22.10.07

Læren af, at Apple nu sælger r.... ud af bukserne også af Mac


Hvad der sker med Apple lige nu, kommer til at præge fremtidens pensum på alverdens Business Schools, tror jeg. Apple har jo nærmest for evigt produceret computere, Mac-computerne, men det har også nærmest for evigt knebet med markedsandelen. Nu eksploderer den imidlertid.

Apple er blevet den tredjestørste leverandør af personlige computere i USA. I årets tredje kvartal, hvor den generelle vækst på pc-markedet var på blot 4,7 procent, forventer analysefirmaet Gartner, at Apples vækst ender på 37 procent.

Især i fokus salgsmæssigt i 2007 er de bærbare. Faktisk overstiger det bærbare salg for første gang salget af stationære personlige computere, men New York Times citerer Apple-stifteren Steve Jobs for, at to ud af tre Mac’er, der sælges, er bærbare.

Den høje vækst hos Apple tilskrives i høj grad den succes, som Apple har haft på helt andre områder, nemlig med sin musikafspiller iPod, der nu også er videoafspiller, og med den helt nye iPhone, der også har fået tilnavnet Jesus-phone, takket være den ekstreme opmærksomhed, som lanceringen gav.

Det bliver spændende at se, om Apple også får ændret sin situation i Danmark. I mange år lå markedsandelen vist nede på to procent, hvilket blandt andet bevirkede, at mange firmaer ikke ville investerer i også at sikre, at deres websteder kunne benyttes med en Mac.

Jeg hørte selv forleden om to knægte i bekendtskabskredsen – den ene i 1 G, den anden i 9. klasse – hvis hedeste ønske er en Mac bærbar.... Hum, hum. Der er vist noget, der rykker, også herhjemme. De har ellers siddet med snotten dybt inde i pc-verdenens spil.

Læren af Apple? Der er håb forude for alle I gamle virksomheder, der nok har et godt ry for et produkt, som dog aldrig rigtig slog igennem. I skal "bare" opfinde helt nye ekstraordinære produkter til forbrugersegmentet, og så trækker det mere med sig:-)

Ser jeg på trafikken på denne it-blog, der jo har mest fokus på business, så kommer 5 procent af de besøgende via en Mac. Og det er faktisk lidt mere, end jeg havde regnet med. Windows XP vægter med sine 82 procent meget tungt, men det nye Windows, Vista, ligger helt nede på 4 procent. Open source-styresystemet Linux ligger på 2 procent (tallet er garanteret højere især hos Version2, der har en meget levende debat om open source's velsignelser, men sikkert også Computerworld, hvor der jo også flere teknisk orinterede besøgende). Men jeg kan så tilføje, at hele 24 procent af de besøgende på Bizzen bruger Firefox-browseren - altså et stykke open source-software.

Tilføjelse den 23.10. Her er Wall Street Journals præsentation af, hvor godt det går.
Apple's net income surged 67% as sales jumped to $6.22 billion. The company sold 1.1 million iPhones during the quarter, and iPod shipments topped 10 million. Sales of Macintosh computers were also strong.
PS: På fredag begynder Apple at sælge sin seneste version af sit OS X styresystem med kælenavnet Leopard... bliver spændende at se, hvor hurtigt folk skifter over til det, a pro pos den ekstreme træghed, der hersker over for Windows Vista. Det forekommer mig, at skift af OS-version i Mac-verdenen sker noget mere smidigt (og det er jo hyppigere), men stemmer det?

21.10.07

Skru ned for drømmen om USA



En gang lød mantraet, at hvis man som ungt it-firma med god teknologi skulle slå igennem i USA og dermed også internationalt, skulle man nødvendigvis etablere sig i USA.

Jeg hører stadig unge it-firmaer, der drager over dammen messende samme mantra, men jeg tror ikke længere, at det holder, og det er emnet for min klumme på bagsiden af Berlingske Business i morgen.

Som jeg ser det, er betydningen af den geografiske placering blevet meget, meget mindre, i hvert fald for ethvert firma, der har noget med internetteknologi at gøre. Se bare på, hvorledes de store spillere inden for it-branchen (incl. Google) rask væk opkøber små avancerede firmaer, uanset om de ligger i Sverige, Danmark, Ukraine eller Israel. Og se bare på Skype som et eksempel.

Nyheder om gode ting spredes med lynets hast, ligesom at man ikke behøver at sidde i Silicon Valley for at finde ud af, hvilken teknologi, der udvikles der.

Udenrigsministeriet kalder godt nok på de danske tech-virksomheder, der tilbydes faciliteter i ministeriets relativt nye kontor i Palo Alto syd for San Francisco, men er det mon rette regi? Giver den nye tids sociale netværk, og den nye tids blogs og konferencer mon ikke endnu mere?

Jeg nævner i øvrigt i klummen en del eksempler på, at når stiftere og eller hovedkontor flyttes til USA, så går det typisk galt. Problemet med mine eksempler (Neupart & Munkedal, IT Factory, Columbus IT Partner, Catenas) er så måske, at flytningerne skete i de glade dage, hvor man troede, man kunne gå på vandet. Men så kom dotcom-kollapsen, 9/11 og afmatningen.

Men læs klummen, og giv så din holdning til kende, please. Er det produktets/konceptets fremtid, som "Rejsen til Amerika" handler om, eller snarere stifternes egen personlige drøm om en tilværelse over there, der er udslagsgivende?

18.10.07

Blogfusere om innovation og kollektiv intelligens

Innovationsbloggen, startet af IBM og Mandag Morgen, ligger i respirator. En blog om kollektiv intelligens, der vist skulle munde ud i en bog, ligner også en hensygnende affære, og det på trods, at initiativtageren, konsulentvirksomheden Connecta, havde et arsenal af fine navne i ryggen (Handelshøjskolen i Århus, LinKS, Berlingske Business, Learning Lab Danmark, Copenhagen Business Scool og Nosco).

Innovationsbloggen, der blev lanceret for knapt et år siden, havde følgende formål: ”Bloggen danner ramme for en debat om, hvad danske virksomheder skal gøre for at blive verdensmestre i innovation. Jo... intet mindre!”. Det kunne man læse på Computerworld, hvis chefredaktør i øvrigt var blandt de 16 faste bloggere.

Innovationsbloggen er en succes, kunne man læse den 30. juni i det næstsidste indlæg. Yderligere et indlæg kom på den 2. juli, men nu lyder beskeden, at innovationsbloggen holder en pause, men at den snart vil genopstå i anden skikkelse.

Der var dog tegn på, at det var så som så med successen. Det fremgår blandt andet af et indlæg dateret den 20 maj. ”Det er som at være til en fest, hvor alting foregår i slow-motion. The sense of urge seems to be missing”, skrev en af de faste blogforfattere, Pernille Weiss, her.

I kommentarerne blev der nikket og give flere bud på, hvorfor luften var gået ud af bloggen. Christoffer Volf skrev for eksempel:
"Det er lidt sjov at en blog om innovation, ikke har taget ved lære af den omstrukturering hele den vestlige industri har været igennem de sidste 10 år og den asiatiske 10 år tidligere.
Svaret: Lav det kunderne vil have (brugerdrevet innovation).
Gør det muligt for os brugere at foreslå hvilke emner der skal tages op. Tal med os, ikke til os.
Det kunne jo være en afstemning af det ugentlige emne, hvis I begynder på det.
Når det er sagt, synes jeg det er en rigtig god idé med bloggen, men må også sige jeg ikke har læst på den i 1-2 måneder, da jeg gik død i at kigge forbi hver dag i nogle uger, uden at der kom nye indlæg."
Volf meldte sig igen senere i debatten ved at påtale, at Weiss, der havde taget initiativ til den, efterfølgende have undladt at blande sig.
”Af de seneste 16 indlæg er det kun 2 forfattere, der har svaret på kommentarer (Bente Sorgenfrey har gjort på begge de indlæg hun havde). Hvis du/I ønsker at der skal være aktivitet på bloggen, skal du/I også selv være det.” Citat slut.
Jeg synes, at Christoffer Volf sætter fingeren på ømme steder, der er så typiske, hvis man beholder sit gamle tankesæt, selv om man går over i en helt ny verden.

Forfatternes vælges på nærmest traditionel vis. ”Vi kan have nogle rigtig kendte navne på, og så vores egne, plus et par bemærkelsesværdige nye og så også lige nogle organisationsfolk”. Det er samme opskrift som gentages, når konference efter konference sammensættes.

Der er også set flere blogs, hvor blogindlæg konsekvent er skrevet som minikronikker. Nok er det rart at læse velskrevne kronikindlæg, hvis altså de bringer nye tanker/nye sammenhænge, men ofte slår minikronikformen selv "en sløjfe" omkring den samlede pakke. Den åbner ikke for debatten. Et påklistret spørgsmål om ”hvad mener du” i slutningen af indlægget gør ingen forskel. Og så er der problemet med, at ligesom ved ”gamle” kronikker, trækker forfatteren sig ophøjet tilbage.

Volf påpeger så også, at der skal også være liv på bloggen – noget at komme efter regelmæssigt.

Slut med innovationsbloggen - den får måske sit andet, og bedre liv.

Den anden blog, den om kollektiv intelligens, debuterede i december 2006, og pusten er for længst gået af den. Godt nok fik den forleden et kunstigt åndedræt af Connecta’s egen Hans Henrik Heming, der i to små indlæg fortæller om tendenser, repræsenteret af egne kunder...

Ellers skal man tilbage 12. maj for at finde det seneste indlæg, og helt tilbage til den 30. marts, hvis man ønsker indlæg fra en anden end Connecta-partneren.

”Vi tror og håber på, at vi kan aktivere hundreder, måske tusinde, i tilblivelsen af en bog om Kollektiv Intelligens - skrevet af de mange, for de mange”. Sådan lød det ved starten, men mon ikke det bliver ved håbet?

Blogs har - som jeg ser det - sin helt egen natur i forhold til de kendte kommunikationsformer. Det er ikke bare "So ein Ding", der lyder vældig smart og moderne og giver tovejs kommunikation i et snuptag, så den må vi også have.

Hvor mange vellykkede multiforfatter-blogs har vi egentlig set herhjemme? Umiddelbart kommer jeg til at tænke på Punditokraterne, skrevet af en samling kloge herrer, men ellers?

16.10.07

George Clooneys patientjournal rejser spørgsmål

Nogen har måske læst, at det hospital, hvor skuespilleren George Clooney blev indlagt efter en motorcykelulykke, har suspenderet 27 ansatte. De havde kigget i Clooneys patientjournal uden at have ret til det.

Den håndfaste håndtering af sagen, der involverer Palisades Medical Center i New Jersey, bifaldes af den kendte sikkerhedsmand Bruce Schneier. Og ja, det er rigtigt at statuere et eksempel - HVER gang.

Men. Alt er ikke så sort eller hvidt i hverdagen. Læser man kommentarerne til hans blogindlæg ender man ude på en blog ført af en anonym sygeplejerske , som arbejder på en skadestue.

Hun formoder, at hun også ville blive suspenderet eller fyret, for der er anledning til det, så vidt hun forstår lovgivningen (HIPAA). Det hænder, at hun bekymrer sig så meget om en patient, der kom ind på skadestuen, at hun dagen efter lige tjekker, hvordan han klarer sig på den intensive afdeling.
I don't do it out of malice or to invade their privacy. I guess I just want to know if we made a difference, if they are going to make it. Simple human curiosity and concern.
Skulle hun suspenderes en måned uden løn? Skal hun lære, at være stjertende ligeglad med, om et menneske klarer sig. Og hvad med skadestuens unge læge, der bliver ved med at følge patientens udvikling via journalen for at få lært af erfaringen...Står han mon også til suspendering?

Nu kender jeg ikke HIPAA, men bringer blot dette op som en mere principiel sag. Det er jo rigtigt at have skrappe regler, ikke blot for at beskytte en Clooneys privatliv, men alles.

På den anden side kan det også lede til alt for komplicerede log in-øvelser - så hjælper det fortravlede sygehuspersonale blot hinanden ved ikke at logge ud. Meget rigide regler kan også lede til "Nå, ja, men det er jo ikke mit bord længere. Jeg bliver tilmed straffet, hvis jeg forsøger at lære af, hvad der videre sker".

Hvad Clooney selv siger til sagen?
"....while I very much believe in a patients right to privacy, I would hope that this could be settled without suspending medical workers".


Det bliver interessant at se, hvorledes den nationale EPJ-organisation, der nu har fået navnet SDSD (Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark) kommer til at præge adgangskontrollen og lovgivningen. Der er liv på spil, og der er privatliv på spil. Hvordan sikrer man mon balancen bedst, når det er mennesker, man har med at gøre, og ikke robotter i menneskeskikkelser?

15.10.07

Microsoft går bag din ryg med opdateringer

Selv om du manuelt har slået automatiske opdateringer af din Windows XP eller Vista fra, så holder Microsoft alligevel ikke nallerne væk. Der er flere meldinger om, at Microsoft alligevel downloader rettelser på din pc, uden at du anmodes om lov dertil, og uden at du adviseres. Det skriver Infoworld her.

Umiddelbart virker den praksis ejendommelig. Kan man ikke stole på, at Microsoft holder sine løfter? Men softwaregiganten forklarer hændelserne med, at de konkrete opdateringer, der har været tale om, udelukkende vedrørte Winkdows Update, altså selve den funktion, som holder øje med om der er behov for opdatering af din pc og varsler om det. Ifølge Microsoft ville Update ikke fungerer godt nok fremover uden opdateringerne.

Burde Microsoft have varslet på traditionel vis, altså her er en opdatering, vil du acceptere den eller ej? Og så selvfølgelig fortalt, hvor vital netop denne opdatering er for, at den automatiske opdatering (som jo faktisk udgør en stor hjælp, min konstatering) er?

Og hvad så med de folk, der stadig siger nej? Det er sgutte så let, fordi konsekvensen af, at nogen undlader at holde deres XP eller Vista helt ajourført, bliver, at deres pc'er er mindre sikre og dermed i den sidste ende måske kan blive et våben for kriminelle rettet mod andre.

Men a pro pos kommentarer på et tidligere indlæg om nogle megahøje regninger for at benytte bredbånd via mobilnettet, så kan jeg have forståelse for, at nogen vælger en opdatering fra her og nu. Læs bare indlægget "28.000 kroner for en Vista opdatering."

Der kan dog være andre årsager til at sige nej til automatisk opdatering uden advis. For eksempel vil visse virksomhedskunder være stensikre på, at det nye ikke kommer til at udløse uheldige samspilsproblemer, hvorfor de først vil teste opdateringens holdbarhed i et afgrænset miljø.

