1.9.06

Ny browser står værn om privatlivets fred

En nylanceret browser med navnet Browzar har vakt bred opmærksomhed i medierne, og nok fordi vi efterhånden alle er blevet klar over, hvor mange spor vi lægger på pc'en, vi bruger, om hvad vi har foretaget os på nettet.

Hvor andre browsere sladrer om, hvilke websteder man har besøgt, udviser denne total diskretion. Hvor andre browsere finder sig i, at web-steder planter et flag - en ”cookie” - på ens pc, så den genkendes, hvis man melder sig igen, sletter Browzar alle cookies, når programmet lukkes. Også på andre punkter sikres privatlivets fred.

Browzar findes på http://www.browzar.com. Softwaren kan downloades eller køres direkte fra nettet. P.t. kører browseren kun på pc-platformen, men både Mac- og Linuxversioner er bebudet.

Hvornår man vil bruge Browzar? Måske hvis du bruger en pc i hotellobbyen, hvis du surfer privat via arbejdspc’en, eller hvis mange i familien deles om samme pc. Du kan læse mere om den nye browser på The Register - en britisk nyhedstjeneste, men også mange andre steder.

En ulempe er der dog ved Browzar, som jeg ser det. Browser-registreringer på pc'er bruges i efterforskning af mange former for kriminalitet. Nu får også de kriminelle mulighed for let at slette nogle af deres spor.

Tilføjelse 4.9.06: Browzar holder ikke helt, hvad der loves, og der er kun tale om en slags skal til Microsofts Internet explorer, skriver en blogger. Historien refereres på computerworld.dk.

Ingen kommentarer: