3.5.06

Stakkels Computerworld

Ledelsen af avisen Ingeniøren fortæller i dag i Børsens MedieMarked, at den til efteråret begynder at udgive et nyt blad med fokus på it, og det vil udkomme hver 14. dag. Umiddelbart er det jo alle tiders, at et godt medie som Ingeniøren gør endnu mere ud af it-stoffet, men jeg kan ikke lade være med at sige "stakkels Computerworld".
It-avisen, der har været over 25 år på det danske marked, har efterhånden fået masser af konkurrence, og selv om den bestemt ikke er lige dygtig fra alle sider, så har det kostet både annoncører og læsere. CW selv har heller ikke været god nok til at tilpasse sig de ændringer på it-fronten, der er sket i målgrupperne - it-cheferne og it-branchen - som jeg ser det.
Men IDG-koncernen, som står bag Computerworld og PC World med videre verden over, har en særlig plads i mit hjerte, dels fordi CW er det fagmedie, som jeg er vokset op med, dels fordi CW lynhurtigt ansatte mig, da jeg blev fyret i kølvandet på en magtkamp hos Kommunedata (KMD) for mange mange år siden.
Da jeg i sidste uge fik et "skrivebord" hos gamle kolleger hos IDG News Service i Boston at arbejde ved, fik jeg imidlertid endnu en gang bekræftet, at IDG-publikationer har trængsler i stort set alle lande, og det har de fleste rent it-fokuserede printmedier.
Det er i øvrigt CW's tidligere chefredaktør Arne Steinmark, der nu som Ingeniørens nye chefredaktør og adm. dir. går ud med budskabet om IT-satsningen. Men Michael Lindholm, der for få dage siden tiltrådte posten som ny chefredaktør for CW, vil garanteret give mere end kamp til stregen.
Lindholm har årevis markeret sig som et af de meget få bladmennesker i dagspressen, der tidligt indså, hvor stor betydning it har for virksomheders konkurrenceevne, og han er stadig en af de eneste, der har fattet det.
Som redaktionschef for dagbladet Børsen sikrede han en kæmpeopmærksomhed over for den betydning som internettet ville få for handel med videre. Mange mente da, at Lindholm kammede over i sin interesse, og at dotcom-kollapsen illustrerede, at hele den udvikling repræsenterede en fuser, men de tog jo fejl. Tænk blot på den effekt, som de levedygtige dele af dotcom-alderen stadig har. Der findes ikke en dansk professionel koncern, der i dag ville være netsiden foruden.
Som chefredaktør for Børsens Nyhedsmagasin, der senere blev til Berlingskes Nyhedsmagasin, sikrede Lindholm også it-stoffet en relevant dækning, som savnes i dag (i hvert fald af mig). Men nu - for første gang - bliver det altså et it-medie, han står i spidsen for.
Det bliver spændende at følge. CW's tidligere chefredaktør nuppede et par rigtig gode mennesker med sig - sådan går det jo altid. Til gengæld får Lindholm så i højere grad mulighed for at sætte sit eget team.

Ingen kommentarer: