17.11.07

Politikerbloggene er forstummet

De allerfleste politikere har vist trukket stikken ud af kontakten, hvad angår den direkte kontakt med borgerne, her efter valget. En lang række politikerblogs ligger nu døde hen, så den direkte kontakt har tilsyneladende kun relevans op til valget for dem. Umiddelbart ville en opfølgning vel ellers have været en god ting.

Vi så faktisk bemærkelsesværdig mange politikere blogge op til valget - hele 249 politikere, hvilket var omkring 30 procent af de opstillede kandidater, ifølge en opgørelse, som internetforskeren Lisbeth Klastrup og cand. it. Pia Svejgaard Pedersen har offentliggjort på deres Walgblog.
Det gode websted, overskrift.dk, var med i opgørelsen af politikerblogs, og præsenterer den imponerende samling her.

Jeg har slet ikke gennemført en lignende grundig undersøgelse, blot lavet et par stikprøver. Helle Thorning-Smiths blog havde sidste indlæg dagen før valget, ligeledes Margrethe Vestagers blog, mens hendes blog på Politiken havde sidste indlæg på selve valgdagen. Bendt Bendtsen bloggede slet ikke, men sidste indlæg fra kulturminister Brian Mikkelsen er hele 9 dage gammelt. Sidste indlæg på Søvndahls blog er 5 dage gammelt, mens Enhedslistens nye mediedarling, Johanne Schmidt-Nielsen skrev sidst for 6 dage siden. Men Anders Fogh Rasmussen bloggede bloggede dog for blot 2 dage siden, dog efter en lang pause.

Man kan også tage et kik på Politiken.dk hvor en lang række toppolitikere har blogget. Ud af i alt 8 politikere har kun Danske Folkeparties Peter Skaarup og Kristendemokraternes Bodil Kornbæk skrevet et indlæg efter valget. Vestager, Sass Larsen, Søvndahl med flere er tavse. Ny Alliances Anders Samuelsen havde trukket stikket ud længe inden valgdagen. Hans sidste blogindlæg er dateret den 5. november.

Umiddelbart rammes jeg af en fornemmelse af, at flere politikere har spredt sig over for mange blogs selv. Mange har haft en ekstra blog hos diverse medier. Og det er nok også en af forklaringerne på, at tonen oftest har været deres PR-folks tone i højere grad end en personlig. Men det er altså blot mit indtryk.

De radikale blev jo kendt som partiet, der allermest professionelt brugte den nye tid såkaldte sociale medier. Men havde det være HELT professionelt, så havde Vestager nok skrevet et indlæg, der blev indledt med "Pokkers"... eller noget i den stil. Noget personligt.

En af de opstillede adskiller sig dog markant fra de andre, nemlig Lars Kolind, der snakker og snakker på sin blog, hvor han især har travlt med at skælde pressen ud blandt andet for at have overset, hvor "billigt" han er kommet til sine 2519 stemmer, kontra hvad Venstre-kandidater betalte for deres, og for at have gjort ham til "storbytosse" efter hans udtalelser om statsministerposten, de 40 procents skat til Fyn og en Folkeskole, hvor elever ikke går i klasser, men har en coach.

Kolind har jo en meget solid fanskare omkring bogen Kolindkuren med videre, og de fleste af disse klapper han på ryggen i kommentarfeltet, men enkelte kalder ham også for en klynker, der lige som alle andre politikere giver andre skylden for manglende sejr.

Min egen vurdering af Kolinds indsats ligger i kategorien "With friends like that, nobody needs enemies". Jeg tror Kolinds ejendommelige udmeldelser inklusive krukkeri har skræmt de fleste af erhvervsvælgerne langt, langt væk fra Ny Alliance. Men nu har jeg heller aldrig betragtet Kolind som den langtidsholdbare forretningsmæssige succes, som han selv smykker sig med:-)

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Helle Thorning-Smiths blog ligner det den er, noget der kunne være lavet af Arnoldi.

Anonym sagde ...

Man kan mene om Kolind, hvad man vil, men fra et medborgersynspunkt er det gode ved hans blog at man får et indtryk af personligheden bag. (Jo, jeg ved, at dette kan tolkes på flere måder ;-) )

Dorte Toft sagde ...

Ja, Kolinds blog er bemærkelsesværdig levende af en erhvervsblog og nu politikerblog at være. Han har jo i årevis også været en meget ferm kommunikatør.

Men bloggen er tilsyneladende også præget af mange, der gerne vil sole sig i Kolinds berømmelse af erhvervsmæssige årsager - altså som jeg fornemmer det. Lidt for klæbrig, eller er det bare mig, der er for blogpuritansk?

Anonym sagde ...

Selvom jeg er enig med dig i de fleste betragtninger, så synes jeg det er lidt for tidligt at skrive nekrologen over de mange politikerblogs som har ligget stille efter valget.

De fleste af dem skal nok vise sig at være døde, men nogle af dem lider nok nærmere af den skindød som så mange blogs lider af en gang i mellem: en stilhed efter - ikke før - stormen...

(Og at Lars Kolind glad fortsætter derudaf kan næppe undre - han har jo allerede for lang tid siden taget blog-mediet til sig og er ikke som de fleste politikere først begyndt for ganske nylig.