8.11.06

Lisbeth Knudsen med mandsmod

Jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvorfor DR’s nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen får sparket. Men historien fik mig til at mindes en hændelse, der gav mig dyb respekt for kvinden.

For manne år siden – tilbage i slutningen af 1980’erne – fik jeg Lisbeth Knudsen til at gå med i et dommerpanel, der skulle vurdere en kronikkonkurrence med titlen ”Fremtidens ideelle arbejdsplads”. Den gang var der hård, dyr kamp om it-folk. Jeg var informationschef hos Kommunedata, der er en af landets største it-arbejdspladser, og selvfølgelig skulle kronikkonkurrencen også ses i en PR-sammenhæng.

Politiker og lektor
Jeg erindrer ikke helt dommerkomiteens sammensætning, men en kendt, veluddannet kvindelig politiker var i hvert fald også med (vel den gang den eneste politiker, der engagerede sig i it), foruden en handelshøjskolelektor. Der var vist også en personalemand med plus vist direktøren og måske en til (jeg smed årsberetninger fra den tid ud for blot et par uger siden - pladsnød – så jeg kan ikke tjekke).

Vi var nogle, der foretog en grovsortering. Derefter fik hvert medlem af dommerkomiteen vel et dusin kronikker tilsendt. På mødet, hvor det endelige valg skulle foretages, blev der flertal for en kronik, der ikke kunne gøre en kat fortræd, ej heller ikke kunne gøre en arbejdsplads langt bedre for fremtidens unge.

Kronikken var politisk korrekt fra første til sidste punktum. Sagde alle de ting, som på var inde på bjerget om medindflydelse, fleksibilitet etc. etc. Der var intet nyt, intet revolutionært. Blot en gang fremtidsforskeragtig omsorgsagtig lirum larum.

Slog i bordet
Så slog Lisbeth Knudsen i bordet. Hun gad ikke være med, hvis det var sådan en gang forudsigeligt skriveri, der blev opfattet som det bedste bud på ”Fremtidens ideelle arbejdsplads”. Så ville hun ikke lægge navn til.

Forvirringen bredte sig rundt om bordet. Og vel også en pinlig erkendelse af, at det ikke holdt. Afstemningen gik om, og en langt mere nytænkende kronik vandt. Den ”åh så rigtige” blev fortrængt til andenpladsen. Heldigvis.


PS: Jeg læser, at Lisbeth Knudsen ikke ville tage imod tilbuddet om posten som kommunikationsche for DR. Jamen, hvor har Plummer dog arkiveret sin intelligens. Eller var der blot tale om et dobbelt spark.

Enhver i den journalistiske verden ved, at personer, der virkelig brænder for journalistik, kun yderst sjældent går over på den anden side af bordet. De udbrændte gør det måske. De, der brænder for penge, gør det. Og så enkelte, der er kørt helt sur i mediearbejdspladsen.

Informationschefstillinger har ikke høj status, fordi der sjældent er koblet reel magt til. Måske af samme årsag er det blevet til et typisk kvindejob.

2 kommentarer:

Trine-Maria sagde ...

Og så ser det så pænt ud med en kommunikationsdirektør eller en HR-direktør der er kvinde, for så er de ligesom også med i ledelsen - uden magt og uden at det bliver for svært (sådan noget med mange tal er jo ikke noget for virkelige damer)

Og jeg ved godt, at det er tarveligt sagt overfor alle de knaldgode og benhårde kvindelige kommunikationschefer, som jeg jo også selv kender nogle stykker af, men jeg trænger altså snart til at der er nogle magtfulde kvinder med overblik, der tager over.

Og jeg er RASENDE over, at der ikke er nogen mænd i DRs ledelse nu. Hvad ligner det? Er det statens rollemodel?

Dorte Toft sagde ...

Ingen kvinder i DR's direktion? Ingen kvinder i Politikens ledelse, ingen kvinder i JP's ledelse, ingen kvinder i Børsens ledelse, ingen kvinder i Informations ledelse, ... fortsæt blot listen.

Det er vel sådan, at mænd ved bedre. Også hvad kvinder vil have:-) Og kvinder vil helst have mænd som chefer(desværre ja - viser undersøgelser).

Men selvfølgelig falder mænd-alene-vide igennem. Tag TV og humor. Rigtig friskfyragtig humor hele vejen igennem. Og så lige afbrudt af sporadiske stjerneskud som Kongedømmet, Emmas dilemma plus "aflæggeren" damen med de blå tænder. Morsomme, men altså sjældene.

De laaaaannnnge serier inden for humor er "drengenes". Måske tager de sig blot bedre tid til at skrive og markedsføre sig. Måske er det lettere for ledelsen blot at sige til "drengene" om de ikke lige kan skrive. Måske morer drengene sig bedst over drengene.

Jeg selv er vild med humor a la Smack the Pony og den fuldstændigt gakkede britiske hospitalserie, der lige er begyndt, og som har formidable kvinderoller i sig. Selv "Fuldstændig hysterisk" overgiver jeg mig til en gang imellem. Måske er der nogen udi det britiske tv-ledelse, der har fundet ud af, at der er masser af publikum i også at få nogen til at skrive gode roller til kvinder i humor-serier. (Selvfølgelig faldt jeg også pladask for Faulty Towers, The Office m.v. selv om kvinderne var bipersoner. Den danske med teatret ved ringvejen, som jo også hører pinlighedsfamilien til, tegner også godt).

Nå, men det var altså blot humorsiden. Det rigtig morsomme er nok, at det er drengene og de halvunge mænd, der i stigende grad slukker på tv'et, for at holde sig i computerspillenes verden og i mængden af andre tilbud ude på nettet. Men i programsætningen er det stadig de unge herrer, der lefles for.

Vedr. kommunikationschefer. Ja, jeg kender også nogle knaldgode, benhårde af hunkøn. Men jeg møder ved gud flere af smiletypen, der aldrig ville turde/evne/gide tage et slagsmål med topledelsen om principper. Mange, der blot udgør en slags forgyldt ekspeditionskontor. Og ih hvor er de typisk meget, meget pæne at se på, og det kan både mandlige chefer og mandlige journalister jo også godt lide, ik?
Dorte