14.10.07

Hvis dit firma bliver spamcentral i morgen

Der skal egentlig så lidt til, før et firma kan få sit gode navn i klemme. Bare tag mail-systemet. Tænk hvis blot én ansat i firmaet får afluret sit brugernavn og password til den browserbaserede adgang til mailen. Så kan den kriminelle selv logge sig ind og sende, hvad han end ønsker.

Den kriminelle kan sende til alle på den ansattes adresseliste. Til alle på en anden liste, som den kriminelle selv har. Om det er mails, der leder frem til porno, om det er phishing mails, eller mails, hvis bilag åbner en bagdør på modtagerens pc. Og hvem står som afsender? Jo, firmaet med det gode navn.

Risikoen for, at kriminelle på en eller anden måde udnytter på det gode navn, er emnet for min klumme på bagsiden af Berlingske Business i morgen. Den præsenteres således
Udstillet som kriminel eller dum.
Politiken og Børsen. Nordea, Fona og Pepsi. Listen over dem, som kommer i klemme takket være nettet, udvides hele tiden. I morgen er det måske din tur."

Spørgsmålet er så om din virksomhed er beredt. Om kriseberedskabet er på plads, så det kan taget i brug umiddelbart - inden kunder og medier får beskeden fra andre. Spørgsmålet er også, om virksomheden har husket at udvide overvågningen fra, hvad der skrives på døde træstammer, til hvad der skrives på de vigtigste blogs, debatsteder med videre.

Her følger lidt links af relevans for morgendagens klumme:

Fona kom i klemme her - på iværksætterstedet Amino.

Politiken kom i klemme her - på Rød Ungdoms websted.

Hvorfor Børsen kom i klemme beskrives her og her af Version2.

Hvorfor CIA fik blameret sig fortæller Computerworld om her, og teknologien, der beskrives, Wikiscanner, har også fået firmaer som Pepsi, Wal-Mart og Exxon til at rødme.

PS: I en hel anden boldgade. Softwareselskabet Bea Systems har sagt sagt til Oracles frieri, som business.dk fortalte om i fredags. De godt 6,7 milliarder dollar betragtes som for lidt, skriver San Francisco Cronicle.

Sorte udsigter for Janus Friis' Joost?

Tilfælde eller ej? Jeg begynder at se tvivlen brede sig om, hvorvidt Skype-gutternes nye eventyr Joost bliver en så dundrende succes, som ellers har været spået i diverse medier.

Joost er en gratis-tjeneste, der giver fuldskærms-tv i HØJ kvalitet over internettet - ikke lavopløselige levende, små billeder, der måske tilmed fryser af og til. Senest har vi kunnet læse, at selv CNN har indgået en aftale med Joost om at stille materiale til rådighed. Joost selv oplyser, at man allerede nu frit kan vælge mellem 15.000 gratis shows, som man kan se, hvornår man end vil.

Inden jeg gengiver de kritiske røster, lige et forbehold. Tv-signaler - streaming video - er ikke min stærke side, så bær over med mig, hvis jeg bommer mig. Og korriger venligst i kommentarfeltet, skulle det være nødvendigt.

En af tech-verdenens mest kendte blogs, TechCrunch, giver udtryk for, at Joost trues af en ny udvikling, allerede inden tjenesten rigtig er kommet i luften (andet end i beta). Truslen kommer især med næste version af Adobes Flash-player. En flash player er software, der leverer animationer, videosignaler med videre ude på folks pc'er, og ifølge Adobe er Flash-softwaren allerede på 750 millioner pc'er og mobile enheder.

P.t. kniber det med at vise video-/tv-signaler i høj nok kvalitet, fordi der skal transmitteres mange megabytes i sekundet, og de færreste af os har tilstrækkelig hurtig en internetforbindelse til at klare det. Men i Flash Player 9 vil der være en ekstra god komprimeringsfunktion - H.264 codec - der vil fordoble kvaliteten af streaming video på en given bredbåndsforbindelse. Den bruges allerede af Apple til at komprimere video-downloads på iTunes.

Når millioner af mennesker har fået opdateret deres Adobe Flash til den version, vil alle de selskaber, der allerede i dag er i tv- og videobranchen, straks udnytte det, skriver TechCrunch. Ifølge bloggen vil de dermed kunne lave fuldskærms videostreamning, som er lige så god om ikke bedre end Joost.

Robert Scoble, der blev berømt som blogger for Microsoft, og som nu er på PodTech, hvor han "videoblogger", forstår ikke, at Joost får særlig opmærksomhed på en kommende konference arrangeret af NewTeeVee (en del af et nyt blogagtigt medieimperium stiftet af Om Malik). Scoble skriver:
"...why feature Joost? They haven’t proven that they’ll survive in this new TV marketplace. I’m willing to bet that Justin.tv or Kyte.tv will have 10x the traffic in a year than Joost. ......Why is Joost going to have trouble? Because they wanted to replace TV and the TV networks will NEVER give Joost their best stuff." Citat slut.
Dernæst kommer Scoble med en lang liste over de emner, han savner på denne konference om "ny tv".

Er du beta-tester af Joost? Så giv meget gerne dit bud på, om der måske bare er tale om sure rønnebær eller om der virkelig er mørke skyer i horisonten for Joost.

11.10.07

Dilberts far ser sort på avisernes fremtid

Illustration fra Scott Adams's blog.

Scott Adams, der har givet os den vidunderligt pinlige Dilbert-serie, spår, at avisernes endeligt som papirbårent medie vil være et faktum inden for det tidsrum, som det tager for de fleste af os at "opgradere" vores mobiltelefon yderligere to gange - altså, at købe "sidste nye" mobil endnu et par gange.

Det bliver Apples iPhone og dens kloner, der skriver den endelige dødsdom over papiraviserne, skriver han på sin blog. Har man en browser "i lommen" og en nogenlunde o.k. skærm, så behøver man ikke længere de trykte aviser.

Godt nok hader mange stadig at læse nyheder på en lille skærm, men hvis blot 20 procent af avisernes faste læsere opsiger deres abonnementer på papiravisen, vil det knække økonomien, skriver Adams. Og derefter kan det kun gå nedad.

Som vi har set også af danske tal, så står det allerede slemt til med viljen til at betale. De unge især flygter over til gratisaviserne, fortæller Berlingske her, men der er garanteret jo mange andre, der for længst er flygtet over til onlinenyhederne, og flere går den vej efterhånden som mobilens skærm vokser.

Dilbert peger også på en udvikling, der faktisk allerede skimtes i horisonten, nemlig at man fra sin mobil lige ruller et stykke "papir" - en milimetertynd skærm ud, "for pleasure reading". En af hans læsere peger på en prototype, som bloggen Gizmodo allerede har vist.

Men det er ikke nok, at avishusene flytter deres produkter ud på en digital platform, mener Dilberts far. Der skal også være en mulighed for, at man kan nøjes med at få, hvad andre læsere synes er vigtigt (a la Digg-tjenesten) og yderligere "censureret" af menneskelige redaktører, der får frasorteret alt det, som der ikke synes at være hold i, det alt for ungdommelige (mon det er Britney-fascinationen, han tænker på) og al dobbeltdækning.

Hvad med dig selv? Hvor og hvornår læser du "din avis"? Har du sagt farvel til abonnementet og hvorfor? Hvordan skal aviser få råd til at producere kvalitetsindhold? Og hvad med alle de 40'årige og derover, der i forvejen er afhængige af læsebriller - hvor godt virker mobilskærmen for dem?

10.10.07

Google køber finske Jaiku - mere mobilekspertise


Google viser med sit netop annoncerede opkøb af finske Jaiku endnu en gang sit stærke fokus på mobiltelefonerne. Jaiku er med i hele bølgen af software til sociale netværk, hvor man får bedre mulighed for at følge med i andres liv og levned og omvendt, men altså primært via mobiltelefonen. Vil man for eksempel ringe en ven op, får man via Jaiku lige besked om, hvorvidt hans mobil er tændt, hvor i verden, han er, og hans seneste kortbeskeder om, hvad han gør.

Jeg er ikke selv Jaiku-bruger, og derfor vælger jeg at citere en kendt bruger, Tim O'Reilly (berømt som manden, der opfandt begrebet web 2.0), for fordelene. Jeg har skåret noget ud fra et blogindlæg om, at nok elsker han sin nye iPhone, men han savner Jaiku, som han havde på sin "gamle" Nokia-telefon:
"The fact that there are no third party applications (til iPhone, red.) means no jaiku, Jyri Engeström's brilliant hack to add presence to the phone address book. On the surface, jaiku looks a lot like twitter (miniblogning via mobilen, red.) -- a broadcast messaging platform to a social network (although it predates twitter), but it's far more than that. I'm not that interested in seeing trivia updates from my contacts, or sharing mine, as a generalized news stream, but I love seeing this kind of information right before I call them.

In addition to showing someone's latest Jaiku, the smart address book also tells me where people are (with location picked up from the nearest cell tower, and crowdsourcing used to name the towers and tie to recognizable locations), and shows their phone's status.....

I love the idea of knowing where people are before I call them, as well as other details of a phone's status. And that's where Jaiku shines. How often have you woken someone up in the middle of the night because they were in Europe instead of Silicon Valley?

This is the way a phone address book ought to work. I continue to think that the address book is one of the great untapped Web 2.0 opportunities, and that the phone, even more than email and IM, and certainly more than an outside-in, invitation-driven "social networking application" represents my real social network. On the series 60 phone, Jaiku was able to embrace and extend the address book. That's just not possible on the iPhone." Citat slut, og hele blogindlægget her.


Herhjemme har købet vakt stor glæde hos Henriette Weber Andersen, der via sit firma Toothless Tiger, har hjulpet Jaiku med at få omtale vidt og bredt. At dømme efter hendes profilwebsted er hun selv villig til at smide, hvad hun end måtte have i hænderne, hvis Google også skulle ønske hendes PR- og marketingekspertise.

9.10.07

Københavnsk phishing-site afsløret

Og her går man og tror, at når kriminelle forsøger at lokke folk til at aflevere kontooplysninger og andet, der kan lede frem til deres penge, så kommer henvendelserne fra Tyrkiet, Østeuropa og Asien. Tro blot om.

Det finske it-sikkerhedsselskab F-Secure har stedfæstet et nyt phishingforsøg til et domæne med en dansk "ejer" og en server i København. Jeg fik såmæn' selv en mail fra de kriminelle, der opfordrer "PayPal" kunder til at opdatere deres kontoinformationer (via linke til et falsk websted, selvfølgelig). PayPal er en betalingstjeneste, som auktionsjætten eBay står bag, og den bruges også privatpersoner imellem.

På det falske websted, der naturligvis ligner en officiel PayPal site, afkræves man langt flere oplysninger end blot kontooplysninger. For eksempel spørger efter "Mothers Maidenname" - moderens oprindelige efternavn. Et af de spørgsmål, der typisk benyttes af tjenester, hvor man kan sin pin-kode fremsendt, hvis man skulle have glemt den, blot ved at besvare spørgsmålet.

Læs mere om sagen på F-Secures blog her. Jeg kender enkelte danskere(især yngre), der har en PayPal-konto, men storfiskeri bliver det næppe i Danmark.

OBS: At phishing-stedet er placeret i København er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at bagmændene også skal findes her. De kan blot have benyttet en dårligt sikret server som vært.

Tilføjelse kl. 17.45. Computerworld har talt med ung dansker, hvis navn er brugt til registrering af phishing-stedet. Han siger, at han ikke kender noget til sagen. Mere om det her.

Nobelpris for teknologi til at "krympe" harddiske

Nobelprisen i fysisk blev tildelt to forskere, der - uafhængigt af hinanden - fandt frem til teknikker, som gør, at harddisken, der engang havde en diameter som en stor drinksbakke, har kunnet krympe. Prisen gik til franskmanden Albert Fert, professor ved Université Paris Sud, og til tyskeren Peter Grünberg, professor ved Institut für festkörperforschung, Forschungszentrum Jülich.

Teknologien de opfandt går under betegnelsen GMR (giant magneto-resistance), fortæller Dagens Nyheter her. Den udnytter ganske svage magnetiske forandringer til at skabe store forskelle i den elektriske modstand. På harddiske er det netop magnetisk lagret information, der skal forvandles til elektriske impulser. Svensk tv har en del ekstra stof om prismodtagerne.

Tilføjelse den 10. oktober: Jeg hører, at den danske forsker Lene Hau, på svensk radio i går morges også blev nævnt som en mulig prisvinder af Nobelprisen i fysik. Forskeren, der nu arbejdet på Harvard University, er blevet berømt for at have bremset lysets hastighed drastisk. Her er et tidligere interview i Boston Globe, hvor Nobelprisen også nævnes. Det blev så ikke denne gang, men hun er jo næsten også for ung i Nobelprissammenhæng:-)

Børnecomputer viser vej


Producenterne af de almindelige bærbare, som vi alle bruger, har nok taget et ekstra kik på den børnecomputer, der går under betegnelsen "One Laptop Per Child" (OLPC) - nu omdøbt til XO laptop. Både brugervenlighed og teknologi har fået et nøk fremad, fordi computeren skal kunne bruges af børn helt uden forudsætninger og i områder uden store ressourcer. Også hvad angår sikkerhedsteknologi kan der være noget, der bør smitte af på "voksencomputere".

Tag for eksempel måden, som disse computere går på nettet på. Vi er alle så vant til, at der skal være et lokalnet - eller i det mindste ikke langt til et bredsbåndsstik i væggen. Disse computere bliver hinandens net, og forbindelsen hopper fra computer til computer, indtil den når bredbåndspunktet, for eksempel i en skole. Teknologien kaldes Mesh, og det er forbilledligt forklaret i denne video:

Jeg hæftede mig også ved udsagnet, at børn ikke bare skal lære at bruge en computer, men også lære at bruge den til at samarbejde om ting. Igen er Mesh-netværket i centrum.

Batteriet? De klarer seks timer, men hele 22 timer, hvis man kun læser på skærmen (der i øvrigt også kan bruges som en lille tavle - den er trykfølsom), og batteriet koster kun 10 dollar. Og XO'eren overlever både vand på tastaturet og jord. En tur på gulvet skulle den også sagtens kunne klare. Softwaremæssigt bygger den på produkter inden for open sourceverdenen, og herunder styresystemet Linux. I øvrigt kan børnene selv med et tryk på en knap se koden, de kører på. Og de kan ændre den.... men den kan også genskabes med et tryk.

PS: Ja, jeg er sent ude med min omtale af One Laptop per Child, som MIT's Medialab Nicholas Negroponte blev bannerfører for, og hvis realisering er sket i et non-profit selskab.

Målet var at skabe en pc til 100 dollar, men prisen ender vist på omkring 188 dollar, altså knap 1000 kroner.

Hvis du er interesseret i at støtte børn i u-lande ved at gøre det muligt for dem at lære at udnytte en pc til at blive klogere og - hvem ved - måske til at skabe sig en forretning i den sidste ende, så kan du donere en børnepc via dette websted. Her fortælles også om et særligt gaveprogram, startende den 12. november, rettet mod borgere i USA og Canada, så de kan købe en OLPC-selv og samtidig forære en anden til brug i u-lande. (Sært, at programmet ikke er globalt).

Danske Computerworld har skrevet en del om børnepc'en, herunder både en voksen- og en børneanmeldelse. Listen over dækningen er her.

Tak til "trolden" for at have tippet mig om videoen.

8.10.07

Låsekabel til bærbar: Sikkerhedsillusion?


Takket være projektleder hos NNIT, Jesper Laisen, der blogger hos Version2, føler jeg mig lidt til grin.

Her har jeg i årevis rejst rundt med en lille "sikkerhedskæde" - en såkaldt Kensington Lock - der gør, at jeg på hotelrum og i presserum kan fastlåse min bærbare til noget nagelfast eller i hvert fald til noget tungt og uhåndterligt. En rar sikkerhed, men den viser sig at være illusorisk, fortæller Jesper Laisen.

Han henviser til en video, der afslører, hvor let låsen kan dirkes op - med en toiletrulle - med pappet . En skruetrækker kan også gøre det. Også ganske almindelig rå magt kan gøre tricket, uden at pc'en ødelægges i særligt omfang.

Alt det så jeg, da jeg alligevel var ude på YouTube, for der lå masser af forskellige demoer fra folk, der enten gerne vil gøre tyvenes liv lettere eller varsle de potentielle ofre.

Men jeg fik også googlet mig frem til, at den type produkter ER blevet forbedret. Om det så er nok, ved jeg ikke, men tyven vil jo alt andet lige tage den helt uden sikkerhedskæde - hvis han/hun ellers er af den mere diskrete art. Det er vel ikke ofte, at tyvene er så trængende, at de bare rykker los. Er der flået hul i chassis'et, er pc'en jo også sværere at få afsat til hælere.

Det er svært at beskytte fysiske ting i den størrelsesorden mod tyveri. Spørgsmålet er, om Kensington-firmaet med flere sammen med pc-producenterne kan finde frem til noget endnu mere robust. Pc'en koster ligegodt noget af en slant at erstatte.

På Kensington-webstedet ser man i øvrigt gode råd til, hvorledes man skal forholde sig i lufthavnenes security. Den bærbare skal lænkes fast for eksempel til håndtaget på computertasken - jeg tvivler på, at det vil blive accepteret, og at det er praktisk laden sig gørligt (jeg har f.eks. en større "computerrygsæk", som ikke lige kan lægges ned i samme plastbakke). Kensington skriver også, at man aldrig bør slippe den bærbare af syne. Fortæl det til sikkerhedsmanden, der dirigerer mig hen i et indelukke, fordi bøjlerne i min BH "lyder" som potentielle terroristvåben. (ja, ja. Jeg skal have købt en rejse-BH uden bøjle:-)

Et andet råd fra firmaet er at lægge den bærbare i den baggage, der tjekkes ind. Den første, eneste og sidste gang, jeg gjorde det, forsvandt min kuffert, og den kom aldrig igen.

Personligt er jeg i øvrigt meget glad for, at hoteller (I USA i hvert fald) efterhånden er ved at have en indbygget lille bankboks som standard. (omend der vel også er trick til at åbne dem).

I kommentarfeltet til Jesper Laisens indlæg, ser man i øvrigt et råd, der er ganske effent. Sørg bare for at bruge en pc, der er så gammel, at ingen gider stjæle den!

7.10.07

Efterlysning: Tv-serie med psykopatisk mesterhacker

Gælder det KLOGE kvinderoller på tv og film, så er det især politikvinden, advokaten, lægen og hende, der arbejder ligstank i næsen, nemlig retsmedicineren.

Selv retsmedicineren er nu blevet en rollemodel for unge amerikanske kvinder, der vælger karriere. Den ses en stor tilstrømning til disciplinen Forensic Science. Det skriver jeg om i min mandagsklumme på bagsiden af Berlingske Tidende i morgen.

I klummen efterlyser jeg nogle roller med kvinder som it-eksperter, der leverer de endelige beviser. Så kan vi måske omsider få bremset kvindernes exodus fra it-området og måske tilmed få sat gang i tilstrømningen:-)

Jeg foreslår i klummen, at der skabes en serie baseret på krimi-triologien Millennium", skrevet af svenske Stieg Larsson. Den tredje bog i serien fra den alt for tidligt afdøde forfatter udkommer på dansk i morgen. Titlen er "Luftkastellet, der blev sprængt." (jeg har tidligere skrevet om serien her.)

Jeg blev selv så fascineret af den ene af de to hovedpersoner, den aparte Lisbeth Salander, der er noget af et en geni bag et tastatur, men uduelig i social sammenhæng.

