I en professionel fodboldklub - lader man da træneren vælge, hvilke spillere der skal købes, eller går "forretningen" - topledelsen - ind over og ansætter egne favoritter? Jeg kom til at tænke over det, da jeg skrev min klumme til bagsiden af Berlingske Business i morgen, mandag.
Overskriften er "Forretningens dilletanter koster dyrt", og det er naturligvis it, det gælder. Jeg fornemmer, at ustabilitet og hovsa-påhit vinder frem, fordi forretningen (uanset sektor, offentlig som privat) blander sig for meget, kraftigt indspireret af it-rådgivere og -selskaber, der nu nyder rollen som "partner".
Selvfølgelig er det lykkeligt, at forretningen (privat og offentlig) omsider tager it så alvorligt, så man engagerer sig. Og havde man en af de arrogante it-chefer eller en af dem, der snorksov, er det da også godt, at han er sat på plads.
Problemet er blot, at mange direktører ikke holder sig på måtten - til selve strategien. De inspireres i VL-gruppen, af det store konsulenthus/it-selskab, på golfbanen etc. etc. De vil outsource, de vil skifte platform, de vil have livrem og seler og kvantespring. De vil spare, og de vil kunne prale.
Jeg er groft generaliserende her, som i klummen. Men har jeg nogenlunde ret, så er næste fase jo, at ingen klarhjernede unge gider gå efter en post som it-chef. I forvejen er den jo sjældent en god karrierevej, for den ender ofte blindt.
Jeg har i klummen nogle eksempler på, hvor det går galt, men hvad mener du? Er der tegn på øget ustabilitet og hovsa, fordi forretningen ikke kan holde nallerne væk? Og er der eksempler på, at forretningen simpelthen er en for ukvalificeret modspiller til "sælgerne", være det sig af konsulentydelser eller produkter?
25.3.07
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
11 kommentarer:
Ja det er vel IT branchens evige forbandelse, at de vigtigste beslutninger tages over en sjus ude på golfbanen, mens al logik omkring IT strategier går tabt et eller andet sted på mellemlederniveau...
Dem der ved noget, tør vi ikke lade lede og dem der leder, tør vi ikke lade vide noget :-)
Mht. "partner" rollen så er det virkelig morsomt at følge trends i IT-branchen, da de ofte kan spores tilbage til det samme konsulenthus (nogle gange endda med navngiven konsulent!), når man kommer rundt til kunderne.
Problemet med disse konsulenter er generelt at de ikke har det nødvendige overblik og derfor shopper lidt på udenlandske blogs og sites for at finde en trend de kan importere og "pushe" til kunderne...
Konsekvensen ? Det bliver dyrt og virkelig grimt...
Respekt for IT-cheferne
Efter ca. 15 år som menig medarbejder (programmør og udvikler), er jeg godtnok blevet mørbanket efter alt det jeg har set og oplevet i IT-afdelinger i virksomheder.
Langsigtet strategi og planlægning man kan stole på, er noget der skal kigges langt efter i ordbogen. Aldrig har så mange kokke, i form af fx økonomichefer eller adm. direktører og andre med en lægmands viden om IT, haft indflydelse på det operationelle niveau i IT-afdelingen. Om de henter deres viden over en sjus ude på golfbanen er sådan set ligegyldig.
Hvad er IT-chefens rolle efterhånden? Ofte kastreres de af deres overordnede og ender som marionetdukker, eller stillingen skæres simpelthen bort, og IT-afdelingen overføres som en stabsfunktion under økonomidirektøren (logikken synes at være, at sådan noget IT-skidt jo er jo dyrt, og kræver nøje overvågning). Følgen er, at afstanden mellem medarbejdere og de reelle beslutningstagere med viden om IT i organisationen øges (for det er ikke længere IT-chefen), med tab af viden om den konkrete brug af IT i organisationen til følge.
Jeg har ofte oplevet kollegaer blive frustrerede og disillusionerede, og nærmest henfalde i depression, når det går op for dem, at man bestemt ikke har tænkt sig at lytte til dem, når fx den næste IT-strategi skal lægges. De er nærmest hensat til at kigge på, mens de eksterne konsulenter der er hentet ind til lejligheden, huserer.
Glem alt om en intern IT-afdeling med engagerede og entusiastiske medarbejdere, hvis ikke IT-chefens rolle respekteres og honoreres.
Fra konsulenten i det store konsulenthus – tidligere it-chef:
God, provokerende overskrift Dorte Toft. Og det ER rigtigt at NOGLE virksomhedsledelser nærmest kører it-funktionen helt over. Og dine historier lyder spændende, men holder vist ikke helt vand.
Først Virk.dk:
Krak’s Virk.dk var desværre nødt til at skifte fra IBM’s produkter, fordi IBM ikke kunne få løsningen til at fungere effektivt. Og Krak’s Virk.dk valgte så Microsofts .Net som ny platform. Og så er historien om Krak’s Virk.dk vist ikke længere. For nu har den statslige “Virk.dk-ejer” gennemført et nyt udbud på Virk.dk, som Krak ikke har vundet. Og den nye udbyder har så valgt at basere løsningen på en Open Source baseret platform. Og sådan en situation kan ikke rigtig sammenlignes med en virksomheds virkelighed.
Så Lego:
Det er rigtigt at Lego ikke var fuldt tilfredse med SAP, og så blev lokket af Oracle-sælgernes gode ord. Men Oracle formåede angiveligt ikke at levere den fremdrift/løsning de havde lovet. Og så blev de smidt ud og erstattet af SAP. Det handlede vist mest om at store ERP-projekter kan være meget frustrerende, og så kan man godt føle sig fristet til at prøve en anden løsning, der angiveligt skulle være meget nemmere.
Og så Microsoft:
Det er rigtigt at Microsoft i øjeblikket har rigtig gode produkter til mange it-behov. Og at det derfor i øjeblikket er værd at overveje om en række af Microsofts produkter skal være grundlag i de kommende år. Lige som det tidligere bredt har været tilfældet for IBM-miljøer (Mainframe, S3x, AS/400), VMS-systemer, Oracle/Unix-baserede systemer og fx Java-baserede systemer. Hvert miljø har sine fordele og ulemper, og det eneste sikre er, at de er dyre at etablere og dyre at skifte fra igen. MEN – på et tidspunkt ER det altså rigtigt for de fleste at skifte platform. Og overvejelserne om skift aktualiseres altid af nye muligheder. Da Oracle/Unix-baserede systemer blev gode og stabile var der en del mellemstore og store virksomheder der skiftede mainframen ud. Og det kostede og var usikkert. Men mon ikke det alligevel var omkostningerne og umagen værd? Og mon ikke en række virksomheder i disse år skal overveje at skifte platform igen? Og i den sammenhæng bør man naturligvis overveje det der pt. ser ud til at kunne være relevant fra nu af og de kommende 5-8 år. Og her har Microsoft nok pt. det bedste bud på en bred platform. Og det til virksomheder fra ret beskedne behov til relativt store behov.
Der har så altid været – og vil altid være – specialbehov, der ikke bare kan indpasses på den “generelle” platform. Det er fx CAD-systemer, GIS-systemer, og helt specielle systemer. Og der er også virksomheder der er så specielle at fx web2.0 baserede løsninger måske er bedre. Og virksomheder med så specielle behov, at kun Mainframe er relevant.
En lille hjælp til timing af udskiftning kan man måske finde i Mogens Nørgaards udmærkede blog-indlæg om “Lægasi-systemer” http://www.computerworld.dk/art/38330 .
De venligste hilsner fra en management-konsulent – der faktisk også har indsigt i det der nye der hedder it :-)
Dyre dilettanter.
Det er jo så sandt som skrevet, at når fagfolkene skubbes til side af "forretningen", går det galt. Og det går rigtig tit galt. Ganske enkelt fordi "the executives" sjældent er inde i, eller forstår, hvor kompliceret en "mekanik" de griber ind i med pludselige indskyldelser eller med en "god idé", som de har fået serveret på golfbanen eller andetsteds i privatsfæren. Ligeledes er de ofte ofre for smarte sælgere, der kan overbevise dem om det geniale i en eller anden løsning - som viser sig komplet inkompatibel med den øvrige del af virksomhedens teknologi.
