7.12.06

Kontanten på Windows! Gys? Nej.

Danmark har en masse af verdens ældste pengeautomater. Vi var nemlig hurtigt ude (selv om vi kunne have været der 10 år før, men det er en helt anden historie til en anden gang). Nu skal majoriteten af de antikverede pengeautomater omsider fornys, skriver Berlingske i dag, og det er gode nyheder. Kriminelle har trods alt kunnet lave for mange julenumre med de gamle.

Men jeg læser også, at de nye pengeautomater skal køre Microsofts styresystem Windows. Gys, siger jeg instinktivt bare ved tanken om Blaster og Slammer og hvad alle de andre ødelæggende vira hedder. Det bliver lagt op til en sand juletræsfest for den nye tids kriminelle, der kan lamme diverse pengeautomater som led i pengeafpresning mod banker, og som har mange andre sjove julelege i ærmet.

Men så går realiteten "desværre" op for mig. Der er ingen grund til alarm.

Fra dybt inde i hjernekisten melder der sig lidt viden. Jeg har jo faktisk forhørt mig om sikkerheden i Windows på pengeautomater. Operativsystemet beskyttes på ganske speciel vis. Beskyttelsen gør det blandt andet umuligt at snige ondartet kode ind på automaterne, uden det straks opdages. Der er heller ikke en åben ladeport mellem bankernes bagvedliggende systemer og pengeautomaterne. Faktisk er Kontantens Windows pakket ind i lag på lag af sikkerhed, udviklet af dem, der står bag pengeautomaterne (jeg talte med NCR, som har den største markedsandel i Dnamark. Jeg talte også med NCR's sikkerhedsleverandør).

Så der er intet gys. Der kommer INGEN "ulven kommer" fra mig i denne sammenhæng. Blot kunne jeg ønske, at Microsoft eller andre havde evnet at beskytte Windows på alle vores andres computere lige så sikkert.

Ingen kommentarer: