19.2.07

Når giganterne sniffer til dansk teknologi

Selv om der gennem det seneste årti er uddannet alt for få dataloger herhjemme, så er det ikke fordi råstoffet mangler, at dømme efter de forrige årtier. Vi har nogle exceptionelt dygtige dataloger hist og pist, og selv om en del af disse er udvandret til USA, er vi så heldige, at nogle af dem kommer tilbage.

Det gælder blandt andet to dataloger, der forlod Sun Microsystems i USA og vendte hjem til Århus for at stifte et selskab i 2002 sammen med to andre dataloger. Det er selskabet OOVM - ObjektOrienteret Virtuel Maskine - og det er emnet for min mandagsklumme på bagsiden af Berlingske Business.

Firmaet har fokus på den teknologi, der skal til for at gøre produkter klogere, nemlig chips med, hvad der kaldes indlejret software. Den har typisk rummet funktioner, der blev lagt ind ved fødslen, og var der en fejl, var det blot at tilbagekalde varen eller betale erstatning til kunderne. Det var heller ikke muligt blot at lægge en ny, mere funktionsrig software på senere, men OOVM's teknologi vil sikre en masse fremskridt på disse områder.

Jeg har hørt, at Google har vist interesse for det lille firma, men en af ejerne, som det lykkedes mig at "finde", selv om han var på skitur i Østrig, afviser, at OOVM er blevet opkøbt. I øvrigt hører jeg også, at Microsoft har sniffet til firmaet.

Læs klummen, og jeg vil følge op her på bloggen, hvis jeg hører nyt, nu hvor vinterferien er slut, og man igen kan få kontakt med folk:-) I øvrigt er de fire stiftere uddannet på Århus Universitet, der er kendt som en pioneruniversitet inden for undervisning i faget objektorienteret udvikling. Og de fire er blandt de bedste til den disciplin, hører jeg.

Har du hørt noget om Google og OOVM?

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

OOVM blev vist købt af et firma i Schweiz (http://www.esmertec.com/), og Lars Bak og Kasper Lund er tilbage i Århus hvor de arbejder for Google.

Dorte Toft sagde ...

Det er lige lykkedes mig at få fat i en af OOVM-stifterne, Steffen Grarup, og han siger, at alt hvad der har med OOVM at gøre, skal jeg tale med Esmertec om. Så rygtet om, at salget var gået tilbage er tilsyneladende ikke korrekt. Men en vis løsrivelse fra stifter-side er der tale om. Grarup ønskede ikke at gå i detaljer, men "de var i gang med noget nyt". Og på mit spørgsmål om "han arbejdede for Google" var svaret nej.... Du siger, at Lars Bak og Kasper Lund gør det. Vel næppe med søgemaskineoptimering eller?
Dorte

Anonym sagde ...

... måske kan vi snart afvikle programmer skrevet i sproget 'google' på en GVM ;-) Spøg til side - jeg ved faktisk ikke hvad de to herrer skal lave hos Google, men jeg er sikker på at der er nyt og spændende :-)