”Megen innovationssnak minder mig om skolens seksualundervisning. Den sætter hverken spræl i fantasi eller aktivitet.”
Sådan dækker jeg op til debat i min klumme på bagsiden af Berlingske Business i morgen. Klummen med overskriften ”Tech-smagsdommere i primetime” (jeg sætter lænke på, når den er lagt på business.dk i morgen) rummer et forslag til et tv-program, der måske kan sætte ekstra fart i innovationslysten helt ude hos hr. og fru Danmark.
Der sker jo så meget spændende på teknologiens forkant. I min klumme fortæller jeg blandt andet om, at den elektroniske næse har vist sig at fungere bedre med ”snot” i næsen end uden, og jeg fortæller om printere, der trykker i 3D. Tynde lag på lag print, der kan skabe en teske, modellen af ny stol, en ny dukke etc. etc.
Jeg tror, at masser af mennesker vil kunne tændes på den type stof, så de tænker videre selv – så deres egen innovationslyst næres (hvilket måske også kommer arbejdspladsen til gode).
Emnet skal blot ”tegnes og fortælles” godt, og så skal der lægges op til debat blandt lægfolk. De kan måske synes, at en opfindelse er af typen ”løsning søger problem”, eller de opdager, at der vitterligt var et udækket behov for en dims, som ingen indtil da havde tænkt på.
Jeg nævner for eksempel en lille klatrerobot, der klarer lodrette flader og en tur henunder loftet. Mon ikke en vinduespudser eller husmor vil få lidt lys i øjenene, når fantasien begynder at spinde?
Selvfølgelig er det fint, at det offentligt vil fremme innovation med nogle millioner, og selvfølgelig er det fint, at en masse konsulenthuse tilbyder seminarer og projektstyring inden for innovation til virksomheder og det offentlige. Men tænk, hvis gnisten også tændes i hundredetusinder af danske hjem. Og det er da ligegodt noget mere interessant end en tv-tur til genbrugspladsen eller?
13.5.07
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
det tvprogram du efterlyser, har faktisk eksisteret engang - det hed Harddisken Color og beskæftigede sig bla. med robotteknologi, internet, virtual reality, den tidlige udgave af Second Life=VRML og nanoteknologi.
Programmet blev lukket i 1998, angiveligt pga. for få seere dengang, (der var kun 250.000 kunder på DR2 og dengang regnedes det for taberagtigt. Idag er et DR2 program en stor succes hvis det har 200.000 seere...) men lur mig om det i virkligheden ikke var endnu en holmgang omkring det smalle versus det brede...
Den forhistorie kendte jeg ikke, men hvor synd og hvor kortsigtet, at programmet blev nedlagt.
Det er jo lidt ejendommeligt, at DK hvor både pc'er og netadgang er så udbredt, ikke har den type programmer.
Send en kommentar