14.3.07

E-boks overskud handler også om tvang

PBS har netop udsendt en skabet pressemeddelelse, hvori e-boks fortæller at tålmodighed betaler sig. "Med et overskud på 3,5 million kroner har e-Boks bevist sit værd overfor både brugere og ejere", lyder det i pressemeddelelsen.

Det er e-boks' første overskud, men det er absolut en non-historie. Masser af borgere er jo blevet tvunget til at bruge e-boks. Der er arbejdsgivere, der kræver det af deres ansatte, så hvis de vil have løn..... Banker pusher e-boks. Kommunerne har været ude på charmekampagner for at få borgerne til at nøjes med elektroniske breve.

Disse primærkunder hos e-boks sparer jo store beløb ved at slippe for at sende det vanlige brev til borgeren. Nu er det blot nogle bits, der transmitteres til e-boks og lagres i borgeren mappe, "hvor du har oversigt over alt etc.".

Problemet er, at der er visse af os - ret så mange, vil jeg tror - der ikke konstant tænder pc'en for at tjekke e-boks. Brevet, der ligger på køkkenbordet - jo, det overser man sjældent. Men brevet, der ligger virtuelt!

Vi har jo allerede hørt om kommuner, der brokker sig over, at de bliver nødt til at gøre noget, fordi borgerne glemmer at tjekke de breve, som de har fået "sendt" til e-boks.

Jeg selv er netop tvunget ind i e-boks af en af mine kunder. Ellers får jeg ikke penge for mit arbejde. Min kunde giver mig besked om, at jeg kan tilmelde mig via min netbank, og det lyder jo let nok. Men det viste sig, at opretter jeg e-boks via netbanken, så ville også alle bankpapirer pr. automatik ryge derind. Slut med breve fra banken.

Det passer sikkert alle Danmarks systematiske mennesker, men jeg vil have mit kontoudtog ind ad døren. Jeg vil have det i hånden i papir, så jeg kan tjekke, om der skulle være ejendommelige poster (evt. indbrud i netbanken). Og jeg vil ved gud ikke - som banken ellers har foreslået - nøjes med en udskrift pr. kvartal. Jeg vil også have min PBS-oversigt i hånden for at tjekke, om den ser fornuftig ud.

Kald mig gammeldags. Et oldstykke, der ikke vil undvære sit papir. Men der er et gammelt ordsprog, der hedder "ude af øje, ude af sind", og det holder.

Derfor bliver jeg så irriteret, når e-boks' kunder (arbejdsgivere, forsikringsselskaber, banker, kommuner etc.) forsøger at bilde os ind, at alt dette handler om kolossale fordel for os. Meld dog ud, at det først og fremmest handler om at reducere jeres omkostningsniveau. Om at spare hulens masse penge på håndtering, frimærke og forsendelse af jeres breve.

Og del så med os i porten:-)Jeg vil garantere for, at masser af os i den anden ende alligevel udskriver og sætter i mapper, og det koster jo i printerpatroner og papir.

16 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej - Jeg er enig med dig i at det til en vis grad er blevet tvunget ned over os. Men når det er sagt så glæder det mig at jeg ikke længere skal have adskillige ringbind stående og fylde op. Ude af øje - men ikke ude af sind - jeg får en e-mail når der er nyt i min e-boks - jeg skal selvfølgelig sørger for at den e-mail adresse e-boks har er opdateret - men det er jo ikke anderledes end at du skal skrive adresseændring til diverse magasiner etc man abonnerer på. Ja - det er de andre der tjener penge på det - men jeg oplever det som en betydelig service forbedring på samme tid.
Mvh
Anders Madsen

Dorte Toft sagde ...

Det var en lynhurtig kommentar, som Anders Madsen sendte. Gad vide om jeg kommer i voldsom undertal med min holdning:-)

Anonym sagde ...

Ja, jeg må indrømme at jeg også er enig med Anders. Jo mere papir, jeg kan slippe for at få ind ad døren jo bedre.

Jeg er elendig til at holde orden i papir. Breve kommer til at ligge i ubrugelige stakke, til jeg til sidst smider dem i en papkasse og op på loftet. Det er umuligt at genfinde dem.

Elektronisk bliver de ordnet og gemt for mig.

Problemet er at der er så mange mærkelige steder man får den slags. Jeg savner ET sted, hvor jeg kan få al post og nemt finde det igen.

Og hvad angår at man ikke checker sin eboks, så er det vigtigt at man sætter det op til at alarmere en via email når der er nyt.

/Mads.

Anonym sagde ...

Jeg syntes e-boks er fantastisk, intet mindre. At være fri for papir og ikke være bundet af ens adresse, at altid have tilgang til ens papirer (på hvilken som helst computer i verdenen)!

Der mangler bare at man kunne aflevere/sende papirer til scanning uden en begrænsning på sølle 1MB (!), så ens dåbsattest, eksamenspapirer, kontrakter, policer og andet kunne være tilgængeligt på samme måde.

Anonym sagde ...

Jeg har nogenlunde været været med fra starten hos e-boks, og er fuldt ud tilfreds. Det er en genial løsning!

Som nævnt tidligere er der 1mb grænsen på egne filer der er i vejen for en endnu bedre service, og dels er der nogle firmaer der ikke fatter konceptet med brugervenlighed - eg. jeg skal for at læse de breve jeg modtager fra mit pensionsselskab, logge ind hos dem, på trods af at brevet ligger i min e-boks. Resultat: jeg læser dem ikke, og bliver irriteret på pågældende firma...

/anders dahl pape

theeden sagde ...

"Gad vide om jeg kommer i voldsom undertal med min holdning:-)"

Tjae, som de andre er jeg også glad for e-boks, modtager også notifikationer via e-mail, og er også træt af at putte dødt træ i mapper.

Anonym sagde ...

Jeg er altså også glad for e-boks. Deres interface er noget skravl og halvdelen af mine dokumenter kan jeg kun læse med netbank-login, hvilket jo er svært tumpet!

Men jeg slipper for at bekymre mig om pladsstjælende arkivmapper, jeg kan tjekke min e-boks, når jeg er på farten og behøver ikke bekymre mig om et brev er forsinket eller blevet væk hos PostDanmark.

Vil du have papir, så betal selv. I banken eller hos printerproducenterne

Anonym sagde ...

Altså, altså altså....

Nu er jeg ENDELIG sluppet af med flere flyttekasser af papir, som nu er blevet scannet ind (man skal jo bevare en masse papirer).

Jeg kæmper imod støvfyldte arkivmapper, jeg kan tjekke min e-boks, når jeg er på farten og behøver ikke bekymre mig om et brev er forsinket eller blevet væk hos PostDanmark. Nu har jeg i to måneder ikke fået min egen post leveret, da de lokale brevbærere er nogle tumper.

Så jeg deler synspunktet; vil du have papir, så betal det selv.

Jeg får ikke mere papir - det er FANTASTISK!

Anonym sagde ...

Hvorfor er det lige så forfærdeligt, at nogle banker og arbejdsgivere tvinger os til at modtage brevene digitalt? I 100 år er vi blevet tvunget til at modtage de samme breve på papir sendt ud med Post Danmark. Vi er blevet tvunget til at medvirke i forurening når Post Danmarks osende postbiler skulle bringe vores breve ud. Vi er blevet tvunget til at medvirke i udryddelse af skove, når bankerne og de offentlige myndigheder skulle sende os bunker af papir. Dengang var der ingen der spurgte os om vi ville være med til ressourcespildet. Nu er der endelig kommet et alternativ, som skåner naturen. e-Boks er jo bare en anden og mere miljørigtig måde at få posten ud. Så jeg kan godt leve med lidt 'tvang' :-)
Mvh Tom

Anonym sagde ...

Jeg er også i høj grad på den vogn som hylder muligheden for at modtage post elektronisk i stedet for på papir. Jeg synes til gengæld det er synd at e-Boks ikke fungerer bedre end det gør.

Fx er det håbløst at emnet i e-mailpåmindelser altid er det samme, og at man aldrig får at vide hvad der er kommet, kun fra hvem der er kommet noget. Skriv dog "Nyt kontoudtog fra XX bank" i emnet - hvor svært kan det være?

Jeg forstår heller ikke hvorfor man ikke kan lade post fra forskellige afsendere automatisk lande i forskellige mapper. Det ville gøre det noget nemmere at overskue - ikke mindst hvis de rent faktisk har success med at få rigtig mange afsendere meldt på.

Anonym sagde ...

Jeg er også en af dem der helst ikke vil have noget papir, men alligevel kan jeg ikke lide e-boks af den simple grundt at jeg hellere vil have dokumenterne sendt direkte til min email adresse. Selvfølgelig skal de være krypterede... men det er da også teknisk muligt.

Dorte Toft sagde ...

Der er ingen tvivl efter alle disse kommentarer. Jeg må overgive mig til e-boks med åbent sind - som bruger. Og så vil jeg som journalist lige kigge lidt på de svagheder, I har påpeget.

Anonym sagde ...

Hej - Jeg er enig med Anders.

Personligt er jeg udstationeret i Norge i øjeblikket, og det gør det SÅ meget simplere når jeg kan få mine papirer via E-boks. Faktisk har jeg kontaktet min bank (Jyske Bank som IKKE bruger E-boks) og sagt jeg ØNSKER E-boks.

Jeg glæder mig over ikke at få alle disse breve (som efterfølgende skal i ringbind) men derimod lyn hurtigt kan skabe kontrol elektronisk.

Med hensyn til prisen, er der helt sikkert en besparelse for fx. banken, og på trods af deres gigantiske indtægter skal man jo nok ikke regne med færre gebyrer......... men så længe det gør min dagligdag lettere, så er jeg helt klart fortaler for E-boks.

Måske ser vi en dag at bankerne kan bruge E-boks til at differentierer gebyrerne til dem der bruger E-boks, i forhold til papir entusiasterne. Dette vil også være positivt i forhold det det enorme papirforbrug det er at sende kontoudskrifter til alle kunder (hvis man skal tage miljø hatten på).

Så brug tiden på en tur i skoven, i stedet for at bruge tiden på at sætte i ringbind.

Tak for en dejlig blog i øvrigt, jeg er en daglig læser som nyder dine indspil.

Mvh

Kion Schmeltzer

Anonym sagde ...

Hej, Er I alle enlige, ugifte siden så uhildet hylder e-boks, der igen umyndiggør ægtefællen. I dag har min kone og jeg fælles arkivmappe stående med en masse papirer, men den er fælles. Med e-boks er det slut med at have fælles husholdning: jeg får mit eget personlige elektroniske arkiv og min kone får et tilsvarende. Bemærk det er et personligt arkiv. Vi får får hver vores hemmelige kode. Hvor skal vi nu gemme f.eks. husstandsforsikringen eller oplysninger om den fælles bankkonto?
Hvad med livsforsikringen! Hvem husker den når jeg har sikret den med min kode.
Find selv flere eksempler.
Jeg er desværre også tvunget til at bruge e-boks af samme grund som Bizzen. Jeg slipper dog for at min kone kan kigge i min lønseddel!
Kom igen når I fundet godt arkvieringssystem hvor vi kan nøjes med een elektronisk mappe: Måske skal det bare være muligt med en opdelt fælles boks i stedet for to.

e-boks gør livet mere besværligt når man er mere end een!

Mvh.
Henry Larsen

Dorte Toft sagde ...

@Henry Larsen. Jeg har tilladt mig også at lægge en kopi af dit indlæg under mit skriv om mølkugle-testen, for hvad du skriver berettiger fuldt ud mindst fem ud af fem mølkugler til e-boks.

Anonym sagde ...

Jeg er ubetinget tilhænger af e-boks. Jeg har alle mine lønsedler pænt arkiveret i e-boks fra august 2002 til december 2007. Da skiftede jeg arbejde, og nu får jeg igen en papir-lønseddel. Det er virkelig noget skod!
Både min kone og jeg har e-boks, og vi har selvfølgelig den samme adgangskode, så vi kan finde de papirer der skal bruges. Intet problem...
Da vi handlede hus i 2006 sad jeg i banken og skulle bruge en lønseddel til vores låneansøgning. Jeg loggede ind på e-boks,og så var den klaret. Havde det været i dag skulle jeg først hjem og lede, og så have fat i min arbejdsgiver for at få en kopi af sidste lønseddel. Livet er simpelthen for besværligt uden e-boks!