Staten fik milliarder i kassen, da Datacentralen blev solgt til amerikanske CSC, og da TDC blev solgt til ligeledes amerikanske SBC. Nu har TDC fået kapitalfonde som ejer, og dermed har den offentlige danske digitale signatur også fået ny ejer. Og CSC, der i Danmark står for driften af CPR-registret, skat, politi og mange andre af de allertungeste statslige systemer, er sat til salg. Igen er det kapitalfonde, der synes at være på spil, omend tidligere rygter ville, at Hewlett-Pachard var med på sidelinien.
Gad vide, hvor meget arbejde sådanne salg giver bag kulisserne i danske ministerier. Der skal jo nogle håndfæstninger på plads, og de går vel næppe blot i arv. Den digitale signatur er nøglen ind i de offentlige systemer, også dem med penge. Cpr, skat og politi? Klart at det er overmåde vigtige områder at få beskyttet. Og på alle områder må der ligger planer om, hvad der skal ske i tilfælde af krig.
CSC har i øvrigt bebudet, at omkring 5.000 ansatte skal fyres. Vil vel trimme kroppen til den nye bejler. Men fyringsrunder og skiftende ejere giver uro – også i det danske. Globalisering er godt i mange sammenhæng, men indimellem kunne man måske ønske sig et gammeldags stabilt familieeje.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Spændende at du lige trækker de forhold frem / gør opmærksom på dem igen.
Vil det sige, at vi (læserne) kan vente en artikel om, hvorvidt ministerierne og de relevante myndigheder i øvrigt har planer for hvad de vil gøre i tilfælde af krig?
Spekulativt måske - men ikke desto mindre interessant. Jeg ser rubrikken for mig:
"Udenlandske fonde ejer dit cpr-nummer og din digitale signatur".
Så jo - jeg ser frem til en artikel.
Mange hilsner til en gammel kollega
Hej Kim,
Ja, den historie bør nok skrives, sort på hvidt med alle nødvendige gråtoner. Det er jo ikke fordi det nødvendigvis er "farligt", at data ejes af hr. kapital eller fru. CSC, men der skal være 100 pct. styr på tingene, ligesom der skal være styr på forholdene omkring de it-systemer, som det offentlige stadig selv har.
Hvem der evnede at være skråsikker på dette område. På sin vis synes jeg, at det offentlige selv burde stå for samfundets it- og teleinfrastruktur. På sin vis foreligger der jo så mange beviser gennem tiderne på, at de offentlige "monopoler" ikke kan håndtere magten. De snorksover, og vækker man dem bliver de arrogante. De bruger penge som skidt og kræver horrible honorarer for småting, som private leverandører måtte have behov for, såsom data.
Den sag er vel ikke anderledes end da Experian købte RKI og KOB for henved 4 år siden.
RKI er velnok det mest rentable privatejede "statsmonopol" som faktisk ligger inde med rigtig mange oplysninger. Efter sigende i hermetrisk aflukkede databaser, men hvad en sammenkøring dog ikke kunne give af interessante konklusioner, det kan jeg kun gisne om....
Experian ejer af RKI m.v.? Det havde jeg faktisk overset.
Det nye ejerskab kan dog meget vel have bevirket en styrkelse af sikkerheden. Da Experian-konkurrenten, amerikanske ChoicePoint, i 2004 blev luret til at sælge en stor stak informationer til kriminelle bagmænd, gav det jo genlyd og har kostet firmaet dyrt både i image og kroner. I januar fik ChoicePoint således den seneste regning. Den lød på 15 millioner dollars, svarende til 93 millioner kroner. Selskabet, der har 19 milliarder sæt oplysninger om privatpersoner og firmaer, må ryste op med de mange penge dels til en bøde, fordi der ikke blev passet på data, dels som erstatning til 800 mennesker, der har lidt tab.
De amerikanske firmaer har også måtte engagere sig kraftigt i afsløring af forsøg på bedrag og oprydning efter "identitetstyverier".
Men skrækscenariet er vel - med udenlandske ejere - at det kan blive en endnu mere Kafkask situation af rede sig ud efter uretmæssigt at være kommet i RKI.
Det er en god historie med ChoicePoint, bestemt. Pointen er ikke så meget at Experian er blevet ejere, mere det faktum at RKI allerede har datasæt liggende som hver for sig er ubetydelige, men kombinationen af dem kan være hård kost for mange af os.
Datatilsynets regler siger en masse om hvad man må have liggende af data i een database. Men reglerne om hvordan man kan samkøre informationer ved at have nøgler i een database som matcher med en anden i en anden database er derimod mere løse.
Hvis du så forestiller dig at man - fordi det kan være økonomisk meget interessant - samkører de data man har liggende i 2 adskilte baser i samme kælder, så bliver det lige pludselig uhyggeligt...
Kafka eller ej...
Send en kommentar