31.5.07

OBS: Googlesoftware fungerer snart offline

Vil du give nogle tusinde kroner til Microsoft for software, som du kan få gratis fra Google, omend i en basisudgave? Hidtil har svaret fra de fleste været ja, fordi Googles programmer, såsom Office-pakken (Google Docs & Spreadsheet) og mailsystemet (Gmail), kun fungerer online. Men det problem løser Google nu.

Google lancerede i går - på koncernens 10 samtidige konferencer for softwareudviklere på forskellig lokationer - Google Gears, der gør det muligt at køre et webbaseret program offline. Udviklerne fik rådighed over kildekoden (source code) til Gears, der er en lille stump ekstrakode (en plug in) til browseren.

Det varer dog en måneds tid eller lidt mere, inden du og jeg kan begynde at bruge Google-applikationerne offline. Google ønsker først at indhente erfaringer fra udviklingsmiljøet inden den færdige plug in til forbrugerne lanceres. Koden ventes at blive på under 1 megabyte skriver nyhedtjenesten Cnet. Gears findes til Internet Explorer på Windows; Firefox på Windows, Mac OS og Linux samt til Safari Mac OS browseren.

Google stiler dog langt højere end blot at gøre egne applikationer offline-egnede. Selskabet håber på at gå gjort Gears til standardmåden at give webbaserede applikationer et offline-liv og har derfor fremsendt koden til en standardiseringsorganisation.

Det første produkt, som Gears kommer til at fungere på, er Google Reader - et stykke software, der er blandt mine foretrukne arbejdsredskaber. Google Reader tjekker hele tiden, hvad nyt der kommer på de blogs og nyhedssteder, som jeg følger, og præsenterer resultaterne på en overskuelig måde. Jeg slipper altså for at skulle klikke mig ind på alle de forskellige steder for selv at tjekke, om der er sket noget nyt siden sidst.

Google Reader er en såkaldt feed-reader i familie med for eksempel Bloglines og Feedreader, og den type teknologi kan kun anbefales. Man sparer en masse tid. Fra nogle websteder får man kun indledningen - fra andre hele moletjavsen - hele indlægget eller nyheden.

En feedreader fodres af RSS og Atom-feeds, hvilket er teknologi, som blogs og websteder på let vis kan koble på. Teknologien varsler, at "her er kommet nyt på siden sidst".

Jeg synes at erindre, at en eller anden person har lavet en rigtig god vejledning på dansk om, hvorledes man kommer i gang med at bruge en feedreader, men jeg kunne ikke lige finde den. Så hvis du....

Men jeg glæder mig. Tænk at kunne tjekke feeds og besvare mails, når man er på farten, men ikke online.

Og Danmarks mange små virksomheder! Jeg vil næsten tro, at de kan vælge at satse hundrede procent på de gratis applikationer, hvis de vil spare penge og besvær med at installere mail-server og meget andet.

Tilføjelse den 3. juni:
Google har sikkerhedsproblemer.

3 kommentarer:

Lisa Risager sagde ...

Kim Elmose har skrevet 'Befri din mailbox - guide i at bruge RSS'
http://mediehack.elmose.com/?page_id=416

Anonym sagde ...

Her er et link til en god - og meget simpel - video, som beskriver brugen af feedreaders (på engelsk): http://thecommoncraftshow.blip.tv/file/205570/

Dorte Toft sagde ...

Tak for de to gode lænker. Videoen giver en god introduktion og Elmoses forklaring går i dybden.