I lørdags læste jeg i Berlingske Magasin forfatterens egen karakteristik af romanfiguren: "Lisbeth Salander..... er en sociopat med psykopatiske træk.... Salander er forsynet med stereotype mandlige værdier og egenskaber".

Hm... hvad siger det, at jeg faldt for karakteren, mon om mig?

Men jeg synes ligegodt, at hun er en af de mest interessante personer i en krimi, jeg nogensinde har mødt, og især fordi hun/forfatteren får beskrevet, hvor spændende en lang række teknologier er.

Jeg skriver i klummen også, at forfatteren må have noget af en tung reseachopgave - fjernt kompliceret stof, der skal fortælles enkelt. Så er det jo ligegodt lettere at se sig rundt i sin 30-45 årige bekendtskabskreds og beskrive parforholdets trængsler til næste og næste og næste tv-serie.

Hvad angår kvindernes fravalg af de tungere discipliner, så vil jeg også lige gøre opmærksom på nogle artikler, jeg skrev til Ingeniørens it-avis Version2 - udgaven fra i fredags.

Èn af artiklerne er lagt på nettet. Den handler om den berømte læreanstalt Massachusetts Institute of Technology og bærer overskriften:
"MIT vinder på opgør med kvindefjendtlig kultur" med underteksten "Hele 45 procent af de studerende på bachelorniveau på MIT er kvinder. Bag det høje tal ligger et årtis kamp mod ubevidst kønsdiskrimination."
Jeg henviser i en anden artikel til en større rapport, der gennemhuller myterne om kvinder og naturvidenskab. Det er rapporten ”Beyond Bias and Barriers”, udgivet af the National Academies. Undertitlen er: ”Fulfilling and Potential of Women in Academic Science and Engineering”. Den kan læses gratis (pfd.fil) her.

PS: Der vil nok til dette blogindlæg om kvinder og datalogi/ingeniørdisciplinerne - ligesom tidligere - komme anonyme kommentarer om, at jeg bare bør respektere, at kvinder ikke gider disse fag. At det er imod deres ønsker/natur.

Men der er faktisk kvinder, som elsker disse områder, og heraf mange, der nærmest blot "snubler" ind, fordi andre åbner døren. Det fortælles for eksempel i antologien "She's Such A Geek". Her er en læseværdig dansk anmeldelse af bogen med overskriften "Mere frydefuld end et kys". Anmeldelsen, der er skrevet af Annette K Nielsen, mag.art. og journalist, er fint krydret også med danske vinkler.

28.000 kroner for en Vista-opdatering!

Har du eller overvejer du bredbånd via mobilnettet, er du også på pc'en fra udlandet, og er du ikke millionær, så tag et kig på kommentarerne til mit forrige indlæg, der handler om en megaregning fra 3. Den beretning fik flere eksempler på banen.

En af disse er følgende:
"Jeg har netop modtaget en regning fra 3 på 28.000 tkr. Efter en rum tids søgen fandt jeg årsagen. Det var Windows Vista som kan overskrive det aktive valg ikke at opdaterer windows platformen så hvis det er selve opdateringsprogrammet som skal opdateres så bliver det hentet ligemeget om live opdatering er slået fra... Det er bare således at jeg var i Frankrig på dette tidspunkt og her er det dyrt at hente 250+ mb." Citat slut.
28.000 kroner! Uff. Hvilket hul i budgettet.

Flere af de, der kommenterer, siger dog, at folk burde have læst på lektien (udlandstakster) og handlet derudfra. Men der er også gode råd fra læsere om, hvorledes man kan vende sig til andre firmaer med billigere tilbud.

PS: Interessant læsning i øvrigt
Microsoft er på vej med et EPJ-system, altså et system til elektroniske patientjournaler, med alt hvad det indebærer. Det fremgår af denne blog på ZDnet, der også fortæller, at der allerede er nogen i gang med at afprøve systemet i dagligdagen, heriblandt: New York Presbyterian Hospital, Johns Hopkins Health System, og Novant Health Systems in Winston-Salem, NC.

Microsoft er også på vej med en Health-Portal, der vist både har netdoktor-funktionalitet (søgning), og som kan modtage input fra diverse sensorer med videre, som patienter bærer eller bruger i hjemmet. Portalen skal også fungere som muligt kontaktpunkt mellem patient og læge.

Hvilke perspektiver i øvrigt, også a pro pos at Danmark vel har brugt et par milliarder kroner eller mere på EPJ, der endnu ikke fungere. Har bare lidt svært ved at se Microsoft, som en proff spiller på det område, men EPJ-tilbudet er jo baseret på opkøb af et EPJ-firma.

Gad vide om ikke Microsoft i Danmark allerede har sikret, at den nye EPJ-organisation nedsat af Lars Løkke Rasmussen, regioner og kommuner, har fået kigget på produktet. Ejendommeligt stille i øvrigt om den EPJ-organisation, der skulle være den handlekraftige aktør, som omsider sikrer, at der kommer styr på EPJ-området.