Man kan undre sig over, at man mange steder ansætter en IT-chef, måske endda en rigtig professionel én, der koster en hel del på lønbudgettet - hvorefter man med flid undgår at benytte sig af hans viden, erfaring og kompetance.
Jeg tror at de fleste IT-chefer inden for både den offentlige og den private verden ville kunne fortælle om adskillige fejlivesteringer og "hovsaløsninger" på det man her kunne kalde forretningskontoen.
Man kan kun give dette råd til "the executives": Gør det, du er bedst til, og brug din IT-chef til det han eller hun er bedst til. Du vil opleve både en mere stabil drift og færre udgifter som følge af fejl- og hovsainvesteringer.
Og så er det endda helt gratis at benytte sig af dette råd.
Med venlig hilsen
Hans Lembøl
Min hypotese har vakt en del genklang ser jeg til min glæde (man vil jo gerne fornemme rigtigt:-). Men mon der er nogen som helst, der kan eller vil løfte denne debat op, så den måske kan bidrage til en mere nuanceret holdning til forretningens indblanden?
@konsulenten, den tidligere it-chef:
Om Virk: Er det helt sikkert, at IBM-platformen ikke virkede, eller manglede der blot lidt tålmodighed? Blev der ikke blot travlt ved håndvasken på bestillersiden?
Om Virk: Ville det ikke være langt billigere og langt, langt hurtigere for ministeriet blot at købe den Microsoft-baserede løsning fra Krak i stedet for at skulle ud i nyudvikling på anden platform?
Om Lego: Jeg synes ikke, at du beviser, at forretningen IKKE var inde over. I min øresnegl hører jeg, at forretningen var meget inde over i hvert fald den sidste fase. Forretningen VILLE Sap. Basta. Ikke Oracle (der dog også var gået lidt for tidligt ud med sit internettilpassede ERP-system). Men måske har jeg hørt forkert.
Dorte,
Hvor er jeg glad for at du bringer dette op. Det er en vigtig diskussion, men jeg synes at den er langt mere kompleks end som så...
I min tid i IT branchen har jeg set både eksempler på at "forretningen" pressede en for ufleksibel SILO løsning igennem uden at vide at det var de de gjorde...
...men jeg har også set masser af eksempler på det jeg kalder IT afdelingens tyrrani, hvor IT afdelingen ser alt ud fra teknik, og drift og prøver at standardisere uden erkendelse for at den almindelige bruger - ofte i forretningen - sidder i en foranderlig og struktureret såvel som ustruktureret verden og at der skal vær eværktøjer til at undertøtte begge...resultatet er at forretningen eller brugeren støbes fast i rigide processer i IT drifts besparelsens hellige navn, hvorefter forretningen blot prøvet at etablere deres egne systemer udenom eller tager "magten" og glemmer at tænke IT-drift også...
Kort sagt så er kommunikationen, mellem de 2 verdener for dårlig, og interessen for at bygge bro fra begges sider måske for lille?
Jeg tror at det der skal til er et kulturskifte i virksomhederme hvor:
- at topledelsen i virksomheder ikke blot skal se IT som en omkostning, men som et aktiv til at blive mere konkurrencedygtig. Outsourcing kan være sundt, men hvis man blot outsourcer for at spare penge og "slippe for besværet", så er man efter min mening på gyngende grund og ikke i kontrol med den IT som kan vise sig at være en vigtig konkurrence parameter...
- at forretningen bør erkende at FLEKSIBEL IT modsat et SILO system er en disciplin som kræver IT viden og IT faglighed at sikre.
- men også at IT holder op med at se alting ud fra teknik og produkter, men ser løsninger ud fra services - ikke tekniske eller produktorienterede - men forretningsorienterede...og her tror jeg at der er behov for at IT har interne salgsagenter eller rådgivere som deltager i diskussioner omkring forretningens kravspecifikastioner. Vel at mærke agenter som IKKE tager udgangspunkt i et eksisterende produkt, men et forretningsbehov, derefter en IT arkitektur, og så ser om eksisterende produkter lever op til kravene...
