Surt show SAS

Onsdag aften satte jeg vaekkeuret til kl. 00.55. Formaalet var at tjekke ind via internettet paa SAS-flyet fra Chicago til Koebenhavn med afgang kl. 22 (Chicago-tid - en time senere end i Orlando). Man kan jo tjekke ind 22 timer foer og sikre sig et godt saede.

Men it-systemet, som understoetter sas.dk, kendte mig ikke. Jeg ringede til hotline, hvor jeg fik at vide, at fordi jeg ikke startede min rejse i Chicago, kunne jeg ikke tjekke ind via nettet. Nonsens, sagde jeg paa en paen maade til den engelsktalende kvinde, der havde en noget fremmedartet accent. Og hun lod sig heldigvis overtale til, at det ikke var umuligt.

Det viste sig, at jeg skulle gaa ind via www.flysas.com og straks klikke check in. Jeg sagde tak til damen, og taenkte paa hvor dyrt det mon var blevet i mobilsamtale. Det foerste saede, jeg oenskede, lykkedes det mig ikke at faa, selv om det var markeret ledigt. Ingen forklaring. Men med naeste saede gik det. Juhu. Masser af plads til benene der. Foran blot et lille dansegulv ved en doer.

Torsdag morgen tjekkede jeg lige.....SAS havde flyttet mig helt ned i bunden af flyet. So much for selvbetjening.

Nu fredag kl. 01.00 - strandet i Chicago. Sammen med 15 andre, der skulle have vaeret med SAS til Koebenhavn. Chicago havde grundet kraftig vind kun et par landingsbaner aabne, saa mit fly og en masse andre med samme destination maatte foerst flyve afsted med store forsinkelse.

Jeg landede i Chicago ca. kl. 21.30 , men mon ikke SAS ogsaa ville vaere forsinket? Jeg havde dog ikke noget boardingpas. Det kunne United-manden i Orlando ikke faa ud af systemet, mens det var gaaet fint for tre andre skandinaver, der tjekkede ind i Orlando. De tre gallopperede afsted til security ved den rette hal - den internationale - men jeg forgaeves spejdede efter folk ved SAS-disken. Ikke en sjael.

Men jeg fik snart selskab af de tre andre, for security havde naegtet dem at gaa igennem. "SAS-flyet var gaaet", loed beskeden. Det var det nu ikke, men gaten blev lukket kl. 21.30. En rar SAS-dame var omsider blevet tilkaldt, og hun fortalte os, at vi skulle vende tilbage til United, for det var dem, der ombooke os etc. "Men alt er udsolgt med SAS i morgen." Det er ogsaa helligdag i USA i dag fredag - altsaa lang weekend, og saadanne udnyttes ikke saa sjaeldent til rejser.

Efterhaanden var vi blevet mange flere, og en bestemt herre fik SAS-kvinden til igen at gaa til den stationsanvarlige SAS-mand. Summa summarum. Efter meget lang tid kom der faktisk 5-6 SAS-folk og begyndte at ombooke. Jeg er paa i aften kl. 22.00, men kan ikke lave indtjekning (alias faa mig et saede) via nettet. Forklaringen derpaa er ren volapyk. Mon der bare er overbooket? Andre maa i oevrigt omkring New York i dag.

De, der rejste paa business, fik et hotelvaerelse af SAS (De, der har skal faa...). Os andre, niente. Sku' nogen have betalt, skulle det vaere United, og da det var vejret, der gav forsinkelsen, faldt den forpligtelse vaek. Men nu sidder jeg i receptionen paa et helt o.k. Best Western ved lufthavnen, og en lille lyseroed seddel fra SAS fik bragt prisen noget ned.

Tak SAS.
"Det var saa lidt," siger SAS.
"Ja, det var det, men pyt. Se blot at faa jeres it-systemer til at understoette kunderne, og jeres hotline til at kende reglerne for tjek ind. Og naar man endelig har scoret en flot plads ved at staa op kl. 1 om natten, saa er det lidt ubarmhjertigt blot at smide folk helt ned i hullet. I oevrigt havde I smidt mig ud af it-systemet, da jeg i februar skulle retur fra USA, saa det blev ogsaa ret saa boevlet. Og selvfoelgelig fik jeg aldrig bonuspointene."

Der findes ikke meget i denne verden, der er haardere end at opgive priviligier. Maaske derfor reagerer vi derfor alle saa staerkt paa, at tiderne med fantastisk service for laengst er ovre.