12.10.06

IBM-arbejdsmiljø får ”opkøbte” til at gå

IBM Danmark synes at have problemer med at få integreret ”opkøbte” eksperter. Senest er det mange af landets allerbedste SAP-konsulenter fra opkøbte R5, der er skredet. Yderligere en, der betegnes som en af de allerdygtigste chefer/projektleder nogensinde i R5, siger farvel 1. december, og som jeg hører det, vånder IBM sig.

Da IBM i april 2006 valgte at integrere R5 (selvstændigt selskab under den blå paraply)arbejdede omkring 65 SAP-konsulenter i R5. Jeg hører, at der kun er omkring 20 tilbage, og det næsten udelukkende mindre erfarne. Ud af hele den oprindelige, udvidede R5-ledergruppe er kun direktøren tilbage.

Betydning for IBM? Erfarne SAP-konsulenter er en konsulenttype, som går som varmt brød til dagpriser på op til 10.000 kroner!

R5 kom i hus hos IBM som led i opkøbet af Mærsk Data for et milliardbeløb i 2004. Mærsk, der købte R5 af hedengangne Aston IT Group, lod R5 fortsætte som et selvstændigt selskab, vel i erkendelse af at det meget sociale og uformelle, men også meget effektive arbejdsmiljø nok ikke passede helt til Mærsk-kulturen. IBM havde selv en SAP-afdeling, men bommede sig altså ville at ville integrere R5 i den.

Også PwC-konsulenter går
IBM Danmark havde heller ikke held med sig, da den dyrt opkøbte konsulentside af PricewaterhouseCoopers i 2002 skulle integreres. Så vidt jeg er orienteret er kun omkring en fjerdedel af de knapt 400 veluddannede PwC’er tilbage. Nogle trak sig godt nok allerede inden IBM blev ny arbejdsgiver, og nogle blev fyret ved fusionen, men alligevel.

En ny åreladning er måske på vej. De sidste af de gyldne lænker, som PwC-folkene havde, udløber. Det var løftet om at blive i fire år mod en god kompensation.

Hvad er det IBM gør galt? Jeg hører udsagn om, at man hos IBM ”blot” er et personalenummer, og jeg hører om hårdt pres i forbindelse med meget kortsigtede mål, nemlig kvartalsregnskaber. De, der kom til, var vant til at arbejde mere langsigtet og for at kere sig lidt mere om hinanden i medgang OG modgang.

Men det kan jo også være så enkelt, som at netop de, der af sig selv søger til IBM, søger netop den corporate culture med alle de store muligheder for en internationel karriere, god videreuddannelse, plus et blåt stempel i C.V.'et. Mens de, der søgte ind i PwC tænkte mere på muligheden i at blive partner (medejer) og R5-ansøgerne søgte et sjovt og højt fagligt arbejdsmiljø. Hvad tror du?

14 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg har også hørt at mange R5 konsulenter er flyttet fra IBM, næsten før sammenlægningen er gennemført.

Det rygtes at en del var fra andre "gamle" IBM opkøb, eller tidligere IBM'ere, som var hos R5. De havde intet ønske om at komme til IBM.

Faktisk var der i følge rygtet en del der sad meget løst i stolen allerede da Mærsk købte R5, måske med frygt for kulturen, men så længe R5 var selvstændig, så holdt de ud.

Anonym sagde ...

Så tag et kig på de tidligere DMData og Mærsk data... Der her der været en sand medarbejderflugt blandt de dygtigste.

Anonym sagde ...

Det kan ikke komme som en overraskelse for IT branchen at IBM er i personalekrise. Der er masseflugt fra R5, Mærsk Data og DMdata delen. Så voldsom en flugt at IBM tog personale afgang af deres interne website på et tidspunk.

Mine venner i IBM siger de snart er tilbage til de 3000 mennesker de var før opkøbet af Mærsk og DMdata.

