Lommeopkald afslørede sidespring

Jeg ser, at min klumme i Berlingske Business med titlen "567 mobilfotos af egen lommeuld" lige nu ligger som den fjerdemest læste på Berlingske.dk. En af læserne sendte mig en mail med relaterede historier, og den er bare så god, at den må deles (med afsenderens accept). Så hermed:
------

Hej Dorte,

Det er længe siden jeg har grinet så herligt som her til morgen under læsningen af din artikel. Og hvor har du ret. Min svigermor ringer jævnligt og automatisk, men hun er undskyldt som værende knap så teknologisk baseret. Værre er det med en for os fælles bekendt, der er direktør for et multinationalt IT-firma. Hendes mobil har afsløret mange ting fra taskens dyb, når hun er gået gennem lufthavnen i fortrolig samtale med en forretningsforbindelse, og jeg har sprængt trommehinderne på mine medarbejdere, fordi jeg har piftet i røret for at få hende til at afbryde - uden held...

Værst var dog dengang en af mine venner, som solgte mobiltelefoner, havde taget den nye teknologi med Stemmeopkald i brug. Ved en reception var han i fuld gang med at forføre en dame, og undervejs fik han åbenbart sagt "bitchen", som var nøgleordet for opkald til konen. I sin forførelsesteknik fik han forklaret, at han bare tog hjem og sagde til hende derhjemme, at han skulle til forretningsmøde. Da han kom tilbage et par timer senere havde han et nydeligt blåt øje. Hele hans jammerlige forsøg på at score den nye dame var blevet optaget på telefonsvareren derhjemme, og konen var kommet hjem lige før ham. Han er nu skilt.

Jeg selv har netop giftet mig med en Nokia N80, der både kan flyve, synge og formentlig også grave have. Og da jeg også kan læse indenad er det naturligvis ikke at bebrejde producenten, når batteriets levetid i virkelighedens rå og brutale verden viser sig at være begrænset til cirka fire timer med bluetooth, permanent GPRS og søgning efter lokalnetværk samt alle andre dingenoter slået til. Nokia lover jo kun OP TIL 280 timers batterilevetid...

Helt galt går det, når man skal konvertere sine 406 kontakter (med emailadresser, noter og alskens nyttige informationer) fra den fremragende, men lidt langsomme og efterhånden stærkt overbelastede Nokia 6230i. Selv om apparaterne er fra samme firma, og der anvendes en og samme software (PC Suite) udviklet af Nokia går det galt. Nu har jeg kun 104 kontakter.

Heldigvis mistede jeg min uskyld i den digitale verden for mange år siden og græder ikke så meget længere. Jeg tager backup. Og så bruger jeg meget tid på at forstå hvad de nye dimser kan, for jeg nægter at udnytte kun 10 procent.

Kompatibiliteten bagud synes også at have undsluppet hr. Jorma Ollilas opmærksomhed, for mit bluetooth baserede håndfrie og fuldautomatiske biltelefonsæt, en Nokia ML610, giver et voldsomt hik efterfulgt af et dybt og en mistet forbindelse med min N80, hver gang jeg modtager en sms. Det er aldrig sket med min 6230i og ingen kan tilsyneladende forstå hvorfor. Der henvises i stedet forsigtigt til, at mit bilsæt efterhånden burde betegnes som et fossil. Okay, det er da også to år siden det blev introduceret...

Det mest deprimerende er, at mulighederne med moderne teknologi er blevet et langt kompromis mellem udseende, praktisk brug og tekniske faciliteter, fordi alle gadgets skal være mindre og mindre og billigere og billigere - og samtidig endnu mere avancerede. Ind i mellem ønsker jeg mig tilbage til 1975, hvor jeg havde en radiorørsbaseret mobiltelefon, der fyldte hele forenden af min Folkevognsboble. Det betød blandt andet, at jeg skulle have ekstra akkumulator til at trække det store strømforbrug, og at sne automatisk smeltede på bilens snude, ligesom det også var meget hyggeligt, når man kunne høre en skrattende stemme kalde under instrumentpanelet: "Opkald til nummer 712" efter hun havde fået at vide, at manden med biltelefonen "sikkert kørte rundt et sted på Djursland". Det rene Lyngby-radio med mulighed for en lytter for alle, der havde en kortbølgeradio.

Men teknologien fungerede, og det samme gjorde min første "håndholdte" Mitsubishi telefon til NMT, som jeg anskaffede for 28.000 kroner i 1988. Dengang var jeg i god form af at bære rundt på de 512 gram, hvilket også gjorde samtalerne passende kortere end i dag. Det er formentlig den fysisk minimalistiske udvikling indenfor mobiltelefonerne, der er skyld i, at jeg i dag har antaget en helt anden form. Til gengæld sidder min habit pænere, når jeg har apparatet i den lomme, som salig Mae West fokuserede meget på...

Og så må jeg i øvrigt løbe nu. Jeg skal lige tjekke min email på mobilen og ringe til de fire, som min alarm netop er poppet op med.

God sommer. Med eller uden netværksdækning og jordforbindelse.

Mvh,
Frank Undall

CITAT slut
-------

Og så en stor cadeau til tegneren Jens Hage, der havde illustreret min business-klumme med netop sidesprings-vinklen.