt ud af tangenter på andre områder.
Google startede denne tjeneste i USA, men er også gået videre til andre regioner, og i det aktuelle tilfælde vedrørte sagen artikler på fransk og tysk. De op mod 20 belgiske aviser kan godt nok se frem til en pæn erstatning (3,5 mio. Euro) for krænkelse af de intellektuelle rettigheder, men aviserne... ja, de har meldt sig ud af en sammenhæng, som læserne sætter pris på, og dermed vil der sandsynligvis også ende færre klik hos aviserne. Skulle Google fortsætte, så ville aviserne have del af Googles reklameindtægter.
De belgiske avisers organisation, Copiepresse, har nu bebudet, at man også vil kræve af Yahoo og MSN, at de ophører med at henvise til avisindholdet.
Google har tidligere opgivet at tilbyde danskerne en dansk nyhedstjeneste grundet modstand fra mediernes side. Der blev stillet krav om, at en avis selv skulle "melde" sig til, for at Google måtte gennemtrawle dens nyheder. Det nævnes i en artikel fra IDG News Service, som også fortæller, at EU måske tager et nærmere kig på ophavsretslove i Europa som følge af Google-dommen.
Avisverdenen har altså godt nok loven på sin side, når de kæmper for at få "førstegangsklikket" selv. Men når det gælder avisernes online-dele, så kan jeg undrer mig over mimoseattituden. Tag for eksempel et kig rundt på de danske nyhedssteder. Der er mange dage, hvor fællesstof (fra Ritzau m.v.) udgør majoriteten langt de fleste steder, så det enkelte "brands" nytteværdi for læseren nærmer sig nul.
11.2.07
Tjener Røde Kors og Grundfos på Second Life?
Gad vide, om det kommer til at tælle til dansk Røde Kors’ fordel, at organisationen netop har købt en ø ude i Second Life. Det er det virtuelle samfund ude på nettet, hvor majoriteten af indbyggerne (såkaldte avatarer) udelukkende går efter sex, men hvor også mange af verdens største koncerner etablerer sig med PR og handel for øje. Det er fremtidens markedsplads, fortælles vi.
Generalsekretæren for dansk Røde Kors, ex-journalisten Jørgen Poulsen, har mange gange demonstreret sin evne til at få omtale af den godgørende organisation, men Second Life? Er det en relevant investering i kroner og ikke mindst i de mange, mange timer som organisationens it-kyndige og måske eksterne reklamefolk må lægge i at forvandle en gold klippeø’s hundredtusinder af pixels til et fristende sted, hvor folk kommer af sig selv for at lægge i raslebøssen og lære om Røde Kors’ indsats? Kunne Røde Kors bruge indsatsen bedre på eget websted?
I morgendagens klumme på bagsiden af Berlingske Business tager jeg et nærmere kig på, hvad Grundfos, IBM, Reuters, Røde Kors og alle de andre måske kan opnå gennem etableringen af Second Life. Klummens overskrift ”Sex og varm luft i Second Life” viser, at jeg også har øje for andet end fordele. .
Hot pyramidespil
Jeg slutter klummen af med et spørgsmål, som jeg har tyvstjålet fra andre i debatten, nemlig: Er Second Life blot et avanceret pyramidespil, hvor det for de deltagende gælder om at få trukket så mange nye ind i spillet som muligt, for kun derigennem får de selv udbytte (heriblandt retfærdiggjort deres egen indsats – min tilføjelse)?
Påstanden, der blev rejst af en mand ved navn Randolph Harrison (venture, tech m.v. ) , og bredt ud af
Silicon Valley sladderbloggen Valleywag, affødte en masse kommentarer både på bloggen selv og andre steder
Men - som jeg skriver. Måske er det mig, der bliver til grin i den sidste ende. Måske er der virkelig et kæmpemarked derude for Grundfos’ nuværende pumper, og ikke kun på vaginaformede pumper og andre produkter, der har fokus på porno og andre sexuelle udføjelser.
Der er jo i øvrigt også penge i det for alle dem, der udvikler land og bygger pixelbygninger til erhvervslivet. Jeg fortæller i klummen, at Innovation Lab, der har godt halvandet hundrede danske virksomheder/organisationer som medlemmer, er helt oppe på tæerne i denne sammenhæng.
Jeg tog på besøg
Jeg har tidligere i blogform luftet en vis skepsis mod Second Life via indlægget Kejserens nye Second Life, men først i sidste uge tog jeg selv nogle smutture derud.
Jeg besøgte Røde Kors’ nye ø, IBM, Reuters, en computerbutik, en stripklub og en oplevelsespark. Da jeg er nybegynder i dette univers, fik jeg ikke det fulde udbytte. Godt nok oprettede jeg blot en standard-persona – en avatar - så jeg skulle ikke bruge tid på at finde rette hår, rette udseende, rette tøj etc. til mine smutture, men jeg er ikke en trænet avatar-fører ("personen" føres især ved hjælp af piletaster og mus, som denne verdens computerspillere ved alt om).
Jeg mødte meget få, bortset fra i stripklubben, hvor halvnøgne og nøgne avatarer stolprede rundt og vidste deres syndigheder. Herrerne var i øvrigt betydeligt mere veludstyret i Second Life, end jeg har gennem et langt liv har observeret i First Life:-).
Non-sex-stederne var næsten ikke besøgt. De få, som jeg talte med (chattede med) i Second Life, var faktisk også på deres første ture derude. Lad mig dog tilføje, at jeg har læste spaltevis fra danskere, der er begejstrede for deres tilværelse i Second Life.
Store væksttal fra Linden Lab
Det synes jo at gå strålende i Second Life, hvilket blandt andet fremgår af, at det californiske firma bag, Linden Lab, har svært ved at følge med efterspørgslen på nyt ”land”. Alene i december voksede antallet af ”kvadratkilometer” med 23 procent, oplyser selskabet i sin blog , og der er et par ugers ventetid for at få sin egen ø.
Vi har alle læste om, at der er millioner af indbyggere derude, og der har været nogen diskussion om, hvor mange, der vitterlig er aktive, efter de har været der et par gange eller fem. Også den diskussion berøres på bloggen.
I december var der ifølge Linden en vækst på 38 procent både i antallet af oprettede avatarer og antallet af unikke besøgende. Antallet af avatarer, der har oprettet en Premium Account (blandt andet nødvendigt for at købe land, så vidt jeg ved) voksede med 16 pct. og udgjorde knap 58.000. Jeg ved ikke rigtig om det afspejler dem, der går med ”hud og hår” ind i den verden, for så er det jo ikke mange, men måske er de færreste interesseret i de rettigheder, som den type konto dækker.
I øvrigt har mange valgt at oprette flere avatarer. Antallet af unikke brugere udgør 63 pct. af det totale antal ”indbyggere”.
Mænd er kvinder
Og så til en påstand, som jeg har set ude i blogsfæren, nemlig at over 50 procent af de kvindelige avatarer i virkeligheden er oprettet af mænd. Det ville ikke undre mig, for det myldrede med kvinder i stripklubben, og de kan jo score gaver, der kan veksles til penge. Jeg vil tro, der sidder en del virtuelle alfonser som avatar-fører, og mon ikke også en del mænd, der gerne vil friste andre mænd. Sådan bare for at prøve det..
Men kære Second Life-tilhængere udi det danske: Fortæl gerne om alle de gode sider også, herunder om, hvor mange penge du har lavet derude. Og om fordelingen af din tid på sex kontra alvor derude.
PS: Selv om det måske kommer bag på nogen efter min skepsis udtrykt både her og i min klumme, så er der ting at lære derude, blandt andet om kundebetjening via avatarer, gruppeundervisning med videre, så iklæd dig blot en avatar og rejs ud, hvis du har tid nok. Men inden du begynder at foreslå dit firma, at basere den netbaserede support på brug af avatarer, så husk lige på den gang, hvor Microsoft lod en kæk papirklips være den hjælpende avatar (og tidligere en glad vovse). Sjovt som nyhedens interesse. Pisseirriterende derefter. Skulle ikke undre mig, om samme reaktion kan ses, selv om der er tale om en 3D avatar, hvis man ikke er overmåde dygtig.
Generalsekretæren for dansk Røde Kors, ex-journalisten Jørgen Poulsen, har mange gange demonstreret sin evne til at få omtale af den godgørende organisation, men Second Life? Er det en relevant investering i kroner og ikke mindst i de mange, mange timer som organisationens it-kyndige og måske eksterne reklamefolk må lægge i at forvandle en gold klippeø’s hundredtusinder af pixels til et fristende sted, hvor folk kommer af sig selv for at lægge i raslebøssen og lære om Røde Kors’ indsats? Kunne Røde Kors bruge indsatsen bedre på eget websted?
I morgendagens klumme på bagsiden af Berlingske Business tager jeg et nærmere kig på, hvad Grundfos, IBM, Reuters, Røde Kors og alle de andre måske kan opnå gennem etableringen af Second Life. Klummens overskrift ”Sex og varm luft i Second Life” viser, at jeg også har øje for andet end fordele. .
Hot pyramidespil
Jeg slutter klummen af med et spørgsmål, som jeg har tyvstjålet fra andre i debatten, nemlig: Er Second Life blot et avanceret pyramidespil, hvor det for de deltagende gælder om at få trukket så mange nye ind i spillet som muligt, for kun derigennem får de selv udbytte (heriblandt retfærdiggjort deres egen indsats – min tilføjelse)?
Påstanden, der blev rejst af en mand ved navn Randolph Harrison (venture, tech m.v. ) , og bredt ud af
Silicon Valley sladderbloggen Valleywag, affødte en masse kommentarer både på bloggen selv og andre steder
Men - som jeg skriver. Måske er det mig, der bliver til grin i den sidste ende. Måske er der virkelig et kæmpemarked derude for Grundfos’ nuværende pumper, og ikke kun på vaginaformede pumper og andre produkter, der har fokus på porno og andre sexuelle udføjelser.
Der er jo i øvrigt også penge i det for alle dem, der udvikler land og bygger pixelbygninger til erhvervslivet. Jeg fortæller i klummen, at Innovation Lab, der har godt halvandet hundrede danske virksomheder/organisationer som medlemmer, er helt oppe på tæerne i denne sammenhæng.
Jeg tog på besøg
Jeg har tidligere i blogform luftet en vis skepsis mod Second Life via indlægget Kejserens nye Second Life, men først i sidste uge tog jeg selv nogle smutture derud.
Jeg besøgte Røde Kors’ nye ø, IBM, Reuters, en computerbutik, en stripklub og en oplevelsespark. Da jeg er nybegynder i dette univers, fik jeg ikke det fulde udbytte. Godt nok oprettede jeg blot en standard-persona – en avatar - så jeg skulle ikke bruge tid på at finde rette hår, rette udseende, rette tøj etc. til mine smutture, men jeg er ikke en trænet avatar-fører ("personen" føres især ved hjælp af piletaster og mus, som denne verdens computerspillere ved alt om).
Jeg mødte meget få, bortset fra i stripklubben, hvor halvnøgne og nøgne avatarer stolprede rundt og vidste deres syndigheder. Herrerne var i øvrigt betydeligt mere veludstyret i Second Life, end jeg har gennem et langt liv har observeret i First Life:-).
Non-sex-stederne var næsten ikke besøgt. De få, som jeg talte med (chattede med) i Second Life, var faktisk også på deres første ture derude. Lad mig dog tilføje, at jeg har læste spaltevis fra danskere, der er begejstrede for deres tilværelse i Second Life.
Store væksttal fra Linden Lab
Det synes jo at gå strålende i Second Life, hvilket blandt andet fremgår af, at det californiske firma bag, Linden Lab, har svært ved at følge med efterspørgslen på nyt ”land”. Alene i december voksede antallet af ”kvadratkilometer” med 23 procent, oplyser selskabet i sin blog , og der er et par ugers ventetid for at få sin egen ø.
Vi har alle læste om, at der er millioner af indbyggere derude, og der har været nogen diskussion om, hvor mange, der vitterlig er aktive, efter de har været der et par gange eller fem. Også den diskussion berøres på bloggen.
I december var der ifølge Linden en vækst på 38 procent både i antallet af oprettede avatarer og antallet af unikke besøgende. Antallet af avatarer, der har oprettet en Premium Account (blandt andet nødvendigt for at købe land, så vidt jeg ved) voksede med 16 pct. og udgjorde knap 58.000. Jeg ved ikke rigtig om det afspejler dem, der går med ”hud og hår” ind i den verden, for så er det jo ikke mange, men måske er de færreste interesseret i de rettigheder, som den type konto dækker.
I øvrigt har mange valgt at oprette flere avatarer. Antallet af unikke brugere udgør 63 pct. af det totale antal ”indbyggere”.
Mænd er kvinder
Og så til en påstand, som jeg har set ude i blogsfæren, nemlig at over 50 procent af de kvindelige avatarer i virkeligheden er oprettet af mænd. Det ville ikke undre mig, for det myldrede med kvinder i stripklubben, og de kan jo score gaver, der kan veksles til penge. Jeg vil tro, der sidder en del virtuelle alfonser som avatar-fører, og mon ikke også en del mænd, der gerne vil friste andre mænd. Sådan bare for at prøve det..
Men kære Second Life-tilhængere udi det danske: Fortæl gerne om alle de gode sider også, herunder om, hvor mange penge du har lavet derude. Og om fordelingen af din tid på sex kontra alvor derude.
PS: Selv om det måske kommer bag på nogen efter min skepsis udtrykt både her og i min klumme, så er der ting at lære derude, blandt andet om kundebetjening via avatarer, gruppeundervisning med videre, så iklæd dig blot en avatar og rejs ud, hvis du har tid nok. Men inden du begynder at foreslå dit firma, at basere den netbaserede support på brug af avatarer, så husk lige på den gang, hvor Microsoft lod en kæk papirklips være den hjælpende avatar (og tidligere en glad vovse). Sjovt som nyhedens interesse. Pisseirriterende derefter. Skulle ikke undre mig, om samme reaktion kan ses, selv om der er tale om en 3D avatar, hvis man ikke er overmåde dygtig.
9.2.07
Stop jagten på flere megapixel i kameraet
Tror du på, at jo flere megapixel, dit digitale kamera producerer billeder med, jo bedre fotos, så er her måske en ubehagelig overraskelse. Går du over seks megapixel forværres billedkvaliteten faktisk, hævdes af flere. Andre er dog uenige, og det overrasker næppe, at kameraproducenter som Canon er blandt disse.
For de, der sælger digitale kameraer, er den gængse opfattelse "flere megapixel, bedre fotos" jo en sand gave. Tænk, hvis det ikke var tilfældet. Så ville folk fastholde deres gamle, gode kamera længere... nøjagtigt som i gamle dage.
Debatten om pixel-betydning kører i fuld fart på nettet. På nyhedstjenesten Cnet, i New York Times og i bloggen Smugblog, der føres af en mand, der står bag en af USA's nyeste og mest populære fototjenester, SmugMug (webalbum på nettet og print af fotos).
Kritikerne af, hvad der kaldes "megapixelmyten", siger, at for mange pixels mudrer billedet. Det er sensorerne, der er afgørende for kvaliteten, når man er oppe i det luftlag, og der er grænser for, hvor meget lys der kan trænge igennem til disse sensorer. Kameralinser, der slipper mere lys ind og bedre sensorer er vejen til bedre billeder, skriver SmugMug-chefen Don MacAskill.
New York Times' journalist inden for forbruger-it, David Pogue, har via praktiske forsøg to gange vist, at selv når et foto blæses op til en stor plakat, så er det undtagelsen, hvis folk kan se forskel mellem for eksempel et foto på fem megapixel og et på over 10.
Hmmmm. Jeg er på mit tredje digitalkamera. Det første, der kun bød på 1 megapixel tog forrygende gode billeder. Det næste, der gik op på 2 lavede meget kunstige billeder - de virkede ikke naturlige. Det tredje, hvor jeg er oppe på fem megapixel? Her bommede jeg mig. Jeg gik nemlig en smule op i den fysiske størrelse for at få et bedre kamera. Men det blev lige de 15 procent større, der gjorde, at jeg stort set aldrig tager det med mig. Men billederne bliver skam gode. Jeg tager dem dog aldrig med fuld opløsning, og det er måske en fejl, men kvaliteten er fin, og så kan jeg jo lagre mere på "filmen".
Hvis du er på udkig efter et nyt kamera, så anbefaler både NYT's David Pogue og SmugShut-bossen at tjekke anmeldelserne hos Digital Photo Review. Hvad siger dine erfaringer i øvrigt om megapixel kontra kvalitet?
For de, der sælger digitale kameraer, er den gængse opfattelse "flere megapixel, bedre fotos" jo en sand gave. Tænk, hvis det ikke var tilfældet. Så ville folk fastholde deres gamle, gode kamera længere... nøjagtigt som i gamle dage.
Debatten om pixel-betydning kører i fuld fart på nettet. På nyhedstjenesten Cnet, i New York Times og i bloggen Smugblog, der føres af en mand, der står bag en af USA's nyeste og mest populære fototjenester, SmugMug (webalbum på nettet og print af fotos).
Kritikerne af, hvad der kaldes "megapixelmyten", siger, at for mange pixels mudrer billedet. Det er sensorerne, der er afgørende for kvaliteten, når man er oppe i det luftlag, og der er grænser for, hvor meget lys der kan trænge igennem til disse sensorer. Kameralinser, der slipper mere lys ind og bedre sensorer er vejen til bedre billeder, skriver SmugMug-chefen Don MacAskill.
New York Times' journalist inden for forbruger-it, David Pogue, har via praktiske forsøg to gange vist, at selv når et foto blæses op til en stor plakat, så er det undtagelsen, hvis folk kan se forskel mellem for eksempel et foto på fem megapixel og et på over 10.
Hmmmm. Jeg er på mit tredje digitalkamera. Det første, der kun bød på 1 megapixel tog forrygende gode billeder. Det næste, der gik op på 2 lavede meget kunstige billeder - de virkede ikke naturlige. Det tredje, hvor jeg er oppe på fem megapixel? Her bommede jeg mig. Jeg gik nemlig en smule op i den fysiske størrelse for at få et bedre kamera. Men det blev lige de 15 procent større, der gjorde, at jeg stort set aldrig tager det med mig. Men billederne bliver skam gode. Jeg tager dem dog aldrig med fuld opløsning, og det er måske en fejl, men kvaliteten er fin, og så kan jeg jo lagre mere på "filmen".
Hvis du er på udkig efter et nyt kamera, så anbefaler både NYT's David Pogue og SmugShut-bossen at tjekke anmeldelserne hos Digital Photo Review. Hvad siger dine erfaringer i øvrigt om megapixel kontra kvalitet?
7.2.07
Sikkerhedskrigen tabes
“Sikkerhed vinder mange slag, men taber sikkerhedskrigen. Vi går helt sikkert baglæns, hvad angår computersikkerheden.”
Det er ikke hr. hvem som helst, der står bag denne bemærkning, som faldt på sikkerhedskonferencen RSA Conference, der kører i disse dage i San Francisco. Det er professor Adi Shamir, der tidligere har vundet, hvad der kaldes datalogiens Nobelpris, nemlig A.M. Turing Award.
At jeg fremhæver hans udsagn skyldes, at jeg indimellem selv får en fornemmelse af, at det er en håbløs kamp. Kriminaliteten, der rettes mod nettet, var jo nærmest fredet i de første 10 år, hvor man i stedet snakkede om kvikke, dygtige drenge. Medierne hyldede dem som helte, og jeg erindrer, at selv DR inviterede en hacker ind, så man ”for åben mikrofon” kunne fortælle om, hvad han nu var i gang med at bryde ind i. (Nu er det it-sikkerhedsfirmaerne, der inviteres ind i tv, men med samme formål: Sådan laver du indbrud!)
Det varede alt for længe, inden medier – OG – Microsoft med flere fattede, hvor alvorlig situationen kunne udvikle sig til at være. Der findes vel næppe noget andet kriminalitetsområde, der har budt på så mange ”rollemodeller” i så mange år for de unge. (Jønke var med sin bog peanuts i denne sammenhæng).
Deres idoler er nu blevet halvgamle - mange af dem dybt indsyltede i kriminelle forhold. Ligesom horder af nye unge i lande verden over. Chancen for at undgå opdagelse i den virtuelle verden er jo større end i den virkelige.
Tilbage til RSA Conference, som er den største og den toneangivende på sikkerhedsområdet. Adi Shamir er ekspert i krypteringsalgoritmer, og han deltog i en debat med andre eksperter på området. Hans ord inspirerede ordstyreren til en ny ”lov” – ”Shamir’s Law”, og den lyder ”For hver 18 måneder bliver sikkerheden halvt så god”. (Inspireret af ”Moores lov” - den om, at antallet af transistorer, der kan pakkes på en mikroprocessorer – chips – fordobles hver 18. til 24. måned).
Shamirs udtalelse citeres på denne Zdnet-blog, hvor bloggeren fortsætter:
PS: Datalogiens svar på Nobelprisen, A.M. Turing Award gik i 2006 for første gang til en dansker - professor emeritus Peter Naur. Den blev tildelt for hans "grundlæggende bidrag til udformningen af programmeringssprog og definitionen af Algol 60, til udformningen af oversættere og til det kreative og praktiske arbejde med programmering." Naur stod bag oprettelsen af datalogi på universitetsniveau herhjemme i 1970.
Det er ikke hr. hvem som helst, der står bag denne bemærkning, som faldt på sikkerhedskonferencen RSA Conference, der kører i disse dage i San Francisco. Det er professor Adi Shamir, der tidligere har vundet, hvad der kaldes datalogiens Nobelpris, nemlig A.M. Turing Award.
At jeg fremhæver hans udsagn skyldes, at jeg indimellem selv får en fornemmelse af, at det er en håbløs kamp. Kriminaliteten, der rettes mod nettet, var jo nærmest fredet i de første 10 år, hvor man i stedet snakkede om kvikke, dygtige drenge. Medierne hyldede dem som helte, og jeg erindrer, at selv DR inviterede en hacker ind, så man ”for åben mikrofon” kunne fortælle om, hvad han nu var i gang med at bryde ind i. (Nu er det it-sikkerhedsfirmaerne, der inviteres ind i tv, men med samme formål: Sådan laver du indbrud!)
Det varede alt for længe, inden medier – OG – Microsoft med flere fattede, hvor alvorlig situationen kunne udvikle sig til at være. Der findes vel næppe noget andet kriminalitetsområde, der har budt på så mange ”rollemodeller” i så mange år for de unge. (Jønke var med sin bog peanuts i denne sammenhæng).
Deres idoler er nu blevet halvgamle - mange af dem dybt indsyltede i kriminelle forhold. Ligesom horder af nye unge i lande verden over. Chancen for at undgå opdagelse i den virtuelle verden er jo større end i den virkelige.
Tilbage til RSA Conference, som er den største og den toneangivende på sikkerhedsområdet. Adi Shamir er ekspert i krypteringsalgoritmer, og han deltog i en debat med andre eksperter på området. Hans ord inspirerede ordstyreren til en ny ”lov” – ”Shamir’s Law”, og den lyder ”For hver 18 måneder bliver sikkerheden halvt så god”. (Inspireret af ”Moores lov” - den om, at antallet af transistorer, der kan pakkes på en mikroprocessorer – chips – fordobles hver 18. til 24. måned).
Shamirs udtalelse citeres på denne Zdnet-blog, hvor bloggeren fortsætter:
With a 10x increase in malware in the last five years, according to the Yankee Group, an increasingly connected universe and anti-virus labs a few months behind in tracking malware, Shamir's Law is exaggerated, but not by any means ridiculous.
PS: Datalogiens svar på Nobelprisen, A.M. Turing Award gik i 2006 for første gang til en dansker - professor emeritus Peter Naur. Den blev tildelt for hans "grundlæggende bidrag til udformningen af programmeringssprog og definitionen af Algol 60, til udformningen af oversættere og til det kreative og praktiske arbejde med programmering." Naur stod bag oprettelsen af datalogi på universitetsniveau herhjemme i 1970.
6.2.07
Lavpraktisk EPJ-ommer til 193 mio. kr.
Om få timer tager Region Hovedstaden stilling til, hvad der skal ske med udvikling af de elektroniske patientjournaler, der jo har stået i stampe, siden de hidtidige leverandører (IBM's Acure og WM-data) blev sat på porten i september.
Der er inviteret til pressemøde i morgen, men hvad jeg foreløbig har set og har lyttet mig frem til, er, at Rigshospitalet og de ni andre store hospitaler i området sadler om. Nu satses på en lavpraktisk løsning, der hurtigt kan gå i drift. Drømmene om at få EPJ-verdenens Rolls Royce er skrinlagt.
I presseinvitationen fortælles, at man går efter en løsning til 193 millioner kroner - langt, langt mindre end det tidligere projekt. Man tager udgangspunkt i, hvad man har, nemlig det patientadministrative system - "Det grønne system" - som rummer alle de trivielle data om patienter, såsom navn, adresse, telefonnummer etc. Og så knyttes der et ret enkelt modul til journalskrivningen ovenpå.
"Det grønne system" (navnet afspejler vist omslagsfarven på kravsspecifikationen)blev oprindeligt udviklet for mange, mange år siden af Kommunedatas sygehuscenter. Det er for nogle år siden overtaget af Amtsrådsforeningen, som siden solgte videre til CSC.
CSC oprettede datterselskabet CSC Scandihealth til formålet, og det er også selskabet, der nu skal levere det nye notatmodul, som lægerne bruger til at skrive deres notater om diagnose, behandling og opfølgning.
Umiddelbart virker det på mig som en fornuftig løsning. Det er fint at stræbe himmelhøjt, men på et tidspunkt bliver det vigtigere at få noget, der er godt nok, end slet ikke at have noget - endnu.
Ifølge presseinvitationen vil alt være "rullet ud" pr. 31.12.08 - det vil sige, at sundhedspersonalet da har adgang til patientjournalerne i elektronisk form. Projektet omfatter: 10 hospitaler, 8.500 sengepladser, 36.000 medarbejdere, 827.000 årlige patientbehandlinger, 2,1 mio. årlige ambulante besøg, 4.000 privatpraktiserende behandlere, over 21.000 pc-arbejdspladser og 1.300 servere.
På dagsordenen i dag er i øvrigt også, at der sættes en stopper for den videre udvikling af et system til indbyrdes afregning, regioner/kommuner imellem. Leverandøren ønsker 15 mio. kroner for at træde ud af kontrakten, men så vidt jeg hører, sker alt i indbyrdes god forståelse. En af årsagerne til, at afregningssystemet til hovedstadsregionen droppes, er, at CSC har udviklet et tilsvarende system til national afregning.
Tilføjelse 7.2.07 kl. 17.50: Jo, det bliver CSC Scandihealth, der skal levere notatmodulet, men der kan komme yderligere en leverandør på banen, nemlig IBM's Acure, til visse hospitaler. De kører nemlig på en version af "Det grønne System", hvor man ikke rigtig kan lægge CSC-notatmodulet Opus-arbejdsplads ovenpå. Afgørelsen falder om en måned eller to.
Der er inviteret til pressemøde i morgen, men hvad jeg foreløbig har set og har lyttet mig frem til, er, at Rigshospitalet og de ni andre store hospitaler i området sadler om. Nu satses på en lavpraktisk løsning, der hurtigt kan gå i drift. Drømmene om at få EPJ-verdenens Rolls Royce er skrinlagt.
I presseinvitationen fortælles, at man går efter en løsning til 193 millioner kroner - langt, langt mindre end det tidligere projekt. Man tager udgangspunkt i, hvad man har, nemlig det patientadministrative system - "Det grønne system" - som rummer alle de trivielle data om patienter, såsom navn, adresse, telefonnummer etc. Og så knyttes der et ret enkelt modul til journalskrivningen ovenpå.
"Det grønne system" (navnet afspejler vist omslagsfarven på kravsspecifikationen)blev oprindeligt udviklet for mange, mange år siden af Kommunedatas sygehuscenter. Det er for nogle år siden overtaget af Amtsrådsforeningen, som siden solgte videre til CSC.
CSC oprettede datterselskabet CSC Scandihealth til formålet, og det er også selskabet, der nu skal levere det nye notatmodul, som lægerne bruger til at skrive deres notater om diagnose, behandling og opfølgning.
Umiddelbart virker det på mig som en fornuftig løsning. Det er fint at stræbe himmelhøjt, men på et tidspunkt bliver det vigtigere at få noget, der er godt nok, end slet ikke at have noget - endnu.
Ifølge presseinvitationen vil alt være "rullet ud" pr. 31.12.08 - det vil sige, at sundhedspersonalet da har adgang til patientjournalerne i elektronisk form. Projektet omfatter: 10 hospitaler, 8.500 sengepladser, 36.000 medarbejdere, 827.000 årlige patientbehandlinger, 2,1 mio. årlige ambulante besøg, 4.000 privatpraktiserende behandlere, over 21.000 pc-arbejdspladser og 1.300 servere.
På dagsordenen i dag er i øvrigt også, at der sættes en stopper for den videre udvikling af et system til indbyrdes afregning, regioner/kommuner imellem. Leverandøren ønsker 15 mio. kroner for at træde ud af kontrakten, men så vidt jeg hører, sker alt i indbyrdes god forståelse. En af årsagerne til, at afregningssystemet til hovedstadsregionen droppes, er, at CSC har udviklet et tilsvarende system til national afregning.
Tilføjelse 7.2.07 kl. 17.50: Jo, det bliver CSC Scandihealth, der skal levere notatmodulet, men der kan komme yderligere en leverandør på banen, nemlig IBM's Acure, til visse hospitaler. De kører nemlig på en version af "Det grønne System", hvor man ikke rigtig kan lægge CSC-notatmodulet Opus-arbejdsplads ovenpå. Afgørelsen falder om en måned eller to.
Rollemodeller a la politikere og medier
Pyh ha. Jeg tror, jeg slap helskindet igennem Kaffeklubben på P1, hvor jeg var den inviterede blogger, som bød tre politikere "op til dans" om emnerne innovation, hjerneflugt og grimme kvinder. (Jeg præsenterede udsendelsen her, og den genudsendes i aften).
Punkterne innovation og hjerneflugt har også ledt til en lille debat på Kaffeklubbens blog.
