24.9.07

På nettet uanset hvad, samt en bøn om 5,5 mio. kr.


En aftentur på havnen i Boston. Mon den ældre herre i kørestolen er på arbejde ved pc'en, eller fandt han blot et stik?

Og så et par linier om, hvorfor jeg er i Boston de kommende dage. Jeg deltager i konferencen Emerging Technologies, arrangeret af tidsskriftet Technology Review, som udgives af M.I.T. - Massachusetts Institute of Technology. Den indledes i år af en workshop, og den har overskriften "Women in Technology", som blandt andet ser nærmere på, hvorfor kvinder fravælger tech-verdenen, og hvorvidt tech-verdenen repræsenterer et "meritocracy" - altså et felt, hvor alt afhænger af ens præsentationer, ikke køn.

Sidste år deltog jeg for første gang på konference og blev meget begejstret for den. En af årsagerne er, at der peges på 35 unge forskere, hvis arbejde er værd at lægge mærke til. Det gav mig sidste år mængder af inspiration og stof til både Berlingske og Version2. En af de unge, Christina Galitsky, vakte især min beundring, og hvor det dog glædede mig, da en dansk virksomhed (der ønskede at være anonym) efterfølgende valgte at støtte Galitskys arbejde for de udsatte i Afrika og Bangladesh med en donation.

Men sidste år, som i år, er der også de helt hotte navne og de gamle store stjerner om bord, så det kommer næppe til at skorte på stof. Snarere på tid til at skrive det:-)

Og som sidste år er der også en masse spændende uden for det stofområde, hvor jeg færdes nogenlunde sikkert, men jeg slår ørerne ud. Tag et kig på programmet for onsdagen og torsdagen.

PS: A pro pos donationer. Meacham Manor, Bed & Breakfast'en som jeg altid bor på, er til salg. Den gæve, gamle Phyllis Hegarty, som med fast og kærlig hånd sammen med sin mand styrede sine ti børns liv frem til de var flyvefærdige, er desværre taget sin sidste rejse, og derfor er mammuthuset, der også rummer separate lejligheder, til salg. Pris kun 1 million dollars, altså omkring 5,5 million kroner. For et hus, der ligger lige i centrum af hyggelige Somerville, et par stop med T-banen fra Harvard og MIT, og cirka 15 minutter til downtown Boston.

"Vi fik tilbudt to millioner dollars for få år siden, men ejendomsmarkedet er helt forfærdeligt", fortæller en af døtrene mig. Og det er da et "bargain" - et fund.

Tja, tja, bum, bum. Nej det er ikke nok at hæve pensionen, sælge sommerhuset etc. etc. Jeg egner mig såmænd heller ikke som en ny Phyllis, der havde tid til alt og alle og ikke sad med snotten i pc'en hele tiden, som jeg gør. Men jeg trives så fantastisk godt Boston og omegn, der i øvrigt også er karakteriseret af at have flere universitetsstuderende pr. kvadratmile end noget andet område i USA (og måske i hele verden?). Er din favoritby i USA stadig New York eller San Francisco, så prøv en gang Boston. Det bedste fra USA kombineret med det bedste fra Europa.

Ingen kommentarer: