Kontorlandskaber øger ikke medarbejdernes udveksling af viden eller produktivitet eller noget som helst andet, bortset fra at det øger irritation. Omsider er der kommet en officiel bekræftelse på det, og det fortæller Børsen om her. Arbejdstilsynet har taget et nærmere kig på 22 kontorbygninger, hvorfra der også kan fortælles om dårligt indeklima.
At arbejdsgivere har været så forhippede på at få indført kontorlandskaber, har jeg altid forklaret med to ting. Arbejdsgivere er nærige. Små kontorer koster nu en gang mere. Og arbejdsgivere er mistroiske. Det er sværere for medarbejdere at fise den af i et kontorlandskab. Oveni kan man så sige, at hvis medarbejdere tidligere har været uvillige til at dele viden, så er det nok den virksomhedskultur, som arbejdsgiveren har indført, der er årsagen, og ikke kontorvægge.
Det er langt vanskeligere at få udført tænkearbejde i et miljø, hvor støj afløser støj, og afbrydelser afløser afbrydelser, men det vælger arbejdsgiverne at ignorere.
Og jovist. Jeg er ganske inhabil på dette punkt. Har siddet stuvet sammen med 20 andre i et lummert kontorlandskab, hvor alle kan høre alle (og alles telefoner), og hvor den diskretion, som man som journalist også må udvise ind imellem, var en umulighed. Selvfølgelig var der tilfælde, hvor der var en fordel i, at man eller nogen anden overhørte nogen eller nogens diskussioner, så man måske kunne bidrage med egen viden, men ulemperne var langt større. Og ifølge Arbejdstilsynet er jeg altså normal. Hvem sku' ha troet det.
PS: Gad i øvrigt vide om Oticons medarbejdere fortsat kun har en "rullemarie" (lille rulleskab) som fast punkt i tilværelsen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
både og. Da jeg startede som free lancer, ville jeg arbejde hjemmefra. Men rammerne var FOR små, og gemalen, har skiftende arbejdstider, gav mig dårlig samvittighed, når han var hjemme. Min egen hensynsfuldshedsbetændelse (ord fra 70'erne)slog igennem, uanset at han klart markerede respekt for at jeg måtte arbejde. I dag har jeg min karrieres allerbedste kontor. I en kælder. Fredfyldt, køligt og med rosenbuske foran vinduerne. Og hvis jeg vil have selskab, så er det blot en trappe op. At jeg så også jævnligt skriver hjemmefra alligevel er en anden sag. For det sker med bevidstheden om, at jeg kan få den nødvendige isolation, hvis ønsket.
Send en kommentar