13.12.06

Profitabel fiktiv blogger på Nyhedsavisen

Nyhedsavisen har i dag fået sig et helt opslag i Berlingske Tidendes Magasin, og jeg vil vædde 7 stegte rødspætter på, at investoren i Nyhedsavisen, Lund & Kenner, har fået masser af rygklap i dag i samme anledning. Efter al sandsynlighed er der tale om god spin, effektueret via investorens reklamebureau Hello.

Artiklen handler om bloggeren Gus Jensen. Han fortæller, at han er invalidepensionist og ex-maskinist. Gus Jensen galper løs om alt fra psykologer til Tivoli-hotellet i overmåde kvikt og spøjst sprogbrug. Ifølge Berlingske har han fået sig en stor fanskare, og Nyhedsavisen selv lænker jævntligt til ham, men meget tyder på, at Gus er fiktiv. Deraf artiklen i Berlingske. "Danmarks første fiktive blogger?" lyder spørgsmålet, der bringer mange kloge bloghoveder på banen.

Jeg er 99 pct. sikker på, at Gus er undfanget af Lund & Kenners reklamebureau Hello, der jo også flittigt har markeret sig som klakører på den blog, der føres af Nyhedavisens chefredaktør David Trads. Hello står for opbygningen af Nyhedsavisens websted, avisen.dk, der i øvrigt stadig ikke lever fuldt ud op til den bebudede nyskabelse.

Hello har grebet en dille, som har kørt verden over, nemlig at tage fiktionen i brug og skabe en blog, som fænger. De fiktive blogs skaber "hype" - berømmelse, og dermed trafik, hvilket i høj grad tæller for Nyhedsavisen. Trafik giver som bekendt annonceindtægter, og når papiravisen nu selv har skuffet sine annoncører..... (grundet det begrænsede læserantal i forhold til løfterne).

Nu er Hello jo befolket med masser af unge, skrivelystne karle og fruentimmere, men jeg ville ikke undre mig, hvis Gus' ånd og hånd især har rødder hos en af Hello-aktørernes forældre. En gæv person med en krøllet humør, en spids pen og et godt øje for "systemets" idiotier.

Nyhedsavisens jourhavende skriver på sin blog, at man nu vil forsøge at finde Gus eller den, der står bag Gus. Tomme tønder! Nyhedsavisen afslører jo kun, hvad der tjener Nyhedsavisen :-)

Tilføjelse kl. 13.25: Misforstå mig ikke. Jeg har intet imod, at medier ind imellem kører med anonyme klummeskrivere. Historisk set har det ofte været en gevinst, og anonymiteten kan sagtens være på sin plads i bloguniverset. Men aviserne har altid meldt ud, at de er bekendt med, hvem der står bag den anonyme pen. Men hvad tror du? Er blogger-Gus et udtryk for dygtig spin eller?

18 kommentarer:

tveskov sagde ...

Du er ikke alene... Mit bud var for et par uger siden at "Gus" er Peter Svarre fra Hello, se blogindlæg her.

Dorte Toft sagde ...

Hej Thomas,
Historie-løsheden gælder for mit vedkommende fætter Gus, som jeg først stiftede bekendtskab med via Berlingske-artiklen i dag.
Og ja, nettet myldrer med anonyme blogs også på seriøse gruppe-web-steder. Folk har titler, arbejdspladser og familier at tænke på. Visse bloggere er vel også blot lidt feje.
Hvad jeg ikke rigtig synes om, er at Nyhedsavisen i Berlingske soler sig i spin-bloggeren. Og en af avisens journalister fortæller, at ingen på Nyhedsavisen aner, hvem der står bag spinbloggen. Stakkels den journalist, hvis min tese holder. Så har avisen jo ført sine ansatte bag lyset. Og læserne.

Og det er sket tidligere i bloguniverset. Da var det på David Trads blog, hvor en Hello-medarbejder i flere kommentarer skamroste avisen oven på nogle kritiske kommentarer fra andre. Umiddelbart fik man indtrykket at skamroseren var ansat på avisen, og Trads gjorde intet for at sætte tingene på rette plads. Først mange indlæg senere kom varedeklarationen på. Men måske er avisen.dk og dens medejere ét fedt.

Og hej Tveskov,
Tampen brænder :-)

Anonym sagde ...

Sig mig engang: Hvor meget tror du selv på, at man tjener kassen, bare fordi man har Blogger-Gus til at skrive på sit site? Næppe nok til at retfærdiggøre en dyr reklame-konsulent skulle bruge et par timer (a 1-2000 kr.) hver formiddag, vel?

Konspirationer har det med ikke at hænge sammen med virkeligheden. Og således også her.

Dorte Toft sagde ...

Til den anonyme,
Hvad mon en annonce, der fylder et helt opslag i Berlingske koster? En omtale, der jo - som redaktionel omtale gør - tæller langt mere positivt end en annonce, blev én af gevinsterne. Den skabte igen opmærksomhed over for Nyhedsavisen som et ungt moderne "brand". Desuden vil nogle flere tage et kig på, hvad fætter Gus skriver. Måske er det tilmed vanedannende. En god blog kan meget vel score flere klik end en god nyhed.
Så nej, det er IKKE dit regnestykke, det gælder. Desuden anfører jeg, at det snarere er i Nyhedsavisens familiekreds, at man finder Gus. Ikke blandt de ansatte. I hvert fald den Gus, der står bag de største indlæg. De andre udgør vel et dagligt kick med indbygget sprogøvelse for andre, og de kan meget vel være på bureauet.
Men igen. Det er altså mit gæt.
Dorte

Anonym sagde ...

Gus virker også som en dårlig kopi af Steward Stardust figuren.

madizta sagde ...

Hej,

Jeg må absolut give Dorte ret her. Blogs er kommet for og blive og vil fremover blive brugt mere og mere i reklamekampagner. Se eksempel fra den finske valgkamp hvor man hypede det ene parti med tons af blog information bestilt igennem et reklamebureau. Man kan ha' delte meninger omkring brugen af dette nye medie, men det er komemt for at blive.

Anonym sagde ...

Kære Dorte,

Ingen tvivl om at Gus er guld for avisen.dk. Om han er skabt som et pr-stunt af nogle smarte marketing-folk, skal jeg indtil videre lade forblive usagt. I mellemtiden kan man dog følge med i mine samtaler med Gus her:
http://avisen.dk/blogs/anti/Samtale-med-Gus-141206.aspx

Og jeg garanterer, at vi med tiden vil komme tættere på Gus' identitet.

vh Anders

Anonym sagde ...

Der er ingen tvivl om, at Gus Jensen er fiktiv. Den opmærksomme læser vil opdage, at Gus laver sine indlæg med en præcision, der passer meget bedre til en journalists deadline disciplen end til en invalidepensionist.

Alle Gus' blogs bliver nemlig postet mellem klokken 09:30 og 11:00 på hverdage. Underligt, når Gus nu selv skriver, "Knap er man stået op her på eftermiddagen". For hvordan kan han skrive posts, når han ligger i sengen?

De sidste to uger har Gus dog haft travlt.Han har kun skrevet posts onsdage og torsdage. Mit gæt er, at den næste indlæg kommer onsdag den 20. december om formiddagen. Hvis Nyhedsavisen ellers kan nænne at holde deres læsere for nar så længe.

Anonym sagde ...

Kære Peter Mulvany,

Hvorfor skriver du, at Nyhedsavisen holder deres læsere for nar, hvis Gus skriver igen. For det første er det jo indtil videre kun gisninger, om han er fra avisen eller ej. Og alle på avisen har sagt, at han ikke er derfra.
For det andet er han da så underholdende, at hans oprindelse måske er mindre relevant...

vh
Anders,
(Jourhavende på Nyhedsavisen)

Ejendomsmaileren sagde ...

Gode blogs er underholdende - men ikke nødvendigvis ærlige. De bedste blogs er ofte anonyme (min egen blog er ihvertfald - uden at den hører til de bedste ... men ærlig det er den...).

Mange journalister har svært ved at forstå den nye verdens flydende grænser imellem fiktion og fakta. Livet på nettet "defies definition" - det handler faktisk mere om evnen til at skrive underholdende - og det kan Gus.

Det sjove er, at dette blogindlæg (det mest læste lige pt. på Business.dk's medie sektion) med tilhørende tråd, yderligere forstærker Gus' popularitet - og dermed Nyhedsavisen.

Om Nyhedsavisen står bag eller ej ved jeg intet om - og igen handler det måske mere om denne usikkerhed ?

tveskov: Mit gæt er, at du har fat i den rigtige familie - men forkert
generation (Jeg tror du tænker det samme Dorte...)

Anonym sagde ...

