Frank Jensen og løfter

Socialdemokraten Frank Jensen, der blev "housetrained" som minister i det daværende forskningsministerium og som senere overtog en "rigtig post" nemlig som justitsminister, vil gerne være direktør og gerne i teleindustrien.
Stillingsannoncen kunne man læse i Berlingske Tidende i går. Frank Jensen forlader jo Folketinget ved næste valg som en konsekvens af, at han tabte kampen om formandsskabet for partiet.
Hans styrker beskrives således i artiklen: "...så jo, det er mit mål at kunne kombinere ledelsesfunktioner med at være med til at lave strategier. Det er det, jeg kan. Lægge strategier, fastholde dem og føre dem ud i livet". Citat slut.
Umiddelbart vil jeg sige, at Frank Jensen kun fastholder strategier og fører dem ud i livet, hvis han forbliver i samme stilling. Forfremmes han, er strategierne ikke de kilo papir værd, som de er skrevet på det. Som forskningsminister var han hed på at få indført, hvad der kaldes digitale signaturer, altså, at du og jeg kunne skrive under elektronisk med samme juridiske holdbarhed som med en rigtig underskrift på papir. Stærk vision, men hvad skete?
Som justitsminister havde han magten til at føre strategien ud i livet. Hørte man overhovedet ordene "digital signatur" komme ud af hans mund da? Det ville ikke undre mig, om det var Justitsministeriets træghed, der udskød den digitale signatur.
Et andet eksempel. Som forskningsminister brændte han også for effektiv brug af IT. Han havde visioner, også for erhvervslivets fordele. Som justitsminister overtog han klassens sinke. Ingen af ministerierne, der tæller, var vist så gammeldags. Jeg erindrer selv en departmentschef, der stolt fortalte, at han ikke brugte en pc. Han skrev fortsat på sine gule konceptark, der så blev indskrevet i forkontoret. Var der ikke også en justitsminister eller to, der ikke ville have en pc ind.
Var det så det hele, så pyt, men alt, der ligger under Justitsministeriet udgør en sørgelig historie. Hele domstolesystemet er en it-mæssig skamplet, ligeså politiet og tinglysningen. Måske prøvede Frank Jensen at ændre dette, men stødte på så meget modstand, at han opgav. Måske undlod han at prøve, fordi man jo skal vælge de kampe, man vil kæmpe, og står man som ikke fagmand over for juristeriets IT-afsky, så er det nok klogere at klappe i på det punkt.
Men faktum er, at Justitsministeriet den dag i dag hører til i den allerdårligste liga. Det står såmæn sort på hvidt, men papiret er ikke offentligt tilgængeligt.