Den svære kunst at udvikle software

Budgettet skrider, tidsfristen skrider, og når systemet endelig er færdig, viser der sig at være fejl i det. At softwareudvikling er kompliceret og ofte undervurderes dokumenteres i ny bog, skrevet af en mand fra et helt andet miljø, nemlig Scott Rosenberg, der stiftede det berømte, dybt respekterede magasin på nettet, Salon.

Bogen, der udkommer på tirsdag, har titlen "Dreaming In Code: Two Dozen Programmers, Three Years, 4,732 Bugs, and One Quest for Transcendent Software", altså noget i retning af. "At drømme i kode: To dusin programmører, tre år, 4.732 fejl og en søgen efter det sublime på softwarefronten".

Jeg krydser fingre for, at bogen bliver rigtig god og fængslende, fordi vi mangler nogen/noget, der kan fortælle nutidens danske unge, at softwareudvikling faktisk er afsindigt spændende og en super karrierevej. En konstant udfordring af ens egen intelligens og logik. Og det er tæt på en kunst, når man går efter det optimale, hvilket er at gøre selv det allermest komplekse simpelt (det omvendte er ingen kunst, men hverdag).

Bare bogen bliver i klasse med "The Soul Of A New Machine." Forfatteren Tracy Kidder blev belønnet med en Pullitzerpris for bogen, der fortæller dramaet bag konstruktionen af en såkaldt minicomputer tilbage i 70'erne. Bogen fik også mange danske fans.

"Dreaming in Code" er skrevet, efter at Scott Rosenberg tæt på har fulgt et udviklingsprojekt, som Open Source Applications Foundation står bag. Rosenbergs nysgerrighed over for softwareudvikling skyldes oprindelig, at der til Salon skulle udvikles et indholdsstyrings-system (content management system). Det blev langt vanskeligere end han - som "ordregiver" - havde regnet med. "Hvordan kan det være så svært?" - det var krogen, som han bed på.

Titlen "Dreaming in Code"? - jeg tror, at det er noget, som enhver programmør kommer til. I hvert fald havde jeg, selv mange år efter jeg var standset som programmør, mange hårde nætter, hvor mine drømme handlede om at "kode" diverse ting i mit liv og i fantasien. Som om det ikke er svært nok at få logikken på plads i vågen tilstand:-)

PS: Hvad er det mon der gør, at prisuddelinger - være det sig for bøger eller journalistik herhjemme - sker inden for så begrænset en ramme. Bøger? Jamen er der andet end skønlitterære bøger, der vinder priser og dermed yderligere omtale? Som får endnu flere unge til at drømme om litteraturmagistertitlen og forfatterskolen?

Og journalistik - Cavling-prisen. Der er kun én årlig, og den går jo typisk på afsløring af forhold, der ligger de "rettænkende" meget på sinde at få afsløret. At en fornem stillist som Berlingskes Poul Høi fik prisen et år var undtagelsen.

Er Danmark simpelthen for lille til at belønne inden for en række forskellige kategorier? Eller repræsenterer snæversynet blot det sande billede af, hvad der i Danmark er status i?