Sidstnævnte læste jeg om i Strategy+Business at en virksomhed havde succes med. Det virkede umiddelbart som en ekstraomkostning, men forretningen fik bedre services, IT afdelingen sparede ressourcer og mindskede presset på dem, og brugerne fik noget de kunne bruge...en win+win+win situation....det var IT afdelingen som tog initiativet!
Service Orientering eller SOA er muligheden for endelig at skabe bro mellem forretning og IT , men jeg ser flere steder at services gribes an ud fra eksisterende produkter istedet for at definere services som forretningsmæssige services.
SOA er efter min mening en process som kræver forståelse for både forretning og teknik, og ikke blot noget man "køber". Det er en kultur som tager udgangspunkt i behovet for at sætte strøm til virksomhedens processer på en fleksibel måde og på tværs af afdelinger og systemer, og det gør men IKKE kun ved blot at købe et nyt produkt, eller lige udbygge det man allerede har...det kræver en diskussion af behovet for fleksibilitet og hvad det er man forsøger at opnå nu og fremover. Samt en afvejning af ekstra indtjening eller større konkurrenceenve kontra ekstra IT omkostninger - hvad er vigtigst?
Mit råd til IT og forretning: Tal sammen! I har hver jer styrke...
Til IT: Brug interne salgs-agenter som kan tale med om forretningen og som ikke har en prædefineret agenda!
Til forretningen: Lyt til IT fagligheden. Hvis du ikke reparerer din egen bil derhjemme, så er sandsynligheden for at du kan "reparere" dit IT system måske også lille. Søg råd/hjælp hos din service forhandler (IT), men stil krav!
/Bo
Det er dog nok alligevel forretningens manglende engagement i IT der de fleste steder er hovedproblemet. Hvis IT ikke ses som andet end noget man skal passe på ikke bliver for dyrt, er virksomheden hurtigt bagud af dansen. En koordinering af forretningsstrategi og IT strategi kræver meget engagement og tværindsigt af begge parter, men kan være et kæmpeløft for virksomheden. Det kan ligeså godt være et problem at IT slipper afsted med en overskuelig og nydelig IT strategi, som imidlertid ikke er optimal for forretningen. Hvis løsninger bliver afvist pga. de ikke lige kører på den rigtige platform eller fås hos den rigtige leverandør, er det på sin plads at ledelsen interesserer sig for substansen.
Med hensyn til dit fromme ønske om at få forretningen ud af IT, så tror jeg at toget er kørt. Heldigvis vilfForretning og IT smelte mere og mere sammen fremover.
Dels vil det være en kæmpe styrke for forretningen at få IT-systemer der i højere grad understøtter forretningens strategiske mål, og som ikke bare fungerer som selvstændige monolitter.
Dels så synes også at det vil være en kæmpe fordel for IT-direktørerne (og alle os andre der arbejder med IT), hvis forretning og IT kommer til at hænge bedre sammen. Det er jo her mulighederne for at være nyskabende og værdiskabende kommer til at opstå! Hvis vi IT-folk bare passer os selv, så bliver vi (dygtige) kustoder der ikke laver meget andet end at holde driften i luften. Vi bliver til et kostcenter der figurerer med nogle store grimme tal i regnskabet. Med garanti for at karrierevejen ender i en blindgyde.
Og så synes jeg at det er et lidt uheldigt og ensidigt billede der tegnes at direktører som personer der spiller golf, drikker sjusser og træffer beslutninger hen over hovedet på alle andre. Jeg tror (ligesom hos ledere i IT-verdenen generelt) at der er sket en stor professionalisering i de seneste år. Bevares, typen findes jo nok, og der er ganske givet også direktører der forfalder for meget til micro-management. Men er det et specielt problem i forhold til IT?
Personligt er jeg mere bange for de direktører der endnu ikke har glemt de hundedyre ERP implementeringer de var igennem, de mange gyldne løfter som vi gav dem i dotcom perioden og den evige trædemølle af systemopgraderinger med yderst marginal business case.
Så forretningen ud af IT? Nej, tak!
Hellere enabler for forretningens strategi, end et kostcenter med en tvivlsom fremtid.
Jeg generaliserede jo i ekstrem grad...tog højre grøft efter meningskærren i høj grad har kørt i venstre grøft. Til sidst ender kærren måske på vejen.
Ja, der findes stadig It-afdelinger, der slet ikke har forretningen nok på sinde. Der findes stadig direktører, som ikke har it nok på sinde. Der findes brobyggere, som dem, Bo Drejer peger på. Og der findes visse steder, hvor samarbejdet mellem it og forretning går på forbilledlig vis.
Men uanset holdning til emnet, så er det illusorisk at tro, at debatten mellem it og forretning sker mellem ligeværdige parter, hvis ikke it-kyndige sidder med som direktionsmedlem, og det sker jo de færreste steder. I en debat/brainstorm etc. etc. mellem over- og underordnet ender magten jo stort set altid med at spille en rolle.
Jeg har modtaget dette indlæg fra en person, der ønsker at være anonym.
Citat:
Dilletanter koster dyrt.
Hvordan IT-udviklingen bør tilrettelægges i en virksomhed, har været behandlet på utallige
Norddata-konferencer, som fandt sted allerede i årene 1970- 1990. Områder, såsom valg af teknik, styresystemer, færdige applikationer samt udviklingssoftware blev taget under behandling.
Virksomhedens eget udgangspunkt med hensyn til parathed overfor
udviklingsprocesserne i form af tilstrækkelig organisation og
kompetancer indgik også i den behandlede problemstilling. Udfra de indvundne erfaringer stod det klart, at topledelsens vigtigste opgave var at give startsignal til projektet eller projekterne, og så ellers overlade det efterfølgende arbejde til en eller flere nedsatte
projektgrupper.
I de konkrete projekter jeg har beskæftiget mig med, var det utænkeligt, at maskin-, softwareleverandører eller konsulentfirmaer fik mulighed for direkte salgskontakt til topledelsen. Eventuelle forsøg
derpå blev kategorisk henvist til øverste projektleder, til stor
ærgrelse for nogle af de store markedsførere i branchen, som var vant til primært at bearbejde kundernes topledelser i salgsøjemed. Ledelsen
havde imidlertid helt klart forstået, at en sådan arbejdsdeling var nødvendig og tilmed gav den nødvendige arbejdsro. Så på grund af opgavernes kompleksitet fik enhver lov til at gøre det han var bedst til, som det hedder i tidens reklameslogan.
Det projekt jeg især har i tankerne, løb over 1 1/2 - 2 år, beskæftigede 6-7 systemmedarbejdere og programmører. De fleste rutiner skulle udvikles fra grunden, da
"hyldesoftware" var et næsten ukendt begreb på den tid. Med en beskeden forsinkelse på kun 1 1/2 måned løb projektet vellykket af stapelen.
Citat slut.
Hej Dorte,
Meget interessant debat oplæg og meget relevant. Det kunne være spændende hvis der kunne komme nogle IT-chefer på banen, så vi kunne få deres synsvinkel med. Jeg har 12 års erfaringer som ERP (SAP) konsulent og det jeg hørte i forbindelse med Lego var, som du er inde på, at forretningen var involveret. Man ville nemlig bruge selve ERP implementeringen til, at få gennemført de nye nødvendige ændringer i organisationen, derfor Oracle forsøget. Men denne approach og de medfølgende omkostninger kostede vist et eller flere hoveder og SAP forblev i Lego.
Det er helt essentielt, at få involveret forretningen, der skal ske en sammensmeltning af IT og forretning, ellers kan IT gevinsterne ikke høstes i tilstrækkelig grad. Der skal være en tættere forbindelse imellem forretningsstrategien og så IT-strategien, hvilket øger kravene hos forretningen i forståelsen af IT og hvorledes dette IT kan gøre en forskel for forretningen. Der er stadig for mange top chefer der f.eks. stadig tror at ERP er en faktureringsmaskine og at IT er en nødvendig omkostning. Men der er også nye opgaver til IT folkene, nemlig en bedre forståelse for og rådgivning af forretningen, samt at IT skal have kontakt med nogle strategisk visionære forretningsledere således at løsningerne kommer lidt længere frem end ellers (copy-as-is)
Send en kommentar