9.9.06

Sidst med det første - i kø ved navlen

Medierne har vist alt for travlt med sig selv for tiden til at gøre, hvad medier er sat i verden for at gøre. Selv når et it-projekt til et trecifret millionbeløb skrottes, lyder der knapt et pip. Til trods for, at det handler om sygehuse, liv og død. Til trods for, at det omsider skulle have sikret storkøbenhavnsk sygehuse moderne støtte til bedre patientbehandling og til længe tiltrængt effektivisering. Til trods for, at det største af disse hospitaler, Rigshospitalet, allerede for år siden blev hindret i at sikre sig disse fordele. Og til trods for, at it-leverandørne er pålagt at betale millionerstatninger. (tjek evt. tidligere indlæg om sagen på min blog her.)

Men altså... på trods af alle disse ting, har medier, der skrækslagne beretter om fejloperationer, manglende ressourcer og besparelsesfnullermænd, fundet det uinteressant. Selv IT-medierne. På trods af, at det handler om et af de største offentlige it-projekter lige nu. Det samlede projekt, som det skrottede modul (klinisk notatmodul) indgår i, runder garanteret milliarden.

Computerworld Online, der bruger mottoet "Lidt klogere hvert minut", ventede således næsten et døgn med at bringe nyheden. Den rummer nogenlunde det samme, som stod i pressemeddelelsen fra i torsdags, hvor Hovedstadens Sygehusfællesskab og Københavns Amt fyrede IBM's Acure og WM-data. Men CW online har da også haft forfærdeligt travlt med at fortælle om CW's 25-års jubilæum. Det var den vigtigste "nyhed" i mange, mange timer. Også en anden navlenyhed fyldte pænt. Vi fik igen-igen-fortællinger om alt det, der gør CW til rammen for viden og debat om den digitale verden.

Den anden it-nyhedstjeneste Comon har stadig ikke skrevet en linie! Faktisk er det kun Ingeniørens nettjeneste, der hurtigt bragte nyheden!.
Jeg har i øvrigt heller ikke set den min Berlingske endnu - hverken på papir eller print. Og mon nogen af de andre aviser har haft den?

Jeg selv skyndte mig at tage et par opringninger og skrive lidt hastige fakta og fornemmelser ind på min blog. Og jeg forsatte, for det er også emnet min klumme på bagsiden af Berlingske Business på mandag. Her konstaterer jeg, at det faktisk er anden gang, at storkøbenhavnske politikere skrotter et projekt, som ingen moderne produktionsvirksomhed ville turde være foruden. (Jovist, hospitaler er ikke pølsefabrikker, men repræsenterer heller ikke udelukkende kunst/mirakler, der ikke kan sættes i system, planlægges og styres).

Så mens chefredaktører har travlt med at skrive om sig selv, deres og andre medier - på print og på blogs - og mens der kævles op om egne gratisaviser og andres, og mens der skrues op for avisernes netbemandinger, og mens der fejres jubilæum, lader man altså en sådan nyhed ligge. Godt nok kaster alle sig til gengæld henrykt over DR's 600 millioner kroners overskridelse af budgettet. Men hej Gutter. Det er sgu' da bare andedammen og ingen dør. Borgernes penge? Langt, langt flere af borgernes penge er i klemme i de sygehussystemer, som skrottes og som er løbet løbsk.

PS: Og jo. Selvfølgelig har jeg forsøgt at få påvirket et par journalist-bloggere til at henvise til min blog med historien, som jeg satte på torsdag aften, men det er ikke lykkedes. Måske var det simpelthen ikke interessant for DERES læsere :-) A pro pos den debat, som Trine-Maria, der står bag bloggen blogbogstaver, rejste på sin blog i forbindelse med Computerworlds programerklæring for sine nye blogs. Herskriver hun blandt andet:

Vores hovedpointe er, at det ikke er nok, at “invitere læserne indenfor” på medierne. Medierne må forstå, at det er ligeså vigtigt, at journalisterne bevæger sig udenfor mediet, og opdager, at “deltagelsen” på nettet ikke er centreret om deres medie.


PPS: Og jo, væsentlige nyheder er også faldet på gulvet hos mig, men sjældent kollektivt hos pressen. Sygehusejere og IT-selskaberne må ha' åndet lettet op, men jeg vil næsten tro, at dagbladet Børsen bringer nyheden mandag. Børsen har gennem de sidste år været meget stærk på it-dækningen.
Tilføjelse 11.9.06. Nej, den var heller ikke i Børsen i dag.

Ingen kommentarer: