27.8.06

Livsvigtig forskning for filantroper

Herhjemme synes det især at være de ældre firmaer, der giver donationer til forskning. Firmaer som Lundbeck, Novo Nordisk, A.P.Møller-Mærsk Gruppen, Grundfos, og Danfoss. Privatpersoner... ganske få, og jeg har vel aldrig set nogle af de nyrige - såsom IT- og telemillionærerne - give en ordentlig donation.

Anderledes er det jo i USA, hvor der i bedste amerikanske ånd deles penge ud af folk som Bill Gates, Larry Ellison, Andy Grove og Michael Dell, og de er jo også stinkende rige. Men dem skriver jeg om i morgen i min mandagsklumme på bagsiden af Berlingske Business.

Det offentlige er jo ikke så gavmildt i USA, så der er behov for ekstra penge. IT-milliarderne går i øvrigt i høj grad til bekæmpelse af sygdomme i hjernen og til bekæmpelse af AIDS.

Men tag så et kig på de danske forskningsmiljøer. Her slås forskerne om offentlige småpenge, og ansøgningerne om sjatterne tager masser af kostbar tid fra forskningen. Det er som om forskningsmiljøerne forventes at leve på besværgelser om bedre tider.

Hvad angår IT- og teleforskningen: I Danmark poster det offentlige og det private kun halvdelen af de penge i pr. indbygger, som man gør i USA og Japan. Men Danmark er jo også et landbrugsland :-)

I min klumme stiller jeg i øvrigt spørgsmålet, om man mon ikke bliver mere nærig, når det er så svært at samle en formue. Det kunne jo være forklaringen på, at de nyrige danskere ikke bidrager (omend visse af dem giver lidt penge til iværksættere). Hvad tror du?

Lænker:
"Bill and Melinda Gates Foundation" her.
"The Ellison Medicial Foundation" her.
"Allen Brain Atlas" her.
XVI International AIDS Conference her.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg tror at når man er fantastisk rig, så rig at penge til selv den vildeste luksus ikke behøver overvejelse, så rig at man aldrig nogensinde løber tør for penge ligemeget hvad man gør som privat person, så vil mange skabe organisationer til at komme af med nogle af pengene ellers mister pengene deres værdi. Det er jo ligemeget hvor meget næste generation arver, hvis det bare er nok til at den aldrig løber tør. De skabte organisationer må have et eksistensgrundlag og hvad skulle det være, hvis ikke almennyttigt? Det er jo også til gavn for den rige, der køber sig et eftermæle. I Danmark er der ikke mange ældre, der så rige som vi snakker om her. Derfor ser vi ikke denne form for generøsitet i Danmark. Det er vigtigt at den rige er ældre, for ellers vil vedkommende ofte ikke erkende at han har flere penge end han kan nå at bruge.

Dorte Toft sagde ...

Spørgsmålet er så, om vores relativt få IT-milliardærer, såsom Damgaard-brødrene og Jesper Balser plus de øvrige to Navision-stiftere bliver mere gavmilde med tiden. De er jo rene vårharer endnu:-)
Og ifølge det du skriver er det så også spørgsmålet, om de er rige nok til aldrig at løbe tør. F.eks. er Erik Damgaard jo ude i nogle ret så store og måske usikre investeringer i vindenergi m.v. Hvis det altså ikke blot gælder aktiekurser - altså om at få banket dem op, og så sælge og gå videre til nye områder, hvor det er forventeligt at kurserne vil banke i vejret.