14.6.07

Nykredit "slipper kontrollen" via blogs

Nu åbner Nykredit dørerne ind til både analytikere, cheføkonomer og koncerndirektionen via blogs, også kaldet weblogs. Nykredits egne folk vil selv spille op til dans, eller rettere til, hvad der i blogverdenen kaldes samtaler, og så er der frit spil for alle med netadgang til at kommentere, tjekke små videoudsendelser og til at indsende egne ideer til nye produkter.

Der bliver tilmed en mulighed for, at man kan stemme om, hvilke ideer, der er de bedste. På dette område var den store pc-producent en pioner med sit IdeaStorm-udspil.

Nykredit arbejder ifølge sin pressemeddelelse med to sektioner: "Økonomi og Bolig" og "Tænkt nyt". Vejen ind er her.

"Man kan sige, at vi giver slip på kontrollen og åbner op for en dialog på kundernes præmisser, hvor der er frit spil for både ris og ros. Det stiller nye krav til os og vores kultur," udtaler koncerndirektør Per Ladegaard i pressemeddelelsen.

Han er selv blandt dem, der vil blogge inden for "Tænk nyt". De andre bloggere er chefanalytiker Thomas Kyhl, afdelingschef Michael Carlsen, cheføkonom John Madsen, vicedirektør Mik Kristensen og direktør Lars Mathiesen.

Nykredits hjemmeside har i forvejen 800.000 besøgende om måneden.

Ifølge Nykredit er man den første finansielle virksomhed herhjemme, der bruger blogs eksternt. Pioneren inden for eksternt rettede blogs herhjemme var nok Arla. Lego har på det sidste været omtalt en del i forbindelse med den internt rettede blog, som den administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp fører.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Ifølge mine oplysninger var Kraftvaerk faktisk den første danske virksomhed til at blogge (eksternt).

// Lars

Dorte Toft sagde ...

Det er jo fordelen ved blogs. Man bliver jo også klogere, og tak for det:-)

Anonym sagde ...

Til dato har vi i Kraftvaerk ikke mødt andre der har været på bloggen før os.

Vores første blog blev postet 8. januar 2004. http://www.kraftvaerk.net/?pg=28&s=weblog (den nederste artikel)