2.5.07

Magtkampens A-Z, Del I

For 20 år siden udgav jeg under pseudonym en lille bog. Borgens Forlag accepterede mit manus til "Magtkampens A-Z", men nok især fordi jeg selv havde sikret, at Nikoline Werdelin ville illustrere den lille pamflet:-)

Det blev ingen succes. Forlaget markedsførte den i kategorien, hvor man også fandt "Kys hinanden" og "Knus hinanden" - eller hvad alle de små tutte-nutte-værtindegaver hed. Og så sendte Borgen en pressemeddelelse ud, der lå meget tæt på at identificere mig, så jeg lagde min planlagte "guerilla-markedsføring" på hylden.

Det var da min opfattelse, at ingen direktion i det danske land ønskede at have en person i huset, der skrev om magtkamp, uanset at jeg havde samlet indtrykkene fra mange arbejdspladser og meget ledelseslitteratur. Det var nemlig også i årtiet, hvor Bodil Nyboe Andersen blev citeret for følgende: "Det er sagt, at magt er det eneste ord, som kan få danskere til at rødme".

Tiden har ændret sig, og modet til at kalde en spade for spade og magt for magt (og ikke blot indflydelse) er vokset.

I de kommende dage vil jeg citere lidt fra bogen. Jeg har nemlig en tiltrængt miniferie, og hjernen skulle gerne fordummes en smule, så derfor har jeg sluppet nyhedsovervågningen. Det er jo lettere bare at skrive af.

Så her er altså lidt smuler fra en pamflet, som måske havde haft en rolle i lufthavnen, hvor erhvervsmænd lige skimmer udbudet af ledelseslitteratur. Dog må jeg tilføje, at bogen er mærket af tidens tand.

A:

Afskedigelse: Gør som alle de andre i firmaet. Vig bort fra den fyrede. Afskedigelse smitter lige så fordomsfuldt gennem luften, som AIDS gør. Om han så var din bedste ven, så er dit helbred i organisationen naturligvis vigtigere.

Angiveri: Gammel krigskunst. Udøves diskret under fire øjne - ad gangen.

B:

Beslutninger: Træffes ikke på møder, men før. Møder er prestige. Dér viser man omverdenen og hinanden, at man er blandt de udvalgte, der har ret til at være med til at træffe de beslutninger, der er truffet. Uvæsentlige beslutninger er dog undtaget fra reglen. De træffes på møder.

C:

Charme:
Ikke det krydderi, der er drysset mest gavmildt ud over de hårde magtstræbere. En bekvemmelighed, men ikke nødvendig. Også fordi chefen på mirakuløs vis tillægges charme dels af dem, der gerne vil tækkes magten, dels af søde damer, der tændes på magt.


Fortsættes i morgen, hvor Klaus Riskær Pedersen også er med. DR bad ham anmelde bogen, og det fortæller jeg nærmere om.

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

"Knus hinanden" passer da fint sammen med "Magtkampens A-Z" :-)

Dorte Toft sagde ...

Gnæk, gnæk.

Anonym sagde ...

Lægger du den ud samlet (f.eks. som pdf) på et tidspunkt?

Anonym sagde ...

I det hedengangne P1-program “Koplevs Krydsfelt” fastslog Keld Koplev hyppigt, at man siger “indflydelse”, når man mener “magt”. Han gjorde det faktisk så hyppigt, at jeg efterhånden begyndte at tænke på, om det egentlig er ubetinget rigtigt. Altså ikke at mennesker med magt ofte mumler “indflydelse” - tidligere fordi “magt” ikke var passende, i dag af (falsk) beskedenhed. Men om “magt” og “indflydelse” ikke er forskellige (af ens position afhængige) veje til at opnå, hvad man ønsker?

Har man magt, kan man gennemtvinge sin vilje - om fornødent gennem magtanvendelse. Råder man kun over indflydelse, må man manipulere sin vilje igennem. Og hvis man er så god til det, at man begynder at tro, man faktisk har magt, kan man få problemer.

Et historisk eksempel kunne måske være Struensee, der kunne manipulere Chr. VII, som havde magt men ikke kunne eller ville udøve den. Da Struensee efterhånden sjuskede, fordi han opfattede sig selv som magtfuld, kunne hans fjender (medbejlere til indflydelsen) fælde ham.

I vore dage betyder “magt” for det meste “penge”, så gennem deres magt til at lovgive søger politikerne at øve indflydelse på de store virksomheder, der udøver deres magt til at flytte arbejdspladser og hovedsæder rundt i verden. Men selv lederne af multinationale selskaber har kun begrænset magt - i sidste ende må de manipulere bestyrelserne og aktionærerne.

Dorte Toft sagde ...

@codegirl. Jeg har ikke planer om det. Ville også kræve en forhandling med Borgens Forlag. Og den er som nævnt præget af tidens tand.

@adrian. Interessante betragtninger om forskellen i ageren mellem dem, der har magt, og dem, der har indflydelse. Du gjorde mig klogere, tak.

Og i en lidt anden sammenhæng lige et af citaterne, der afslutter Magtkampenz A-Z:

"Retten var altid uden værdi, hvis ikke magten stillede sig bag retten". Citatet tilskrives Adolf Hitler.