Det mest morsomme er at IBM offentligt i Danmark skriger efter IT arbejdskraft fra øst. I stedet kunne de gøre noget for at fastholde folk i virksomheden.

Dorte Toft sagde ...

Interessante observationer, også den med at IBM fjernede overblikket over personaleafgangen fra deres interne net (hvis der ikke blot har været tale om en teknisk fejl:-).

Gad vide, om afgangen er noget, som IBM's kunder har påtalt?
Dorte

PS: Mon i øvrigt ikke, at topstyringen fra USA er blevet for stram i de fleste af de danske it-datterselskaber?

Anonym sagde ...

Topstyring og ændret værdisætnorm.

Og nej - det var ikke en teknisk fejl at IBM's personaleafdeling ikke kunne vise afgange. Der er nemlig krise hos IBM Danmark.

Det som er sket i de seneste år er at IT virksomheder (specielt de amerikanske) er blevet så fokuseret på omkostningerne. I stedet for at man som medarbejder bliver anset som værende et ASSET er man blevet en COST. Denne værdisæts ændring giver ikke blot IT virksomhederne et dårligt ry men også utilfredse medarbejdere der flygter.

Dette kan også ses i de sidste rapporter "best places to work in IT" fra ComputerWorld i USA, hvor der reelt ikke nogle store IT virksomheder tilbage. Det er medicinal/banker etc. der løber med æren at være de bedste IT arbejdspladser.

I IBM's tilfælde er medarbejderne internt begyndt at organisere sig. I USA har IBM'ere prøvet at få en fagforening op at stå, som skal sikre medarbejdernes vilkår. Selv IBM amerikanerne der er vant til lidt af hvert på arbejdsmarkedet er også begyndt at vågne op.

I Danmark ville IBM ikke lave overenskomst med den organisation som de fleste medarbejdere var medlem af. Igen en ligegyldighed overfor koncernens ansatte. Dette har været nævnt i flere medier i DK.

Så spørgsmålet er bare - hvilke store virksomheder er interesseret i at lægge drift samt udvikling i en virksomhed med store personaleproblemer.

Hvor lang tid kan Mærsk og Danske Bank, der er IBM DK største kunder blive hængende i et firma, hvor folk flygter.
Det kommer til at gå ud over dem på udviklings og forretningssiden før eller siden.

Mærsk har IT problemer - det er almindelig kendt.

Danske Bank er gået i stå på udviklingssiden.De rykker til Indien for at komme videre.

Og IBM skriger på østarbejdere ! Det er totalt ironisk, men der er nok nogle politikere der er dumme nok til at lytte til IBM.

Dorte Toft sagde ...

Tak for kommentaren, men du lægger lige lovligt meget over på IBM's skuldre. Som om at det ikke er nok at dygtige folk vender IBM ryggen:-)

MÆRSK-problemerne, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, er især interne. Et ved skrivebordet udtænkt perfekt system stiller urealistiske krav til brugerne. Her hviler ansvaret så vidt jeg er orienteret på Mærsk' egne "skrivebords"-folk.

At DANSKE BANK nu udvider med en indiske udviklingsafdeling har intet med IBM at gøre, men med manglen på højt kvalificerede udviklere herhjemme. Og Danske Bank har IKKE overdraget UDVIKLINGEN til IBM, kun driften. Banken har over 1000 udviklere selv. Den seneste indlemning af de irske banker viser også, at udviklingsmæssigt står Danske Bank meget stærkt.

I IBM skriger på medarbejdere udefra? Jamen se på, hvor mange dataloger, der udklækkes herhjemme. Det er rystende lille tal, og det er som jeg ser det meget, meget vigtigt for virksomheder herhjemme at kunne tiltrække dygtige udlændinge, hvis ikke al udviklingsarbejde skal forsvinde til Indien, Ukraine m.v.

Og nej.. det nytter ikke noget blot at omskole arbejdsløse it-folk. Der er visse stillinger, der ikke kan håndteres, uden et ret så højt niveau. Og lad mig illustrere det med mit gamle underlødige eksempel. Selv om der er en skrigende mangel på kirurger i Vestjylland omskoler man da heller blot slagtere, selv om de er uddannet til at føre kniven. Jo, jeg trækker det lige lovligt hårdt op, men at omskoling er svaret på alle problemer, er en illusion, som især fagforeninger hænger meget fast i.
mvh Dorte

PS: At IBM Danmark så bør tage ved lære af afgangen, er en helt anden ting.

Dorte Toft sagde ...

Lige en tilføjelse. Hvad jeg har udtalt mig om er udvikling - IKKE selve it-driften.
Dorte

Anonym sagde ...

Dorte, du spurgte om IBM's kunder har reageret?


tro mig, det har de ;)

Anonym sagde ...

Nu er der sikkert også andre elementer, der spiller ind, når overtagne/opkøbte IT-folk forlader IBM;

- I IBM er man sin egen sekretær, IT supporter, rejsearrangør, blæksprutte osv, hvilket er en stor overraskelse for mange, især seniorer og ledere, der er anderledes og bedre vant. Der er masser af støttesystemer, men en del nye kollegaer resignerer eller føler deres egen timeløn er for høj til, at de selv vil sætte sig ind i hvordan man bestiller nyt batteri til mobilen, skaffer et mødelokale eller lign.

- Regler, politikker og processer (og der er rigtig MANGE for alle områder) håndhæves 100%, og undtagelser eksisterer praktisk talt ikke nogetsteds.

- Hver enkelt ansat skal bevise sin værdi for firmaet løbende, da man ellers kommer i "søgelyset" pga for lav utilization, og havner i rapporter for folk med en tvivlsom fremtid. Man kan ikke nøjes med at arbejde langsigtet, men må også løbende dokumentere mange kortsigtede resultater. (Hvis du var den betalende part ville du vel kræve det samme ?)

Har selv arbejdet i IBM nogle år efter at være blevet overtaget. IBM har efter min mening det bedste faglige miljø jeg har været i nogensinde, men det var MEGET svært at komme rigtigt igang, især når ens chef, der også var overtaget, var lige så uvidende om The IBM Way som een selv.

Talrige gange har jeg i starten været ved at sige "STOP JEG VIL AF" fordi jeg ikke orkede at finde rundt i dette kafkaske morads af dårligt sammenhængende systemer, koder som var umulige at finde og den manglende menneskelige støtte.

Men når du først mestrer alt det praktiske, som man har støttefunktioner af kød og blod til at hjælpe med andre steder, så er der i IBM uendelige mange faglige udviklingsmuligheder.

Dorte Toft sagde ...

Så det er bare at bide tænderne sammen, indtil man har orienteret sig i det nye univers. At skifte arbejdsplads bliver i øvrigt aldrig "a walk in the park", og det må jo være sværere, hvis man ikke selv har søgt, men er blevet opkøbt.

Men hos IBM har man altså de mange faglige udviklingsmuligheder for enden af tunnelen. Godt at få det med i debatten.
Dorte

Anonym sagde ...

Som gammel Mærsk Data-mand og snart forhenværende IBMer kan jeg kun bekræfte medarbejderflugt af noget nær katastrofale proportioner indenfor mit område.

Grunden er som mange allerede har været inde på en enorm kulturforskel (styring og kontrol vs. frihed og medarbejderansvar) men også praktiske forhold, primært meget større fokus på bundlinje fremfor bløde/langsigtede betragtninger.

Dorte Toft sagde ...

Du skriver, at afgangen er af noget nær katastrofale proportioner. Hvad er konsekvenserne egentlig. Pls mail mig på dorte.toft1(snabela)gmail.com.
Mvh Dorte

Anonym sagde ...

er der nogen der har nogle konkrete resultater for medarbejder flugten fra DMdata after ibms overtagelse?

Dorte Toft sagde ...

Jeg har ikke hørt noget.