John Trolle og den nyttige idiot

Jeg læser i Berlingske, at John Trolle - manden bag krakkede Memory Card Technology i Århus - risikerer otte års fængsel for groft bedrageri, skyldnersvig og momssvig. Trolle, der efter krakket kalder sig Rasmussen, erklærer sig uskyldig.

Hver gang jeg læser om krakket, føler jeg mig som den nyttige idiot. Jeg interviewede ham første gang i november 1995 i Las Vegas of all places. Han udstillede på den store it-messe Comdex, og whauv for en historie. Fra 0 til 300 millioner kroner i omsætning på knapt fire år. Og JEG havde fået et interview af manden, der hidtil havde levet ifølge devisen, den der lever tyst lever godt. "Hvad jeg gør er forholdsvis let at efterligne, så der var ingen grund til at inspirere andre," lød forklaringen på den tidligere tysthed.

Jeg noterede mig et par ting ved præsentationen. Manden var så "blødligt" bleg i ansigtet, som så det aldrig dagslys. Hans håndtryk var fugtigt, halvslattent. Og det var helt klart, at han egentlig ikke havde lyst til at blive interviewet. Han var nok blot en nørd, som tog sig sammen, omend habitten synes at stemme med hans personlighed.

Hvad jeg ikke vidste var, at den pludselige åbenhed naturligvis skyldtes planerne om en børsnotering. Han og hans firma skulle gøres til kendt stof - en kendt succes - et dansk industrieventyr. Tænk sig, at her var en dansker, som lavede memory chips i konkurrence med hele Asien, og det gik fantastisk godt. Det blev en god historie.

Jeg gik dog alligevel derfra med en luren fornemmmelse af, at noget ikke stemte, og det er ikke skrevet i bagklogskabens ulideligt skarpe lys. Men han VAR jo en succes. Og børsnoteringen gik glat igennem to år efter, så han scorede en hulens masse millioner personligt. I september 2001 gik firmaet konkurs med "et tab på mindst 454 millioner kroner til bankerne", skriver Berlingske. Personlig konkurs gik han i august 2001 efter at have overdraget store værdier til sin daværende kæreste.

Nu roterer det blå blinklys, lige så snart jeg ser IT-folk med vildt overdrevne fortællinger om firmapræstationer, med travlhed for at blive eksponeret i ekstrem grad. Og ja, det stemmer. Der ligger altid en børsnotering rundt om hjørnet. Blinklyset roterer også, når jeg kigger nærmere på, hvad de egentlig gør. Er der blot tale om en samlefabrik, som lige så godt kunne have fokus på "tøjklemmer"? Eller er man bare et halvt år tidligere ude herhjemme, med noget der er i gang med at eksplodere i USA, og som er let at efterligne.