23.5.07

Topdirektør nixer kommentarer på blog

Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der kender EMC, hvis lagringssystemer står og summer i kølige datacentre hos de allerstørste firmaer. EMC er en virksomhed, der i mange år levede overmåde profitabelt af de hundedyre og overmåde stabile storagesystemer, men som pludselig så langt billigere teknologi storme frem også fra nye leverandører.

Så begyndte EMC at opkøbe masser af softwarefirmaer, og i hus kom blandt andet Documentum (sags- og dokumentstyring), Legato (arkivering ud fra væsentlighed af data), VMware (serve-virtualisering) og RSA Security (it-sikkerhed). Forvirringen bredte sig, men nu er den faktisk ved at lette. Det ser ud til at hænge sammen. Det indtryk har jeg fået her i Orlando, hvor EMC World har trukket omkring 7.000 deltagere, heraf godt 50 danskere.

I dag interviewede jeg en af de højeste placerede hos EMC, Mark Lewis, der blev nuppet fra HP for fem år siden og som kunne fristes, fordi HP på det tidspunkt helt havde glemt den ellers fordums så stærke lagringsside.

Mark Lewis, der er alt andet end en glat direktørtype, fører en blog. Jeg har jo tidligere givet udtryk for, at de færreste direktørblogs er de bits værd, som de optager. Men hans blog er ikke blot ”so ein Ding müssen....”, siger han.

”Jeg blogger, fordi det er effektivt. Vi skal etableret et brand for, hvad EMC er i dag, og det er svært at få igennem. Både analytikere og journalister har stadig i baghovedet, at vi er storage-folk. Men en blog er en af de bedste måder at gennemføre en one-to-many kommunikation”, sagde han, og tilføjede:

"Men at blogge tager masser af tid. Jeg har faktisk fået en ny respekt for journalister i denne sammenhæng. Det tager mere tid end forventet at skrive”.

Han blev overrasket over, hvor mange læsere hans blog har fået. Tallet opgiver han dog ikke udover, at antallet skal tælles i tusinder.

På spørgsmålet om han selv håndterer kommentarerne, kommer det lidt uventede svar, at han ikke tillader kommentarer (og nej, jeg havde på daværende tidspunkt ikke tjekket hans blog).

”Der vil være for mange konkurrenter, der vil bruge min blog som deres platform. Min holdning er, at hvis du har din egen mening, så skab din egen blog”, siger han med henvisning til konkurrenter.

Lidt skeptisk tog jeg nogle timer efter et kig på hans blog, og jeg blev positivt overrasket. Tag bare denne indledning, hvor han ender med at skrive om it-sikkerhed:
“From time to time my wife likes to give me “projects.” For the most part, I think she would rather just hire someone (a professional that is) but she seems to be able to tell when I need to build something.
Usually my projects are constrained to the basement or the garage for two obvious reasons. One, she figures I can’t lower the value of the house too much in those places and, two, we can still have Christmas parties during my construction phase -which can easily last 2 years….”
Som jeg opfatter bloggen, er det et ret så tænksomt menneske, der er i gang. Nogle gange som reaktion på en anden blog, han er uenig med. Andre gange blot reflekterende over kundeservice, han møder. Men selvfølgelig er han først og fremmest EMC-mand.

Her er altså en blog, der strider mod den åbenhed, som præger blogosfæren. Alligevel jeg tror såmænd, jeg vil sætte den på min faste feed-liste (den rummer de blogs, jeg følger, og det er Google Reader, der sørger for at ”hente” sidste nye til mig.). Ikke at jeg bliver overbebyrdet af at følge den, for en flittig blogger - det er han ikke. Bloggen er her.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Dorte.

Jeg synes måske din konklusion er lidt for hurtig. Mark Lewis tillader ganske rigtigt ikke kommentarer, men han tillader det der hedder trackbacks fra andre blogs.

Det betyder at hvis en blogger linker fra sin egen blog og direkte til et indlæg på Mark Lewis blog, så vil hun efterlade et "track" - eller et spor til sit eget indlæg, ovre hos ham.

Og det betyder igen, at hans læsere vil kunne se, at samtalen fortsætter et andet sted - at nogen har taget hans indlæg op til debat.

Det er en meget udbredt opfattelse at weblogs uden kommentarer er lukkede, men netop fordi der findes trackback-funktioner på mange weblogs er det ikke altid rigtigt - i min verden er en blog i hvert tilfælde også åben for dialog, når man kan lave en trackback?

Dorte Toft sagde ...

Tak for informationerne, Trine-Maria. Det havde jeg overset.