Lang tids pres fra især politisk side og udsigt til endnu hårdere pres har fået Microsoft til at ændre strategi, hvad angår åbne dokumentstandarder. Nu kommer den åbne standard ODF (Open Document Format) ind i Microsoft-universet, omend ikke 100 procent.
Hidtil har Microsoft lagret Word-dokumenter i én dokumentstandard (.doc), Excel i en anden og PowerPoint i en tredje, og der har været tale om, hvad der kaldes lukkede standarder. Microsoft har bebudet, at den fremtidige standard bliver fælles for MS-programmerne – og der er tale om en såkaldt XML-standard. Men selv om XML i sig selv er en åben standard, så har softwaregiganten bygget egen funktionalitet på, som ikke er standard.
Microsoft har nægtet at anvende den åbne standard, ODF – Open Document Standard – der også er XML-baseret. Det skete blandt andet med henvisning til, at ODF var for ”gammeldags” – ikke avanceret nok til nutidens dokumenter. Men ODF er, hvad den såkaldte Open Source-verden bygger på, heriblandt den gratis kontorpakke Open Office, der er konkurrent til Microsoft Office.
Den manglende brobygning mellem Microsofts verden og den åbne verden har blandt andet forårsaget, at man inden for det offentlige ikke har turdet spare pengene ved at gå over til de åbne systemer, fordi det kunne give problemer med dokumentudveksling på tværs af myndigheder. Mange ville nok holde sig Microsofts platform, grundet de investeringer der er gjort deri. Nu oplyser Microsoft altså, at der vil blive udviklet software, der sikrer bro til og fra ODF-verdenen.
Kovendingen skyldes presset fra politikere og offentlige myndigheder, og danske politikere er med i koret. Anført af de Radikale vedtog Folketinget for nylig, at offentlige dokumenter om få år SKAL lagres i åben standarder.
Microsoft bøjer dog først nakken efter i lang tid at have lobbyet for, at koncernens egen fremtidige ”standard” for lagring i et fælles format (XML) var et åbent alternativt. Microsoft forsøger netop nu at få standardiseringsorganers blåstempling.
Herhjemme har den administrerende direktør for Microsoft i Danmark, Jørgen Bardenfleth, i lang tid lobbyet for koncernens holdning – blandt andet på Videnskabsministeriets store arkitekturkonference i Århus i marts – men argumenterne bed heller ikke på herhjemme.
6.7.06
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar