Det er forunderligt at se, at Gyldendal nu i julekataloget reklamerer for bogen "En kort historie om næsten alt" i illustreret udgave. Bogen er jo skamrost for sin gode måde at fortælle om naturvidenskab på, så jeg købte to, men vel at mærke måneder før den kom ud i den illustrerede version. En som gave til nogle unge knægte for at inspirere dem til også at tænke i naturvidenskab. Og en som gave til mig selv.
Men jeg gik i stå, for det viste sig at være så som så med den fabelagtige formidling. Jeg undrede mig såre over, at så tungt stof ikke blev ledsaget af illustrationer. At forfatteren Bill Bryson, som jeg også har læst gode rejsebøger af, kunne begå så elementær en fejl i formidlingen, at alt kun blev udtrykt i tekst. Men Bill Bryson var altså ikke at klandre. Kun Gyldendal.
Hvad er det for en båtnakke hos forlaget, der gav grønt lys for produktion og salg af en version uden illustrationer? Det svarer jo næsten til at sælge en film uden lyd, og så senere tilbyde filmen med lyd.
Så er spørgsmålet om alle vi, der faldt for tilbudet om lettilgængelig viden om naturvidenskab, skal kræve vores bøger ombyttet, eller om vi skal være milde. Takket være udviklingen er det jo billigt for Gyldendal at kompensere for miseeren. Læg blot illustrationerne ud på nettet, så vi selv kan printe dem. Og krænker det en ophavsret, så mail dem til os, der har købt - om ikke katten i sækken - så et ufærdigt produkt.
Har du også købt bogen, men savnet illustrationerne? Mail til gyldendal@gyldendal.dk.
13.11.06
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar