Mød Morten Lund. Manden, der brød endelig igennem som kändis og mediedarling, da han scorede millioner på salget af Skype til auktionsgiganten eBay, der betalte i alt 16 milliarder kroner. Lund var jo en af de helt tidlige investorer, for private penge, og scorede altså jackpot. Men han er garanteret en meget nervøs millionær i disse dage.
Morten Lund står lige foran to D-dage. Officielle lanceringer af to opsigtsvækkende projekter, som han har skudt penge ind. I morgen, fredag, gælder det lanceringen af online-siden af Nyhedsavisen, der udgives af islandske bagmænd. Det er gratisavisen, der har fået hele den danske medieverden til at gå i selvsving med udgivelse af egne gratisaviser og med offentliggjorte spekulationer om den islandske soliditet.
Zecco skrotter kommission ved aktiehandel
På mandag er der international luft under vingerne. Her åbnes for zecco.com, der tager kampen om værdipapirhandel op mod eTrade og alle de andre. Våbenet? Først og fremmest nul kommission. Zecco tager sig ikke betalt for handelen, mens de andre tager 10 til 20 dollar pr. handel. Zecco er faktisk først med gratistilbudet. Indledningsvis er målgruppen "blot" hele det amerikanske marked, men mon ikke mere ligger i kortene.
Morten Lund har sammen med sin investeringspartner Søren Kenner investeret i det lille Zecco-firma, som er etableret i Amsterdam. Stifterne er sværvægtere fra de gamle, respekterede investeringsbanker.
Lynhurtig udvikling
I min øresnegl hører jeg, at det kun tog otte måneder at få hele den it-mæssige platform på plads. Den trækker på et bagland med partnere, der i forvejen er blåstemplet i finansverdenen, og som bruges af konkurrenten eTrade i Canada.
Zecco fortæller kunderne, at de har forsikret hver konto godt - i visse tilfælde vil det være helt op til en forsikringssum på 35 millioner dollars. Hvordan Zecco tjener penge? Blandt andet på rentemargin, daytradere, som ryger over et vist antal handler, samt børsmæglere.
Nyhedsavisens brovtende alfahan
Og så til Nyhedsavisen, som jeg har et noget ambivalent forhold til. Jeg har det nemlig svært med selvglade alfahanner, der endnu ikke har gjort sig fortjent at være selvglade alfahanner, og en sådan opfatter jeg avisens chefredaktør som.
Chefredaktør David Trads bruger to dele pral og en del forurettethed som PR for sig selv og sin avis. I morgen får vi så for første gang at se, hvor meget mere Nyhedsavisen har at byde på end pral, ungdomsberuselse og nysprog.
Min ambivalente holdning skyldes dog også, at netop Morten Lund er med inde i billedet. Også han kan prale, men oftest fulgt af en pæn portion selvironi. Desuden har han faktisk noget at have sit pral i. Dertil kommer, at han har nok fiaskoer i baggagen til (endnu?) at have rødderne fæstnet i en vis ydmyghed.
Sociale medier
Som nævnt er Lunds investering i opbygningen af Nyhedsavisens onlineside, der foruden nyhedsstof skulle rumme alt, hvad der buzzer for tiden inden for ”sociale medier”, og det må vel være læserjournalistik (a la Ekstra Bladets laeserbladet.dk) , læserblogs, journalistblogs (er der allerede i overflod – enkelte er ret gode), fællesskabssteder for snak, fotos, videos og måske tilmed dating, spil, job- og boligformidling plus kassekoen – reklamerne. Gad vide, hvor meget af det, der er på plads i morgen?
Udviklingen af onlinedelen sker i reklamebureauet Hello, oprettet af Lund og hans partner Kenner. De har udvidet Hello-staben med Peter Svarre (reklamemand, cand.scient.pol. og Master of International Affairs fra Columbia University), som tovholder for Nyhedsavis-projektet.
Jeg ønsker dem succes med onlinesatsningen, og jeg håber på at se et "dansk" onlinemedie på den internationale lystavle som et fornyer-ikon.
Talentfulde Trads?
Men så er der lige det med tågehornet Trads. Måtte han vise sig også at være talentfulde Trads, åben og relativt utynget af politiske og generationsmæssige facitlister. Ikke mindst for sine unge medarbejderes skyld.
PS: Undskyld det lange indlæg. Og nej. Jeg er ikke på Morten Lunds lønningsliste.
5.10.06
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
*brøøøøøl*
Det kan jeg fuldstændig skrive under på, Dorte.
Jeg glæder mig til i morgen, fordi så kan vi alle sammen endelig få at se, hvilken nytænkning Nyhedsavisen bringer til dansk avis-verden. Jf et screen-dump af deres site (set hos FDIM's direktør Jon Lund http:/newmediatrends.fdim.dk)
ser det ud til at de vil integrere sociale medier - og det er da helt rigtigt. Det er vi andre også på vej med - bl.a. på mit eget medie Politiken.dk - og som onlinejournalist glæder det mig, at det endelig rykker nu.
Men jeg er også inderlig træt af alfahan brøl og Gangsta-rap-style kommentarer i aviskrigen: "I'm a even more bad motherf..... than you" etc. Lad os nu se hvad de kan
Lyder godt, at avisen.dk vil syndikere blogs. Hørte i dag (på Blogforum i Islands Brygges Kulturhus) også om en anden avis, der vil syndikere. Rart at der rækkes uden for egen (og evt. egne læseres) blognavle.
Dorte
Send en kommentar