23.7.06

Symantecs angreb på Microsoft gav bagslag

Microsoft er med fuld kraft gået ind på markedet for sikkerhedssoftware, og det truer de gamle sikkerhedsfirmaer som Symantec, Trend Microsoft og McAfee på brødet. Symantec har flere gange mere end antydet, at Microsoft er på gale veje. Senest offentliggjorde Symantec en rapport, der hævder, at Vista – den længe ventede nye generation af styresystemet Windows - foreløbig er meget usikkert.

Symantecs sikkerhedseksperter har lagt en Vista-version under mikroskopet, der er sendt ud til test blandt tusindevis af brugere – en Beta-version. Eksperterne fortæller dog også, at visse af de problematiske ting allerede er rettet, men at andre ting bliver mere komplicerede at få rettet end som sådan.

Som jeg ser det, er det interessant, uanset hvilke motiver Symantec har. Netop Vista skal jo være beviset for, at Microsoft nu evner at udvikle sikre produkter. Næsten alle de værste hackerangreb, der er set, har udnyttet sårbarheder i Microsoft-produkter. Og Microsoft har gang på gang fortalt, hvor mange kræfter, uddannelse og dollar man gennem de seneste år har lagt i at få bomsikker software frem.

Men Symantecs angreb har givet bagslag på alverdens blogs. Essensen af beskeden er, at man ikke bør kaste med sten, når man selv bor i glashus. Symantec har nemlig selv røde øren over bredt kendte huller i sikkerhedssoftwaren.

Jeg snakkede om reaktionerne med Jan Skelbæk, der står i spidsen for Symantec i Danmark. Han har ikke selv fået nogen, hverken fra kunder eller fra Microsoft.
”Det er jo et tveægget sværd at komme med en sådan rapport,” siger han.

Omkring halvdelen af Symantecs omsætning på antivirusprodukter kommer fra forbrugerne, som Microsoft har indledt offensiven over for med produktet Windows Live OneCare, der dog endnu fordrer at man kører på Windows XP og en engelsksproget version. Det bliver billigere end Symantecs kommende samlede pakke, Norton 360, og oveni kommer, at Microsoft også har talt højt om en kommende satsning på produkter til erhvervslivet.

Ifølge Skelbæk hersker der imidlertid fortsat optimisme hos Symantec. I budgetterne regnes fortsat med en to-cifret vækst.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
Anonym sagde ...
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
Anonym sagde ...
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.