I morgendagens klumme på bagsiden af Berlingske Business fremhæver jeg den unge dygtige dansker David Heinemeier Hansson. Som jeg fortæller, er det godt nok er det de modne mænd såsom Ib Kunøe og Asger Jensby, der p.t. er i vælten, når der skrives om IT, men vi har altså også nogle bemærkelsesværdige unge danskere at være stolte af, og Hansson er en af dem.
David Heinemeier Hansson er medejer af firmaet 37signals, som lige nu får ekstra stor opmærksomhed. Det skyldes, at Jeff Bezos, topchef for den verdensberømte online-markedsplads Amazon.com, har investeret i selskabet, der tidligere har sagt nej til næsten 30 andre bejlere, der bød ind med venturekapital.
Ejerne af 37signals forklarer på deres blog accepten af Bezos penge med, at han ved nøjagtig hvor skoen trykker for iværksættere, og derfor vil de kunne lære meget af ham.
37Signals står bag en masse godt software, der bruges via nettet, og i basisversionen er det typisk gratis. Basecamp er et godt projektstyringsværktøj, Campfire er gruppechat beregnet for virksomheder og Backpack holder styr på alt det personlige, fra kalender til huskelister, noter, fotos og filer. Desuden findes produktet Whiteboard til samarbejde om tekst, og Ta-da List, der er en effektiv huskeseddel.
Hansson selv er berømt for at have gjort udviklingen af open source web-programmer meget lettere. Han har bygget, hvad der kaldes et framework – en slags udviklingsværktøj - kaldet Ruby on Rails. Lige som en anden dansker, Janus Friis, er han at finde på diverse amerikanske lister over mest lovende unge i tech-verdenen.
Beslutningen om at lade Amazon-bossen ind i varmen (eller rettere hans investeringsfirma Bezos Expedition) har vakt megen opmærksomhed i blogverdenen. Over 120 har taget ordet på 37-ejernes egen blog, og emnet har også fænget hos alle techblog-kändisserne. Blandt kommentarerne er, at det er Jeff Bezos, der er det vigtige, ikke hans penge, og at lige netop Bezos-kontakten tyder på, at 37signals har ambitioner om at blive noget meget stort.
23.7.06
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar