12.9.06

Slag mod anonymitet på nettet

Der er omstændigheder, som gør det tvingende nødvendigt at kunne forblive anonym på nettet, for eksempel hvis man er systemkritiker i et land, hvor sådanne rask væk fængsles eller "blot" skydes. Også i lande med ytringsfrihed kan det i visse tilfælde være nødvendigt at kunne informere på anonym vis, for eksempel hvis man har kendskab til alvorlige forhold, være det sig korruptionsforsøg eller farlige fortielser. Det vil typisk være de tilfælde, hvor det får alvorlige konsekvenser for ens fremtid at være den, der afslører miseren.

En mail kan hurtigt spores tilbage til en pc, men der opstår ind imellem teknologitjenester, der sikrer anonymitet. En af de allerbedste skulle p.t. være Tor - også kaldet Onion Server (løg server - logikken af navnet vender jeg tilbage til).

Problemet er bare, at sådanne anonymiseringstjenester også bruges af "The Bad Guys", hvadenten det er kriminelle, der forsøger pengeafpresning mod web-steder, eller pædofile, der udveksler billedmateriale via særlige web-steder. De ønsker jo ikke at kunne spores. Men i Tyskland er det netop børnepornografi, der for få dage siden bevirkede en indgreb i Tor-anonymeringstjenesten. 10 servere med Tor-software blev beslaglagt og efterforskerne leder efter spor i data.

Tor-teknologien blev oprindelig udviklet af datalogen Roger Dingledine for det amerikanske søværns forskningslaboratorium, men i dag distribueres softwaren via Tor Project, som er tilknyttet Electronic Frontier Foundation (kæmper for privatlivets fred på nettet). For at skjule, hvor en besked kommer fra, skaber Tor en rute gennem tre "Onion-routers" (en router er en slags omstillingsbord, der dirigerer beskeden ret sted hen på ruten frem mod målet. Det kan være til næste router, eller til den modtagende computer). De tre løg-routere vælges blandt i alt 700 med Tor-softwaren på, og data krypteres i tre lag. Hver router piller et lag af krypteringen af (heraf løget). Hver datapakke (en besked består ofte af flere datapakker) "husker" kun adressen fra den sidst besøgte router på vejen. Skulle pakken blive opsnappet undervejs, altså før den når sin endelige destination, kan det stadig være svært at spore beskeden tilbage til afsenderen.

Efter den tyske beslagslæggelse af Tor-servere frygter nogle, at det kun repræsenterer begyndelsen af et større angreb mod anonymitetsservere.

PS: Opfinderen af Tor-teknologien, Roger Dingledine, er netop blevet udvalgt som en ud af 35 unge innovatorer, man bør holde øje med. Bag udvælgende står den højt respekterede uddannelsesinstitution MIT - Massachussets Institute of Technology.

Ingen kommentarer: