Chatbesked kostede dyrt

”Digitale indfødte volder problemer”. Sådan lyder overskriften på min klumme på bagsiden af Berlingske Business i morgen, mandag. Den handler om alle de unge, som kommer ind på arbejdsmarkedet. Alle de , der er ”født” med en mus i hånden, og som har vidunderlig gå på mod, når det gælder om at finde og udnyttet godt software til at øge egen effektivitet og måske også firmaets. Men de er også letsindige.

Men. Problemet er jo, at de hidtil kun har haft ansvar for deres egen pc, og drøner den ned som følge af en angreb, så er det måske blot en ”udfordring”. Men får man ved et tilfælde åbnet en bagdør til sin arbejdsplads’ systemer kan det gå grueligt galt.

Jeg har et eksempel, som ikke helt holder sig til den boldgade, men som illustrerer problemet. Det er et lille firma, jeg kender. Her er det ikke en gang unge, vilde, nyansatte, der huserer, men en halv snes højt uddannede mennesker omkring 30-35 år. Som lynhurtigt samarbejdsredskab internt og eksternt bruges Microsofts Messenger (chatsoftware/instant messaging).

Firmaet, der af sikkerhedshensyn har al data samlet ude i byen (hos en professionel virksomhed – host), og som naturligvis også har alskens sikkerhedssoftware på deres pc’er – fik alligevel problemer. En chatbesked bragte ondartet kode i huset, og vupti var i alt fire pc’er internt smittet og ligeså eksterne chatpartnere (koden sendte sig selv videre til dem, der stod i chat-adressebogen).

Dette firma har ikke selv it-folk. Ville koste for dyrt. Men rensningen af pc’erne kostede også dyrt, for det tager jo ekstra tid for ”amatører”. Problemet på en af pc’erne var tilmed så sejlivet, at der her gik en hel arbejdsdag tabt, og det endte med, at al software måtte geninstalleres. Resultatet er, at der nu indføres forbud mod chatsoftware, og det er synd, men forståeligt.

Men måske vil det være bedre, hvis småfirmaer i stedet finder frem til chatsoftware, der IKKE bruges af 50 millioner mennesker eller mere. Desværre kan jeg ikke komme med en liste over egnede tilbud, men der er måske læsere af denne blog, der kan hjælpe. Der findes jo særlige firma-chatsoftware i en noget tungere kategori, hvor det vist er nødvendigt med installation af serversoftware m.v. I den lettere kategori - de web-baserede applikationer - er jeg blot faldet over produktet Campfire fra 37signals.

PS: Den ondartede kode ødelagde tilsyneladende intet, men den blev ved med at fylde skærmen med et tæt beskrevet skærmbillede, der lignede en officiel side fra et it-sikkerhedsfirma. Siden rummede en række oplysninger om firmaet og diverse sikkerhedsinformation, og så denne besked: ”Vi har opdaget, at din pc er blevet smittet med XZY-kode, som kan være meget skadelig. Men vi kan love at fjerne problemet straks, og det koster blot 49 dollars for softwaren, som du kan downloade ved at klikke her”. Det nyttede ikke blot at lukke vinduet. Skærmbilledet poppede blot op igen ind imellem.

Pøj, pøj til den nye digitale tænketank

Langt om længe forener gode kræfter sig om at tænke tanker om Danmarks digitale fremtid. Hverken politikere, embedsmænd eller horden af besserwissere på erhvervsfronten har gidet gøre det godt nok tidligere. Det kan måske skyldes, at ”stoffet”, som en digital fremtid bygger på, ikke er lige til at gå til for folk, der ikke blev ”født” med en mus i hånden. Selv regeringens stort anlagte globale tænketank ”overså” jo den digitale side af sagen (det pinlige deri blev dog opdaget og korrigeret, så der kom lidt tekst med om emnet i de endelige redegørelser).

Den nye tænkegang er oprettet af it-ansvarliges organisation Dansk IT, der har godt 6.000 medlemmer. Samarbejdspartner er avisen Computerworld - min gamle arbejdsplads. Tænketankens officielle navn er ”CIO Innovation Forum” (CIO = Chief Information Officer = it-chef).

De store tænkere er:
- Lars Mathiesen, CIO i Nykredit, formand Dansk IT. (fmd.)
- Mikael Lindholm, chefredaktør, Computerworld.
- Jørgen Bardenfleth, adm. direktør for Microsoft DK.
- Jesper Bove-Nielsen, beta associate betahq.
- Peter Bruun, professor, DTU.
- Allan Fischer-Madsen, vice president, Devoteam Group.
- Torben Flensby, partner i Flensby & Partners.
- Klaus Kvorning Hansen, CIO i Pen-Sam.
- Henrik Jeberg, CIO i Økonomistyrelsen.
- Ejvind Jørgensen, underdirektør i Rambøll Management.
- Lisbeth Knudsen, forhenværende nyhedsdirektør i DR.
- Lars Monrad-Gylling, adm. direktør i KMD. Formand for IT-Branchen.
- Kenneth E. Schmidt, CIO hos Danfoss.
- Michael V. Skånstrøm, CIO hos Lundbeck.
- Mads Tofte, rektor for IT-Universitetet.
- Kim Østrup, underdirektør i IBM, næstformand IT-Branchen.
- Jan Horsager, erhvervsredaktør på Computerworld.
- Tony Franke, direktør i Dansk IT.

Mange rigtig gode navne. Måske lidt for mange Tordenskjolds soldater, når det gælder råd og udvalg. Personligt sætter jeg især min lid til it-cheferne og universitetsfolkene. De har været savnet i debatten. Mere om tænketanken hos Dansk IT og hos Computerworld.

Men når der alligevel er taget eksterne med ind... mangler der ikke lidt fremtid? Hvor er de, der ER ”født” med en mus i hånden, med sjælen på nettet, med pulsen fra de spritnye netbaserede applikationer. De grænseoverskridende, der lige nu er ved at få børn, som også giver dem store tanker? De, der stadig tror, de kan erobre verden.


PS: Hvorfor er jeg utænkbar? Hvorfor er der faktisk aldrig nogen, der spørger mig, om jeg vil tænke med? Det kan jeg så tænke over:-)

DR’s smukke mænd og kvinderne

Forleden kunne vi endnu en gang læse, at et godt udseende har en stor betydning for, om man får et job. Nu skal jeg bestemt ikke påstå, at hverken DR’s Kenneth Plummer eller bestyrelsesformanden Mogens Munk Rasmussen har fået deres job, fordi de ser godt ud, men det er jo en trøst at vide, at skulle de få sparket end dag, så står de jo bedre end så mange andre, der fyres fra DR i den kommende tid.

Noble Mogens og Hip-Hop Plummer kan nemlig få flere problemer, end dem de løb ind i, fordi de håndterede sagen om budgetoverskridelsen på 600 mio. kr. så amatørmæssigt udadtil. De troede måske på udsagnet ”Hold kæft og vær smuk”, men det gælder jo kun kvinder. Parret får får dog også problemer, når det efterhånden går op for danskerne, at nysprog er deres foretrukne sprog.

DR har lanceret et projekt, der hedder ”Tættere på danskerne”, og det går på, at man fjerner sig fra danskere – nemlig de danskere, der er glade for deres DR-lokaludsendelser. Genbrug på tværs af regioner, er formlen, der skal spare penge i regionerne, plus lidt ”SMS-ind og vi knevrer”. Der er jo et stort DR-hul ude i Ørestaden, der skal fyldes.

Det er direktionsmedlemmet, rare Lars Vesterløkke, der på Plummers vegne står for at markedsføre en blind førerhund.

”Tættere på danskerne”? Hvorfor har man regioner, hvis man mener, at det er mere vigtigt for bornholmerne at høre stof fra Midt/Vestjylland. Selvfølgelig fordi man så kan skrue ned for egenproduktion og med tiden have færre ansatte på Bornholm.

Men det er DR-lokalredaktioner, der evner at fastholde deres lyttere – og mange lyttere - i modsætning til, hvad DR-hovedet evner. Den uretfærdighed skal ”Tættere på danskerne” nok medvirke til at eliminere.

To kvinder ud
I går røg én markant kvinde. Lisbeth Knudsen, men rare Vesterløkke forblev. Han trives med nysprog. Jeg hører, at en anden markant DR-kvinde, Kirsten Vestergaard, ikke trives med det. Hun stod i spidsen for DR Østjylland, men er gået, og lyden efter døren, der smækkede, runger endnu. "Tættere på danskerne". My ass.

Alt i alt er det faktisk min erfaring, at de allermest professionelle kvinder trives allermindst med nysprog. De skuer durk igennem de verbale krumspring, der skal få medicinen til at glide ned, og det er ved gud pinligt. Intet under, at man trives bedst uden dem. Kunne de ikke bare være lidt rare?

Men noble Mogens holder bestemt af kvinder, hører jeg. Også de andre mænd, men altså ikke alle typer. Og så står vi altså med Danmarks største Public Service-institution. Men smukke hanner i toppen. Med smukke ord og en smuk koncertsal. Bliver spændende at se, om det ydre bliver endnu mere vigtigt for DR fremover end det indre.

Og hvad har dette med it at gøre? Ikke en dyt, men min klumme handler jo også om it OG business. I øvrigt startede smukke Mogens jo sin karriere på it-fronten, men det er han kommet over.

Lisbeth Knudsen med mandsmod

Jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvorfor DR’s nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen får sparket. Men historien fik mig til at mindes en hændelse, der gav mig dyb respekt for kvinden.

For manne år siden – tilbage i slutningen af 1980’erne – fik jeg Lisbeth Knudsen til at gå med i et dommerpanel, der skulle vurdere en kronikkonkurrence med titlen ”Fremtidens ideelle arbejdsplads”. Den gang var der hård, dyr kamp om it-folk. Jeg var informationschef hos Kommunedata, der er en af landets største it-arbejdspladser, og selvfølgelig skulle kronikkonkurrencen også ses i en PR-sammenhæng.

Politiker og lektor
Jeg erindrer ikke helt dommerkomiteens sammensætning, men en kendt, veluddannet kvindelig politiker var i hvert fald også med (vel den gang den eneste politiker, der engagerede sig i it), foruden en handelshøjskolelektor. Der var vist også en personalemand med plus vist direktøren og måske en til (jeg smed årsberetninger fra den tid ud for blot et par uger siden - pladsnød – så jeg kan ikke tjekke).

Vi var nogle, der foretog en grovsortering. Derefter fik hvert medlem af dommerkomiteen vel et dusin kronikker tilsendt. På mødet, hvor det endelige valg skulle foretages, blev der flertal for en kronik, der ikke kunne gøre en kat fortræd, ej heller ikke kunne gøre en arbejdsplads langt bedre for fremtidens unge.

Kronikken var politisk korrekt fra første til sidste punktum. Sagde alle de ting, som på var inde på bjerget om medindflydelse, fleksibilitet etc. etc. Der var intet nyt, intet revolutionært. Blot en gang fremtidsforskeragtig omsorgsagtig lirum larum.

Slog i bordet
Så slog Lisbeth Knudsen i bordet. Hun gad ikke være med, hvis det var sådan en gang forudsigeligt skriveri, der blev opfattet som det bedste bud på ”Fremtidens ideelle arbejdsplads”. Så ville hun ikke lægge navn til.

Forvirringen bredte sig rundt om bordet. Og vel også en pinlig erkendelse af, at det ikke holdt. Afstemningen gik om, og en langt mere nytænkende kronik vandt. Den ”åh så rigtige” blev fortrængt til andenpladsen. Heldigvis.

PS: Jeg læser, at Lisbeth Knudsen ikke ville tage imod tilbuddet om posten som kommunikationsche for DR. Jamen, hvor har Plummer dog arkiveret sin intelligens. Eller var der blot tale om et dobbelt spark.

Enhver i den journalistiske verden ved, at personer, der virkelig brænder for journalistik, kun yderst sjældent går over på den anden side af bordet. De udbrændte gør det måske. De, der brænder for penge, gør det. Og så enkelte, der er kørt helt sur i mediearbejdspladsen.

Informationschefstillinger har ikke høj status, fordi der sjældent er koblet reel magt til. Måske af samme årsag er det blevet til et typisk kvindejob.

Selvfølgelig gik afstemnings-pc’erne i sort

De amerikanske medier stod på spring for at dække problemerne med afstemningscomputerne ved midtvejsvalget i USA, og de behøvede ikke vente længe. Der blev bøvl med computerne i mindst tre stater. I Indiana måtte en dommer forlænge åbningstiden med nogle timer, og andre steder måtte man vende tilbage til papiralderen.

Der viste sig at være programmeringsfejl og betjeningsfejl. Endnu er der ikke kommet historier ind om ”pyntede regnskaber”, men det kan komme. Amerikanske Diebold, der leverer afstemningspc’erne, har mange gange været i fokus i historier om indbrud i systemerne. Softwaren, som burde være så sikker som Fort Knox, er tidligere blevet hacket - også fra universitetshold, netop for at påpege problemet.

Avisen US Today var vist allerhurtigst ude, og lige nu ligger computerproblemet som tophistorien. Et medie, der kun skriver om andre medier (Editor & Publisher), giver bredere kig ind i dækningen.

Men det ser lige godt spøjst ud, et valglokale med stemme-pc’er i stedet for de små, her i Danmark så velkendte stemmebokse. Tag et kig hos Cnet.

PS: Jo, jeg tror skam på stemmecomputere, men der skal lægges mindst lige så stor omhu i udviklingen af software til disse, som til pengeautomaterne på vores gader.

PPS: Også herhjemme fik vi i dag et computernedbrud, som ramte meget bredt. Det var e-boks, der samler folks elektroniske regninger, lønsedler og meget andet. Historien om e-boks, der har 900.000 bruger, ser du på computerworld.dk.

Skru' ned for annoncen, IBM

Netannoncer med lyd vinder frem, men de kan være en pestilens. For et par minutter siden blev jeg råbt ned af en IBM-annonce på Computerworld, blot fordi musen kom til at strejfe annoncen på skærmen. Når man er priviligeret med et meget stille kontor - som jeg er for tiden - får man et dobbeltsidet tankeskred af forskrækkelse. Sidder man i kontorlandsskab kommer man til at forstyrre alle andre.

Så skru' venligst lidt ned for lyden, IBM, selv om jeres reklamefirma synes, at det er åh så smart, at folk råbes ned.

Dagbladet Børsen har været mindst lige så slem som IBM med en skrigende egenannonce på borsen.dk. Måtte den aldrig komme igen. Det giver jo bagslag. Virker useriøst, og kan tilmed sætte folk i knibe -"Hvad er tossen dog i gang med?"

Allerhøfligst vil det jo være, hvis lyden først kommer, når man klikker på selve annoncen, men det er måske for meget forlangt:-)

Venter på Nyhedsavisen

Nyhedsavisen er nu udkommet en måned, og jeg har stadig ikke fået den ind ad min brevsprække. Omend jeg er nysgerrig, gør det ikke så meget. Har min daglige avis plus tre ekstra hver fredag. Og da min interesse går meget online-vejen, har jeg jo haft mulighed for at følge den satsning, der sker på adressen www.avisen.dk.

Online-avisen fik jo en helt mislykket start, men her – efter en måneds mulighed for at realisere hele den bebudede nytænkning – er jeg faktisk ikke imponeret. Måske er jeg ikke i den rigtige målgruppe:-) Måske er avisen.dk ved at blive lagt ned af henrykkede klikkere.

Først dog et skulderklap. Det er alletiders, at folk kan kommentere artiklerne. Den funktion findes andre steder, men alle aviser burde have den. Og så har avisen jo efterhånden også alle de andre ”must-haves” for netaviser, såsom mest læste, mest debatterede og seneste læserindlæg.

Men så til minusser:

* I det oprindelige layout, som debuterede den 6. oktober, var der lagt op til masser af sektioner. Der er stadig kun tre. Kommer der flere?

* Journalisternes blog blev gjort til den store åbenbaring, nu skal man lede efter dem og efter nye indlæg, og de kommer hulter til bulter med læserblogs, hvilket er meget demokratisk, men der er grænser for, hvor mange blogindlæg, jeg gider blade igennem. Og folk skal ved gud være gode bloggere, før jeg begynder at tegne den slags abonnement, som man får via de såkaldte RSS-feeds. Men jeg nåede ikke at få skilt skidt fra snot, før det hele kom i en pærevælling.

Der er dog en spalte, der hedder ”avisen.dk anbefaler”. Der så man for eksempel chefredaktør David Trads blog blive fremhævet som værd at læse på et tidspunkt, hvor seneste indlæg var tre uger gammelt og debatten for længst død. Nu er der dog gang i bloggen igen, og blandt Trads’s flittigste våbendragere i kommentarfeltet er en mand, der efterhånden viser sig at være fra avisens reklamebureau Hello, der også er investor. Chefredaktøren selv blander sig yderst sjældent i debatten.

* Vedr. annoncer. Var det virkelig meningen, at det er de små tekst annoncer fra Google-reklametjenesten, der skal udgøre stort set alle annoncer. Giver de flere kroner i kassen? Umiddelbart synes jeg de giver et rodet læsebillede.

* Vedrørende artikler. Er de bedre, end hvad man finder andre steder?

Lad os høre nærmere. Fra Trads’ våbendrager eller andre fra Hello eller nyhedsavisen om, hvad vi stadig har at glæde os til på avisen.dk.

Børsnoteringer med vagthund?

Svigter avisernes finansjournalister, når nye firmaer føres på børsen, eller har det altid været et Wild West-land, hvor man også må acceptere, at den kloge narrer den mindre kloge, og den onde den godtroende?

Spørgsmålet rejser jeg, fordi vi igen ser en bølge af it-firmaer blive ført på børsen herhjemme. Timingen er den rette. Der er igen ”hype” og tiltro til it-området. Men jeg rejser også spørgsmålet, fordi jeg så hvad der skete under sidste bølge – inden dotcomkollapset. Og hvad der skete endnu tidligere.

Det må jo være overmåde vanskeligt selv for folk udi aktiehandel at gennemskue, om et it-firma vitterligt har fremtiden foran sig, eller ”fremtiden” ligger bag, og ejerne blot går efter ”cashe” ind, inden det går op for alle. Inden konkurrenter overhaler indenom, eller nye teknologier overhaler udenom.

Visse nye prospekter ser jo attraktive ud med lovede vækstprocenter på 30-50 procent, og med en stor forhåndstegning af aktier. Men er der måske blot tale om en bagmandsmanipulation, der skal give indtrykket af, at en aktie er hot på forhånd, for at lokke flere til fadet? Bagmænd, der lopper kursen lidt op efter noteringen og så sælger, mens andre holder fast i tiltroen til at de har købt noget godt.

Jeg har set bovlamme krikker blive markedsført som spænstige galopheste af både investeringsbanker og krikkernes ejere. Men i modsætning til i hesteland er det ikke let for potentielle købere at skue ”hesten på tænderne”.

Til tider har jeg funderet over, om investeringsbankerne blot har inkompetente analytikere, for godtroende analytikere eller om de er samvittighedsløse. It-området er godt nok svært at gennemskue, men er det sværere end andre områder, og kan indtægter ikke købes for dyrt?

Jeg har også funderet over, hvorfor pressen ikke går tættere på it-børsprospekter. Pressen ynder jo ellers at opfatte sig som en vagthund, der agerer på borgernes vegne, og der er immervæk mange borgere, som er interesserede i aktier, og som kunne have brug for lidt hjælp.

Men aviserne har jo skåret kraftigt ned på bemandingen, og det tager tid at grave. På it-området skal man typisk til udlandet for at finde konkurrenter og kompetente fagfolk, der kan vurdere sagen, og måske undlader finansjournalisten og it-journalisten at gå sammen. Nu om dage, hvor erhvervsjournalisterne gerne skal producere 2-3 artikler hver dag, må man jo også i højere grad gå efter de lavthængende frugter, selv om det også er dem, som konkurrentavisen plukker.

Men hvad mener du? Forlanger jeg for meget "omsorg" for aktiehandlende?

PS: Gennem de seneste år er der pænt med eksempler på it-børsnoteringer, der skuffede og visse katastrofalt (f.eks. e-Huset, Memory Card Technology, iData, Brandts Ventures, 2M Invest, Systemforum) andre noget (Columbus IT-Partner, Maconomy – og måske Danware (kan ikke få adgang til at tjekke kursudviklingen på Danwares site).

Tænk også bare på gamle Olicom, hvor stifterne efter at have nydt godt af en Nasdaq-notering i en årrække, så også lige ville ind på Københavns Fondsbørs, så der kom lidt ekstra millioner ind ind til ”satsninger” og lommer. Jeg påstår ikke, at Olicom snød folk med gustent overlæg.
Måske var selskabet blot uheldig. Olicoms valg af netværksteknologi (Token Ring) viste sig kort tid efter købehavnsnoteringen helt at tabe pusten, mens en anden type (Ethernet) vandt verden, og Olicom selv var for sent ude med sin Ethernet-teknologi. Men var afdækningen af muligheder og risici den gang tilstrækkelig?

Novell går i seng med Microsoft, men hvorfor?

Microsoft og Novell offentliggjorde i går en pagt, som gælder en fredelige sameksistens af Microsofts Windows-verden med Open Source-verdenen, men ikke den hele.

Kun Novells udgave af Linux-operativsystemet - SuSe - er omfattet. Oprindeligt udviklet i Tyskland, men købt for ikke så længe siden af Novell, der også har open source kontorpakken Open Office i produktpaletten. Pagten skulle også lette tilværelsen for Open Office pc'erne, og vel også for SuSe's egen desktop (pc)Linux.

Den anden store Linux-leverandør, Red Hat, er altså ikke omfattet. Red Hat er, hvad f.eks. IBM og Oracle støtter sig til. Oracle har i øvrigt netop sagt til sine kunder, at de skam ikke behøver købe dyr Linux-support fra Red Hat. Den vil Oracle leverer meget billigere.

Grundlæggende set fatter jeg ikke rigtig, hvad det her går ud på, og det trøster mig, at forskellige kloge kommentatorer heller ikke er enige. Men de to leverandører siger, at da flere og flere kunder bliver fælles, fordi det efterhånden er blevet muligt at køre både Windows og Linux på samme computer, så sker det af hensyn til kunderne. De har nemlig har anmodet om, at samspillet skal gøres gnidningsfrit.

(At man kan køre flere operativsystemer på samme computer skyldes en ny type software, der går under betegnelsen "virtualisering", der på sin vis opdeler én computer i flere computere. Til visse opgaver vælges billige Linux, til andre vælges Windows).

De to selskaber lover også hinanden, at kunderne ikke skal lide, når de klassiske magtkampe i it-branchen udspilles, nemlig når de sagsøger hinanden for patentkrænkelser. Microsoft hævder, at der visse steder i Linux er sket krænkelser af MS-patenter, men nu beskyttes Novell-kunderne altså, skulle MS få ret. Ikke Red Hat-kunder.

Mary Jo Foley, der hører til blandt de mest erfarne journalister med speciale i Microsofts kongedømme, mener at humlen ligger i patenterne og i Oracle/Red Hat-konstellationen. Hendes blog findes her.

En anden garvet analytiker, Josh Greenbaum, der har speciale i ERP (økonomisystemer med videre, herunder Microsofts) mener, at Microsofts omarmning af Linux er et klogt træk. Han sammenligner det med at Apple for nylig også åbnede for, at der kunne køres Windows på Mac-computere. Han mener, at omarmningen vil kvæle Linux.

I Open Source-verdenen lyder der i øvrigt vilde protester, selv om Microsoft har lovet ikke at tage patent på noget, som ulønnede open source-folk har udviklet i denne sammenhæng. Aftalen kan være i strid med reglerne i den licens, som gælder for distribution open source-systemer GPL (General Public License). Tjek for eksempel her.

Gad vide, hvad danske kunder og danske Open Source-tilhængere mener.

Formueekspressen tøffer videre

Berlingske Business har i dag fokus på det sammenfald i personkredsen omkring den varslede børsnotering af firmaet Rovsing A/S, som jeg nævnte på bloggen i går. De to hyppigste gengangere er Aldo Petersen og Peter Forchhammer, der har kørt parløb fra helt tilbage i de glade 80'ere. De seneste tilkomne i fællesskabet er Navision-milliardæren Erik Damgaard og erhvervsmanden Christian Rovsing.

Aldo Petersen og Peter Forchammer tjente sammen store penge i 80'erne, hvor obligationskursen skød i vejret. Men de så også et forretningskoncept i de gode tider. Sammen med Erik Winther oprettede de selskabet Dansk Formueforvaltning, der tilbød almindelige danskere at ride med på indtjeningsbølgen. Hop med på Formueekspressen, lød løftet. Nogle nåede at score, men tiderne skiftede, og det blev et dyrt bekendtskab for langt de fleste af småinvestorerne.

Stifterne solgte selv selskabet til Difko for 8,2 mio. kr. Senere stiftede Aldo Petersen og Peter Forchhammer sammen Telepartner, der ville sælge billig udlandstelefoni. Selskabet skiftede senere navn til Euro909 og senere igen til Eurotrust, der havde fokus på it-sikkerhed, men som også havde et medieside.

Peter Forchhammer har sideløbende foretaget en lang række investeringer via sit eget investeringsselskab Synerco, og der er sket mange virksomhedssalg på tværs.

Til Eurotrust solgte Forchhammer blandt andet Sunny Tours, franske Alphasys, tv-stationen DK4, Digiweb samt Virus 112. I alt var han med til at formidle salg til Eurotrust for 80-100 mio. kr. Betalingen faldt nogen gange i kontanter, andre gange i aktier.

Fra Eurotrust til Synerco er blandt andet solgt Chilli-magasinerne og Virus 112 samt Sunny Tours (altså begge retur). Virus 112 blev lagt sammen med et andet it-sikkerhedsselskab Comendo, der i øvrigt står foran en børsnotering via Capinordic. Investeringsbanken, som både Aldo Petersen og Forchammer har penge i, og som også står for at føre Rovsing A/S på børsen. Forchhammers selskab har i øvrigt også en lang række spændende innovative satsninger, som køres på egen hånd (så vidt jeg ved).

Der er altså intet nyt i personsammenfaldet. Aldo Petersen kører desuden et mangeårigt parløb med erhvervsadvokaten Karoly Nemeth, men Peter Forchhammer har valgt advokater til anden side. Bo Kristensen, som i sommer erstattede Aldo Petersen som adm. dir. for Eurotrust, er i øvrigt også en genganger på, hvad der har vist sig at være en sand formueekspres - for hovedpersonerne. Endnu en person er hyppigt med, men ALTID bag kulisserne, nemlig finansmanden Ole Abildgaard.

Nu har Eurotrust, som jeg skrev på bloggen i går, skiftet fokus til vindenergi. Jeg glemte dog at fortælle, at også ejendomsmarkedet er i fokus.

Og hvorfor jeg sådan lige kan remse forhistorien op:-) Jo, jeg har tidligere kigget en del på Eurotrust, som kørte med underskud på underskud. Da jeg sidste regnede på det - i 2003 - var det akkumulerede underskud på over en halv milliard kroner. Jeg har også skrevet om personerne, især i dagbladet Børsen. At følge de to hovedpersoners færden er for mig langt mere spændende end nogen biografi om topchefer. Måske bortset fra en, der endnu ikke er skrevet, den om Christian F. Rovsing.

Rovsing holder sig til familien

Jeg ser, at den kendte erhvervsmand Christian F. Rovsing vil på børsen med sit firma Rovsing A/S, der blev etableret i 1992. Selskabet udvikler software til kvalitetstjek af anden software i rumraketter og vil gerne ekspandere til automobilindustrien. Jeg ser, at Rovsing har valgt investeringsbanken Capinordic til at føre firmaet på børsen og dermed til at få omkring 60 millioner kroner i hus til den ønskede ekspansion.

Med valget af Capinordic bliver transaktionen på sin vis i familien. Christian Rovsing blev i maj medlem af bestyrelsen for danske Eurotrust, der er noteret på Nasdaq, og der er et vist personsammenfald mellem Eurotrust og Capinordic. På bestyrelsesfronten er Erik Damgaard, der blev milliardær på salget af Navision til Microsoft, repræsenteret begge steder, og der er også visse sammenfald i ejerkredsen, har jeg læst.

Eurotrust havde i en længere årrække fokus på it-sikkerhed, og med en enkelt undtagelse, var der altid minus på bundlinien. Nu har Eurotrust skiftet ham – nu gælder det vindenergi. I den sammenhæng ”opkøbte” Eurotrust selskabet Aktiv Gruppen, der blandt andet har vindmølleparker i Tyskland. Også her var der i øvrigt et vist sammenfald i ejerkredsen.

Med transaktionen fik Aktiv Gruppen på inddirekte vis sikret sig en plads på Nasdaq, og man har bebudet, at Eurotrust-navnet skiftes til noget med vind eller energi, men stadig indledt af Euro.

Capinordic er vist noget billigere, når det gælder om at komme på børsen, end de traditionelle investeringsbanker. På det seneste har Capinordic hjulpet blandt andre Notabene, hvor der også er vist sammenfald i ejerkredsen, på ”babybørsen” First North. Men for Rovsing A/S gælder det Københavns Fondsbørs.

Prospektet offentliggøres i morgen, onsdag. I øvrigt samme dag, som Christian F. Rovsing fylder 70. Han blev kendt af hele familien Danmark, da han for herrens mange år siden kommenterede opsendelsen af rumraketter på kyndig vis. I 1984 blev han kendt for det største virksomhedskrak nogensinde i den danske it-industri. Christian Rovsing A/S sank., men en række firmaer groede ud af resterne, heriblandt Olicom og CRI. Få overlevede dog i længden.
Christian Rovsing er i øvrigt ikke ubekendt med børsnoteringer. Han var som medstifter, bestyrelsesmedlem og aktionær (via sit selskab CRE) med til at føre batterifirmaet Danionics på børsen, men fik solgt ud i tide.

(Disclaimer: Jeg var ansat i Christian Rovsing A/S i et par år, men forlod selskabet to år før konkursen)

Amter sælger it-medejerskab til spotpris

CSC bliver nu eneejer af datterselskabet CSC Scandihealth, der står for sygehussystemer og andre systemer, der har med sundhedsvæsenet at gøre. Amterne sælger sin 40 procents andel til CSC, der ifølge Computerworld betaler 120 millioner kroner for aktieposten.

Er det beløb ikke meget lavt? CSC Scandihealth omsatte jo for 316 millioner kroner i regnskabsåret 2004/2005 og havde et overskud på 25,5 millioner. CSC’s pris for 1 krone i omsætning er altså blot 1,50 kroner.

Af Computerworld-artiklen fremgår, at beløbet ikke har været til forhandling, da prisen ”blev låst fast til omsætningen” den gang, hvor CSC købte sig ind i amternes it-center. Det var efter at amterne selv havde ”købt” det såkaldte sundhedsdatacenter ud af KMD (da Kommunedata), som var ejet af amter og kommuner. Nu er det kun kommunerne.

Habilitet
Amterne forklarer salget af resterende 40 procent med, at der ellers kan opstå habilitetetsproblemer i forbindelse med de elektroniske patientjournaler. CSC Scandihealth er en af flere EPJ-leverandører, men staten og regionerne (amterne) har jo oprettet Den Nationale EPJ-organisation, der får ansvaret for at nå frem til en ny, fælles EPJ-platform. Ingen aner dog, om organisationen får udviklingsansvar eller om den ”blot” skal udarbejde kravsspecifikationer til markedets it-leverandører.

Er en medvirkende grund til, at amterne sælger til spotpris, at man ikke vil være med til at bære it-centrets underskud, skulle CSC Scandihealth ende helt ude i mørket, hvad angår e-journalerne, som der er postet mange millioner i? IT-selskabet vil jo stadig have kommunerne, som en vigtig kunde, men spørgsmålet er vel, om den omsætning batter nok.

CSC Scandihealth kom i øvrigt meget sent ind i EPJ-racet og kom tilmed i klemme, da indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen trak bremsen ved at dekretere, at nu skulle der skaffes fodslaw på den front. CSC var blot en underskrift fra at have vundet sin første ordre på EPJ-kernen, da Nordjyllands Amt lod sig forskrække af ministeren.

Kommundata snorksov
En anden sag er, at sundheds-selskabet burde have været allerførst ude med et EPJ-system. Foden var jo for længst inde hos alle amter, idet Kommunedata stod for sygehusenes patientadministrative system. 1. generation var det røde system, 2. generation det grønne, som p.t. findes i tre forskellige udgaver.

Hvorfor Kommunedata bommede totalt? Det skyldes nok en blanding af monopolsyge, grådighed og modvilje mod besvær. Udvikling koster dyrt. Kommunedatas sundhedsdatacenter tjente pengene på driften af patient-systemerne. Selve udviklingssiden var en underskudsforretning, så vidt jeg har lyttet mig til. Og ejerne – Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening – finansieredes i høj grad af Kommunedatas overskud. Læg så oveni, at amterne havde vidt forskellige ønsker til, hvad der skulle dækkes af EPJ. Resultatet blev ZZZZzzzzzzzz.

Så i stedet for en udvikling af et fælles basis EJP-system gik tiden. Og da fraværet af elektroniske patientjournaler nærmest blev pinlig for det danske sygehusvæsen begyndte stort set hvert amt at udvikle sit eget system, uden at der blev vedtaget standarder for indbyrdes kommunikation mellem systemerne. Og nu skal der startes forfra igen med noget fælles!

Militærblogs scannes for løse tungebånd

På et tidspunkt blev det opfattet meget positivt, at aktive amerikanske soldater bloggede fra fronten og at ex-soldater også bloggede. Det var et alternativ til pressens skildringer og gav plads for langt flere nuancer i skildringen af hverdagen. Visse blogs blev også til en slags PR for indsatsen.

Nu vender det amerikanske militær et ret så kritisk blik mod disse blogs. "Løse tungebånd sænker skibe, sådan var det også under 1. verdenskrig", lyder forklaringen på, at militærblogs scannes for information, der kan afsløre ting, som ikke burde kendt for fjenden.

Bladet Wired, der har historien, fortæller, at flere blogs afgår ved døden, men også, at udviklingen afslører et kultursammenstød mellem de unge soldater og det traditionelle militærsystem.

Politiske rævekager bag EPJ

Tilgiv mig, men igen kommer jeg med alt for mange ord. De, der ikke interesserer sig for sagen om de elektroniske patientjournaler, behøver ikke at læse videre. Men det her handler også om slagsmål mellem ministre og mellem de forskellige sektorer i det offentlige.

Et spøjst spil bag kulisserne har ført frem til det nyeste kapitel i sagaen om sygehusenes elektroniske patientjournal. Som bekendt har regeringen og de kommende regioner jo oprettet Den nationale EPJ-organisation, der skal få afhjulpet ulemperne ved det anarki, der hersker på EPJ-området.

Spillet involvere flere konsulenthuse og flere ministerier. Som jeg hører det, synes den nye strategi dog først og fremmest at være udsprunget af hovsa. Ikke af solidt, planlagt forarbejde.

Nu skal der jo skaffes fælles fodslaw om patientjournalerne. De forskellige sygehuses systemer skal naturligvis kunne ”snakke sammen”, og systemerne skal desuden række ud til hele sundhedssektoren. Måske skal der tilmed et helt nyt fælles system til.

Men først skal den nuværende situation evalueres. Hvad var mere nærliggende end, at den nye EPJ-organisation bad det såkaldte EPJ-observatorium, der hidtil har stået for evalueringsarbejdet, klare denne vurdering også? Men nej. Og det på trods af, at EPJ-observatoriet er offentligt finansieret, og at det har et rigtigt godt ry. I stedet vælger den politisk udpegede bestyrelse at anvende Deloitte, der i flere år ikke rigtig har været tæt inde på sygehussektoren.

Hvad har EPJ-observatoriet dog gjort galt? Det vender jeg tilbage til. Heller ikke to andre konsulenthuse, der på det seneste har haft snuden inde på EPJ-området, Devoteam (Fischer & Lorenz) og Rambøll Management får chancen.

”Den nye EPJ-bestyrelse vil have nogen, der ikke har smuds på fingrene,” hører jeg. Altså ubesmittet af forhistorien.

Budbringeren anskudt
Og her er forhistorien. For et år siden kunne EPJ-observatoriet fortælle, at fuld dækning med EPJ sandsynligvis først ville være opnået i 2015, selv om den seneste satte deadline havde lydt på 2006. Som jeg skriver i morgendagens klumme på bagsiden af Berlingske Business udløste det jo et politisk stormvejr.

Hidtil havde man i indenrigs- og sundhedsministeriet samt på Christiansborg vist været ligeglade med, at stort set hvert amt udviklede sit skræddersyede EPJ-system, og at det naturligvis kostede overmåde dyrt. Men kunne amterne måske have været bedre tjent med at enes om at købe et sæt stangtøj, eller få udviklet et one-size-fits-all (med nogle tilpasninger, dog)?

EPJ-observatoriet blev ikke populær. Skudt som budbringer af dårlige nyheder blev det dog ikke, men lad os se, om observatoriet om et par måneder får fornyet den nødvendige bevilling eller ej.

Alt dette skete altså i det sene efterår 2005, og satte gang i alskens besserwisseri. For eksempel fortalte en it-forsker, at alt blot skulle skrottes, for man kunne have et helt nyt, perfekt fælles system parat om blot to år! Jeg lader lige billedet stå. Et offentligt it-projekt til et par milliarder. Færdigt på to år?

Løkke trak håndbremsen
Så faldt der lidt stilhed over sagen igen, men i marts 2006 gav indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke så pludselig besked om, at nu skulle der gribes ind. Mange opfattede, hvad han sagde, som at nu skulle alt, der var udviklet eller under udvikling skrottes. Afskrives. For nu skulle der faktisk udvikles et nyt system til sygehusene. Et fælles standardsystem.

(Nordjyllands amt, der stod lige foran at sætte sin underskrift på en EPJ-kontrakt med CSC, blev så skræmt, at man – så vidt jeg hører – sendte et brev til ministeriet om, hvorvidt det mon ikke var klogere, at man ventede med underskriften. Jo, svarede ministeriet.)

Det var imidlertid slet ikke Lars Løkke Rasmussens embedsmænd, der var nået til konklusionen om at skrotte alt. Det var it-konsulenthuset Devoteam, som har slæberne ret så godt inde hos det offentlige, der havde udarbejdet en rapport og afleveret den til ministeren (om på eget initiativ eller ej ved jeg ikke). Men Løkke blev glad, for det lignede jo nærmest en vidundermedicin. Faktisk hører jeg, at da ministeren fremlagde SINE planer på Amtsrådsforeningens årsmøde, var der flere passager i hans tale, der havde en forunderlig lighed med passager i konsulenthusets rapport.

Thor til modangreb
Løkke trak altså håndbremsen og varslede skrotning, selv om for eksempel Århus amt allerede havde over 300 millioner kroner ude at svømme i sit system, og hovedstadsområdet var i gang med en milliardinvestering. Ingen af de to steder, var udviklingen endnu afsluttet, men at lukke alt ned, straksafskrive, og vente og vente på et gigantisk nyt offentligt it-projekt.......

Nogen må have fortalt finansministeren, at det kunne være problematisk. Så finansministeriet tyede til et andet konsulenthus, Rambøll Management, som kiggede nærmere på samfundsøkonomien i straksafskrivninger og nyudviklingen. Økonomien var rådden, og risikoen for, at det skulle gå galt, stor.

Tvungen tallerkenvending
Så mon ikke Thor satte tommelskruerne på, for pludselig hørte vi, hvorledes Lars Løkke Rasmussen begyndte at trække i land. Han havde da ikke sagt, at alt skulle skrottes. Bare, at der skulle sikres et fælles EPJ-fundament, hvad det nu end var.

Så var det, at man (regering og regioner) traf beslutning om, at lægge hele ansvaret over i en ny organisation, Den nationale EPJ-organisation. Vedtagelsen skete i juni. I bedste fald ansættes direktøren ved årsskiftet, hvis det nylige stillingsopslag ikke blot repræsenterer en skinmanøvre. Og så skal der specificeres en ny strategi, en ny it-arkitektur, en ny EPJ-platform, hvis altså ikke regering og regioner ender i indbyrdes krig (om mål og midler), inden man er nået så langt. Rygtet går faktisk også på, at den nye direktørs første opgaver faktisk bliver at få sundhedsstyrelsens tre dele (statistik, informatik, afregning) til omsider at finde fodslaw, så indenrigs- og sundhedsministeriet står lidt stærkere.

Adfærdsregulering
I den nye EPJ-organisations bestyrelse findes ingen repræsentation af hverken patientorganisationer eller lægelige organisationer, kun for stat, regioner og kommuner. IT-leverandører er naturligvis heller ikke repræsenteret. Alle steder ligger masser af erfaringer, som man må håbe at den nye bestyrelse også trækker på. Ellers ligger der en risiko for, at det nye EPJ til hele sundhedssektoren ender med at få allerstørst fokus på det rent administrative og regnskabsmæssige. Hele kontrolsiden. EPJ som et middel til for alvor at kræve ændring i adfærden på sygehusene?

Snakken gik i sidste uge på EPJ-observatoriet årlige konference, der er Europas største, og som havde trukket 500 deltagere til. Noget af en præstation for en lille organisation, der består af konsulenthuset Mediq (som blandt andet har læger med ekspertise inden for sundhedsinformatik) samt Aalborg Universitet, der har stillet forskere til rådighed.

Desværre for deltagerne lettede tågen om fremtidens EPJ ikke. 7-8 måneder efter, at Lars Løkke Rasmussen kom med sin bombastiske udmelding står hele EPJ-folket stadig i vadestedet. Den nye EPJ-organisation, der også var på podiet, havde ikke rigtig nye konkrete oplysninger at byde på. Ingen aner for eksempel, om det også skal stå for noget af den kommende softwareudvikling.

Uvis fremtid
Som nævnt kom EPJ-observatoriet trods års godt arbejde til at tilhøre ”det forkerte selskab” efter sin sandfærdige udmelding om forsinket EPJ-dækning.

Eksisterer EPJ-observatoriet næste år? Det ved ingen. Blot er det helt sikkert, at mændene bag alligevel inviterer til endnu et årsmødet, og jeg er helt overbevist om, at konferencen igen tiltrækker interesserede. Som nævnt har observatoriet et godt fagligt ry, men mindst lige så vigtigt er, at det er blevet en slags nav i et stærkt netværk på kryds og tværs af EPJ-interessenter.

Men mon ikke observatoriet mange gange har fortrudt, at de undlod at have uld i mund sidste år. Så taler man jo et sprog, som politikerne forstår, uden at blive sure.

PS: I morgendagens klumme skriver jeg i øvrigt også, at efter hvad der blev fortalt af Løkke plus flere andre på EPJ-observatoriets årsmødet, så er Danmark med den nuværende EPJ-dækning et foregangsland i international sammenhæng. Holder det mon?

Fredags-frikvarter

Ind imellem bliver denne blog alt for seriøs, men her op til weekenden et lille forslag til nogle muntre sekunder, inden du lukker ned for pc'en.

At leve som kat og hund får en hel anden betydning efter dette klip, som jeg har hentet på videotjenesten YouTube - den, som Google netop har givet milliarder for.
Voila og god weekend.