3.12.06

Wanted: God IT til små firmaer

Jeg savner et langt større fokus på små virksomheders it-behov, både fra handelshøjskolernes side og fra alle andres side. Som jeg ser det står den lille virksomhed på herrens mark, især tynget ned af alskens administrative krav fra det offentliges side, uden chance for at kunne reservere særlige mandskabsressourcer til it, og uden mulighed for at få veltilpasset it-rådgivning til et overskueligt beløb.

I min klumme på bagsiden af Berlingske Business i morgen har jeg fokus på it og de små virksomheder. Og her tænker jeg altså især på virksomheder med op til 20-30 ansatte, ikke på den amerikanske size ”small” med et par hundrede ansatte eller flere.

Jeg har en fornemmelse af, at it-udviklingen for de små gik i stå for en fem-ti år siden - de fik ”blot” økonomisystemer, som nok er tilstrækkeligt for nogle, men bestemt ikke alle.

De små tilbydes for eksempel det gamle C5, der kom fra den gamle Damgaard-koncern, og som nu er på Microsofts hænder. For et par dage siden læste jeg, at C5 er så stor en succes herhjemme, at Microsoft overvejer at gøre det til et internationalt produkt. En dansk forhandler, som Microsoft vist havde prisbelønnet, stod bag udtalelserne, som jeg fandt på Computerworld.dk (kan ikke sætte lænke ind, da Computerworld.dk tilsyneladende skifter ham i dag).

Brøckhouse’s ambitioner
Blot en uge før, havde jeg besøgt en lille produktionsvirksomhed, der havde set nærmere på C5. Vurderingen var, at programmet var alt for begrænset til økonomi. I den virksomhed, mikrobryggeriet Brøckhouse, så man – lige som i store koncerner – fordele i, at få integreret funktioner og alle data. Lager, distribution, debitor- og kreditorstyring. Ingen ordre modtages, uden der lige sker et automatisk tjek af lageret, etc. Alt burde med, så kræfterne kan bruges på det ”rigtige”, men det ville fordre, at it-forhandleren skulle i gang med ekstrakodning. Tænk blot på, hvilke fakturaer det vil resultere i.

Nu er Brøckhouse ekstremt ambitiøs, også fordi stifteren Allan Poulsen har set, hvor langt man kan nå med professionel brug af it. Han er uddannet civilingeniør og har 14 års erfaring som selvstændig it-konsulent i baggagen (Oracle database og Oracle Application). Men umiddelbart tror jeg, at ambitionen er på sin plads for langt flere.

Økonomisystem på nettet
På økonomisiden er der godt nok kommet nye moderne produkter frem, såsom e-conomic.dk, der bruges via internettet, og som man også kan give revisoren adgang til. For små firmaer udgør de web-baserede applikationer er stor lettelse, fordi man slipper for selv at skulle installere softwaren (i modsætning til for eksempel C5, Vista, Winfinans og hvad de ellers hedder). Et plus er også, at man ikke stavnsbindes til firma-pc’en, men kan komme i kontakt med systemet, fra enhver pc med internetforbindelse.

Men igen. Det er "kun" økonomi. Softwarehuset bag economic.dk tilbyder godt nok ”kroge” til at hæfte ekstra funktionalitet på, men igen her kommer der gang i it-konsulentens fakturaskrivning.

Tænk hvis Danmarks kæmpelag af små virksomheder fik mulighed for at bruge langt færre kræfter på papirnusserier, papirflytning og gætterier. Tænk, hvis der fandtes et godt it-rådgivningssted på nettet for netop dette segment. Tænk hvis der fandtes et godt overblik over det samlede udbud – et overblik, der især har fokus på produktets brugervenlighed eller mangel på samme, plus prissammenligning. Tænk hvis der blev sat ind på at lave en samling Best Practices for små firmaer og på at få disse udmøntet i små gode webbaserede løsninger.

Hvis noget af alt dette skulle findes, så fortæl gerne om det. Klik blot på Comments.

Handelhøjskolernes enøjethed
Fortæl mig også, om jeg tager fejl, eller er det som om at handelshøjskolernes lærde hoveder og studerende bruger 90 procent af deres tid på forhold af relevans for de helt store koncerner, som er så atypiske for den danske erhvervsstruktur? Og tager jeg fejl, når jeg skriver, at den LILLE virksomhed (inklusive iværksætteren) stort set ikke kan hente velegnet rådgivning på it-området? Den offentlige startguiden.dk er i hvert fald noget makværk, hvis man går efter at hente god rådgivning på it-området.

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kære Dorte

Tak for en god artikel på business.dk om dårlig IT til små firmaer...

