24.11.06

Der findes intet sandhedsserum

Lidt tankevækkende/undeholdende stof til weekenden:

En artikel i Washington Post fastslår, at der ikke findes sandhedsserum, omend alkohol jo kan løsne tungebåndet lidt for meget. Og hvor efterlader det alle de forfattere, filmskabere og paranoie efterretningsfolk, der har sværget til de kendte former for "sandhedserum"? Dag for dag plukkes vi for illusioner. Luk det internet:-) Artiklen findes her.

Avisen Ingeniøren "tillader" sig at gøre grin med sælgere. Det sker på en blog, bestyret af avisens respektløse bagsideredaktør. Læs de tre skrøner om ingeniører og sælgere her. De byder på et godt grin, og bagefter kan man så tænke på, hvor ingeniører mon var i dag, hvis der ikke fandtes sælgere:-)

Podcasts? Hype eller bliver det en kæmpe succes. For tidligt at sige. Stadig flere downloader audio - nyheder og andre fortællinger - til afspilning på deres iPod/MP3-afspiller, men få gør det hyppigt. BBC skriver her om en ny undersøgelse af brugen. Min personlige vurdering er, at podcasts er alle tiders for amerikanere og andre, der har lang transporttid og som planlægger lidt på forhånd.

Jeg selv har aldrig fået taget mig sammen til at downloade en podcast på en MP3-afspiller, men jeg er taknemmelig over, at MP3-filerne findes. Så meget lettere lige at få genopfrisket et godt konferenceindlæg efter en stund, end når man skal studere sine egne sære notater. Også godt, når man lige finder et interview med en person, man researcher på. Men jeg har en klar barriere over for lange podcasts.... hvis man keder sig, hvordan kan man så vide, om det bliver pissespændende 7,5 minutter senere. Og jeg har ved gud kedet mig, selv når udsendelser produceres af mediehuse.

Hvad er din vurdering af podcast? Noget som mange vil bruge, eller få?

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Dit spørgsmål: "Hvad er din vurdering af podcast."

Jeg er af den opfattelse at podcast er kommet for at blive. Jeg kan give dig ret i, at nogen af dem, der producere podcast gør det utroligt kedelige. Men de skal vel øve sig lidt :-)

F.eks. hørte jeg blandt andet hardisken på DR P1 hver uge, hvis jeg havde tid. Nu kan jeg hente den som podcast og høre den når jeg vil. Jeg hører koncerter, som ikke passer ind i mit privat/arbejdsliv.

Det passer mig fint at det ikke er radio/tv/aviser, der styre min verden.

Jeg bliver herre over min tid. Jeg syntes podcast er meget positivt.

Jeg når flere af de ting jeg gerne vil p.g.a. podcast.

Til gengæld ændre det ikke mit liv så meget, at jeg bliver stresset.

Jeg er og bliver positiv.

Karin Høgh sagde ...

Du skriver:
"Og jeg har ved gud kedet mig, selv når udsendelser produceres af mediehuse".

Måske er det ikke mediehusene, der producerer de bedste podcasts?

Min oplevelse er netop, at når man har fundet "nålen i høstakken", altså den podcast, som lige rammer den niche ud af "long tail"-aksen, hvro min interesse ligger, så er jeg hooked.

En canadisk undersøgelse viser, at det er personer over 24 - en stor del er over 50, som henter podcasts. Jo ældre, jo mere tilfredse, viser undersøgelsen, og næsten halvdelen er kvinder, og når de har hentet en podcast, og de finder emnet interessant, så lytter de dem til ende - og glæder sig over, at de har fundet noget, som er originalt - som man detop ikke kan finde andre steder.

Føde for hjernen - radio med en pauseknap - udsendelser fra internet, som kan kan tage med sig.

Dorte Toft sagde ...

Suk. Jeg har IKKE fået identificeret noget, som lige rammer min interesse, selv om jeg er både kvinde og gammel. Jeg er sgu nok FOR gammel:-)
Dorte