25.6.06

Tilfældighedskaos i sundhedssektoren

Koks i sikkerhedslogikken, koks i udveksling af information på tværs af systemer. Lige nu ser vi inden for diverse sundhedsregistre (e-journal, receptregistret, de elektroniske patientjournal), hvad der sker, når ingen har styr på sundhedssektorens overordnede IT-arkitektur (der desværre heller ikke findes), og når borgerne ikke er i centrum for designet.
Hvad vi i stedet ser er, at alle andre aktører (sygehuse, praktiserende læger, Sundhedsstyrelse, apotekere, kommune etc.) har hver deres navle som centrum, og så går det ellers over stok og sten med hovsa-løsninger, hver gang navler skal forbindes – og ikke mindst, når det kræver patientens/borgerens samtykke. Oveni ser vi gang på gang patienter, der kommer i klemme, fordi de rette data ikke er fremme ved rette aktør på rette tidspunkt.
Jeg kommer ind sagen i min klumme på bagsiden af Berlingske Business i morgen. Den tager dog først og fremmest udgangspunkt i, at sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen omsider kræver fodslag for de elektroniske patientjournaler, men desværre efterlader en sump af usikkerhed, fordi der intet konkret meldes ud. Kun at en organisation med bestyrelsesmedlemmer fra stat, regioner og KL skal sikre fodslaget (effektivt eller blot en ny kampplads?).
Det hele får mig til at tænke på det gamle ordsprog blandt it-udviklere (og måske andre). ”Adding manpower to a late project only makes it later”. Indførelsen af EPJ er i forvejen forsinket.
Og jeg kommer til at tænke på alle de gange, som et punkt på en dagsorden bliver afsluttet med, at der liiiiiiige også skal den og den undersøgelse til, før der kan tages beslutning. Jeg kan frygte, at der bliver masser af den slags dagsordensrefererater fra den nye organisations side.
De, der gerne vil vide mere om problemerne med e-journal (informationer til den praktiserende læge fra hospitalets elektroniske patientjournal), receptregistret (data om borger, medicin og hvad medicinen skal kurere kombineret med apoteker-indsigt) og EPJ kan online finde en del på www.computerworld.dk og diverse steder hos Amtsrådsforeningen på www.arf.dk.

3 kommentarer:

Dorte Toft sagde ...

Jeg har fået nogle e-mails vedrørende min EPJ-klumme på bagsiden af Berlingske Business i dag. En skriver ”Tak for klummen. Du ramte meget præcist”. En anden betegner klummen som ”noget sludder”.
Det bekræfter blot endnu en gang, at der sjældent er én sandhed.

Anonym sagde ...

Hejsa
Jeg har forsøgt at finde frem til din EPJ-klumme fra Berlingske Tidende juni 2006 uden held. Er det muligt at læse den andet steds på nettet? Jeg er meget interesseret i at læse den!
Med venlig hilsen
Hanne M.

Dorte Toft sagde ...

kontakt mig via min email (dorte.toft1snabelagmail.com)og jeg skal sende dig originalmanus.
Dorte