Nu til noget helt andet - hummer, Phyllis og et bryllup

Jeg bryder rammen for denne blog, så det er ikke it og business, men hummer, 78-årige Phyllis Hegarty, en svensker, der skal giftes, en restaurant og Boston-forstaden Somerville. Så er du advaret.
Phyllis står for den bed & breakfast, jeg bor på for anden gang. Hun har sendt 10 børn ud i verden, mistet sin mand, og trodset både børn og børnebørn ved derefter at åbne hjemmet for gæster. Et faktum, der for længst er accepteret af familien.
En af Phyllis’ foretrukne restauranter er Out of the Blue i Somerville – specialiseret i fisk og skaldyr. Hun går der omkring en gang om ugen. Ejeren er græker, og starten gik på Highland Avenue, der er hverken eller – intet centrum – men vejen ind til centrale Somerville. Jeg spiste på restauranten flere år før jeg mødte Phyllis.
-Jeg sagde til ham, at han skulle ned til the Square, og det ville han også, fortæller hun mig.

Nu er han der, og restauranten er endnu mere flittigt besøgt. Også restaurantguiden Zagat, som jeg støtter mig mest til, når jeg er i USA, fremhæver den. Zagats vurdering er i højeste grad in i året 2006. Massernes viden. Den er baseret på en masse menneskers opfattelse (dog er der en lille indslusningsprocess, så man blandt andet får filtreret selvpromovering fra). Ikke på nogle få madanmeldelsers mening.

Lad mig fortælle lidt om the Square – Davis Square - som Phyllips ville have grækeren flyttet til. Det er er betegnelsen for centrum i byen Somerville. En gang et sted, hvor emmigranter med store børneflokke holdt til. Nu er det blevet trendy, men stadig er det et dejligt hyggeligt sted. Der er små små lyskæder i træerne året rundt, masser af unge studerende, som er drevet herop fra Harvard og MIT, et pænt udbud af godt anmeldte restauranter, levende musik flere steder, kønne tre-etagers trehuse på gader, hvor træerne kaster deres skygger, og med... med alt, hvad jeg trives med.

Somerville var stedet, hvor jeg og min svenske gemal boede et halvt år i 1999, hvor vi flere gange er vendt tilbage til, og hvor vi ofte længtes tilbage til. Der er blot 20 minutter fra downtown Boston med the T – undergrundstoget der også tager turen op over broen over Charles River ind til centrum. Tag blot Red Line mod Alewife, og stå af ved Davis Square.

I aften – mast af en dag med så meget viden fra konferencen Emerging Technologies på MIT (Massachusetts Institute of Technology), at der bare skulle en aflastning til, gik jeg på Out of the Blue. Spisekortet blev studeret. Nej, ikke tage de friturestegte calamari med chillipebre igen til forret. Prøv noget nyt!
Valget faldt på en hovedret alene. En med hummer (har klaret mig overmåde billigt indtil nu) – og hummer mætter! Det ved jeg, fordi mit halve år i Boston og New England-området fik mig til at falde totalt for helt nyfangede, nykogte (eller dampede) hummere uden nogen som helst gemüse.

For første gang valgte jeg i går at tage andet end den rene vare. Hummeren på 1,25 pund var kogt, og så grillet med fyld af kammuslinger og dækket af urter/rasp/smør/hvidløg. Jeg frygtede på sin vis det værste.

Men de store kløer var stadig in natura kogt– ej grillet – og lige til at dyppe i det smeltede smør, som altid ledsager den nykogte hummer herover. Saligt. Men det viste sig faktisk at halen med tilbehør var endnu end dejlig smagsoplevelse. Så slut med min hummerpuritanisme.

Jeg sad i baren og spiste – som typisk for enlige. Men skråt overfor sad også tre mænd og smovsede. De fik fire retter på bordet og delte. De friterede blæksprutter med chilli forsvandt lynhurtigt, også blåmuslingerne i en tomatiseret version. (De andre ting, kunne jeg ikke gætte mig til, men tjek spisekortet.

Grækeren gav dem prøver af flere slags vin, og stemningen var fin. Mit øre opfattede efter en stund lidt svensk. Og jovist. Tre svenskere. Den ene fejrer bryllup på lørdag med efterfølgende middag på restauranten. Han og et par af hans svenske venner tog forsmag på oplevelsen. Og jo – selvfølgelig var svenskeren i IT-branchen. Alt dette fandt jeg ud af, fordi jeg altid er så helvedes nysgerrig og ikke er så bange for at trænge mig på et minuts tid eller to (og ikke længere. Respekterer selvfølgelig næsten privatlivets fred).

Så hermed et stort tillykke til svenskeren, der bor i Somerville og skal giftes på lørdag.

Jeg trissede hjem til Phyllis' Meacham Manor ($75 single bedroom) og koblede pc’en til. Er man glad må det ud.

PS: Ved siden af mig i baren sad to kvinder, vel midt i trediverne, med godt med diamantringe på fingrene, dressed to kill! Snik snak om mænd og veninder.
”Jeg har fortalt hende, at hun kræver for meget. Hvis hun ønsker, at hendes mand skal skaffe godt med penge hjem til hende og børnene, så kan hun ikke kræve, at han også skal deltage i arbejdet i hjemmet og omsorgen for børnene”.
Jovist anno 2006. I US. Hvor negle afslører meget. Ulakerede, helt kortklippede negler: Typiske akademisk kvinde. Rødlakerede lidt længere negle. Typisk luksushustruer, til dels sekretærer. Alenlange lakerede negle – resterende gruppe af sekretærer samt low class kvinder. Men blot min observation gennem mange rejser herover.

Undkyld evt. Slafjel. Nu skal jeg sove.