Der er et par underlige logiske sammmenbrud i Nyhedsavisens fiktive Gus Jensen. Hvordan kan det været, at Gus, der bor i Københavns Sydhavn vælger at skrive på Nyhedsavisens blog, når Nyhedsavisen slet ikke gider dele aviser ud i hans kvarter. (Se http://avisen.dk/daekningsomraader.aspx)?
Og hvordan kan det være at hans nabo læser Jyllands-Posten. Hvor sandsynligt er det, at man læser Jyllands-Posten, bor i Sydhavnen og har en nabo, der er invalidepensionist og bor i en husvogn?

Uanset hvor fantasifulde Gus' alter ego er til at skrive, har forfatterne ikke fantasi nok til at få detajlerne med.

Dorte Toft sagde ...

Herlig diskussionen her. Spin eller blot en person, der under anonymitetens slør boltrer sig med en 135 procents version af egne holdninger, krydret med lidt fra Overdrevet nr. 3? Eller både og?
Under alle omstændigheder under jeg hovedskribenten den fornøjelse, som skrivearbejdet og spekulationerne giver. Står mig eget gæt til troende, er hovedpersonen i det daglige arbejdsmæssigt henvist til lokumskold saglighed.
Dorte

Jakob Langemark sagde ...

Hej Dorte Toft et al.

Jeg vil se frem til at modtage 7 stegte rødspætter til frokost her i Fredericiagade 15.

Vi har intet med Gus at gøre - han kunne ellers godt komme forbi og få sig et job som tekstforfatter
:-)

Jeg har iøvrigt ikke opfordret mine medarbejdere til anonymt at skamrose avisen.dk. Således vil du også finde, at Hello-folk, der kommenterer på avisen.dk, gør det med tydelig afsender (blog profil)og iøvrigt for egen regning.

Med venlig hilsen
Jakob Langemark,
administrerende direktør i Hello.

Dorte Toft sagde ...

Hold your horses - hr. Hello. Det er endnu for tidligt at sætte garn til rødspætterne. Vi får se.
Vedr. at Hello-ansatte altid giver sig klart til kende. Var det et krav fra dag 1? Kommentarerne, som jeg omtalte, var til et af Trads' tidlige indlæg. Tog lige et kig på tre af dem, men fandt ikke det relevante, og har sgutte tid til mere. I den kommentartråd, som jeg tænker på, var Hello-medarbejderen ude som Trads væbner adskillige gange, inden han meldte kulør. Også andre bemærkede det i kommentartråden, så hut jeg visker.
Dorte

Anonym sagde ...

Om Gus' tilknytning til Hello og Nyhedsavisen (eller manglen på samme) står der lidt mere om her: http://avisen.dk/blogs/anti/Gus-er-ikke-fra-Nyhedsavisen-181206.aspx

Hvis det skulle have interesse.

vh
Anders

Anonym sagde ...

Og et sidste link, der vist må standse eftersøgningen:

http://avisen.dk/gus-191206.aspx

alt godt,
Anders

Dorte Toft sagde ...

Tak Anders,
Gus var altså ikke spin, som jeg havde gættet på, men to understimulerede journalister på PC World:-) Jeg havde faktisk undret mig over, at når jeg googlede på "gusjensen", så var der en del kommentarer fra fætter Gus til indlæg om teknologi.
Og - som jeg skriver hos Jer - så er det jo blot for mig at levere syv stegte rødspætter. Dem, jeg satte ind på, at det var spin. Men først må Nyhedsavisen og dens reklamebureau Hello lige afgøre, hvem der skal have de syv flade.
mange hilsner
Dorte

Peter Svarre sagde ...

Hej Dorte,

På trods af, at Gus og jeg ikke har meget andet til fælles end holdningen til DR, så må jeg indrømme, at jeg ikke har lidt den store overlast af, at blive sat i bås med denne Sydhavnens hævner. Så de syv rødspætter kan du godt gemme til første juledags frokostbord ;-)
Dit bud var dog bestemt ikke tosset. Jeg har flere gange haft flere af mine kolleger på Hello - deriblandt Søren Kenner - mistænkt for i al hemmelighed at bruge deres nattetimer i en virtuel skurvogn. For som du selv skriver: Gus har været en stor gevinst for avisen.dk og har helt klart - dog med en skæv vinkel - udbredt idéen og konceptet bag avisen.dk, nemlig at folket kommer til orde på lige linie med journalisterne. Vores statistik for månederne med Gus viser jo faktisk, at Gus havde læsertal, der langt oversteg de regulære journalisters indlæg, og det er jo lige præcis pointen med vores projekt.