28.6.07

Er vi kun tro til nyt er mere hype?

Det sociale netværk Facebook buldrer frem, og til dels på bekostning af væksten i det tidligere så eneherskende MySpace. Senest læste jeg om, at selv erhvervsnetværket Linkedin oplever en "udvandring" af kendte folk til Facebook (desværre har jeg ikke kunnet finde tilbage til blogindlægget). Kendte i blogverdenen som Arianna Huffington, Jimmy Wales, Chad Hurley, John Battelle og Guy Kawasaki skulle nu alle være på Facebook.

Facebook-netværket blev ellers oprindeligt kendt som stedet, hvor collegeungdommen oprettede deres hjemmesider, lagde deres fotos og videoer, og kommunikerede på kryds og tværs. Mere målrettet i målgrupper end Myspace, der er til alt og alle - i øvrigt også et sted hvor mange unge musikere har fået deres gennembrud.

Men er det sådan, at folks trofasthed over for sociale netværk på nettet er lidt i samme kategori, som når in-crowden i København flytter stamsted til nye og smartere steder? Altså, at trofastheden er fast koblet til hype, og hype er i sin natur flygtig? Med e-netværk lægges der ellers en del arbejde i egen profil og kontakter, som altså så bare lades tilbage for halv kraft eller nul.

Er det tilfældet, så adskiller sociale e-netværk sig jo på endnu en front fra rigtige netværk. Nok tæller status/hype også her, men kernen er vel nogenlunde uforanderlig.

Og gælder den større flygtighed i øvrigt ikke også de andre web2.0-tjenester. Tabte Twitter (en slags miniblogning via mobilen)for eksempel ikke hurtigt pusten, da Jaiku kom til og kunne lidt mere? Hvad er den afgørende faktor for trofasthed mon i den nye verden?

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det er vel et eller andet sted også et spørgsmål om kvalitet. Facebook har væsentligt bedre design og færre påtrængende reklamer. Det koblet med muligheder for at begrænse forskellige grupper af brugeres adgang til forskellige dele af ens profil (så kun venner kan se de sjove festbilleder, mens alle fra ens anonyme medstuderende kun kan se ens CV, og alle andre kun får et profilbillede og navn). Desuden har Facebook lige åbnet sin struktur, så tredjepart kan levere programmer, som trækker på data fra ens profilside og ens netværk. Det er super smart. Jeg læste for nylig (husker ikke hvor), at også LinkedIn vil lave noget tilsvarende.

Dorte Toft sagde ...

Fin supplerende information. Tak.

Gunnar Langemark sagde ...

Jeg er begyndt at bruge LinkedIn igen. Men har også åbnet en profil på Facebook. Jeg er dog stadig i syv sind mht sidste.
Ja jeg tror helt sikkert der også er noget in crowd over det.
Anonyms vurdering er rigtig i mine øjne. Der er nogle teknologiske fordele. Men jeg tror nu også at en nysgerrig in crowd, noget blogger-buzz og så horderne derefter - den psykologi betyder meget.

Kim Elmose sagde ...

Det er som Anonym påpeger, at Facebook giver bedre mulighed for at bruge netværket til interaktion, hvis det er det, man vil - netop fordi de også har åbnet deres API.

Se bl.a. Mashable.com.

LinkedIn er jo blot og bar en udvidet adressebog, hvor du kan se, hvem dine kontakter kender. Det er dog også nyttigt, fordi mange efterhånden bruger linkedin som deres online cv - og opdaterer det.

Er det hype, når jeg og andre suser hen på Facebook.
Well, måske - men jeg vil også gerne være synlig på de tjenester, som måske/måske ikke giver værdi. Og det ved jeg først, når jeg har benyttet dem.

Rykket til jaiku fra twitter kom jo fordi mange gerne ville kunne kommentere på andres mikroblogging - og den funktionalitet findes ikke i Twitter. Ligeledes kan du syndikere indhold på jaiku - det kan du ikke på twitter.

Twitter er godt til mikroblogging og statements - jaiku hvis du vil interagere med andre i dit netværk.

Mht Facebook bliver det også mere interessant at være der, nu hvor det har noget en kritisk masse, så mange danskere er der.

Ja, så nogen flytter rundt pga hypen - men vi er også nogen der gør det pga funktionalitet.

Mads sagde ...

Jeg tror, det er væsentligt at skille skidt fra snot her. Når en hel del vælger at skifte over til Facebook, hænger det i mine øjne sammen med to ting:

(1) Man er bange for at være un-cool, hvis man ikke er der (og der er vel næppe noget værre for en online celeb end at blive set som ikke-cool, og

(2) hvis man vil vide noget om, hvordan et fænomen fungerer, er man altså nødt til at være der selv.

Jeg tror ikke, det er et spørgsmål om enten eller. Jeg tror sagtens, man kan være forskellige steder, og bruge de forskellige platforme til forskellige ting i sin hverdag. Jeg er både på LinkedIn, der er mit online CV, mens Facebook er stedet, hvor jeg leger rundt og undres over, hvad andre dog kan finde på. Det fungerer rigtig fint side om side.

Den dag, hvor man begynder at jagte det seneste nye cool sted at hænge ud og så for en periode placerer alle sine frugter eksklusivt der, er den dag, hvor man i mine øjne totalt har mistet sin identitet.

Jacob Packert sagde ...

Spændende indlæg og overvejelser - også i kommentarerne.

Jeg vil lige tage fat i denne sætning: "Med e-netværk lægges der ellers en del arbejde i egen profil og kontakter, som altså så bare lades tilbage for halv kraft eller nul."

Jeg tror det gælder alle steder hvor man færdes socialt og kommunikativt med andre. Sociale netværk som Facebook, Myspace, Twitter, Jaiku - cyberuniverser som Second Life, World of Warcraft mv. - instant messenging som MSN og Skype. Mange af disse ting er baseret på brugerens email eller telefonnummer, eller måske ligefrem 'screenname', og det er ofte denne/dette, der ender med at være bindeledet mellem flere brugere, når de skifter fra et sted til det næste (når hypen har udpeget 'det næste fede').

Altså bliver netværk i min optik vedligeholdt gennem få stykker informationer om brugeren.

Det endnu mere interessante er 'egen profil', hvor brugere i den grad laver personlig branding det ene og det andet sted. Avatarer i virtuelle verdener, signaturer og profilbilleder på fora, og designet på myspace-siden er elementært for den måde man ønsker at tage sig ud på nettet. Men når man skifter til et nyt socialt netværk - og specielt når man har gjort det et par gange - må det vel være summen af al den selviscenesættelse brugeren har udført hidtil, som bliver det samlede personlige brand. Herunder også de kommentarer man lægger på andres sider, de billeder der er tilgængelige på internettet og den tid/energi man bruger på opdatering af profilen.

Man trækker en eller anden form for historie eller spor med sig gennem nettet, og det kan være svært at 'undslippe', selvom man iscenesætter sig selv på andre måder. Personligt har jeg bare valgt mit navn, for det bruger jeg jo også i virkeligheden, og det går igen i brugerprofiler, email, URL, etc. Så er man ude over en brugerprofil der skal være superduper updated, for folk kender mig jo. Og netværket kan let repareres når man hopper til et nyt social network, for bag det samme navn gemmer sig den samme person.

Den sidste krølle på mit indlæg er at Facebook tillader at man kan importe contacts fra gmail, hotmail/messenger, address book.app (mac) og outlook samt AIM Messenger, så på den måde knytter man alle de gamle netværk sammen. Når folket har fundet 'det nye fede' og hypede bliver man garanteret i stand til at hive ting videre fra Facebook.
Det er altså det man har brug for: en emailadresse, et telefonnummer og et navn. Online og Offline-identiterne er ved at smelte sammen igen, og den ene virkelighed bliver bare en forlængelse til den anden - ikke en parallel.

I øvrigt må jeg endnu engang takke dig for en god blog :)

Dorte Toft sagde ...

Tak til alle jer, der har taget jer tid til at komme med egne betragtninger. I giver mig dog lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke allerede har prøvet Facebook og heller ikke Twitter, Jaiku etc. Forhåbentlig hænger det mere sammen med, at det kniber med tid, og at jeg - trods det at jeg kan være meget extrovert - alligevel er noget reserveret. Eller er det bare alderen der trykker:-)
@Jacob. Og tak for de pæne ord om bloggen.