Jeg nævnte selv, at jeg undrer mig over, at en forfatter, der får en pris på 40.000 kroner, næsten er stensikker på at få fin og rigelig omtale i samtlige aviser, mens der på en ung forsker, der måske tildeles 250.000 kroner til et banebrydende forskningsprojekt, typisk ofres 20 linier på samme side, som vi finder døde, jubilæer og bryllupper.
Hvis det er sandt, at vi alle higer efter 15 minutters berømmelse, hvilken rollemodel bliver så stærkest? Umiddelbart tror jeg dog, at den manglende dækning af det store legat ikke skyldes et bevidst fravalg, men nærmere, at man er lidt angst for, om man fatter stoffet. Det er mere kompliceret at dække. Og så er der jo mere status i KULTUR.
Vedrørende hjerneflugt, så var der ét området, som jeg ikke nåede omkring, nemlig det, at kvinder har vendt ryggen til datalogien. Fra mit oplæg (som jeg ikke nåede):
En dansk kvindelig astronaut i rummet ville gøre underværker for et bredere interesseområde end den forfinede omsorg og mode og kunst. Og det ville også hjælpe med en mandlig:-)
Og så spekulerer jeg som altid på, om det, at unge gennem flere årtier har vendt ingeniør- og datalogistudierne ryggen, kan være en konsekvens af maskinstormernes tid, den gang i 70'erne og 80'erne, hvor man kun så "overvågning" og "arbejdsløshed" i teknologiens kølvand, i stedet for også muligheder. Det er jo de unge, der gik i skole den gang, der underviser nutidens unge. Og det var især faggrupper som journalister, bibliotekarer og lærere som var ovenmåde bekymrede, anført af fagforeninger og venstrefløjspolitikere, der vel også havde villet forbyde dampmaskiner, havde de haft chancen den gang:-)
Punkterne innovation og hjerneflugt har også ledt til en lille debat på Kaffeklubbens blog.
Her kan man blandt andet læse følgende: "Det er mange år siden polit’en erstattede polyt’en som offentlig leder og i det politiske system. Det er derfor ikke mærkeligt at ungdommen søger i en anden retning end den tekniske.
Kina ledes af ingeniører og har ikke problemer med at rekruttere ungdommen til teknologi."
Kommentar af Jørgen Hansen
Jeg nævnte selv, at jeg undrer mig over, at en forfatter, der får en pris på 40.000 kroner, næsten er stensikker på at få fin og rigelig omtale i samtlige aviser, mens der på en ung forsker, der måske tildeles 250.000 kroner til et banebrydende forskningsprojekt, typisk ofres 20 linier på samme side, som vi finder døde, jubilæer og bryllupper.
Hvis det er sandt, at vi alle higer efter 15 minutters berømmelse, hvilken rollemodel bliver så stærkest? Umiddelbart tror jeg dog, at den manglende dækning af det store legat ikke skyldes et bevidst fravalg, men nærmere, at man er lidt angst for, om man fatter stoffet. Det er mere kompliceret at dække. Og så er der jo mere status i KULTUR.
Vedrørende hjerneflugt, så var der ét området, som jeg ikke nåede omkring, nemlig det, at kvinder har vendt ryggen til datalogien. Fra mit oplæg (som jeg ikke nåede):
Da datalogien blev etableret som universitetsfag – det var i 1970 – vakte faget faktisk kvindernes interesse. I flere år udgjorde kvinderne omkring 25 procent af de datalogistuderende, men så kom nedturen, og den fortsætter. Jeg tjekkede lige de seneste indskrivnings tal ved datalogi på tre universiteter. Kvindernes andel er nu nede på 5 procent.
Hvorfor den store interesse den gang, og ingen nu? Jeg har en fornemmelse af, at det den gang blev opfattet som et progressivt fag, der gav kvinderne nye muligheder… og det var jo en tid, hvor traditionelle køns- og uddannelsesmønstre blev taget til kritisk eftersyn.
Den rene, pure datalogi frister ikke længere. IT som krydderi på andet, såsom design, kan trække noget.
Hvad tænder kvinder så på? Jeg tjekkede ønskelisten for de kvinder, der søgte ind på Københavns Universitet i sommer. Det gjalt deres 1. prioritet, men jo ud fra at der jo ikke er frit valg på alle hylder.
1.160 kvinder ville være læge
Næstpopulærest var psykologistudiet. 628 kvinder søgte.
Datalogi? 6 søgte ind. Kun 4 valgte at påbegyndte studiet.
Danmarks Designskole fik 479 ansøgere, og 438 kvinder søgte ind på dyrlægestudiet på Landbohøjskolen.
En dansk kvindelig astronaut i rummet ville gøre underværker for et bredere interesseområde end den forfinede omsorg og mode og kunst. Og det ville også hjælpe med en mandlig:-)
Og så spekulerer jeg som altid på, om det, at unge gennem flere årtier har vendt ingeniør- og datalogistudierne ryggen, kan være en konsekvens af maskinstormernes tid, den gang i 70'erne og 80'erne, hvor man kun så "overvågning" og "arbejdsløshed" i teknologiens kølvand, i stedet for også muligheder. Det er jo de unge, der gik i skole den gang, der underviser nutidens unge. Og det var især faggrupper som journalister, bibliotekarer og lærere som var ovenmåde bekymrede, anført af fagforeninger og venstrefløjspolitikere, der vel også havde villet forbyde dampmaskiner, havde de haft chancen den gang:-)
5.2.07
Grimme kvinder i DR’s P1
Vil et politisk parti i Danmark opstille en grim yngre kvinde til et Folketingsvalg? Det er et af mange spørgsmål, som jeg stiller til tre kvindelige politikere i programmet Kaffeklubben, der sendes på P1 i morgen, tirsdag, kl. 10.03 til 11.30, og som genudsendes kl. 20.00-21.30.
Kaffeklubben, der bestyres af Irene Manteufel, bruger en inviteret blogger til at rejse debat om tre emner. Jeg er denne uges blogger. Politikerne er cand. polit. Margrethe Vestager (R), cand. mag. Ellen Trane Nørby (V) og cand. theol. Pernille Vigsø Bagge (SF).
Jeg tager først og fremmest udgangspunkt i erhvervsforhold, men det drejes jo naturligt nok hurtigt mod politik. Om jeg slap helskindet igennem, ved jeg ikke rigtig, for jeg var jo oppe mod dygtige politikere, og de er jo om nogen smurt for stemmebåndet. De så ofte helt anderledes på sagerne end jeg - hvad stiller man for eksempel op, når en politiker siger, at hun aldrig har mødt grimme mennesker:-)
De tre emner, jeg bringer til debat, er:
Vedr. sidstnævnte emne. Der er jo ikke mange tabuer tilbage i Danmark, men skæbnen for grimme unge kvinder… Jo, det er tæt på. De har det ikke let i det politiske liv, på arbejdsmarkedet, på "kødmarkedet".
En stemmeslugers profil
Jeg fremlægger masser af forskningsresultater om, hvad skønheden betyder – for mænd, som for kvinder. Blandt andet fandt jeg frem til en ret så frisk, grundig svensk-finsk forskning om, hvad køn og skønhed betyder ved valg ”The Looks Of A Winner: Beauty, Gender and Electoral Succes”.
Og jo, den viser, at kønne kvinder har en større chance for at få stemmer - selv om man jo ikke må sige sådan noget højt i Danmark. I øvrigt især ved nationale valg. Den viser også, at kvindelige vælger typisk stemmer på kvindelige kandidater, og de smukkeste får flest stemmer. Hvor hjernedødt, og alligevel.
Der er jo også al den gammelkendte forskning, der fortæller, at vi alle har en tendens til at tillægge kønne mennesker større intelligens. Kønne mennesker får jo typisk også 10-15 procent mere i lønningsposen, end dem der er grimmere end gennemsnittet (alt er nævnt i den svensk-finske forskning).
I øvrigt blev jeg helt imponeret over, hvor hurtigt et emne kan drejes over i politik, og hvordan et udsagn, der ikke handler om politik, alligevel hurtigt kan drejes, så det kan bruges til et politisk angreb. Men hvad i alverden havde jeg ventet mig:-).
Fra hjerte - fra partibog
Umiddelbart opfattede jeg dog SF’eren, som den, der talte mest fra hjerte og mindst fra partibogen, men i morgen ved gennemlytningen ændrer indtrykket sig måske. Spændende kvinder var det. Udsendelsen kan i øvrigt også efterfølgende aflyttes via nettet eller downloades som podcast.
Jeg vil i morgen lægge lidt af mine oplæg på bloggen.
Kaffeklubben, der bestyres af Irene Manteufel, bruger en inviteret blogger til at rejse debat om tre emner. Jeg er denne uges blogger. Politikerne er cand. polit. Margrethe Vestager (R), cand. mag. Ellen Trane Nørby (V) og cand. theol. Pernille Vigsø Bagge (SF).
Jeg tager først og fremmest udgangspunkt i erhvervsforhold, men det drejes jo naturligt nok hurtigt mod politik. Om jeg slap helskindet igennem, ved jeg ikke rigtig, for jeg var jo oppe mod dygtige politikere, og de er jo om nogen smurt for stemmebåndet. De så ofte helt anderledes på sagerne end jeg - hvad stiller man for eksempel op, når en politiker siger, at hun aldrig har mødt grimme mennesker:-)
De tre emner, jeg bringer til debat, er:
* Innovation (Jeg påstår, at der er gået for meget gruppearbejde i innovation (og i alt andet) i Danmark. Enerne er sat i skammekrogen)
* Hjerneflugt (De højtuddannede, som Danmark har mest behov for, udvandrer flittigst. Og de unge gider på tredje tiår stadig ikke de naturvidenskabelige og tekniske fag).
* Og så er der de grimme kvinder. Jeg fornemmer, at det er blevet hårdere at være en grim ung kvinde i denne tidsalder.
Vedr. sidstnævnte emne. Der er jo ikke mange tabuer tilbage i Danmark, men skæbnen for grimme unge kvinder… Jo, det er tæt på. De har det ikke let i det politiske liv, på arbejdsmarkedet, på "kødmarkedet".
En stemmeslugers profil
Jeg fremlægger masser af forskningsresultater om, hvad skønheden betyder – for mænd, som for kvinder. Blandt andet fandt jeg frem til en ret så frisk, grundig svensk-finsk forskning om, hvad køn og skønhed betyder ved valg ”The Looks Of A Winner: Beauty, Gender and Electoral Succes”.
Og jo, den viser, at kønne kvinder har en større chance for at få stemmer - selv om man jo ikke må sige sådan noget højt i Danmark. I øvrigt især ved nationale valg. Den viser også, at kvindelige vælger typisk stemmer på kvindelige kandidater, og de smukkeste får flest stemmer. Hvor hjernedødt, og alligevel.
Der er jo også al den gammelkendte forskning, der fortæller, at vi alle har en tendens til at tillægge kønne mennesker større intelligens. Kønne mennesker får jo typisk også 10-15 procent mere i lønningsposen, end dem der er grimmere end gennemsnittet (alt er nævnt i den svensk-finske forskning).
I øvrigt blev jeg helt imponeret over, hvor hurtigt et emne kan drejes over i politik, og hvordan et udsagn, der ikke handler om politik, alligevel hurtigt kan drejes, så det kan bruges til et politisk angreb. Men hvad i alverden havde jeg ventet mig:-).
Fra hjerte - fra partibog
Umiddelbart opfattede jeg dog SF’eren, som den, der talte mest fra hjerte og mindst fra partibogen, men i morgen ved gennemlytningen ændrer indtrykket sig måske. Spændende kvinder var det. Udsendelsen kan i øvrigt også efterfølgende aflyttes via nettet eller downloades som podcast.
Jeg vil i morgen lægge lidt af mine oplæg på bloggen.
4.2.07
Ned med Apples iTunes og Microsoft Messenger
Selvom jeg er langt mere pragmatisk end en række andre danske it-bloggere, hvad angår åbne standarder og Open Source, så har jeg alligevel valgt at give både Apple og Microsoft smæk i morgendagens klumme på bagsiden af Berlingske Business. (Jeg sætter lænke ind, når Berlingske har lagt den på i morgen). Fordi de låser med lukkede standarder.
Den handler om forbrugernes situation, og jeg angriber to ting: Apples store musikbutik på nettet, iTunes, leverer musikken i et format, som kun Apple-udstyr håndterer, ikke de konkurrende MP3-afspillere. Og nok er iTunes priser relativt billige, men man låses altså fat til en verden, selv om man måske i andre sammenhænge vil høre musikken afspillet på udstyr fra non-apple-verdenen, der jo altid er billigere.
Microsoft angriber jeg for at stå uden for det omfattende samarbejde, der i december kom på plads mellem leverandører af instant messaging – eller chatsoftware, som det også kaldes. (Funktioner: Beskeder, der straks popper op på modtagerens skærm, i stedet for at ligge og vente i en indboks. Plus indikation af, om den, man gerne vil kontakte, er on-line, og accepterer ”forstyrrelser”).
De unges kommunikation
Instant Messaging (IM) er for unge, hvad e-mail er som kommunikationsform for de midaldrende og ældre. ”Mail, det er noget min bedstefar bruger”! Den sætning hørte jeg for nylig gengivet. Men mail kan udveksles på tværs af alle mail-programmer, mens unge måske har to-tre chatprogrammer installeret, fordi hver leverandør kører sin standard, og visse venner bruger måske en type, mens undervisningsstedet måske bruger en anden type.
Men nu har alle de store IM-leverandører,med undtagelse af Microsoft, taget sig sammen til at opføre sig anstændigt, nemlig sikre, at forbrugerne kan udveksle beskeder på tværs af chatprogrammer. I min klumme anmoder jeg MS om at få fingeren ud.
Softwaregiganten burde se i øjnene, at det ikke lykkedes at erobre 95 procent af markedet med Microsofts Messenger, og så gi’ sig. Sådan er min holdning i hvert fald, når det gælder massemarkedet – forbrugerne. De er normalt ikke it-eksperter, og de færreste har råd til at hyre it-konsulenter. Forbrugerne skal ikke tages som gidsler.
Der findes godt nok særlig software - såkaldte multiprotokol-instant-messaging-applikationer , man kan installere selv og dermed slippe for en masse forskelle chatprogrammer, men igen. Det er at lægge byrden over på forbrugerne.
At jeg så ikke hidser mig så meget op over, at Microsoft er lukket på andre fronter, hænger sammen med to ting.
For det første er jeg overbevist om, at Microsoft med tiden bliver nødt til at åbne sig mere – frivilligt. I sidste ende giver det jo bagslag, når man bare virker dumstædig (tak til dronningen for dette fine ord), for så svært er det bestemt ikke.
For det andet har jeg en historisk baggage, grundet min høje alder. Det er så let for de unge og yngre at være frelste – at kræve total åbenhed og nul patentering og og og. For mange er Microsoft ”the evil empire”, fordi kunder låses fast af Microsofts standarder, men for mig? Jamen – som jeg har skrevet før. Jeg er jo fra den tid, hvor samtlige leverandører, IBM, NCR, Bull, ICL etc. etc. havde egne standarder. Hvor hardwareleverandørens folk selv kodede kundernes bogføringssystem, og senere, hvor kundernes fik egne it-folk til at kode efter hardwareleverandørernes standard.
Tal om bundethed den gang! Det kostede en bondegård, hvad enten man ville skifte til anden hardware eller anden software, for det kunne meget vel ende med at blive både og.
Trofaste fans
Og så kom Microsoft med sin Windows… lang, lang tid før vi fik det åbne Linux, som nu har en fanskare, der ikke viger tilbage for Apples i hengivenhed og enøjethed.
Med Windows’ dominans kom der horder af softwarefirmaer på banen, som udviklede applikationerne – de programmer, der løste den forretningsmæssige opgave. Tag for eksempel økonomisystemer, hvor du til Windows har SAP, Oracle Applications, Navision og Axapta (nu Microsoft Dynamics Nav og Ax), Visma, Mammut etc. etc. – bare på dansk! Og hvor mange Open Source økonomisystemer på dansk er der egentlig at vælge imellem?
Førerskab skifter
Det er applikationerne, der giver værdi. Ikke styresystemet. Kunderne har fået øget deres valgfrihed, og priserne er raslet ned. Det hedder konkurrence.
At konkurrencen så ikke rækker til styresystemet endnu? Det kommer! Ingen er vinder for evigt. IBM var i flere tiår den store stygge gigant, så kom lille frække Microsoft bagfra, og vi vil se historien gentage sig, når de næste kombatanter er parat med noget, som er langt mere åbent og billigere - og når nok softwarehuse vil udvikle applikationer til den platform.
For erhvervslivet er den manglende åbenhed irriterende, men man har folk og penge til at bygge de småbroer, der endnu skal til. Forbrugerne derimod er vitterlig ofre (ligesom med VHS/Betamax-kampen etc.)
Microsofts modstand mod at åbne for chat på kryds og tværs af chatsoftware? En af min aviskunder har krævet, at jeg går over på Microsofts messenger, for ”så er vi alle på samme chatsystem”. Sådan får Microsoft måske dominansen også på dette område.
Begrænset chat
Jeg selv bruger chat fra Google, og jeg trods al min snak såmænd villig til at bruge endnu et chatsystem, hvis i en konkret arbejdssammenhæng. Men et lukket/kontrolleret system (skriiiiiiiiig, lyder det nok), så risikoen for, at kriminelle agerer med via softwarerobotter, er minimal.
Hvad siger du? Er mit ræsonnement om erhvervsliv kontra forbrugere, lukkethed kontra åbenhed, helt ude i skoven?
PS: Advarsel: Enhver IT-journalist/blogger ved, at man får mange agressive henvendelse, hvis man:
* Taler ilde om Apple
* Taler ilde om Open Source
* Taler pænt om Microsoft
Så har man tilmed ikke fattet/videregivet alt 100 pct. korrekt, så frakendes man typisk enhver dygtighed.
Måske burde jeg slette indlægget straks:-)
Tilføjelse 5.2.07 kl. 12.10: En tak til Microsoft for netop at have gjort mig opmærksom på, at selskabet har åbnet for tværgående chat med dem, der bruger Yahoo Messenger. Her er teksten:
"Jeg vil gerne gøre dig opmærksom på, at Microsoft har lanceret åben chat mellem Windows Live Messenger og Yahoo Messenger d. 20. september 2006. Vi kigger på lignende muligheder med andre IM tjenester, men det var naturligt for os, at starte med verdens næststørste udbyder Yahoo.
Og jo. Jeg havde læst om det, og burde nok have taget det frem. At jeg ikke gjorde det skyldes nok, at Yahoo Messenger, der er en kæmpe i USA, herhjemme ikke er særlig stor. Jeg selv kender en masse, der bruger Googles chat, og så er der mange af de største danske virksomheder, som har satset på IBM's Lotus-familie, hvor chatprogrammet hedder Sametime. Skal folk i virksomheder, der bruger Sametime, også lige sende en besked til nogen uden for koncernen via chat (om til leverandør, kunde eller kone), så skal de altså installere endnu et chatprogram, og chancen for, at de får lov til det af arbejdsgiverens it-ansvarlige, er lille. Men det er rart at få at vide, at Microsoft arbejder på at få åbnet bredere.
Den handler om forbrugernes situation, og jeg angriber to ting: Apples store musikbutik på nettet, iTunes, leverer musikken i et format, som kun Apple-udstyr håndterer, ikke de konkurrende MP3-afspillere. Og nok er iTunes priser relativt billige, men man låses altså fat til en verden, selv om man måske i andre sammenhænge vil høre musikken afspillet på udstyr fra non-apple-verdenen, der jo altid er billigere.
Microsoft angriber jeg for at stå uden for det omfattende samarbejde, der i december kom på plads mellem leverandører af instant messaging – eller chatsoftware, som det også kaldes. (Funktioner: Beskeder, der straks popper op på modtagerens skærm, i stedet for at ligge og vente i en indboks. Plus indikation af, om den, man gerne vil kontakte, er on-line, og accepterer ”forstyrrelser”).
De unges kommunikation
Instant Messaging (IM) er for unge, hvad e-mail er som kommunikationsform for de midaldrende og ældre. ”Mail, det er noget min bedstefar bruger”! Den sætning hørte jeg for nylig gengivet. Men mail kan udveksles på tværs af alle mail-programmer, mens unge måske har to-tre chatprogrammer installeret, fordi hver leverandør kører sin standard, og visse venner bruger måske en type, mens undervisningsstedet måske bruger en anden type.
Men nu har alle de store IM-leverandører,med undtagelse af Microsoft, taget sig sammen til at opføre sig anstændigt, nemlig sikre, at forbrugerne kan udveksle beskeder på tværs af chatprogrammer. I min klumme anmoder jeg MS om at få fingeren ud.
Softwaregiganten burde se i øjnene, at det ikke lykkedes at erobre 95 procent af markedet med Microsofts Messenger, og så gi’ sig. Sådan er min holdning i hvert fald, når det gælder massemarkedet – forbrugerne. De er normalt ikke it-eksperter, og de færreste har råd til at hyre it-konsulenter. Forbrugerne skal ikke tages som gidsler.
Der findes godt nok særlig software - såkaldte multiprotokol-instant-messaging-applikationer , man kan installere selv og dermed slippe for en masse forskelle chatprogrammer, men igen. Det er at lægge byrden over på forbrugerne.
At jeg så ikke hidser mig så meget op over, at Microsoft er lukket på andre fronter, hænger sammen med to ting.
For det første er jeg overbevist om, at Microsoft med tiden bliver nødt til at åbne sig mere – frivilligt. I sidste ende giver det jo bagslag, når man bare virker dumstædig (tak til dronningen for dette fine ord), for så svært er det bestemt ikke.
For det andet har jeg en historisk baggage, grundet min høje alder. Det er så let for de unge og yngre at være frelste – at kræve total åbenhed og nul patentering og og og. For mange er Microsoft ”the evil empire”, fordi kunder låses fast af Microsofts standarder, men for mig? Jamen – som jeg har skrevet før. Jeg er jo fra den tid, hvor samtlige leverandører, IBM, NCR, Bull, ICL etc. etc. havde egne standarder. Hvor hardwareleverandørens folk selv kodede kundernes bogføringssystem, og senere, hvor kundernes fik egne it-folk til at kode efter hardwareleverandørernes standard.
Tal om bundethed den gang! Det kostede en bondegård, hvad enten man ville skifte til anden hardware eller anden software, for det kunne meget vel ende med at blive både og.
Trofaste fans
Og så kom Microsoft med sin Windows… lang, lang tid før vi fik det åbne Linux, som nu har en fanskare, der ikke viger tilbage for Apples i hengivenhed og enøjethed.
Med Windows’ dominans kom der horder af softwarefirmaer på banen, som udviklede applikationerne – de programmer, der løste den forretningsmæssige opgave. Tag for eksempel økonomisystemer, hvor du til Windows har SAP, Oracle Applications, Navision og Axapta (nu Microsoft Dynamics Nav og Ax), Visma, Mammut etc. etc. – bare på dansk! Og hvor mange Open Source økonomisystemer på dansk er der egentlig at vælge imellem?
