26.6.06

Brokollaps og løbske it-projekter

Folk bag løbske IT-projekter og fejlbehæftede IT-systemer, må vejre morgenluft, men desværre på en grum baggrund.

Hidtil har disse folk altid skullet høre på, at det er totalt uforståeligt, at IT-folk ikke kan sikre styr på projekter, når ingeniører kan, og det er typisk broer, der fremhæves som eksempel. Nu fastslår undersøgelser af det grimme brokollaps i april i Nørre Sundby, at det skyldtes sjusk.

Kollapset, der kostede et menneske livet og kvæstede flere, skyldtes, at forarbejdet var ikke gjort godt nok. Der var tale om mangelfulde statiske beregninger i projekteringen, skriver Ingeniøren i dag på http://ing.dk

Også i de løbske it-projekter er det ofte forarbejdet, der er forsømt. Men dertil kommer dog typisk, at der udvikles frem mod et bevægeligt mål, fordi folk bliver klogere hen ad vejen. Der skal en overmåde stærk projektansvarlig og fast økonomistyring til for at sikre, at ændrings-ønskelisten ikke fører til kaos.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

"Hidtil har disse folk altid skullet høre på, at det er totalt uforståeligt, at IT-folk ikke kan sikre styr på projekter, når ingeniører kan, og det er typisk broer, der fremhæves som eksempel."

Mener du dermed at ingeniører ikke laver IT arbejde, men at det kun laves af "IT-folk" (hvad disse så end er for nogen)? I "mit" firma laver vi ingeniørarbejde dvs. softwareprojekter, der kræver overordentlig god kvalitet, for ikke at sætte menneskeliv på spil. Vi afleverer til tiden og med en meget lav fejlrate.

Måske man skulle prøve at se softwarekonstruktion som en ingeniørdiciplin på linie med andre konstruktionsdicipliner. Det bliver der faktisk undervist i på f.eks. DTU og her i firmaet har vi meget stor success med det - faktisk er det det lever af.

Dorte Toft sagde ...

Jovist, jeg ved, at ingeniører udvikler software. Rigtig mange ingeniører. Har også hørt godt om DTU's undervisning i bl. a. projektstyring.
Jeg var ikke specifik nok. Tænkte på de klassiske store it-afdelinger og it-serviceselskaber, hvor det ikke er ingeniørkulturen, der hersker.
Nu kender jeg dog selv til ældre sager, hvor selv meget ingeniørtunge virksomheder fik alvorlige problemer med it-udvikling. Systemer fungerede ikke ordentligt. Sker det ikke længere?

Anonym sagde ...

Jo det sker stadigvæk. Og det sker fordi at selv blandt de traditionelle ingeniørvirksomheder er der en underlig skelnen mellem softwarekonstruktion og anden konstruktion. Softwarekonstruktion bliver ikke set som en ingeniørdiciplin, men som IT-arbejde. Erfaringerne og den sunde fornuft bliver ignoreret så snart vi taler software eller blot IT.

En meget vigtig grundpille i ingeniørdiciplinen er brugen af matematik til at forudsige konstruktionens opførsel inden den bygges. Læg mærke til at man, vha. af beregninger, netop havde forudset et problem i tilfældet med brokollapset (men undlod at reagere på det). Da jeg tænkte på undervisningen på DTU, tænkte jeg netop på brugen af matematiske metoder i softwarekonstruktion (kaldet formelle metoder). Det er bl.a. formelle metoder, vi benytter her i firmaet og som er en vital del af vores forretning.

Men i langt de fleste virksomheder er IT og software "noget helt andet", "på den teknologiske forkant" eller noget andet, der benyttes som undskyldning til at ignorere mange års erfaringer i konstruktionsteknik.

Dorte Toft sagde ...

Tak for den uddybende kommentar. Irriterer mig, at jeg ikke har valgt et blogværktøj, hvor kommentarer fremgår af forsiden på bloggen. I hvert fald, når de kan bibringe andre læsere noget :-)