Jeg er i den heldige position at være indehaver af en lille IT-virksomhed - og heldigvis for os kan vi selv lave de småløsninger vi skal bruge...
Men vi render også tit panden imod en mur - og når man så ser hvad der er rundt i verden af løsninger, så er DK oldnordisk bagud!

Dit budskab er godt og klart - det du'r!!

Dorte Toft sagde ...

Det værste er vel næsten, at der ingen lysning er i sigte for de små. Ingen kerer sig om de "svage" på dette område, og Sanders nye it-råd kigger garanteret heller ikke i den retning.
Dorte

Anonym sagde ...

Tja, det er sikkert rigtigt når du efterlyser bedre IT for små firmaer, og det er sikkert også rigtigt at de nødvendige løsninger er bedre f.eks. i USA.

Men når det er sagt, så fremstiller artiklen problematikken forkert og konkluderer også forkert eller i hvertfald meget naivt.

Den korte variant af historien er:
1. Frem til 1990 var it-løsninger i det væsentlige mainframe og virksomhedsspecifikke.
2. Disse "glass-house" løsninger stivnede dels i egen magtfuldkommenhed, dels i teknologisk afmagt. Kun de mest dynamiske virksomheder kunne fremdrive it-løsninger som var konkurrencemæssige løsninger (e.g. forsikringsselskabet TOPDANMARK).
3. Nogle virksomheder omgik de stivnede it-afdelinger ved at indkøbe små it-systemer til "lokal" anvendelse. I 1985 var der lige så megen it under central it-afdelingskontrol, som der var ved siden af og anskaffet lokalt. Den første it-revolution var startet.
4. Fremkomsten af og anvendelse af PCere fra 1985 til 1995 slog eksistensgrundlaget istykker for mange it-afdelinger fordi brugerne fik LØSNINGER på dage og uger, hvor der ellers blev talt om år.
5. Disse PCere åbnede for "programpakker". Indledningsvis de klassiske: tekstbehandling, regneark og grafik, men senere også databaser (små og store), elektronisk post - for ikke at glemme det største af alle web-browseren. Hurtigt kom alle mulige specialprogrammer, herunder løn- og regnskabsprogrammer.

HOV, stop lige: hvorfor skete det ?
Det skete som en reaktion især mod it-afdelingernes langsomme leveringsmuligheder, som fjernede it som konkurrence-parameter.
Det skete også fordi en hel hær af garage-programmører kunne producere små (senere store) løsninger. Ganske vist kostede det millioner af arbejdstimer, men det var jo sjov ? Og hvis så 5.000 timers hobby-arbejde kunne sælges for 1.000 penge, så var lykken gjort.

Og lykken var også gjort for brugerne (firmaerne), som nu kunne vælge mellem 10.000 løsninger til små penge. Og selvom der var fejlvalg imellem, så tog det altså ikke 2 år at få en løsning.

Men selvfølgelig er det ikke lykken for en lille virksomhed idag 2006 at skulle have en mini-it-afdeling (½ person på deltid), men tænk på det gamle alternativ .....(glass-house).

Så hvorfor ikke gribe Dorte Toft's ide med de web-baserede løsninger ?

Fordi de vil blive præcis lige så fastnaglede og gumpetunge som de gamle it-løsninger med en "glass-house" support / udvikling.

HVORFOR ? Jo, fordi det som slog de gamle it-løsninger med en glass-house support ihjel OGSÅ vil slå web-baserede løsninger ihjel. De knuses af deres egen vægt (teknisk set fordi ændringer, som vil påvirke tusinde virksomheder, skal testes så længe og så godt, at enhver ændring tager ½ år at indføre).

Ganske vist vil en PC-løsning som ændres / udskiftes OGSÅ kunne ramme en virksomhed hårdt, men det stopper altså ikke alle VVS-, eller tømrerhandlere i Danmark på een gang.

Og glem så ikke, at der er 6-10 gange så mange mennesker som taler engelsk end dansk.
Så måske skal it-løsningerne være på engelsk, tysk, spansk, fransk eller italiensk - som alle har et helt andet forretningsgrundlag - end dansk.

KONKLUSIONEN er derfor, at de gamle glass-house it-løsninger OG nye web-baserede løsninger lider af samme basale svaghed: størrelse - hvilket betyder lav ændringstakt. (Tænk på skæbnen for dinosaurus).

Nye PC-løsninger har andre svagheder, men minder lidt om dyr i flok: der er en vis beskyttelse ved at være mange sammen (altså at der bruges mange forskellige løsninger ud over det ganske land).

Så ja, web-løsninger er simplere at bruge i små virksomheder, de har fordele i form af fælles opdateringer (e.g. nye skatteregler) MEN de skaber en beton-løsning, som ikke bidrager til forretningens hurtige udvikling og vækst gennem udnyttelse af nye muligheder.

Hvad er løsningen: vælg de bedste værktøjer (PC eller web) og revurder med jævne mellemrum. Intet vil vare evigt, og 2 år er en lang it-tid.
Så på med løbeskoene: det er ikke nok at følge med, det er nødvendigt at være i førefeltet for at overleve.

Anonym sagde ...

www.netsuite.com indeholder mange af de ting du efterlyser. De har stor succes i USA. Det kunne være interessant med en anmeldelse af deres produkt set med et dansk perspektiv.

Dorte Toft sagde ...

Måske er jeg for positiv, hvad angår de webbaserede løsninger, men jeg mener ikke, de kan sammenlignes med de gamle "vandkølede" systemer.

Hvad der netop udmærker den NYE generation af webbaserede løsninger er adræthed og brugervenlighed. Nutidens unge, der udvikler de webbaserede applikationer, gider for eksempel ikke support som indtægtskilde! Naturligvis yder de support, men de minimerer de behovet for det. De finpudser og finpudser, holder øje med (via nettet selv og via fejlmeldinger), hvor de typiske misforståelser i brugen opstår, og gør hurtigt tingene mere logiske.

Deres idealer er firmaer som Google, som gjorde søgning LYNHURTIG, og som lavede en mailtjeneste (Gmail) som er langt mere intuitiv at bruge en klassiske mailpakker. Deres ideal er den type softwarefirma, som bare får brugere til at elske deres software, og hvor ordet derfor spreder sig fra mund til mund.

Prøv at tage et kig ud på www.37signals.com og tjek deres projektstyringsværktøj, Basecamp. Det har ikke 1117 funktioner lagt i utallige lag, og når kun Microsofts Project til sokkeholderne. Men det kan, hvad de allerfleste har behov for. Og det gøres på en meget, meget enkel vis.

En af medstifterne, Jason Fried, fortæller, at for ham er enkelhed det allerypperste at stræbe efter for et professionelt softwarehus. Ikke et stort opsvumlet stykke software.

Jeg har jo selv været med fra helt gamle dage - startede som mainframeprogrammør i 1966. Jeg har også - blandt mange andre opgaver - udviklet et bogføringssystem til drift på en mindre mainframe hos et mellemstort firma. Hvad jeg ser nu om dage i den webbaserede sfære minder mig på ingen måde om dengang. De unge laver "need to have" med brugervenlighed som konge, ikke "nice to have" ud fra alenlange ønskelister, hvadenten det er fra firmaets egne brugere, eller det er fra kunder. Hele opgraderingsræset, fører for mig at se netop til opsvumlet "ulækkert" software. Der plastres ny funktionalitet på i et væk, selv om de færreste i forvejen brugte mere end 20 pct. af funktionaliteten.

Oveni kommer så, at med nutidens udviklingsværktøjer, kan man langt hurtigere komme langt end tidligere.

Så jeg ræsonnerer altså lidt anderledes end dig. Skiftet fra den gamle verden til pc-verdenen var et kolossalt fremskridt i mange sammenhænge. Jeg ser et lige så stort fremskridt i skifte fra pc-baserede systemer til webbaserede i mange sammenhænge. Når de vel at mærke er udviklet efter nye idealer og ikke blot ved at putte gammel vin på nye flasker.

Vedr. økonomisystem med mere (ERP) til den lille virksomhed. Et par læsere henviser til amerikanske netsuite.com som et eksempel til efterfølgelse. Jeg vil prøve at få nogen til at tage et nærmere kig på det. Og andre må meget gerne kigge med og give lidt kommentarer med her. Kunne være rigtig dejligt, om der kom lidt debat om, hvad man kan, og hvad man ikke bør nøjes med.

Mange hilsner
Dorte

Dorte Toft sagde ...

Jeg ser i øvrigt at norske Mamut har vundet en pris i England, gældende bedste software til små virksomheder. Mamut var bl.a. op mod netsuite.com og Sage. Omtalen er her:
www.mamut.com/dk/shop/rapidreg.asp?id=241
Men dette er altså IKKE webbaseret software. Det er til egeninstallation.
Dorte

Anonym sagde ...

Det er helt korrekt, at Mamut - som netop nu er ved at vinde større indpas i Danmark, er et system som netop fokuserer på små og mellemstore virksomheder. De har integrerede løsninger - således, at man bare har èn brugergrænseflade. Det er helt sikkert værd at holde øje med!