Førerskab skifter
Det er applikationerne, der giver værdi. Ikke styresystemet. Kunderne har fået øget deres valgfrihed, og priserne er raslet ned. Det hedder konkurrence.
At konkurrencen så ikke rækker til styresystemet endnu? Det kommer! Ingen er vinder for evigt. IBM var i flere tiår den store stygge gigant, så kom lille frække Microsoft bagfra, og vi vil se historien gentage sig, når de næste kombatanter er parat med noget, som er langt mere åbent og billigere - og når nok softwarehuse vil udvikle applikationer til den platform.
For erhvervslivet er den manglende åbenhed irriterende, men man har folk og penge til at bygge de småbroer, der endnu skal til. Forbrugerne derimod er vitterlig ofre (ligesom med VHS/Betamax-kampen etc.)
Microsofts modstand mod at åbne for chat på kryds og tværs af chatsoftware? En af min aviskunder har krævet, at jeg går over på Microsofts messenger, for ”så er vi alle på samme chatsystem”. Sådan får Microsoft måske dominansen også på dette område.
Begrænset chat
Jeg selv bruger chat fra Google, og jeg trods al min snak såmænd villig til at bruge endnu et chatsystem, hvis i en konkret arbejdssammenhæng. Men et lukket/kontrolleret system (skriiiiiiiiig, lyder det nok), så risikoen for, at kriminelle agerer med via softwarerobotter, er minimal.
Hvad siger du? Er mit ræsonnement om erhvervsliv kontra forbrugere, lukkethed kontra åbenhed, helt ude i skoven?
PS: Advarsel: Enhver IT-journalist/blogger ved, at man får mange agressive henvendelse, hvis man:
* Taler ilde om Apple
* Taler ilde om Open Source
* Taler pænt om Microsoft
Så har man tilmed ikke fattet/videregivet alt 100 pct. korrekt, så frakendes man typisk enhver dygtighed.
Måske burde jeg slette indlægget straks:-)
Tilføjelse 5.2.07 kl. 12.10: En tak til Microsoft for netop at have gjort mig opmærksom på, at selskabet har åbnet for tværgående chat med dem, der bruger Yahoo Messenger. Her er teksten:
"Jeg vil gerne gøre dig opmærksom på, at Microsoft har lanceret åben chat mellem Windows Live Messenger og Yahoo Messenger d. 20. september 2006. Vi kigger på lignende muligheder med andre IM tjenester, men det var naturligt for os, at starte med verdens næststørste udbyder Yahoo.
Og jo. Jeg havde læst om det, og burde nok have taget det frem. At jeg ikke gjorde det skyldes nok, at Yahoo Messenger, der er en kæmpe i USA, herhjemme ikke er særlig stor. Jeg selv kender en masse, der bruger Googles chat, og så er der mange af de største danske virksomheder, som har satset på IBM's Lotus-familie, hvor chatprogrammet hedder Sametime. Skal folk i virksomheder, der bruger Sametime, også lige sende en besked til nogen uden for koncernen via chat (om til leverandør, kunde eller kone), så skal de altså installere endnu et chatprogram, og chancen for, at de får lov til det af arbejdsgiverens it-ansvarlige, er lille. Men det er rart at få at vide, at Microsoft arbejder på at få åbnet bredere.
2.2.07
Netbankkunder: Sikkerhed afgør mere
Den svenske it-avis Computersweden står bag en undersøgelse, som nok også bør få danske banker til at spidse ører. Den handler om sikkerhed i netbanker og er foretaget i kølvandet på de forskellige typer indbrud, som Nordea i Sverige og Skandiabanken har været udsat for.
48 procent af de adspurgte siger, at sikkerheden er blevet vigtigere for deres valg af netbank. Sikkerhed er altså - heldigvis og omsider - blevet en konkurrenceparameter, og så sker der jo virkelig ting og sager.
Hvad jeg også hæfter mig ved er, at hele 75 procent af netbankkunderne vil acceptere en mere kompliceret indlogning, hvis det giver større sikkerhed. Jeg er ellers fra bankside gang på gang blevet fortalt, at kunderne går meget højt op i, at det ikke bliver for bøvlet. Men når den ubehaglige virkelighed banker på, ændrer holdningen sig tilsynelandende. Computerswedens artikel er her.
Nu er den danske netbanksikkerhed i sin konstruktion generelt set en smule højere end den svenske. Majoriteten af danske banker kræver at der skal være en lille stump særlig kode på kundernes pc, for at de får adgang, så det er altså ikke blot brugernavn og pinkode.
Selv den danske sikkerhed kan omgås, har vi jo set. Adskillige gange - og i forskellige netbanker. Bankerne fortæller nødig om det, men jeg ved, at hos Danske Bank nærmer tallet sig faktisk 50 indbrud i netbanken. Alle kunder har fået fuld kompensation for tabet.
Heldigvis har også jeg erfaret, at netop Danske Bank, som nok er den mest fremsynede på it-området, er langt fremme i udviklingen af en mere fremtidssikker løsning. Måske er det samme tilfældet andre steder, men hvis ikke, kan man måske håbe på en "adoptering" af den kommende løsning fra Danske Bank.
Jeg vil tro, at bankløsningen også kommer til at overgå den offentlige digitale signatur i sikkerhed, men måske er TDC (der står for den digitale signatur) også langt med en ny generation. Under alle omstændigheder ville jeg personligt foretrække, at jeg kunne nøjes med én digital signatur - den fra min bank. Uanset om jeg skulle i "banken" eller på "kommunen".
Jeg har tidligere skrevet en del om netbankers sikkerhed, blandt andet her.
48 procent af de adspurgte siger, at sikkerheden er blevet vigtigere for deres valg af netbank. Sikkerhed er altså - heldigvis og omsider - blevet en konkurrenceparameter, og så sker der jo virkelig ting og sager.
Hvad jeg også hæfter mig ved er, at hele 75 procent af netbankkunderne vil acceptere en mere kompliceret indlogning, hvis det giver større sikkerhed. Jeg er ellers fra bankside gang på gang blevet fortalt, at kunderne går meget højt op i, at det ikke bliver for bøvlet. Men når den ubehaglige virkelighed banker på, ændrer holdningen sig tilsynelandende. Computerswedens artikel er her.
Nu er den danske netbanksikkerhed i sin konstruktion generelt set en smule højere end den svenske. Majoriteten af danske banker kræver at der skal være en lille stump særlig kode på kundernes pc, for at de får adgang, så det er altså ikke blot brugernavn og pinkode.
Selv den danske sikkerhed kan omgås, har vi jo set. Adskillige gange - og i forskellige netbanker. Bankerne fortæller nødig om det, men jeg ved, at hos Danske Bank nærmer tallet sig faktisk 50 indbrud i netbanken. Alle kunder har fået fuld kompensation for tabet.
Heldigvis har også jeg erfaret, at netop Danske Bank, som nok er den mest fremsynede på it-området, er langt fremme i udviklingen af en mere fremtidssikker løsning. Måske er det samme tilfældet andre steder, men hvis ikke, kan man måske håbe på en "adoptering" af den kommende løsning fra Danske Bank.
Jeg vil tro, at bankløsningen også kommer til at overgå den offentlige digitale signatur i sikkerhed, men måske er TDC (der står for den digitale signatur) også langt med en ny generation. Under alle omstændigheder ville jeg personligt foretrække, at jeg kunne nøjes med én digital signatur - den fra min bank. Uanset om jeg skulle i "banken" eller på "kommunen".
Jeg har tidligere skrevet en del om netbankers sikkerhed, blandt andet her.
Abonner på:
Opslag (Atom)
