Mange herhjemme har haft ondt et vist sted over, at Anders Fogh Rasmussen brugte en halv time af sit USA-ophold på at mødes med Bill Gates. Det må da være en trøst for dem, der ser Microsoft som indbegrebet af al ondskab og monopolmisbrug, at Foghs besøg tilsyneladende fik Gates til at sige stop og gå i kloster (hellige sig velgørenhed, er det). Det skete i hvert fald få dage efter det danske besøg:-)
Gates gider ikke længere være involveret i den daglige ledelse, men helt fri for ham, bliver verden ikke. Han fortsætter som bestyrelsesformand.
Alverdens it-chefer har dog meget at takke den mand og de andre stiftere af Microsoft for. Microsoft fik nemlig sat en standard på tværs af udstyr, og det gjorde, at alverdens softwarehuse begyndte at udvikle programmer på den standard, så valgfriheden for de helt afgørende systemer, applikationerne, blev langt større end tidligere.
Microsofts mulighed for at sætte standarder kunne dog kun realiseres, fordi IBM ikke alene satte standarden for pc'er, men også var så fornuftige at lade andre bruge standarden. IBM var ellers i mange år klandret for at have misbrugt sin monopollignende situation. I øvrigt skal Intel også have en overmåde stor tak, for Intels mikroprocessorarkitektur udviklede sig til standarden, som styresystemer lagde sig op ad.
Tænk lige over, at før Microsoft/IBM/Intel-satsningen, var it-chefer nærmest stavnsbunden til at holde sig til én it-leverandørs egen standarder. Det kostede en bondegård at få omprogrammeret, hvis man ønskede at flytte systemerne over til en måske billigere platform fra en anden leverandør. Priserne er raslet ned, fordi konkurrencen blev reel.
At tiden nu er inde til helt åbne standarder er blot en naturlig del af modningen af en relativt ung industri.
16.6.06
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Nu er jeg så gammel at jeg kan huske midtfirserne og det EF dekret, der sagde at al offentlig EDB skulle over på UNIX. Jeg ved også godt at der var gradsforskelle på UNIX'er, men jeg tror alligevel vi havde fået en hurtigere vej til ægte åbne standarder hvis man havde fastholdt den vision i stedet for at slippe den til fordel for en omvej via PC'ere - som i øvrigt ikke gjord eret meget for workflowet i den offentlige sektor. Populært sagt - hvad gør en personlig computer i et offentligt system ?
Send en kommentar