Dagbladet Børsens forsidehistorie ”Dansk forskning i IT og nano halter” halter selv. Den viser, at at blandt verdens 30 førende forskningsregioner kommer Københavns Universitet/Lund Universitet ind på en 26. plads, når det gælder forskning inden for IT.
Inde i bladet kan man læse, at Danmark er langt fra en førerposition inden for IT, på trods af at det er et indsatsområde for regeringen.
Nu er der jo lige det ved Københavns Datalogiske Institut (DIKU), at det ikke er repræsentativ for dansk IT-forskning. DIKU bløder og har gjort det i mange år. Alt for få søger studierne, skrækkeligt mange opgiver studierne, flere af lærekræfterne er gået til IT-universitet, og instituttet har kun højekspertise inden for et par områder (men der er de til gengæld også i verdensklasse).
At udråbe Danmark til at være i bundklasse på baggrund af DIKU (og Lund) holder ikke. Der er mere vellykkede IT-forskningsmiljøer på andre universiteter i Danmark. Men statistik er statistik, og tal lyver jo ikke, vel?
I statistikken, som er udført af Geografisk Institut (og hvorfor det?) kigges på videnskabelige artikler offentliggjort i verdens førende videnskabelige tidsskrifter inden for naturvidenskab, teknik og medicin i perioden 2002-2004.
Inden for IT rykker Seoul, Hong Kong og Beijing op i top-seks over de førende videnskabelige centre på bekostning af førende amerikanske centre som Boston og New York, skriver Børsen. Og det er jo interessant i sig selv, for det er endnu en bekræftelse på at lavlønslande ikke blot er relevante, når der outsources produktion, men også når det gælder videnarbejde.
I øvrigt mener formanden for højteknologifonden, Danfoss-direktøren Jørgen Mads Clausen, at der skal flere penge til. Jeg tror ikke, at penge hjælper på DIKU. Der er nogle helt andre fundamentale problemer i instituttet, der skal løses først. For at få et af mange indtryk af, hvad der halter, kan man læse en debat på Computerworld.dk i kølvandet på artiklen "De unge vender ryggen til datalogi". Tjek for eksempel indlæg nummer 36 på denne side af debatten.
13.7.06
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar