30.11.06

Børsnotering som motor for spin

Jeg ser, at Zepto igen har sendt en børsmeddelelse ud med et indhold, der i gamle dage blot ville være en pressemeddelelse. Nu er Zepto jo "kun" på babybørsen First North, men jeg synes også, at jeg har set fondsbørsmeddelelser, der "blot" burde være en pressemeddelelse, idet indholdet ikke rigtig ventes at flytte noget.

Er børsnotering blevet en større motor for spin end tidligere? Journalister har jo pr. tradition mere øje for børsmeddelelser end pressemeddelelser. Mails med sidstnævnte type udløser ikke så sjældent blot et "tryk" på slet-knappen, fordi der er gået inflation i pressemeddelelser.

Umiddelbart efter børsnoteringer af ser vi ind imellem store umiddelbart uforklarlige højdespring i handelskursen. Også det giver jo sikker omtale i pressen, men er springet reelt?

På aktiedebatstedet Euroinvestor.dk antydes til tider, at også de store spring i kursudviklingen blot repræsenterer spin, igangsat af få aktionærer, der ejer majoriteten af aktier. (I tidens børsprospekter ser vi jo ofte en beroligende tekst om, at nogle har forhåndstegnet for rigtig store beløb). Men storaktionærer kan jo få kursen til at bevæge sig fuldstændig efter behag. Maddingen kan gøres stadig mere attraktiv. Kurstigning på 60 procent, hvaba? Skynd dig at komme til fadet, så vi kan få solgt og tjene stort på vores indledende investering!

Er denne tolkning, som jeg har set på Euroinvestor, korrekt eller helt hen i vejret?

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Om den er korrekt skal jeg ikke kunne sige. Men jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt kan blive klog på First North.

Min analyse er: Hvis man vil på børsen, hvorfor går man så ikke efter den 'rigtige' børs? Hvad er der i vejen med den, siden man vælger den fra? Eller sagt på en anden måde: Er det lettere at komme ind på en lille børs? Og hvis det er og lethed i givet fald er udslagsgivende for ens valg af børs, hvad er så ens incitament for at gå på børsen? At cashe ind mens tid er?

Jeg ved det som sagt ikke, men tanken har da slået mig, når jeg har set på nogle af de selskaber, som har noteret sig på First North. På mig virker der til at være lidt for meget guldgraver-stemning over det.