”Der findes ikke længere noget glasloft,”, sagde Carly Fiorina til mig i sommeren 1999. Det var få timer efter offentliggørelsen af, at hun blev udnævnt til topchef for verdens næststørste it-selskab, Hewlett-Packard (HP). Jeg arbejdede da for IDG News Service i Boston og havde på en telefonkonference for pressen stillet spørgsmålet, som enhver kvindelig topchef afskyer som pest – det om glasloftet. Svaret gik verden rundt.
Senere varslede jeg i en dansk klumme, at Fiorina ville være væk fra posten igen inden for to-tre år, for det har været reglen og ikke undtagelsen, når kvinder bryder igennem glasloftet, altså op i det øverste lag i ledelsespyramiden. Jeg tog fejl. Hun blev først fyret primo 2005.
Padler baglæns
I går udkom hendes længe imødesete selvbiografi ”Tough Choices” - hårde valg - i USA, og holdningen er drejet 180 grader fra udtalelsen hin sommer. Også i myriaden af ledsagende interviews padler hun baglæns.
”Jeg troede, vi var kommet længere. Jeg troede, jeg ville blive vurderet efter spillets regler, men vi er der ikke endnu. Forretninglivet er ikke ”kønsblind” endnu,” lyder det i en slags radiointerview (podcast), foretaget af en journalist ved avisen San Francisco Cronicle.
Til programmet 60 minutes på CBS sagde hun følgende: "I think somehow men understand other men's need for respect differently than they understand it for a woman. I'm disappointed to have to say that, but I think it's undeniably true."
Fiorina klandrer sig selv for at have håndteret alle de indledende spørgsmål om køn dårligt, men hun var blevet så irriteret over, at hele udnævnelsen i medierne blev til noget om køn, ikke erfaring, evner og visioner.
Bitch og bimbo
Igennem sin karriere har Carly Fiorina skiftevis følt sig stemplet som bitch og bimbo. I HP-tiden blev der lavet rygtekampagner om, at hun altid rejste med sin ”make up artist” og sin frisør, hvilket ikke var tilfældet. En lyserødt marmorbadeværelse bygget i forbindelse med hendes kontor, hørte også blandt de giftige rygter.
Når hun blev omtalt var det typisk med superlativer såsom ”flashy”, ”glamorous”, eller diamant-pyntet, og det blev ofte ”oversat” til, at hun bare var en overfladisk marketingtype.
Men kvinden har vist exceptionelle nosser over for mændene i flere tilfælde. Jeg vil fortælle om to:
Hun var på et tidspunkt divisionschef med salgsansvar i telekommunikationsfirmaet Lucent, som lige havde overtaget et firma, Ascend. Det opkøbte firmas salgsdirektør var kendt for at være en mand, der fyldte meget i ethvert rum. En stærk mand med et megastort M. Som drak godt, og som var kendt for at mene, at kvindens rolle ved kundemøder udelukkende var på den underholdende front. Nu skulle hun byde manden og hans sælgere velkommen i flokken og præsentere divisionen.
Forsynet med testikler
Hun bar en habit ved præsentationen. Da den var slut vendte hun ryggen til dem og smed jakken. Da hun vendte sig igen, var det med nogle enorme buler et vist sted i bukserne. Et par af gemalens sammenrullede sokker var placeret strategisk.
"Our balls are as big as anyone's in this room," sagde hun.
Ifølge bogen eksploderede rummet i latter, og Ascend-bossen kvitterede med ”I know when I’m beat”.
Det andet eksempel ramte mig personligt, og det vil jeg fortælle om senere. Men det handler om hendes tid hos AT&T – før hun fik topposten i datterselskabet Lucent. Hun var ny i afdelingen, der tog sig af de store offentlige kunder. Hendes chef David var nærmest en legende for hans tætte kontakter med kunderne og hans territorieafpisning. Han var ikke tilfreds med at få "tildelt" hende i afdelingen.
Tiden kom, hvor hun skulle med til at møde med en meget betydningsfuld kunde. Eller rettere, hvor hun troede det.
På stripklub
Men David beklagede, og sagde at hun ikke kunne deltage. Mødestedet var ikke det rette for hende. Det viste sig, at han havde henlagt mødestedet til et sted, der både fungerede som stripklub og ”pæn” herreklub, lige bortset fra, at stripperne, når de ikke opstrådte på scenen, vimsede rundt i små gennemsigtige baby doll natkjoler. Deres job var at danse på bordene, når mændene spiste frokost.
Fiorina blev frustreret, men besluttede sig efter en stund for alligevel at gå med til mødet, hvilket hun meddelte. Da dagen oprandt, iklædte hun sig den strengeste habit i skabet. Med mappen nærmest som et skjol mødte hun frem. Hun måtte hele vejen forbi stripscenen for at nå ned til herrene i ved frokostbordet.
Mødet skred frem, men så kaldte David på pigerne for at få lidt dans på bordet. Ingen af kunderne talte ham imod. Men en efter en nægtede pigerne at efterkomme kravet om borddans. ”Ikke før den kvinde er væk”, sagde de, hvilket Fiorina var taknemmelig for.
Mødet blev ført igennem og afsluttet. Næste dag stod det klart for alle, hvem der var vinder og hvem der var taber i den sag, skriver hun.
Kollektivt hjernesvind
Og så tilbage til, hvorfor den historie rørte mig. På en forretningsrejse for mange år siden var jeg så dum at følge mændene hen på en stripklub. Jeg var, som så ofte før på en forretningsrejse ene høne i kurven, men hvorfor ikke? Vi havde jo haft det så hyggeligt under middagen, og vi havde meget mere at snakke om.
Fra sekundet mændene trådte ind af døren til stripklubben, blev de som zoombier. De søgte hen mod baren, hvor kvinderne gnubbede sig op af de dertil indrettede rør mellem loft og bar. Rejsekammeraterne blev blanke i øjnene og fik et ejendommeligt ubegavet udtryk i ansigterne. Det nederste hoved havde overtaget kontrollen hos alle disse mænd, som jeg ellers kendte som ret så intelligente.
Ingen ænsede, da jeg gik. For mig var det forbandet ydmygende, for andre måske ikke. Men også derfor har jeg fuld respekt for Carly Fiorina. At hun turde tage chancen!
Hele historien om, hvorfor hun blev fyret, og om det nuværende drama, der tager udgangspunkt i HP's bestyrelseslokale, tager andre medier sig grundigt af, og jeg har allerede skrevet næsten utilgiveligt langt.
Kvindernes chance
Men hvad mener Fiorina i dag om kvindernes i erhvervslivet? Der skal simpelthen flere kvinder til på vigtige poster, mener hun. Fiorina konstatere dog også, at da hun forsvandt fra HP, valgte flere kvinder også at forsvinde.
Så lad mig afslutte med et citat af USA’s tidligere udenrigsminister, Madeleine Allbright.
”Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper andre kvinder”.
Mon der er reserveret et hjørne til mig på grund af spørgsmålet om glasloftet?
Gad i øvrigt vide, hvilket sted der findes for mænd, som modarbejder kvinder, bevidst eller ubevist. Det må være stort:-)
3 kommentarer:
Cool artikel, der saetter fokus paa nogle af de udfordringer ambitioese kvinder udsaettes for. Desvaerre er der alt for mange af den slags hindringer, der besvaerliggoer en mere ligelig fordeling af topposter. Kvinder skal finde sig i en hel del, der ikke ville blive forelagt en mandlig kollega...
Forhaabentligt vil der vaere flere som Fiorina, der tager kampen op, og dermed skaber en lille smule mere plads til de naeste kvinder der maatte have kraefter til at forsoege sig.
Hej Dorte, meget vedkommende artikel jeg er personligt helt overbevist om Fionas lederevner. Men er denne historie måske et eksempel på det gamle tese om kvinder på topposter som faktisk ender med at være mere maskuline end mænd. Jeg synes det er et tab at det er gået som det gjorde men lige præcis de menneskelige kvaliteter som kvinder besidder virker det som om ikke længere var tilstede hos Fiona. Måske er det umuligt at undgå men jeg tror for mange kvinder vælger at kæmpe på mændenes præmisser.
Anyway, vi SKAL være opmærksomme på diskriminationsspørgsmål generelt om det er i relation til kvinder på lederposter, ny Danskere eller handikappede så ligger der desværre nok ubeviste mekanismer i de fleste af os som vi må prøve at bevistgøre ...
Det kunne være sjovt med en lille opremsning af alle de spøjse ting, som kvinder til tider udsættes for i chefstillinger. Lige fra at kvindelige underordnede kan have en større tendens til at intrigere mod den kvindelige boss end den mandlige og over til de mandlige kolleger, der kan have meget svært ved at abstrahere fra, at kvinder ikke er enten sekretærer eller mor.
Lad os bare få lidt eksempler her anonymt:-)
Hvad angår det med at kvinder "ender med at være mere maskuline end mænd". Jeg har mødt enkelte af den type, men jeg har mødt langt flere, der rammes af en observation foretaget af kønsforskere ved RUC. Nemlig at både mænd og kvinder overvurderer den kvindelige chefs ønske om magt. Der sker en fortolkningsfejl af hændelser.
I øvrigt er der desværre også en række undersøgelser, der viser, at stå valget mellem at have en mand eller en kvinde som chef, så vil ALLE helst have mandlig boss. Men kvinderne i endnu højere grad end mændene!
Send en kommentar